Vi kiggede tidligere på Sonys alternative bud på et Dolby Atmos-anlæg i form af HT-A9 (test) og der er nu udgivet en ny version i et opfrisket design. Her er ikke tale om en soundbar, men i stedet 4 separate aktive højttalere, der hver især er forsynet med enheder til at gengive Atmos.
Vi har testet med Sony SA-SW5 subwooferen, men dette er et separat tilkøb.
Priser og forhandlere:
Theatre Quad SA-SW5 subwoofer Sony Theatre Quad (HT-A9M2) – specifikationer
| |
---|
Design | 4x kvadratiske højttalere |
- farver | grå | - dimensioner (HxBxD) | 27,9 x 27,9 x 7,3 cm | - vægt | 2,6 kg | - vægmontering | |
|
|
Højttalere | 16 kanaler (4.0.4) |
- Total output | 504W | - Andet | Kan udvides med to forskellige subwoofere fra Sony: SA-SW5 (300W) eller SA-SW3 (200W) |
|
|
Lydformater | Dolby og DTS |
- Dolby Atmos | | - Dolby TrueHD | | - Dolby Digital Plus | | - Dolby Digital | | - DTS:X | | - DTS-HD | | - DTS | | - LPCM | |
- MPEG-H | | - Hi-Res Audio | | - 360 Reality Audio | |
|
|
|
|
HDMI ind/ud | |
- HDMI-indgange | (1x) | - HDMI ARC / eARC | / | - HDMI CEC | | - passthrough 4K | (4K120) | - passthrough HDR10 | | - passthrough Dolby Vision | | - passthrough ALLM | | - passthrough VRR | | - passthrough QMS | |
|
|
Indgange | 1x HDMI, 1x Ethernet, 1x S-center Out |
Udgange | 1x HDMI |
WiFi | (WiFi 5) |
Trådløse lydprotokoller | Ja |
- Chromecast | | - AirPlay 2 | | - Spotify Connect | | - Bluetooth | (5.2) | - Andet | Google Assistant, Amazon Alexa |
|
|
I kassen | Kontrolboks, 4x højttalere, fjernbetjening, HDMI-kabel, strømkabler, hurtig-guide |
Første indtryk
Sony lancerede for et par år siden deres alternative Atmos-højttalerpakke i form af HT-A9, som vi kiggede nærmere på sidste år. Frem for at være en soundbar, så er der tale om fire separate aktive højttalere hver især forsynet med Atmos-enheder, så der kan gengives lyd såvel fra sider og top og bagfra. Sony har i år opfrisket designet, forfinet lidt på teknikken og fundet på et smartere navn til systemet, nemlig Theatre Quad (modelnummer HT-A9M2). Quad henviser her til de fire højttalere, som udgør det samlede system.
Den ældre HT-A9 var en samling tøndeformede højttalere, som kunne synes lidt bastante, og med Quad har man slanket designet og ændret formfaktoren, så der nu er tale om en flad firkantet enhed. I forrige version fandt vi tre højttalerenheder i hver højttaler, hvilket nu er opgraderet til fire, så der er i alt 16 enheder til 4.0.4-kanals lyd. Den frontvendte del af højttaleren er gået fra et to-vejs system til et tre-vejs og dertil kommer den top-vendte enhed til Atmos-lyd ovenfra.
Hver højttaler er pakket ind i gråt frontstof, som dækker såvel for- og bagside, og bagpå findes monteringshuller til vægmontering. Der medfølger et sæt fødder til hver højttaler, der er enkelt at montere og derudover skal der blot tilføres strøm via et almindeligt strømkabel, da der er tale om en aktiv højttaler. Kvaliteten af højttalerne er glimrende og æstetisk vil det flade design nok passe bedre ind i en stue, hvis højttalerne vægmonteres, end det var tilfældet med HT-A9. Strømkablerne er af en god længde, udført i grå og skulle man have lyst til at udskifte dem med noget andet, så er det helt almindelige strømkabler med 8-tals stik.
Kommunikationen med dit TV foregår trådløst via en centralt placeret kontrolboks, som tilsluttes TV'et via HDMI ARC eller HDMI eARC – eller alternativt via den optiske SPDIF-port. Til Dolby Atmos kræves eARC/ARC-tilslutning. Boksen er ikke helt kompakt nok til at kunne gemmes væk bag et TV, og erfaring fra tidligere siger også, at den ikke bør gemmes bag noget, der kunne skærme for kommunikationen med højttalerne.
