Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: LG G4 (MLA OLED) - FlatpanelsDK

Test: LG G4 (MLA OLED)

|


LGs nyeste generation af G-serien, G4, byder på MLA OLED-teknologi, hvor mikrolinser (MLA) øger lysstyrken. G4 findes nu i flere skærmstørrelser og har nyeste udgave af webOS, der fremadrettet opgraderes årligt henover 5 år. Af andre nyheder kan nævnes ny Alpha 11 videoprocessor, 144 Hz og indbygget Chromecast.

LG G4 findes i 55, 65, 77, 83 og 97 tommer. Sidstnævnte er uden MLA-teknologi. Flatpanels tester 65-tommeren.

 Læs også: Oversigt: LG 2024 TV


Priser og forhandlere:

55"
65"
77"
83"
97" (uden MLA)

Første indtryk

LGs G-serie har siden starten været designet som en skærm til vægmontering. For at gøre skærmen strømlinet, så den kan komme helt ind til væggen, har LG taget en anden tilgang til sagen end f.eks. Samsung med S95D, der har en ekstern boks. LG har i stedet fordelt elektronikken ud over hele skærmens bagside, hvilket gør, at man kan slipper for den klodsede elektronikboks. Til gengæld bliver skærmen lidt tykkere:

LG G4 MLA OLED

LG G4 har samme tykkelse over det hele. Foto: Flatpanels

Vi synes, at det er en fin løsning, men vi kunne godt tænke os, at LG en dag tog konceptet videre og smed tunere, alle de gamle porte, såsom antennestik og optisk lyd, og højttalerne ud af skærmen, for at nedbringe både tykkelse og vægt. Nuvel, vi tester G4, og som noget nyt findes den i år med enten bordstand (G4*S) eller vægbeslag (G4*W). Man får dog ikke valget i alle størrelser. LG oplyser, at hvis man køber W-udgaven med vægbeslag, så kan man senere købe bordstand, men det vil i så fald være sidste års fod, der ser lidt anderledes ud og læner en smule bagover. Vægbeslaget sælges derimod ikke i løssalg, hvis man vælger udgaven med bordstand. Vi testede udgaven med fod, der ser anderledes ud i år. Har du fulgt LGs udvikling, så husker du måske, at de tidligere har haft en konstruktion til f.eks. GX-serien (2020), hvor to fødder blev monteret i hver side af skærmen. Sidenhen gik man over til en midterjusteret fod, og i 2024 er foden så hel retvinklet, så skærmen ikke længere læner bagover. Det er en fin nok fod, der er solid nok til komfortabelt at bære TV'et, og den ser nydelig ud med metaloverflade (den er plastik på bagsiden). Omkring selve skærmen er der ligeledes metalramme. Portene findes samlet i den ene side og de peger alle til siden eller nedad, hvilket er en forudsætning for, at skærmen kan komme helt ind til væggen vha. det tilhørende vægbeslag. Der er fire HDMI 2.1 porte samt tre USB-porte. Der er også ældre porte til antennesignal, optisk lyd og LAN, der dog stadig er begrænset til 100 Mbps. Alt i alt et nydeligt TV, hvilket dog ikke er overraskende, da G4 ligner de forgående G-serier fra LG, med undtagelse af foden.

Brugeroplevelse & features

Ligesom den billigere LG C4, som vi allerede har testet, har G4 seneste udgave af LGs TV-platform, webOS 24. Den store nyhed er, at LG endelig har forpligtet sig til at opgradere webOS efter købet, så man får fire webOS-opgraderinger henover fem år, altså til webOS 25, 26, 27 og 28. Vi må se, hvad det bliver til, men det er en god nyhed, som LG under deres præsentation tilskrev dels det pres, Flatpanels henover årene har lagt for at få det til ske. Vi mistænker dog, at en anden afgørende faktor i beslutningen har været LGs nye reklamestrategi.
Udseendet af webOS 24 er igen i år blevet justeret en smule – stadig i fuld skærm. Foto: Flatpanels
Jeg vil henvise til Torbens test af LG C4 for en gennemgang af webOS 24, idet LG G4 er identisk på det punkt. WebOS tilbyder i dag adgang til de fleste danske og internationale streaming-apps inkl. DRTV, TV 2 Play, Viaplay, Disney+, Netflix, Max, Apple TV osv. Der er også apps til music og andre formål, så udvalget er efterhånden fint, om end vi stadig mangler apps til f.eks. flere danske tv-distributører. I en dansk kontekst bør det nævnes, at DRTV er den såkaldte HbbTV-version på webOS. Det betyder, at en del indhold ikke kan ses pga. rettigheder. Læs mere her.
Annonce:
Som nævnt har LG opdelt webOS i 'hubs', hvoraf den ene er gaming-hubben. Her finder man apps som GeForce Now og Utomik, hvorfra man kan streame mange nyere spil over internettet – ingen PC eller konsol på krævet. Det kræver tilslutning af en kompatibel Bluetooth-controller til TV'et. Hver hub præges – ligesom hovedskærmen – af et reklamefelt øverst, der optager næsten halvdelen af billedet.

