Flatpanels havde for nyligt Asus 19 tommer widescreen skærm inde til test, og den udmærkede sig på flere punkter. Nu følger en 20 tommer i samme serie, der blandt andet har et indbygget kamera i toppen af rammen.
Den nye model hedder PW201, og har et indbygget 1,3M-pixel kamera indbygget i toppen af skærmens ramme. Asus mener blandt andet, at det er oplagt til video konferencer.

Specifikationer:
Størrelse: 20 tommer widescreen
Opløsning: 1680x1050
Brightness: 300 cd/m2
Kontrastforhold: 800:1
Responstid: 8 ms (g2g)
Betragtningsvinkler: 176/176 (H/V)
PW201 er baseret på et af de populære P-MVA paneler fra AU Optronics, som blandt andet er kendt for at levere en høj kontrast i praksis.
Skærmen har også en række spændende input. Foruden DVI og D-SUB (VGA) indgang, har skærmen en komponent, s-video og komposit indgang.
Asus har også udvidet featurelisten med PIP (Picture in Picture) og en 3-ports USB hub.
Lyden har Asus også tænkt på og integreret to 3 Watts højttalere. Lyden kan tilsluttes enten via mini-jack eller phono, og der er sågar en udgang til høretelefoner.

På den ergonomiske side minder PW201 om den tidligere testede PW191. Den to-ledede arm, som er monteret på skærmen, tillader højdejustering, tiltjustering, drejejustering og pivot. Hvis man ønsker at vægmontere skærmen, kan dette også lade sig gøre ved at bruge et vægbeslag der overholder VESA 100mm standarden.
PW201 bliver tilgængelig enten i slutningen af maj eller starten af juni til en vejledende salgspris på 4975 kroner. Med i prisen følger Asus attraktive pixelgaranti, som dækker alle lysende pixelfejl.