Forrest på boksen finder du et lille display, som kan vise information om kilde, samt volumen og bagpå er der tilslutninger mellem TV, samt en ekstra HDMI-indgang, så du ikke mister den HDMI-port, som du ofrer på TV'et. Her får du HDMI 2.1, dvs. understøttelse af 4K120, Dolby Vision og VRR. Quad virker med alle TV-skærme fra alle mærker men er samtidig gearet til at spille sammen med udvalgte modeller fra Sonys TV-serie, hvor TV'et kan agere centerkanal i systemet og for at udnytte dette er der ydermere en analog udgang (S-Center Out) på boksen, som forbinder til TV'ets højttalere via en dedikeret port.
Boksen er forsynet med en blæser og støjen fra denne er desværre hørbar. Ikke som en hvinen, men en let susen og på TV-møblet godt 3,5 meter fra sofaen kunne denne blæser høres i stille sekvenser. Enhver aktiv køler kommer endvidere med den risiko, at kuglelejet bliver træt og blæserlyden dermed bliver en anden over tid.
Kontrolboksen til Sony Theatre Quad. Foto: Flatpanels
Vi har i denne test suppleret Quad med samme subwoofer, SA-SW5, som vi også benyttede under testen af HT-A7000 og HT-A9 tidligere. Vi har testet centerkanal-lyden på et Sony Bravia 9 (XR90) TV, som vi også har testet særskilt. En kommentar skal måske knyttes til subwooferen, idet den langt fra er lige så æstetisk som Quad og dertil fylder ganske betragteligt i landskabet. Når du vurderer design og match til din stue bør du gøre det under antagelse af, at du også skal passe SA-SW5 ind også – læs nærmere nedenfor hvorfor dette er tilfældet.
Opsætning
I kassen til Quad medfølger en billig plastic-fjernbetjening, som kan bruges til at justere de basale funktioner af højttalerne, men til selve opsætningen bruges Sonys Bravia Connect app, som guider dig gennem forløbet med parring af enheder, rumkalibrering og generel opsætning af systemet. Betjening af volumen foregår via HDMI-CEC, så der er ikke behov for at bruge den medfølgende fjernbetjening på noget tidspunkt. Du kan styre lydstyrken på Quad med fjernbetjeningen fra TV'et eller medieafspilleren.
App'en var ikke den hurtigste til at fange systemet, og visse justeringer satte lyden på pause, men generelt er oplevelsen med konfigurering via app'en noget bedre end hvad vi så på HT-A9, hvor man konfigurerede via et TV-interface på systemets HDMI-port.
Visse lydfunktioner på Quad kan styres direkte på et nyere Sony TV. Foto: Flatpanels
Under denne test har vi haft Quad forbundet til Sonys nyeste zonestyrede LCD-TV, XR90, som giver adgang til en del af lydfunktionerne via skærmens genveje i indstillingsmenuen. I praksis er der ikke behov for at justere på noget løbende, så disse funktioner kan typisk blot fjernes igen fra skærmen, så de ikke fylder unødigt. At få TV'et til fungere som centerkanal kræver forbindelse af et analogt minijack-kabel mellem boks og TV. Dertil skal TV'et have at vide, at det skal agere centerkanal (Acoustic Centre Sync), hvilket man selv skal ind og finde i TV'ets menusystemer. Under testen blev der skiftet lidt frem og tilbage mellem denne indstilling og desværre var boks og TV ikke altid helt enige om hvorvidt funktionen var slået til eller fra. Den typiske bruger vil nok altid vælge én indstilling og forblive dér, så problemet er nok mest isoleret til test-situationer.
Har man ikke et nyere Sony TV til at agere center, vil systemet emulere centerkanalen, men for et fornuftigt resultat bør du kalibrere udstyret til den position du oftest sidder i, da timingen mellem højttalerne tilpasses via app'en (og din telefons mikrofon).
Er du til streaming af musik, så understøtter Quad både AirPlay 2, Bluetooth og Spotify Connect, men væk er Chromecast-understøttelsen. På formatsiden er der understøttelse af såvel Dolby Atmos som DTS:X – og de ældre Dolby- og DTS-lydformater – plus Sonys eget 360-lydformat.
Lyttetest: Musik
Vi beskæftiger os primært med lyd til TV i form af soundbars her på siden, og i dét felt af konkurrenter er det ofte problematisk at få lyden bred nok til at give en god musikoplevelse. Det problem har man ikke med Quad. Selv med en placering i umiddelbar nærhed af TV'et er stereoperspektivet stadig meget bredere og vellydende end de fleste soundbars. Der er temmelig meget overskud på volumensiden og Quad kan, med sine fire identiske højttalere, spille moderate stuer ganske fint op.
