Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Sony A95K QD-OLED - FlatpanelsDK

Test: Sony A95K QD-OLED

|


Der er relativt langt imellem lanceringen af nye paneltyper, og Samsungs annoncering af en nye type OLED er da heller ikke en ny type som sådan, men markerer hvis ikke en revolution, så i det mindste en evolution af teknologien. QD-OLED-teknologien er stadig organiske dioder, men i stedet for hvide dioder med farvefiltre foran, som hos LG, så skabes farverne nu i hver enkelt diode vha. Quantum dots der har potentiale for renere primærfarver. 

Panelet er i denne omgang proppet i et TV fra Sony, nemlig deres A95K topmodel, der ud over QD-OLED byder på Acoustic Surface, center-højttalerfunktion, et indbygget kamera, samt en ny fjernbetjening. A95K kommer i 55” og 65”-modeller, og vi har lånt 55”-modellen til denne test. 

 Læs også: Oversigt: Sony 2022 TV


Pris og forhandler:

55"
65"

Første indtryk

Sony A95K bryder ikke med mange traditioner ift. design, og Sony har i længere tid lavet skærme med en lidt større elektronik-pukkel bagpå end eksempelvis LG. På 55”-modellen fylder den næsten hele bagsiden og har egentlig flere ligheder med LG’s G-serie end med så mange andre. Øverst på den tynde del af TV’et har Sony valgt at give plads til et levn med næsten et årti på bagen, nemlig et kamera. I en port kan det medfølgende Bravia Cam monteres, og er tiltænkt at kunne bruges til at detektere om der er personer i lokalet, hvor de sidder for at kompensere billedet hertil, at kunne styre TV’et vha. gestikuleren, videochat og andre funktioner. Tager vi et kig på tilslutningsmulighederne, så finder man de obligatoriske fire HDMI-porte, hvoraf to er klar til VRR. Uheldigvis er den ene af de to også eARC-porten, så man må vælge mellem tilslutning af eksternt lyd-anlæg/soundbar og tilkobling af spilkonsol eller andet grej, der kan drage fordel af VRR. Der medfølger et mindre arsenal af dækplader til at skjule kabelføringen bagpå, så man kan få et mere clean look i tilfælde af, at bagsiden er synlig, men hulrummene tillader ikke rigtig, at man gemmer på meget mere end en USB-stick til eventuel optagelse af TV-programmer.
Som på tidligere modeller med stemmeassistenter, så finder man hullerne til mikrofonen i bunden af skærmens forside, og da TV’et er forsynet med Sonys Acoustic Surface, så kan man slippe afsted med at placere skærmen helt plant med underlaget, hvilket i dette tilfælde er en noget bastant fod. Foden kan vende på to måder afhængigt af hvordan man ønsker TV’et placeret på TV-møblet. På vores fotos vender foden udad og TV’et kan således placeres helt tæt op af bagvæggen. Vender man den bagud får man en renere forside, men mere luft bagtil og TV’et læner nu en smule bagover. Foden tillader ikke, at TV’et placeres på et møbel, som er smallere end TV’et. Der skal være understøttelse ude i hjørnerne. Personligt finder jeg plasticoverfladen på foden en smule billig. Den skal muligvis emulere et læderlook, men den er hård og ikke speciel dekorativ. Til gengæld reflekterer den ikke lyset fra skærmen, hvilket er en fordel når den nu er placeret så tæt på selve panelet. Der er dog ingen mulighed for at placere en soundbar foran TV uanset hvordan foden vendes. Vi har de sidste par år let og elegant ræset over det her med refleksioner i OLED-panelerne, da der ikke har været meget nyt at rapportere om. Alle brugte samme panel, og panelets overflade havde ikke ændret sig, så der var ikke meget nyt at berette. Det er anderledes i år, da Samsung QD-OLED ikke har samme egenskaber og ikke bruger det samme antireflektive filter, som LG. I et mørkt lokale fremstår A95K mere rødlig i sine refleksioner, hvilket kan ses i den direkte sammenligning med mit eget Sony A9F, som hænger på væggen bag A95K. Skærmen fremstår måske en smule mere reflekterende, men ikke noget nævneværdigt.