LG webOS 24 gaming

LG har en række apps til spil-streaming, men mangler stadig Xbox appen. Foto: Flatpanels

Vores primære kritikpunkt går på, at webOS 24 føles meget trægt at navigere; som om tingene går i slow-motion. Det er lige fra tryk på fjernbetjeningen til at lukke apps. Til sammenligning kører de skærme, der stod omkring LG G4, med Google TV og sågar Samsungs Tizen, mærkbart hurtigere, mens Apple TV 4K fløj forbi dem alle. Vi har filmet denne videogennemgang af hovedtrækkene i webOS 24:
Derudover vil jeg tilføje nogle personlige betragtninger, idet jeg ejer to LG OLED TV med ældre udgaver af webOS fra dengang der stadig var bundmenu. Det er modellerne LG E6 (fra 2016) og LG GX (fra 2020). På førstnævnte har webOS i flere år været komplet ubrugeligt; så godt som alle relevante apps er væk eller ophørt med at fungere. På LG GX virker tingene stadig og webOS kører fint nok. Som bekendt skiftede LG for nogle år tilbage til en fuldskærmsbrugerflade i webOS, hvilket efter vores opfattelse var en klar nedgradering. Det er LG tilsyneladende enig i, idet de sidenhen har forsøgt at tilpasse brugerfladen hvert år – igen med webOS 24. Brugeroplevelsen er stadig ikke speciel god og med skiftet til fuld skærm er der rykket for mange reklamer og "anbefalinger" (også reklamer) ind på hjemmeskærmen. Nærmest halvdelen af skærmen (karrusellen øverst) er én stor reklame. Den første række på hjemmeskærmen er ofte 'Trending Now', men vi tror ikke rigtig på, at Titanic og et tv-program kaldet Search trender lige nu i Danmark (se billede længere oppe). Som et nyt reklametiltag har LG introduceret pauseskærms-reklamer, der dukker op før pauseskærmen slår ind. Det er sponsorerede meddelelser fra LG eller partnere. Vi så en reklame for LG Channels, hvilket er LGs egen gratis tv-tjeneste – med reklamer – men LGs reklameafdeling bekræfter, at der også kan komme reklamer for biler og andre kategorier. Læs mere i vores nyhedsartikel her.

LG pauseskærmsreklame

LG TV er begyndt at vise pauseskærmsreklamer. Foto: Flatpanels

Det bliver simpelthen for meget, særligt med tanke på, at LG OLED er high-end TV, og G4 er blandt markedets dyreste modeller. Det skyldes, at LG ikke skelner mellem modeller; de billigste får samme reklamer som dyreste modeller. Heldigvis kan man slå nogle af reklamerne fra. Se vores guide her og som tilføjelse kan jeg nævne, at man under 'Yderligere indstillinger' kan slå pauseskærmsreklamen fra. LG bliver nødt til at overveje denne strategi, hvis de vil sælge high-end TV-skærme. Et alternativ er naturligvis at koble LG TV'et fra internettet og bruge en ekstern boks til alt det smarte, f.eks. Apple TV 4K eller Chromecast med Google TV. Her fungerer LGs HDMI CEC funktion (LG kalder det SimpLink) rigtig godt uden at man skal pille ved indstillinger, så boksen bliver den nye brugerflade på TV'et, samtidig med, at man kan bruge TV'ets fjernbetjening til at styre boksen – eller vice versa.

Betjening

Selvom den er en af LGs topmodeller, leveres G4 med samme sorte plastik-fjernbetjening som LGs billigste modeller. Det er ikke en overraskelse, for det har været tilfældet i årevis, men det er stadig en skam, for LG ligger inde med en væsentlig bedre fjernbetjening, der forbeholdes de allerdyreste modeller.