Enhederne i hver Quad-højttaler. Foto: Sony
I forhold til Sonos Arc soundbaren, der står i samme stue, så er der en enorm forskel på lydtrykket. Skeler man til tests fra andre sites, så har Rtings rapporteret, at man måske skal være varsom med kontinuerlig belastning nær maksimal volumen, da de formåede at brænde systemet af – vi testede ikke dette scenarie af, men nu er du advaret.
Vokal og mellemtone er velkontrolleret og langt mere fyldig end de fleste soundbars, vi ellers tester. Dog skal man lige huske på, hvad prisen for dette system ligger på, da man for godt 20.000 DKK kan få et ganske habilt stereosetup i de fleste hifi-butikker. Er man primært ude efter stereolyd til både TV og musik, så vil man ende med at betale for meget for oplevelsen. Det bliver især tydeligt, når evalueringen falder på de dybe toner, for de mangler i den grad på Quad. Uden tilføjelsen af en subwoofer, så får man ganske enkelt ikke nok ud af systemet, så hvor Quad i forvejen ligger i den høje ende prismæssigt, så skal der afsættes penge til at tilføje eksempelvis SA-SW5 subwooferen ved siden af.
Sammenlignet med HT-A9 er tilføjelsen af en ekstra driver til gengivelse af lyden direkte ud af højttaleren - dvs. skiftet fra en to-vejs til en tre-vejs-løsning - gavnlig for dynamikken af højttaleren, som virker mere helstøbt end før. Især på gengivelsen af musik er der bedre overall lydkvalitet og vokalen er afbalanceret uden at blive skinger, men dette var heller ikke et issue på HT-A9. Er dette nok til at retfærdiggøre ejere af HT-A9 at skifte? Nej, så markant er forskellen ikke, at man for alvor får en anderledes oplevelse i stuen.
Musik med rumlig lyd var ikke muligt via AirPlay 2 under testen, men da Apple har annonceret, at de åbner for muligheden for rumlig lyd inkl. Dolby Atmos på tredjepartsenheder via AirPlay, så bør det være realistisk, at dette bliver muligt i fremtiden. Apple Music giver allerede nu mulighed for at streame musik med Atmos – så mangler vi blot, at det kan ske til andet end Apple-grej. Muligheden for at gengive musik indspillet i Dolby Atmos giver en omsluttende oplevelse og hvor Quad ikke nødvendigvis kan spille lige op med andre dedikerede musiksystemer til musik, så kan tilføjelsen af Atmos til lydsporet sagtens være dét der gør netop dette system det hele værd for dig.
Læs også: Guide: Dolby Atmos i hjemmet
Som makker til musik, så er Quad helt klart et af de bedste "all-in-one" TV-lydsystemer vi har testet i denne prisklasse.
Lyttetest: Film, tv & spil
I vores test af HT-A9 var højttalerne parret med det mindre potente Sony A95K TV, som ikke helt kunne matche performance af højttalerne via den indbyggede lyd i TV'et. I denne test har der været adgang til Sony Bravia 9 XR90 i 75" og her er lyden en noget anden. I denne kombo giver det mening at aktivere center-lyden via TV'et og få den ekstra kanal i front.
Hvis vi dvæler lidt ved lydperformance front-and-center, så er dette systemets største ulempe. Kalibreringen af lyden til siddepositionen er god, men sweetspot er meget snævert og bevæger man blot en enkelt siddeplads til den ene eller den anden side, så bliver det meget tydeligt, at dialogen er kraftigere på den højttaler man kommer tættere på. Med TV som centerkanal er dette mindre tydeligt, men problematikken forsvinder aldrig helt. På fuldblods surroundsystemer med en dedikeret center, højre- og venstrekanal vil dialog naturligt komme fra centerkanalen under TV'et, men i Quad er der stadig mikset noget center ind i lyden fra sidekanalerne og det er lidt uheldigt.
Boksen til Sony Theatre Quad under 75” Sony XR90. Foto: Flatpanels
Herfra kobler jeg lige TV'et helt fra, så det kun er Quad der evalueres og tager man et lyt til performance på gengivelse af dialog, så fremstår denne altid klar og tydelig. Der er ingen indelukkethed eller skingerhed at spotte, og tale på både film og nyhedsudsendelser er i top. Rykker man lidt op i frekvensbåndet og lader glas splintre og kuglerne flyve om ørerne på dig, så kan der ved højere lydtryk godt komme en snert af noget skingert, men ellers er her også god definition i lyden – både forfra, i siderne og også oppefra. Lyd bouncet fra loftet er altid lettere problematisk og bliver aldrig helt det samme, som den lyd du får i biografen, hvor enhederne sidder fastmonteret, men Quad gør et godt stykke arbejde med at fylde rummet ud med lyd. Ikke mindst målt i forhold til den føromtalte Sonos Arc soundbar, der også står under TV'et.