Sony A95K test

Brugeroplevelse & features

Sony skiftede sidste år til Google TV brugerfladen, som vi gennemgik i vores anmeldelse af Google TV i form af den nye Chromecast, og i samme stil som sidst, så kan en god portion af opsætningen af TV’et nu klares via Google Home-app’en, som på mere behændig vis lader dig indtaste brugeroplysninger og passwords. Med den mængde Android-TV vi efterhånden tester, så kunne det snart være fedt, at få en “overfør til ny enhed”-feature, som man kender det fra mobiltelefoner baseret på både Android og iOS. Efter opsætning er TV’et klar til at indgå som stemmestyring af dit hjem, samt optræde i Apple HomeKit. Versionsmæssigt er A95K ikke rykket fra Android 10, og processoren (MediaTek MT5895, også kendt som MT9950) i TV’et er også identisk med sidste års modeller, så selve brugeroplevelsen er fuldstændig identisk. For mit vedkommende er de forslag, som Google disker op med i deres hovedmenu en smule mere relevante end hvad LG præsterer, men for at en sådan menu skal være brugbar, så skal alle indholdsudbyderne med på vognen. Jeg får forslag fra Disney+ og HBO Max, men da Netflix stædigt holder på alt sit indhold inde i egen app, så glimrer de med deres fravær. I “Fortsæt med at se” får jeg dog også mit indhold fra Apple TV+ vist, men køb/leje-film er naturligvis fra Google og ikke iTunes. Det samme gælder “Bibliotek”-menuen, som forudsætter, at film købes via Google for at kunne samle et personligt filmbibliotek. Af nye features bør nævnes det medfølgende Bravia Cam, som Sony selv har store planer for, men som ved lancering desværre ikke har meget at byde på. Kameraet er tænkt til at kunne detektere personer i rummet og advare børnene, hvis de kommer for tæt på TV’et (er det stadig en reel bekymring?) samt at kunne betjene TV’et med håndbevægelser og foretage videoopkald. Sidstnævnte funktion er fungerende på lanceringstidspunktet og kan eksempelvis klares via Google Duo. Billedkvaliteten er desværre langt fra prangende, men til de to førstnævnte features er det næppe et krav.
Sony fremviste tilbage i 2020 deres Bravia Core filmtjenester, som i en begrænset periode giver adgang til 5 eller 10 egenvalgte film fra Sonys katalog, afhængigt af hvilken TV-model du har købt. Kvaliteten af filmene kan gå så højt som 80 Mbit/s (PureStream kalder Sony det), men da det kræver en stabil forbindelse på mere end 100 Mbit/s at nå så højt, kan det kun lade sig gøre at komme helt op på den høje klinge via Wifi-forbindelsen, da TV’ets LAN-forbindelse kun er 100 Mbit/s. Der er siden sidste år tilføjet et par nye film til kataloget, men tjenesten virker stadig lidt som et gimmick, da man ikke kan tilføje kreditter til filmkøb på egen hånd, og da filmene kun er tilgængelige i 2 år fra de tilføjes din samling, så er udløbsdatoen ikke særlig langt væk. Man kan dog ikke klage over billedkvaliteten og de få film man kan se, bliver man næppe skuffet over. En ting