LG 2024 fjernbetjening

Denne tarvelige plastikfjernbetjening medfølger til LGs high-end G4. Foto: Flatpanels

LGs 'Magic Remote' styres stadig primært vha. bevægelse med håndet, der aktiverer en markør ovre på skærmen. Det er kun, hvis et LG OLED TV sælges som et B&O TV, at man kan få lov til at slippe for bevægelsesmarkøren. Har man et fast greb kan man navigere brugerfladen med piletasterne, men markøren dukker automatisk frem så snart man bevæger hånden en smule. I vores bog er det ikke en god inputmetode til en brugerflade, der befinder adskillige meter væk fra brugeren. Vores andre kritikpunkter ift. fjernbetjening har heller ikke ændret sig over årene: Den føles for let og for billig. Den har alt for mange knapper, og i år ikke færre end seks sponsorerede knapper, der ikke kan omprogrammeres.

TV-højttalere

LG G4 er en slank skærm, der ikke efterlader meget volumen til højttalere. De indbyggede højttalere er ikke dårlige, men de indfrier ikke helt vores ønsker til TV-lyd, og de indbyggede "AI"-lydfunktioner ændrer ikke rigtig på det resultat. Din oplevelse vil måske være anderledes, afhængigt af dit udgangspunkt, og vi tror da også, at de vil slå an til blandet TV-brug i nogle stuer, om end film og spil fortjener mere. Det er ikke en større bekymring for os, idet vi som udgangspunkt altid anbefaler ekstern lyd til high-end skærme. LGs support af lydformater er derimod en anderledes positiv historie efter LG sidste år valgte at byde DTS velkommen tilbage. Vores testfiler afslørede, at LG G4 dekoder op til DTS-HD MA, med eller uden DTS:X. Skærmen klarer ikke DTS:X profil 2, som er en del af IMAX Enhanced, men det forlyder, at understøttelse tilføjes senere på året, så LG TV kan trække DTS:X IMAX Enhanced-lyd ned fra Disney+. Det er i tillæg til bred Dolby-support inkl. Atmos. Læs også: Liste: TV-skærme med Dolby Atmos, DTS:X & IMAX Enhanced Det faktum, at nyeste surround-lydformater understøttes, betyder ikke meget for de indbyggede TV-højttalere, men det sikrer, at man kan sende lyden videre fra – og igennem (passthrough) – TV'et til en receiver eller soundbar.

Kalibrering

Ligesom konkurrenterne har LG alt for mange billedprofiler inkl. Standard, Vivid, Game Optimiser, ISF Dark, ISF Bright, Cinema, Filmmaker Mode og Power Save. Som vi har sagt før er det svært at forstå ræsonnementet bag, at have så mange forskellige grader af et forkert billede. Særligt Vivid og Standard er dårlige. Cinema-profilen er, i uoverensstemmelse med navnet, tilpasset oplyste lokaler. Heldigvis er Filmmaker Mode spot-on i SDR. Den er så præcis, at vi taler nærmest reference-præcision. Der er intet at hente for en forbruger ved en kalibrering her (ud over lysstyrken ift. rummet), hvorfor vores kalibreringsforslag blot er en afspejling af Filmmaker Modes indstillinger. Her fortjener LG stor ros. Den eneste anmærkning er, at Filmmaker Mode i SDR har højere lysstyrke end man normalt ville kalibrere til for et mørk rum, men dette er nemt at justere. For HDR er historien næsten den samme. Undgå billedprofiler som Vivid. En forskel er dog, at Cinema her er meget mere præcis, reelt bare en kopi af Filmmaker Mode – eller omvendt. Det er endnu et argument for at skære ned på overfloden af billedprofiler. Filmmaker Mode er også meget præcis i HDR, men dog en lille tak for lys.
Annonce:
Som du måske allerede har hørt, har LG i år også fået en Filmmaker Mode til Dolby Visionindhold. Dermed vil vores anbefaling for alle tre videotilstande (SDR, HDR10 og Dolby Vision) være at bruge Filmmaker Mode. Husk at du på TV'et skal skifte til Filmmaker Mode tre gange; først når du ser noget indhold i SDR, dernæst med indhold i HDR10 og til sidst med indhold i Dolby Vision. Jeg vil også tilknytte en kommentar til LGs 'Game Optimiser'-billedprofil, som er væsentlig mere præcis end hos visse konkurrenter, som booster farver og lys til ret ekstreme niveauer. Hos LG er man sikret, at spillet langt hen ad vejen ser ud, som skaberen ønsker det, om end farvetemperaturen er for kold (for blå). LG tager dog en anden tilgang end flere af konkurrenterne, når man bruger en spilkonsol med ALLM, altså auto-skift til/fra Game-profil. Bl.a. PS5 og Xbox understøtter ALLM. For her kan man aktivere Game-profil ovenpå andre billedprofiler og dermed opretholde farvepræcisionen fra sin kalibrering. Alt i alt rigtig gode prækonfigurerede billedprofiler – så længe du vælger de rigtige.

Målinger

Vores "målinger"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret’ strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-120 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.

Billedkvalitet

Siden præsentationen på CES-messen i januar 2024 har der været forvirring mht. om G4 rent faktisk har den nyere generation MLA OLED-panel fra panelproducenten LG Display, som hævder, at panelet i sig selv kan nå op til 3000 nits højlys. For mens Panasonic har bekræftet, at deres Z95A har anden generations panelet, så har LG været mere vævende i sine svar – dog ikke unormalt for LG Electronics. Hvad vi kan konstatere er, at G4 rammer ca. 1650 nits højlys med kalibreret billede, mod LG G3's ca. 1400 nits i kalibreret tilstand, altså omtrent 15% ekstra i år. Som vi illustrerede i sidste års test af LG G3, så er det ikke kun den ekstra hvide subpixel, der har fået et boost i lysstyrke i MLA OLED-panelet kontra det normale WOLED-panel i LGs billigere C-serie, men også RGB (rød, grøn, blå). LG G4 har – ligesom sidste år – opnået den højere lysstyrke for hvidt højlys delvist gennem løft i lysstyrken for rød, grøn og blå. I forholdt il G3 målte en forbedring på hhv. 11%, 19% og 11% i rød, grøn, blå. Den tredje indikator for, at vi har med anden generation af MLA OLED at gøre, er højlyset, vi målte i skærmens vildt upræcise Vivid-billedprofil; 2400 nits. Det er markant højere end 1800 nits på sidste års G3, og så begynder man faktisk at nærme sig de 3000 nits, LG Display lover, at panelet i teorien kan. Fjerde indikator er, at på trods af den højere lysstyrke, så er det normaliserede strømforbrug faktisk lavere på G4 end på G3. Læs også: Sony vender blikket mod 4000 nits som næste skridt for HDR Vi starter med dette perspektiv, fordi der er mange facetter i HDR-billedkvalitet. Ofte sættes der lighedstegn mellem højlys (peak brightness) og god HDR, men det er langt fra sandheden. HDR handler først og fremmest om styringen af lys og farver. Højlyset er desuden bare ét aspekt af en skærms lysstyrke. Et andet punkt, hvor vi konstaterede en forskel på G4 ift. sidste års G3 var lysstyrken i fuld skærm (100% vindue), altså hvor lysstærk skærmen er som helhed og ikke bare i mindre dele af billedet (højlys). Vi målte G3 til 218 nits i fuld skærm og G4 til 239 nits, ca. 10% mere. G4 kan nu op over 260 nits i Vivid-billedprofil.
Annonce:
Med disse forbedringer ligger LG G4 nu side-om-side med Samsung S95D (test her), der har tredje generation QD-OLED, på højlys med ca. 1600 nits. LG G4 halter dog stadig efter på lysstyrke i fuld skærm, 239 nits vs. 314 nits hos Samsung. QD-OLED har desuden den fordel, at farver, der gengives ved høj lysstyrke, opretholder mætningen i stedet for at blive lidt udvandet af den hvide subpixel hos LG, om end LG som nævnt har forbedret det i MLA OLED. Omvendt har QD-OLED en tendens til at blive lidt grålig i oplyste lokaler og omkring kraftigt lysende objekter i billedet, samtidig med, at den trekantede pixelstruktur giver farvekanter om tekst og visse objekter. Når det er sagt, så er LG G4 dog meget sammenlignelig med G3. Forskellen i lysstyrke er ikke noget, der for alvor batter i praksis, og det er svært at tilføje særlig meget til emnet billedkvalitet i forhold til det, vi skrev i testen af LG G3, som du nok bør læse sammen med denne test. I stedet prøver vi nedenfor at opsummere og udvide perspektivet lidt ved at sammenligne med den lavere prissatte LG C4 (test her).
OLED's styring af lys og farver på pixelniveau, kombineret med 1600 nits højlys og god farvegengivelse og -præcision, resulterer i herlig HDR-billedkvalitet, med dybde, intensitet og liv. F.eks. stjerner på en sort nattehimmel funker med sådan en intensitet, at realismen øges. Der er synlig forskel på lyset i HDR-billedet i forhold til de "normale" OLED TV inkl. LG C4 og Philips OLED809 (test her), men hvor sidste års G3 for første gang slog et hul ned til C3-serien, så indsnævres forskellen faktisk en smule i år, idet C4 og Philips OLED809 er nået op på 1100 nits højlys. Der er bestemt stadig en billedmæssig fordel ved at vælge G4, men hvor meget den er værd i kroner og ører vil være en individuel vurdering. Personligt mener jeg stadig, at det primære argument for at vælge G-serien er det strømlinede design, der kan komme helt ind til væggen. I år har 83-tommer udgaven af G4 for første gang MLA OLED. En anden god funktion i LG's nyere modeller (ikke begrænset til G4) er, at den automatisk Filmmaker Mode-funktion er blevet udvidet fra Prime Video appen til også at fungere med Apple TV appen, der indeholder både købte/lejede film og Apple TV+ indhold. Det fungerer sådan her:
Med G4 har LG introduceret den nye Alpha 11 videoprocessor, der ifølge LG har fire gange højere AI-ydeevne, 1,7 gange højere grafisk ydeevne, 1,3 gange mere processorkraft (CPU) og 2,5GB RAM. Ærligt talt, så er det svært at se nogen forskel, og webOS kører stadig overraskende langsomt. Som altid slår vi de dynamiske billedkredsløb fra, og så skal en processor "bare" klare grundopgaverne uden at hoste. Vi er mere spændte på den dag processorer til 4K 240Hz og højere frekvenser er klar. Til indhold i SDR, altså alt der ikke er i HDR, klarer G4 sig stadig flot, selvom man her ikke for alvor gavn af forbedringerne i panelet. Måske med undtagelse af den lidt højere lysstyrke i fuld skærm, der gør panelet lidt bedre egnet til f.eks. fodbold og skisport i et oplyst stuemiljø. Igen er der ingen store nyheder ift. G3.
Nu sætter grammofonpladen sig næsten fast, for LG har ikke rettet problemet med sin implementering af HDMI 2.1 QMS (Quick Media Switching), der eliminerer "HDMI bonk" (sort skærm) ved skift mellem billedfrekvenser (24Hz, 50Hz, 60Hz osv.). Det ødelægges på 2024-modellerne stadig af den irriterende notifikationsboks, der løbende kommer op på skærmen, hvorfor vi faktisk nu vil pege mod Samsung, som har fået QMS, hvis dette er vigtigt for dig sammen med Apple TV 4K (2022). LG må udsende en firmwareopdatering som lader brugeren deaktivere notifikationen! Flatpanels har sat både LGs PR-folk og koreanske ingeniører på opgaven. Vi har indlejret vores video af QMS fra sidste års G3 herunder, da det fungerer på præcis samme måde på G4:
Skal man opsummere, så er G4 ift. G3 et marginalt bedre TV til film, serier og tv-indhold, hvilket gør det til et af det bedste TV på markedet til formålet. På HDR er rollerne dog ved at blive byttet om, så LGs OLED i dag på flere punkter halter efter Samsungs QD-OLED. Den skærpede konkurrence gør forbrugerne til vinderne. På spilområdet vil vi igen rose LG for at have en relativt farvepræcis – dog for blålig – Game Optimiser-billedprofil – i modsætning til f.eks. Samsungs rædsomme prækonfigurerede Game-billedprofil. Som omtalt før kan man dog også aktivere Game-tilstand ovenpå de andre billedprofiler i LG OLED, f.eks. den billedprofil man har kalibreret. Det sker automatisk såfremt spilkonsollen har ALLM, hvilket PS5 og Xbox-konsoller har. Vi målte højlyset til 1400 nits i Game Optimiser-billedprofilen og input-forsinkelsen til 13,2ms, med mulighed for at komme ned i 9,7ms, hvis man aktiverer boost-funktionen i LGs spil-menu (se nedenfor). I 120Hz og VRR vil input-forsinkelsen være endnu lavere.
PC- og konsolspil, særligt i HDR, er virkelig en nydelse på G4, med præcise farver, intensitet i lys og refleksioner, og ægte sort. Tilsammen bidrager det at løfte mange spil et ekstra niveau visuelt, og mange niveauer ift. en standard LCD-skærm, selvom du på papiret har hak i alle tjekbokse såsom 4K, 120Hz, HDR osv. Har man stadig ikke oplevet konsolspil i HDR på et OLED TV, så har man noget til gode. Vi kan lige opsummere, at LG G4 stadig har fire HDMI 2.1 porte med op til 4K 120Hz på konsoller og op til 144Hz med PC'en – det skal aktiveres manuelt. Der understøttes hele molevitten inkl. Dolby Vision i 4K 120Hz, VRR osv. Vores største kritikpunkt forbliver, at når VRR er aktiveret, kan man opleve flimmer og hævet sortniveau, hvis spillet falder til lave billedfrekvenser. Det skyldes panelet, hvorfor det vedrører alle mærker, så det er noget LG Display bør rette. Som afslutning sætter grammofonpladen sig fast, idet vi blot kan gentage, at G4 har samme antirefleksbehandling som G3, som resultat af MLA OLED. Denne reducerer på mere effektiv vis direkte refleksioner, der nu fremstår mere afdæmpede og diffuse, men stadig med en lilla farvetone. Betragtningsvinklerne er endnu bedre på MLA OLED end normal OLED. Vi observerede ikke problemer med farvebånd eller tint på vores eksemplar.