Sonys SA-SW5 subwoofer. Foto: Flatpanels
Igen bør det nævnes, at lydsporene fra de mange film, jeg trawler igennem, ikke kommer til sin ret uden tilføjelsen af en subwoofer. Lyden er ganske enkelt for flad uden tilføjelsen af noget til at håndtere de lave frekvenser og selvom jeg ikke er typen, der skruer bassen op på max, så skal der ganske enkelt mere til end hvad Quad kan levere alene.
Er du ivrig bruger af konsolspil, så er det måske værd at huske på, at HDMI-porten bagpå Quad understøtter både VRR og 4K120, så selvom du ofrer en eARC-port på TV'et vil du stadig kunne tilslutte en konsol som PS5 eller Xbox Series-X og få adgang til de samme HDMI 2.1-features, som dit TV har. Med tilføjelsen af Dolby Atmos til flere titler er dette mere aktuelt end nogensinde. Samspillet blev kun testet med en PS5, men her var det uproblematisk at opnå Atmos-understøttelse i spillene. Det er værd at nævne, at tilføjelsen af et ekstra HDMI-led i kæden typisk medfører en endnu længere pause i signalet (sort skærm) imens der skiftes mellem SDR og HDR, hvorfor brug af HDMI-porten bagpå Quad er bedre brugt på eksempelvis en konsol, som typisk vil køre HDR det meste af tiden (hvis du spiller nyere spil), hvorimod en medieboks godt kunne gå hen og skifte ofte mellem SDR og HDR. Apropos HDMI passthrough, så understøtter Quad ikke passthrough af HDMI 2.1 QMS.
Jeg er af flere blevet spurgt om præferencen mellem et Quad-system og et tilsvarende system med en soundbar i midten og jeg vakler lidt mellem de to. Til musik er der slet ikke nogen tvivl om, at Quad outperformer tilsvarende setups baseret på en soundbar, når det kommer til stereoperspektiv, men så snart TV'et tændes og dialogen flyder, så vil man af og til blive (lidt for) bevidst om, at tale kommer som et miks fra højre og venstre. Jo længere afstand man har til sit TV, des mindre hørbar bliver dette issue og i testlokalet er der meget kort mellem TV og sofa – det er muligvis anderledes i din stue. Ét af de argumenter, der herhjemme ville tale kraftigt imod Quad, er dog æstetikken af den subwoofer, man er nødt til at føje til systemet, for den matcher slet ikke udseendet af Quad og er svær at gemme af vejen. Måske igen noget, som slet ikke er et problem i din stue.
Den prisklasse Quad, som befinder sig i, og den placering af højttalere, der lægges op til, kunne måske friste visse brugere til at kigge mod et mere dedikeret stue-setup, hvor man alligevel vil skulle finde plads til en surroundforstærker og forskellige højttalere, men dér hvor Quad udmærker sig er dels på letheden med hvilken systemet tilpasses din stue, dels den trådløse forbindelse mellem alle enhederne og dels all-in-one Dolby Atmos-kapabiliteten af hver af de fire højttalere.
Konklusion
Sony Theatre Quad bygger videre på det alsidige og godt udtænkte system, vi tidligere testede med HT-A9, og med et mere minimalistisk udseende passer højttalerne sikkert også bedre ind i de fleste stuer.
Sony Theatre Quad er stadig ikke det bedst performende lydsystem i hverken film- eller musik-kategorien, men finder en god middelvej, som er enkel at komme i gang med, blandt andet fordi højttalerne forbinder trådløst. Man får meget lyd i stuen, så længe man husker at supplere med en subwoofer fra Sony samtidigt.
Sony Theatre Quad er nok især til dem, der ønsker god performance på musikken, men ikke ønsker at give køb på Dolby Atmos-oplevelsen til film. Og som har sat en fornuftig pose penge af til at opnå dette. Produktet er stadig forholdsvis unikt på markedet, men hvor vi sidste år lod dette opveje pris og mangel på centerhøjttaler, så har dette års prisforøgelse skubbet vægten, så vi ikke tildeler en award.
Priser og forhandlere:
Theatre Quad SA-SW5 subwoofer
God stereo/musikgengivelse
Trådløse højttalere
Dolby Atmos-support via eARC, samt DTS:X
Subwoofer kan tilkobles trådløst
Mangler bund uden subwoofer
Ingen centerkanal
Kun 1 HDMI-indgang
Nærmeste konkurrenter