at have for øje (eller øre) er, at lydsporet er DTS, hvilket på visse TV eller lydanlæg kan kræve lidt justering for at blive afspillet korrekt - vi parrede A95K med både Sonos Arc og Sony HT-A9, og førstnævnte krævede lige et par justeringer for at blive af afkodet korrekt. I 2022 savner man lidt den rumlige lyd, da TV’et ikke understøtter DTS:X og da film ikke understøtter Dolby Atmos. Der blev kun oplevet issues med HDMI ARC og vores lydsystemet ved en enkelt lejlighed, men som vi har nævnt i andre anmeldelser, så er HDMI-ARC handshake noget skrøbeligt, og der skal ikke meget til før man lige må power-cycle enhederne for at få alt til at spille sammen igen. På A90J var der lidt knas med multikanals-lyd, men dette var ikke et problem på A95K. A95K understøtter Dolby Atmos, men det er relevant at have i baghovedet, at TV’et primært skal ses som i stand til at dekode signalet selv, og ikke nødvendigvis gengive det på nogen meningsfyldt måde. Der er ikke lydenheder i TV’et til at håndtere de mange kanaler. En fiks feature, som man også finder på eksempelvis Samsungs TV, er at lydsystemer fra Sony kan få deres menustruktur lagt op i bundmenuen på TV’et, så man kan tilgå justeringer on-the-fly, hvilket kan ses på billedet herunder, hvor Sony HT-A9’s justeringsmuligheder kan tilgås direkte.
Sony har, ligesom på tidligere OLED-modeller, satset på deres acoustic surface-højttalere, som også er implementeret i A95K. At flytte højttaleren ind i selve panelet muliggør den helt plane montering på foden, da der ikke er behov for at skyde lyd ud under TV’et. I stedet kommer lyden direkte fra panelet, som bruges som højttalermembran. Subwooferen er placeret på bagsiden af TV’et. Hvor effekten af, at lyden kommer direkte fra billedet er ganske god, så mangler der stadig lidt bund i lyden og generelt er lyden ikke helt så fyldig, som man kunne ønske. Bedre end gennemsnittet, men mere vil have mere. Det bliver især tydeligt, hvis man - som vi gjorde under testen - tilslutter TV’et til et anlæg, som kan gøre brug af TV’et som centerkanal. Parret med Sony HT-A9 høres det tydeligt, at TV’et ikke kan matche de noget mere potente højttalere i setup’et og vores sædvanlige svada med, at et high-end-TV fortjener bedre lyd end hvad det er leveret med er stadig gældende. Jeg ville personligt vælge ikke benytte center-kanalen i et HT-A9-setup. Omvendt ville jeg heller ikke anbefale, at satse på en helt billig soundbar som substitut. Lyden kan kalibreres med fjernbetjeningen og i visse rum kan det sikkert give en god effekt om end den ikke revolutionerer lydbilledet. Det er en fin tilføjelse, som tager udgangspunkt i positionen foran TV’et. Nu hvor fjernbetjeningen er nævnt, så lad os lige zoome lidt mere ind, for selvom Sony gradvist har ændret på sin fjernbetjening de sidste år og måske lidt har lyttet til kritikken, så har man aldrig helt turde skære ned på antallet af knapper. Det ændrer sig i år.