Konklusion

LG G4 repræsenterer en mindre forbedring ift. sidste år G3, hvilket gør G4 til et af markedets bedste TV målt på billedkvalitet, i skarp konkurrence med QD-OLED. Det har MLA OLED-teknologien en stor andel i, idet anden generations MLA OLED i G4 hæver højlyset (1600 nits i kalibreret tilstand og 2400 nits i Vivid-profil) gennem bedre farvemætning i RGB (rød, grøn, blå). G4 har for første gang også MLA OLED i 83 tommer.
Annonce:
LG har i 2024 taget fat om et af de største problemer i sine TV-skærme; nemlig at webOS-platformen nu opgraderes efter køb. LG garanterer mindst 4 versionsopgraderinger af webOS over 5 år. Til gengæld bevæger LG sig i retning af et digitalt reklameskilt, nu med pauseskærm-reklamer. Det er ikke OK i et af markedets dyreste TV. webOS er desuden meget langsomt på trods af den opgraderede Alpha 11 processor, som vi ikke ser mange fordele ved. På kritiklisten har vi desuden LGs implementering af QMS med det irriterende notifikationsbanner og VRR-flimmer. Der er stadig support af DTS-lyd, men endnu ikke DTS:X profil 2, som Disney+ kræver. Der findes argumenter for at vælge LG G4 over C4, selvom C4 også har fået højere lysstyrke i år (test her). Den bedre HDR-billedkvalitet er et af dem, men vi mener stadig, at G-serien største fordel er det strømlinede design til vægmontering. G4 sælges nu i to udgaver med enten fod (G4S) eller vægbeslag (G4W) i kassen. Den store prisforskel fra C4 til G4 mener vi ikke dog ikke er helt retfærdiggjort. Ligesom de direkte konkurrenter med MLA OLED (Panasonic Z95A, Philips OLED909) og QD-OLED (Samsung S95D, Sony A95L), så er LG G4 med helt oppe i toppen af billedkvalitet, men G4 formår ikke af vippe vores nuværende reference-TV, Sony A95L, af pinden.

Priser og forhandlere:

55"
65"
77"
83"
97" (uden MLA)

Fantastisk SDR & HDR m. +1600 nits
4x HDMI 2.1 inkl. gaming-funktioner
Gode prækalibrerede billedprofiler
Flot, strømlinet design
webOS opdateres i 5 år
Forbedret energieffektivitet med MLA OLED


Pris
Fuldskærms webOS 24 stadig ikke godt
Mange reklamer i brugerfladen
Fjernbetjening
QMS-notifikation ikke fjernet
Hævet sort / flimmer i VRR




Flere anmeldelser

Test: YouSee Audio med B&O-lyd

11 Oct 2024 |

Test: Sony Bravia 9 (XR90)

09 Oct 2024 |

Test: LG G4 (MLA OLED)

25 Sep 2024 |

Test: Samsung S95D QD-OLED

12 Sep 2024 |