Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Sonos Ace til TV-lyd - FlatpanelsDK

Test: Sonos Ace til TV-lyd

|


Flatpanels er ikke ved at bevæge sig ind i markedet for anmeldelser af all-things-digital, så når vi denne gang åbner for kassen med et sæt Sonos Ace hovedtelefoner, så er det løftet om perfekt samspil med Sonos Arc soundbar og Atmos-lyd til film, serier og konsolspil, som alligevel gør, at vi har sagt ja tak til et låneeksemplar.


Priser og forhandlere:

Første indtryk

Vi har i denne test ikke et væld af tilsvarende anmeldelser at sammenligne med, men som de fleste tech-nørder derude, så har vi i privat regi trawlet os igennem en vis mængde hovedtelefoner i søgen efter enten den perfekte arbejdshest til jobbet eller gode lyttebøffer til hjemmet. Sammenligningsgrundlaget i denne test bliver derfor det nuværende sæt hjemme-hovedtelefoner, som pt. er nogle Bang & Olufsen BeoPlay H6 og H9i, som begge har nogle år på bagen efterhånden. Sidstnævnte er erstattet af HX-versionen, som lydmæssigt er næsten tilsvarende, men har lidt højere komfort. Dertil er referencen modeller, som testes af når man dalrer rundt på messer eller leger med produkter i de lokale hifi-butikker, men disse kan af gode grunde ikke indgå i en A/B-sammenligning. Optimalt havde det været, hvis vi havde haft et sæt Apple AirPods Max til rådighed, da dette sæt også tilbyder rumlig lyd.

Sonos Ace Atmos headphones

Tager vi et kig på Sonos Ace, så kommer de i et hardcase beklædt med filt. Som det ses har vi lånt den hvide model, hvor case også har en meget lys nuance, men den fås også i sort. Med kendskab til mit eget held, så ville så lyst et cover lynhurtigt få sig en grim plet et sted, hvilket ville være en del af mine egne overvejelser ift. valg af farve. Hardcasen er rar til rejseformål og Sonos’ variant kommer med et magnetisk indlæg hvori kabler kan gemmes. Skulle man kritisere kassen for noget, så er lynlåsen måske ikke verdens bedste, men jeg har andre hardcases, som er lige så svære at åbne, så det er ikke enestående for Sonos. Inde i casen finder vi hovedpersonen, som også er skabt i hvide nuancer. Hovedtelefonerne er lavet i plastik med en bøjle ned til hver kop lavet i metal. Look og feel er ret "Sonos"-agtigt med den mat-hvide bagside og det diskrete Sonos-logo. Designet er simpelt i sit udtryk og minder designmæssigt nok mest om et sæt AirPod Max eller til nød et sæt B&W PX8. Hovedbøjlen og ørepuderne er beklædt med PU-læder (plastik), hvilket også ses på en del konkurrerende varianter, men til prisen kan det virke en smule billigt ikke at gå efter mere eksklusive materialer. Både B&O og B&W har valgt ægte læder til deres modeller og en bekymring herfra kunne være, at PU-læder dels gør det svært for huden at ånde, men også at denne type plastik har tendens til at degradere og krakelere eller slippe i limen ved konstant eksponering for fedt fra hud eller hårprodukter.
På hovedtelefonernes kanter finder man adskillige mikrofoner (8 stk i alt) og fire fysiske knapper, hvoraf den ene har tre funktioner i én. Tænd/Sluk og Bluetooth-forbindelsen håndteres af én trykknap på venstre hovedtelefon, og på den højre er der en "rocker"-knap som kan skubbes både op og ned, men også trykkes på og denne agerer volumenknap, play/pause/skip-knap, men også genvej til noget kaldet "TV Audio Swap", som vi kommer ind på senere. Sidste knap skifter mellem tilstand på støjreduktion (ANC), hvor der kan skiftes mellem Aktiv støjreduktion, Åben tilstand (lyd udefra sendes igennem), eller deaktiveret.
Annonce:
Placeringen af kopperne foregår trinløst ved blot at hive i dem, så de kan tilpasses placeringen af ørerne. Der er ikke nogen sammenklap-funktion, så når Ace skal puttes tilbage i sin case, skal kopperne skubbes tilbage i udgangspositionen, hvilket kan være lidt generende. Placeret på hovedet sidder Ace ganske godt. Vægten er lav og trykket på hovedet er behageligt. Måler jeg i forhold til mine BeoPlay, så er komforten længder bedre på Ace og især trykket på toppen af hovedet er dejlig let. Mine ører passer fint i kopperne, men jeg har set andre anmeldere som var mindre begejstrede, så få gerne testet det af på egen krop før et køb. Som nævnt ovenfor, så bevirker plastikken på kopperne, at man kommer til at svede i kontaktpunkterne og omkring ørerne.

Sonos Ace Atmos headphones

Opsætning

Lanceringen af Ace krævede sandsynligvis mere end hvad den tidligere Sonos-app kunne kapere, så samtidigt med lanceringen af Ace blev alle brugere af Sonos også påtvunget et opdateret brugerinterface, som i dén grad skabte røre blandt brugerne. Første version af applikationen kan vel i bedste fald beskrives som en beta-version, men føltes mere som en alpha, hvor adskillige features manglede og brugeroplevelsen tog et gevaldigt dyk i forhold til den forrige version af softwaren. Herfra virker det til, at Ace drev lanceringen af app’en, og et ønske om at nå en specifik deadline for lancering skubbede et halvfærdigt softwareprodukt ud til brugerne. I skrivende stund føles applikationen stadig sløv og haltende på features, og var det ikke for muligheden for at bruge AirPlay 2 ville denne skribents indstilling over for den generelle anvendelighed af Sonos’ produkter nok være væsentlig lavere. Jeg har selv mange Sonos-enheder i hjemmet og oplevede heldigvis ikke de samme problemer, som mange andre brugere har rapporteret om i diverse brugergrupper og fora, så læs min vurdering i dén kontekst. For dem, der stod uden adgang til deres højttalere i ugevis (og måske stadig gør), var/er frustrationen nok en helt anden. Set udelukkende med Ace-brillerne fungerer app’en fint, da man stort set ikke har brug for nogen af de funktioner, som pt. giver problemer. Vores testeksemplar blev modtaget inden Sonos frigav Ace til markedet og Sonos app’en var dermed ikke nået til samme version, som blev frigivet på udgivelsesdatoen. Vi oplevede initialt problemer med at få tilføjet Ace via selve Sonos-app’en, hvor hovedtelefonerne ikke kunne opfanges, når der blev søgt efter dem. Da der er tale om Bluetooth-enheder, så var det dog enkelt blot at tilføje dem via telefonens egen Bluetooth-menu, hvorefter Ace dukkede op inde i Sonos app’en.
Der er dermed ikke noget specielt at skrive hjem om i forhold til opsætning, men i seneste version af Sonos app’en kan de tilføjes via en knap i interfacet. Måske specielt i forhold visse hovedtelefoner, så tillader Ace at man forbinder til to sæt Bluetooth-enheder samtidigt (dvs. to telefoner), hvilket allerede hér indikerer at Ace ikke kan indgå i hele økosystemet - de er et sæt personlige hovedtelefoner parret med netop dine håndholdte enheder og kun sekundært et produkt du også kan tilføje i din Sonos-app. Når først hovedtelefonerne er parret med telefonen, vil de fremgå som en zone i Sonos app’en - eller sådan ser det i hvert fald ud ved første øjekast. Der er dog ikke tale om en reel zone, men blot en genvej til konfiguration af Ace, som dermed ikke kan styres fra app’en ud over, at du kan justere på de helt basale indstillinger for lyden såsom diskant, bas, balance og Loudness. Dertil kan man justere på støjreduktion og den Swap-funktion, der tillader at man overtager lyden fra en Sonos Arc soundbar, hvis en sådan er tilføjet til systemet. Ved lancering var det kun Arc og Arc SL, der understøttede Swap, men Beam generation 1 og 2, samt Ray er tilføjet senere. Er man uden for Wifi-dækning af hjemmet, så vil Sonos’ app vise Ace som eneste tilgængelige enhed i systemet, hvilket sikkert har været én af de nye nødvendige features, som har skubbet på for at udsende Sonos’ lettere udskældte softwareversion samtidigt med Ace. Da Ace i sin tid blev kendt, var der en del spekulationer om hvorvidt Ace ville kunne indgå som fuldgyldigt medlem i et Sonos setup og dermed agere zone ligesom de mindre enheder som Roam og Move. Skuffelsen blandt brugergrupperne rundt om på nettet var derfor stor, da det blev klart at der kun var tale om Bluetooth-hovedtelefoner.
Sonos Ace er dog forsynet med en WiFi-antenne, da denne bruges til at skabe den direkte forbindelse til Sonos Arc, så det kan ikke udelukkes at Sonos på et senere tidspunkt kunne formå at opdatere produktet til at forbinde som en rigtig Sonos zone via WiFi, som eksempelvis Roam og Move kan. Det kan tænkes at være et ønske om at holde brugstiden oppe, men hvor man får godt 30 timers driftstid på Bluetooth, så kunne de fleste Sonos-brugere nok leve med en kortere batteritid, hvis de blev brugt i hjemmet, hvor et strømstik ikke var langt væk. Ét af Sonos’ varemærker er deres autotuning af lyden (Trueplay), som fungerer ved at måle på rummets akustik ved hjælp af en iPhone (Android understøttes ikke). Ved lancering er samme type funktionalitet ikke tilgængelig på Ace, men tanken bag er, at man ved lytning til TV-lyd via en Arc-soundbar kan få emuleret rummets akustik direkte i hovedtelefonerne, så lyden fremstår som den ville, hvis man lyttede til Arc. Selve funktionen med at overtage lyden fra Arc er naturligvis at kunne lytte til et omsluttende Atmos lydspor, selv når resten af familien eller underboen er gået i seng. At kunne gøre dette og samtidigt have den fulde rumlige fornemmelse af at sidde i en stue, lyder jo godt, men det er en feature vi må vente med at prøve af. Vi har før oplevet denne form for 360 graders mapping af rummet ved sessioner hos eksempelvis Sony under CES-messerne, og dengang var effekten imponerende præcis. Det involverede dog en fysisk scanning af ørets geometri også, men en mere light version af samme teknik kunne nok også imponere. For nu må vi undvære denne funktionalitet, men har vi stadig et sæt test-eksemplarer af Ace ved lancering af funktionen, så opdateres denne anmeldelse med vores erfaringer. Sonos tillader kun ét sæt hovedtelefoner at parre med deres soundbar, så man kan ikke lade flere personer sidde i stilhed og nyde Atmos-sporet, hvis eksempelvis ungerne er lagt i seng og begge forældre ønsker at se film med fuldt Atmos lydspor.

Lyttetest: Film og TV

Dét at få TV-lyd smidt over i Ace kræver, som nævnt, at man har en soundbar understøttet af Ace. Kan dit TV eller streaming-boks parres med Bluetooth-hovedtelefoner, så vil du også kunne bruge Ace som stereo-enhed, men for denne anmeldelses vedkommende, så er det muligheden for at få Atmos-lyd fra dit TV over i et sæt hovedtelefoner, der er det interessante.
Med TV’et tændt benyttes enten app’en til at aktivere ‘TV Audio Swap’, eller også trykkes der ganske enkelt i 3 sekunder på volumen-rockeren indtil Swap-signalet lyder i hovedtelefonerne. Det næste man vil opleve er perfekt synkroniseret lyd og billede med det lydspor, som den pågældende film benytter. Der er mulighed for at deaktivere rumlig lyd på Ace, hvis man foretrækker stereo-lyd, men igen så mister man det primære selling point for lige netop Ace, da man ellers ville kunne vælge blandt et ret bredt spektrum af hovedtelefoner i samme prisleje og så blot nøjes med stereolyd. Det man først opdager ved Swap er, at lydniveauet ikke er øredøvende. "Godt" vil mange sikkert sige, men leder man efter biografoplevelsen hjemme i stuen, så vil nogle nok mene, at lyden i Ace ikke kan blive høj nok. I forhold til hvad der er sundt for øregangene er en vis begrænsning sikkert på sin plads, men muligheden for at få et højt lydtryk virker ikke til at være til stede. Til mit personlige temperament var Ace tilstrækkelig kapabel. Lyden fremstår fint matchet til en Sonos Arc, og de samme dyder (og ulemper) skinner igennem. For Sonos betyder det, at der mangler bund, således at eksplosioner ikke for alvor ryster dit mellemgulv (ja ja, lyden sidder på hovedet, så det ville ikke ske alligevel), men har du én eller to subs tilsluttet dit surroundsystem med Arc, så vil du opleve Ace, som en noget mindre potent. Som med Sonos Arc, så mangler der lidt klarhed i de lyse tone, selvom tale fremstår klart, hvilket også er et kendetegn ved Arc. Jeg kan naturligvis ikke teste Dolby Atmos-lyd på film i mine øvrige hovedtelefoner, men til mit temperament måtte Ace godt låne lidt mere af den lyse profil fra B&O og ligeså i de dybe toner, hvor hovedtelefoner som både B&O og Sony XM5 også klarer sig noget bedre. Fordelen ved den mere afdæmpede diskant er til gengæld, at lyden fra ting som splintrende glas ikke skærer dine trommehinder itu, hvilket godt kan være tilfældet med både soundbars og hovedtelefoner.
Annonce:
Ser vi specifikt på Dolby Atmos-kapabiliteterne, så udgør et sæt generiske hovedtelefoner, uden specifik tilpasning til netop dine ørers udformning, et kompromis. Formen på det ydre øre har en stor indvirkning på hvordan lyd lokaliseres, og da Ace ikke ved hvordan dine ører ser ud og dermed kanaliserer lyden til øregangen, så bliver det en "gylden middelvej". Der er generelt god lokalisering af lyd i det horisontale plan, dvs. 5.1-lyd kan fint matches til Ace’s formåen. Det kniber lidt mere med lyden i højden og i vores kanalspecifikke tests lyder top-kanaler både foran og bagved ikke meget forskelligt fra front-kanalerne. Resultatet er, at lydbilledet primært ligger mellem dig og TV’et og ikke over dig. Top-kanalerne er noget vi også ofte kritiserer soundbars for, men i dette tilfælde er Arc en noget bedre performer end Ace. Lyden fylder generelt noget mindre i Ace end rummet Arc står i.

Sonos Arc

Sonos Ace i selskab med Sonos Arc. Foto: Flatpanels

Som nævnt tidligere er "rumkorrektion" ikke tilføjet til Ace endnu, så emuleringen af din stues akustiske indvirkning på lyden kan ikke testes, men Ace har også mulighed for at lave retningsbestemt lyd tilpasset placeringen af dit TV. Retningsbestemt lyd er en sjov gimmick, hvor lydens retning nulstilles i det øjeblik funktionen aktiveres. Det betyder, at hovedet skal pege mod TV’et når funktionen aktiveres og herefter vil Ace registrere bevægelse og ændre lydbilledet i hovedtelefonerne, så det lyder som om lydbilledet matches til TV’ets placering. Det er ikke helt overbevisende nok til at simulere, at man slet ikke har hovedtelefoner på, men det er meget tydeligt at hele lydbilledet fastholdes i den position hovedtelefonerne har når funktionen aktiveres. Når du sidder i din stue og ser TV via din soundbar og bevæger hovedet, så vil du ikke opleve et helt så markant skift i lydens retning, da hele dit sansesystem er vant til bevægelse. Med Ace roterer lydbilledet ret mærkbart i hovedtelefonerne, hvilket ikke virkede helt naturligt - men det er en sjov feature. Til formålet – dvs. at nappe lyden fra Sonos Arc når du har behov for ikke at forstyrre andre, men ikke vil undvære din filmoplevelse – så klarer Ace sig godt. Du får et lydbillede, som ikke helt indfrier Dolby Atmos-forventningerne og mangler lidt bund, men derudover er oplevelsen faktisk ganske god. Dér hvor jeg virkelig kan se pointen er ved brug af spilkonsoller, som typisk er en ret egoistisk aktivitet, der godt kan forstyrre en del, hvis der er andre i hjemmet, som ikke spiller med. Flere og flere spil understøtter Atmos-lyd og under testen fungerede det godt at lade PS5 spytte Atmos ud og lade Ace opsnappe lyden. Der var ikke mærkbar forsinkelse. Igen er det dog ret enkelt at tilslutte et sæt hovedtelefoner til din PS5 controller og så nøjes med den stereo-lyd der kan frembringes derved.

Sonos Arc, Sub, Play

Lyttetest: Musik

Det primære fokus for denne test er naturligvis Dolby Atmos-delen og interaktionen med Sonos Arc, men det vil nok være de færreste der køber et sæt Ace med det primære formål at bruge parrringen med Arc. Med en prislap i samme område som andre rimelig anstændige hovedtelefoner er Ace også nødt til at performe godt til musik og på farten. Igen har jeg lavet de primære A/B-sammenligninger med B&O H9i, der ligesom Sony XM-5, er bastung og noget skarpere i diskanten. I sammenligning er Ace langt mere afdæmpet i bassen, som vi også mærkede i film-testen. Afhængigt af dine præferencer inden for musik kan det være en fordel eller en ulempe, men følelsen er, at Ace ikke spiller helt så dybt som visse andre. Er du til rap og et tungt basspor, så vil Ace sandsynligvis virke for tynd for dig.
Annonce:
Til hverdagslytning, hvor du ikke decideret sætter dig for at lytte til musik, men mere har det kørende i baggrunden, er lyden i Ace acceptabel. Jeg synes til gengæld, at det falder igennem så snart man lytter mere fokuseret til musikken, hvor klarheden i vokalerne forsvinder. Jeg har i andre lydanmeldelser brugt analogien med, at det føles som at lukke en dør og cutte klarheden i diskanten når man sammenligner Ace med visse andre lydkilder. Det er synd, for det virker blot som et spørgsmål om tuning af lydprofilen, hvilket desværre ikke er muligt hos Sonos.
Det bør nævnes, at lossless lyd kun er muligt ved parring med telefoner, der understøtter Bluetooth aptX baseret på Qualcomm Snapdragon Sound, hvilket kun findes i udvalgte Android-telefoner. Eller kablet via USB-C; både USB-C til USB-C og USB-C til 3.5mm virker til lossless. Som supplement til lytteoplevelsen hører også en evaluering af støjreduktion og evner som headset. Tager vi støjreduktionen (ANC) først, så er det imponerende, hvad Sonos har formået at sætte sammen i første forsøg. Jeg nåede at teste Ace af i 8 timers støjende charterfly og i samspil med diverse larmende haveudstyr. Monoton støj, såsom flystøj håndteres meget overbevisende, men pludselige spikes i støjen (såsom sten i plæneklipperen) sendte ANC på overarbejde og formåede ikke at isolere helt perfekt. En forudsætning for, at ANC fungerer optimalt er, at der ikke kommer luft ind under ørekopperne, hvilket ikke altid var muligt for mit vedkommende. Det vil i høj grad afhænge af hvordan din hovedform er og hvor tæt ørekopper slutter på hovedet, men jeg oplevede ofte, at man ved bevægelse fik skabt lidt luft og dermed ødelagde ANC-effekten midlertidigt. Ace har mulighed for at tilføje gennemsigtighed, dvs. lade lyde udefra slippe igennem via mikrofonen. Denne feature er anvendelig hvis du færdes i trafikken og har brug for at kunne høre dine omgivelser og via den runde knap på undersiden af den ene ørekop kan der nemt skiftes mellem tilstande. Via app’en kan man vælge hvilke modus denne knap skal kunne skifte mellem, dvs. ANC, gennemsigtighed og deaktiveret. Til sidst bør evnen til at agere headset, dvs. bruge Ace til at foretage opkald, adresseres. Mikrofonen i Ace er desværre ikke noget at blive begejstret over og lydkvaliteten i modtagerens ende efterlader en del at ønske. Sammenlignet med selv billige rent analoge hovedtelefoner, som typisk følger med din telefon, så kommer Ace til kort og kan ikke umiddelbart anbefales som primær kilde når der tales i telefon eller konfereres via Teams/Zoom/…

Konklusion

Sonos Ace blev ikke helt det produkt Sonos-fans havde håbet på, da muligheden for at indgå som zone i et større økosystem udeblev. I stedet fik man en forholdsvis almindelig Bluetooth-hovedtelefon, der dog fik det unikke selling point, at den kunne parres med specifikke Sonos-soundbars og overtage lydsporet inkl. Dolby Atmos.
Annonce:
Ses der først på selve hovedtelefonen og hvordan lyden generelt opleves, så er der tale om et rimelig afdæmpet lydbillede, som hverken er for tungt i bassen eller for lyst i diskanten. Der er tale om alsidig lyd, der heller ikke imponerer specielt i nogen disciplin. Er man fan af tunge basspor vil Ace nok forekomme for svag, hvilket går igen når der er tale om filmlyd med dyb rumlen og kraftige eksplosioner. Jeg savner dog især klarhed i de øvre toner, hvilket også var et kendetegn på Sonos Arc. De to produkter virker til gengæld ret godt tunet i forhold til hinanden, hvilket giver mening, da Ace jo er tænkt som makker til blandet andet Arc. Som makker til Sonos Arc åbnes der for TV-lyd via hovedtelefonerne, hvilket er en spændende mulighed. Sonos Ace ender som en lidt blandet fornøjelse, hvor prislappen desværre gør at man bør være opsat på at bruge TV Audio Swap-funktionen for at produktet giver nok value-for-money.

Priser og forhandlere:


Minimalistisk udseende
TV Audio Swap fungerer godt
God støjreduktion
Kan være aktiv på 2 enheder samtidigt
Fysiske knapper
Lang batteritid


Begrænset Dolby Atmos-effekt
Mangler bund & klarhed i diskant
Plastic-materiale på hovedbøjle/ørekopper
Hvid carry-case meget sart




Flere anmeldelser

Test: YouSee Audio med B&O-lyd

11 Oct 2024 |

Test: Sony Bravia 9 (XR90)

09 Oct 2024 |

Test: LG G4 (MLA OLED)

25 Sep 2024 |

Test: Samsung S95D QD-OLED

12 Sep 2024 |