Sony A95K test

Dette års premium-fjernbetjening smider de numeriske taster, som nu er samlet i én knap, der kalder et on-screen-display frem, ligesom det er tilfældet hos Samsung. Det samme gælder de farvede taster, som også er pist væk. Man har ikke turde fjerne de sponsorerede app-genveje, og genvejen til Bravia Core kommer jo nærmest med en 2-års forældelsesgaranti, så vores kritik af antallet af knapper eksisterer stadig - selvom det er et skridt i den rigtige retning. Selve fjernbetjeningen føles lækker, med god feedback i tasterne og fornuftig tyngde. Forsiden på premium-modellen, som følger med Master Series, er lavet af metal og efter sigende skulle den være mere smudsafvisende end nogensinde. Tasterne har lys og som noget nyt kan man i år bede Google assistant om at lokalisere fjernbetjeningen, så den udsender en lyd. Samme feature kan også aktiveres manuelt via en knap på siden af TV’et.

Kalibrering

Vi har lidt fået vores vilje når det kom til fjernbetjeningen, men åbner man billedmenuen, så er der stadig et kaotisk antal billedprofiler at vælge mellem. Tilslutter man CalMan og benytter AutoCal, så får man endvidere adgang til to ekstra profiler. Kun i Dolby Vision forskånes man for alt for mange valgmuligheder, da udvalget reduceres til Vivid-profilen, og de mere korrekte “Lys” og “Mørk”-profiler. Der tages udgangspunkt i Personlig-profilen til kalibrering, hvor man hos Sony skal være opmærksom på, at kalibrering foretaget i SDR overføres til HDR, hvis man blot beholder farveprofilen identisk. For at ramme farvebalancen og opnå korrekt billedkvalitet skal der lige tweakes lidt på den blå primærfarve. Vores målinger herunder foretages altid i det udgangspunkt, at man kun har skruet på 2-punktjusteringen og ikke fintunet via yderligere gråtone-håndtag. Det er efterhånden ikke den store kunst at opnå referencekvalitet på OLED-panelerne, og heldigvis har det ikke ændret sig ved at Samsung er blevet panelproducent. SDR-billedet opnår hurtigt det ønskede resultat og skifter man til HDR-modus, så bliver det klart, at QD-OLED-panelet har lidt mere at byde på end WOLED-panelerne fra LG idet farverummet i BT.2020 nu er oppe over 83% (1931 xy definition, som vi normalt rapporterer) eller 88% (1976 uv definition), hvilket er lidt af et spring ift. tidligere. DCI-P3 rammer let 100% Det må forventes at have en synlig effekt på HDR-materiale, hvor især rød og grøn rækker noget længere ud i spektret end hidtil. En ting som vores grafer ikke fanger er hvordan intensiteten af primær og sekundærfarverne måler sig ift. WOLED, men en af de ulemper som LG’s OLED-paneler lider under er manglende lysstyrke på andet end ren hvid. Denne skavank deler QD-OLED ikke og på alle både primær- og sekundærfarver leverer A95K godt dobbelt så høj lysstyrke, som LG G2, hvilket er yderligere et boost når det kommer til HDR-gengivelsen.
Sony A95K vs. LG G2
Lysintensitet i primær og sekundær farverne
Note: Vores software-version af A95K havde en mindre bug i menusystemet i form af måden Sonys seneste tilføjelse i lysstyrke-menuen fungerede. En ny valgmulighed for justering af tonemapping skulle kunne favorisere enten lysstyrke eller graduering, men på sin neutrale indstilling var EOTF-forløbet synligt forkert og producerede alt for mørke billeder. Sony har bekræftet, at indstillingen rettes, så når vi i de anbefalede indstillinger angiver, at Tonemapping skal indstilles til “Fra”, så er det under antagelse af, at Sony får rettet dette inden skærmen rammer markedet. Vi har testet TV’et med indstillingen stående på “Gradation preferred” for at få et korrekt EOTF-forløb.

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. I SDR måles der i ‘Kalibreret’ strømforbrug ved en lysstyrke ca. 100-110 nits for at normalisere målingerne på tværs af skærme (vores anbefaling for kalibrerede billedindstillinger kan variere). Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
Sony A95K test

Billedkvalitet

Det kan godt virke lidt ensformigt at evaluerere billedkvalitet på OLED-skærme, da panelerne har været de samme med meget få ændringer de sidste mange år. Det er primært peak-lysstyrken vi har set evolution på, men med indtoget af QD-OLED har vi fået en anden pixelstruktur og farverne genereres ikke længere af farvefiltre. På WOLED skabes farverne ved, at man sætter et farvefilter foran en stak OLED-materialer, som så sørger for, at alt andet end eksempelvis rød sorteres fra. Det giver den ulempe, at lysstyrken af rød, grøn og blå daler signifikant i forhold til hvid, og højlys i andre farver end hvid vil derfor ikke være nær så kraftige. Her “snyder” LG så lidt og blander ren hvid i højlyset, selvom det reelt måske burde have været ren rød, hvilket giver lettere udvaskede farver i højlyset. QD-OLED fungerer anderledes idet primær-farven nu er blå og farverne skabes via et Quantum Dot lag, som er tunet til at kunne skabe hhv. rød eller grøn farve ved at belyse dem med blå - blå farve er naturligvis blot den blå lyskilde. Fordelen ved denne teknik er, at man ikke taber lys i et farvefilter og primærfarverne bliver langt mere intense og det samme gør dermed også sekundærfarverne (som er en kombination af to primærfarver). Man behøver dermed heller ikke blande hvid i højlyset for at få knald på.
Ser man på den rene hvide farve, så brillerer A95K egentlig ikke nævneværdigt. Vi ser cirka samme peak-lysstyrke på knap 900 nits som på eksempelvis LG G2, men dykker man ned i primær- og sekundær-farverne, så viste vi i kalibreringsafsnittet, at lysstyrken på disse var godt dobbelt så høj som på WOLED. Dét det betyder i praksis er, at der er langt mere knald på farverne i de situationer, hvor højlyset ikke udelukkende består af hvid. Når man samtidigt har et panel, som er i stand til at dække et endnu bredere farvespektrum, så er der lagt op til mere dybe farver med endnu mere punch end hidtil.
LG G2 (venstre) mod Sony A95K (højre)
Det er naturligvis komplet umuligt at gengive disse egenskaber på et fotografi idet både kamera og din skærm er ude af stand til hhv. at fange og fremvise det, men ovenfor viser et par billeder af vores HDR-testscener, at to kalibrerede skærme (hhv. LG G2 og Sony A95K) reproducerer farverne forskelligt idet A95K både har bredere spektrum og højere lysstyrke. De steder, hvor man eksempelvis vil opleve det ekstra spark fra farverne kunne være i de røde farver, som gengivet i læbestiften på Jenny Lind i The Greatest Showman eller eksplosionerne i Mad Max - Fury Road. I sidstnænvte er der virkelig smæk for skillingen, da rød og især gul er flittigt brugt og jeg tog mig selv i at sidde og spole frem og tilbage for at genopleve visse scener blot for at få dem vist i “nyt lys”. Man kunne måske frygte, at dybere farver ville give anledning til, at man ville opfatte billedet som unaturligt, men det er ikke dér vi er ude. Vi er ikke ude i de helt monokromatiske farver, som eksempelvis laser-projektorer kan levere, så skiftet fra WOLED til QD-OLED er ikke helt så dramatisk, som tallene måske antyder.
Når det kommer til håndtering af bevægelse, så byder det nye panel ikke på revolutioner, hvilket er naturligt da virkemåden er den samme. Den ultrakorte responstid vil stadig have tendens til at give stroboskopeffekt på materiale i lav billedrate, hvilket vil kræve en ændring i måden vi skyde film på og få billedraten op over de 24 billeder pr. sekund vi typisk får nu. Sonys motionflow er stadig blandt de bedste algoritmer på markedet til at udglatte bevægelse uden at introducere for mange artefakter. Selvom visse kredse af filmverdenen mener det er fy-fy, så foretrækker jeg at aktivere motionflow på trin 1 for at glatte bevægelserne lidt. Ud over ændringen i måden farverne skabes, så har Samsung også ændret pixelstrukturen, som i WOLED har bestået af fire subpixels (rød, grøn, blå og en hvid booster) og som har været arrangeret i en traditionel RGB-sandwich. Samsungs udgave arrangerer pixels i en trekant, som du ser herunder, hvor den grønne subpixel er placeret på sin egen række og fylder lidt mere end de to andre. Flatpanels bad tidligere Samsung Display om at kommentere på bevæggrundene bag valget af trekantede pixels. Her er deres svar. Arrangementet af pixels i denne struktur bevirker imidlertid, at skarpe kontrastrige overgange får en slags kromatisk abberationseffekt, som du måske har oplevet det af og til på billeder fra dit kamera, som giver farvede kanter. Dér hvor du nemmest kan spotte denne effekt er på hvid tekst, som får grønne aftegninger i toppen og violette i bunden (rød+blå), da man mangler enten én eller to primærfarver i overgangen fra hvid til sort. Da fænomenet sker i én række pixels så fylder det ikke meget arealmæssigt på skærmen, så man skal også forholdsvis tæt på skærmen for at se det i det daglige. På den testede 55” var det ikke et reelt problem i 3.5 m afstand, men det vil i høj grad være afhængigt af siddeafstand/skærmstørrelse og skal skærmen bruges som monitor, så vil jeg mene, at man bør få testet ved selvsyn for at afgøre, om det er et problem i netop din brugssituation. Til tekstbehandling skal man nok være rimelig tolerant for ikke at blive generet af effekten.
Brugen af quantum dots til at skabe lys har den ulempe, at det ikke kun er lys fra den blå OLED, der kan sætte gang i QD-laget, men også lys andre steder fra. Såsom lys fra det rum skærmen står i. Det betyder, at hvis skærmen rammes af lys, så vil de små quantum dots i hver pixel begynde at udsende lys. Først og fremmest vil man lægge mærke til dette når man ser på skærmen i slukket tilstand, idet den syner mere grålig end LG’s WOLED-paneler gør. At skærmen er grålig når TV’et er slukket behøvede ikke nødvendigvis være et problem - det var plasma-skærmene også - men OLED skaber jo den sorte farve ved simpelthen at slukke for dioden og det betyder, at fænomenet altid eksisterer uanset om TV’et er tændt eller slukket, hvis lokalet ikke er nogenlunde mørklagt. De lidt følsomme quantum dots har også tendens til at udsende lys alene pga. lysforurening fra skærmen selv, så de mørke bjælker på film kan godt til tider få et lyst skær, som næsten minder om en svag form for blooming, som vi før har klandret de zonestyrede LCD-modeller for. Fænomenet er ret svært at fange på kamera, da det jo er den sorte farve der skal fanges i et miljø, som ikke må være mørklagt, men det er forsøgt i billedet ovenfor vha. en lommelygte. I praksis vil man opleve og lægge mærke til effekten fra tid til anden og især hvis man ser TV i dagtimerne, hvorimod det bliver mindre og mindre problematisk jo mørkere lokalet bliver. Er det en dealbreaker? Nej, det synes jeg ikke. Ville jeg bytte rundt på A95K og mit eget A9F (tidligere reference) på et splitsekund, hvis ikke Sony ville opdage “fejlen” når de fik mit retur? Yes… Får man slukket helt ned for lyset i rummet og ender i en situation, hvor sort gerne må være sort og detaljerne i de mørke regioner er vigtige, så vil man opleve en skærm, som håndterer mørke nuancer særdeles godt. Sony er i forvejen god til det med flydende gradienter, og A95K er ikke en undtagelse, men fokuserer vi kun på helt mørkegrå så er der næsten ingen eller meget lidt inhomogenitet at spotte. Vi hører om samme oplevelse på Samsungs egen QD-OLED-model, så måske er denne type panel generelt bedre til at håndtere lav lysstyrke.
Som nævnt i introduktionen, så er der to HDMI 2.1-porte der understøtter 120 Hz i 4K, men at den ene allerede er dedikeret til HDMI-ARC. Jeg har heldigvis kun én spillekonsol, der kan gøre brug af båndbredden, men det er ikke vanvittig smart at være begrænset på den måde. Sony har siden sidste år introduceret VRR-understøttelse i både PS5 og i deres TV og på A95K ser vi ikke samme issue med hævet sortniveau når VRR aktiveres. Vores måleudstyr kan desværre ikke trigge 120 Hz, så vi kan ikke måle input lag i 4K HDR i 120 Hz, men i 60 Hz ligger A95K på godt 16.5 ms i spilprofilen. Det er ikke milevidt fra konkurrenterne, hos hvem 120 Hz ydermere giver en nøk nedad - vi må desværre vente på, at vore kolleger hos Rtings får fingre i et eksemplar for at finde ud af om A95K performer ligesom andre Sony-modeller ved høj billedrate. Det er værd at understrege, at Sony A95K – eller QD-OLED panelet – bevarer sine billedegenskaber i både SDR og HDR, men man spiller konsol/PC-spil. Det står i kontrast til high-end zonestyrede LCD TV, der markant nedskalerer flere systemer for at holde inputforsinkelsen i bund. Læs også: Oversigt: 4K TV og 8K TV med HDMI 2.1 Gennem årene er OLED-modellerne blevet mere og mere modstandsdygtige over for burn-in, men panelernes natur gør, at man ikke helt kan overkomme risikoen, da dioderne uundgåeligt vil ældes. A95K opførte sig pænt under testen og der var ikke megen retention at spotte efter kalibreringssessionerne, men hvordan panelet vil ældes på lang sigt er umuligt at sige på nuværende tidspunkt. Vi må se tiden af og blot glædes over, at dét vi har set indtil nu ser positivt ud. Afslutningsvis bør det nævnes, at betragtningsvinklerne på QD-OLED-panelet er en smule anderledes end på WOLED. På sidstnævnte kunne man i de mere ekstreme vinkler godt opleve et farvestik, men dette er ikke et problem på QD-OLED, så hvor OLED generelt har de bedste betragtningsvinkler, så gør QD-OLED det lige en tand bedre.

Konklusion

Nyeste medlem af Sonys Master-series, A95K, baseret på Samsungs egenudviklede QD-OLED-panel markerer sig på flere fronter. Dels har introduktionen af det nye panel øget farverummet og dels har det øget den maksimale lysstyrke på farver ift. LG’s WOLED-paneler. Begge dele bidrager til mere intense farver og placerer A95K forrest i feltet på HDR-gengivelsen og efter kalibrering ender farvegengivelsen i referenceklassen. Den ændrede pixelstruktur på panelet giver anledning til farvede konturer på overgange med høj kontrast, og til brug som monitor med megen tekst på skærmen og kort siddeafstand er QD-OLED-panelet mindre anvendeligt. Til film-brug vil de færreste lægge mærke til effekten. Brugen af quantum dots har desværre den bivirkning, at især sort påvirkes af lys fra rummet og vil syne mere grålig i oplyste lokaler.
Annonce:
Android og Google TV kører på samme version, som sidste års modeller, så oplevelsen er præcis den samme. Til gengæld kan man nu betjene platformen med en revideret fjernbetjening, som er mere minimalistisk og føles som et fremskridt. På featuresiden er VRR tilføjet, men de relativt få HDMI 2.1-porte gør at man må vælge sine tilslutninger med omhu. A95K er dermed ikke lige så perfekt en makker til spil, som eksempelvis LG’s modeller, men har man ikke fået fat på mere end én af de sagnomspundne spillekonsoller fra 2020, så går det an. Tilføjelsen af et topmonteret kamera virker, for nu, mest som et gimmick, men lad os se hvad Sony formår at bruge det til. Idéen er ikke ny og andre producenter har prøvet og opgivet brugen af kamera i deres TV for adskillige år siden. A95K's 'Acoustic Surface' højttalere leverer TV-lyd, der er bedre end gennemsnittet. Sony har med deres A95K rykket sig forrest i feltet og selvom der ikke er tale om en revolution, så er der tilpas meget evolution til, at de der søger den bedste makker til filmgengivelsen er nødt til at kigge mod QD-OLED. Skærmen fås desværre kun i op til 65” for nu, men kan du nøjes med denne skærmstørrelse, så får du pt. markedets bedste billede ved at hoppe på A95K. Vi kvitterer med en referenceaward.

Pris og forhandler:

Reference billedkvalitet med udvidet farverum
Homogen lysfordeling
Anstændige TV-højttalere
Godt motion-system
Forbedret fjernbetjening


Sortniveau lider i oplyste lokaler
Pixelstruktur giver farvede kanter på bl.a. tekst.
Google TV begrænset i DK



Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |