Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: LG G2 OLED 'Evo' - FlatpanelsDK

Test: LG G2 OLED 'Evo'

|


Vi ser på LG G2, som er 2022-varianten af LG’s designmodel, der byder på seneste Evo-panel, der reklamerer med højere lysstyrke og endnu smallere ramme end hidtil. G2 fås i år også i 83" i modsætning til sidste års G1, som kun gik til 77”. 

 Læs også: Oversigt: LG 2022 TV


Pris og forhandler:

55"
65"
77"
83"

Første indtryk

Designet på G2 er en smule ændret ift. G1 fra sidste år, hvilket især ses på selve rammen omkring TV’et, som nu er i børstet stål og har fået helt skarpe hjørner mod de mere afrundede på sidste års model. Til de der gerne rykker HELT tæt på skærmen vil man også spotte, at kanten omkring panelet - dvs. den sorte kant, som findes rundt om det aktive skærmområde - nu er blevet et par millimeter smallere, så skærmen nu i endnu højere grad ligner noget rammeløst. Små ændringer, men det får G2 til at fremstå ret premium i look og feel. Byggekvaliteten er høj og tingene føles godt skruet sammen. G-serien er LG’s designmodel og differentierer sig især i forhold til de mindre søskende i form af den helt plane bagside, hvor en lille udskæring i toppen efterlader et hul til det medfølgende vægbeslag og dermed også baner vejen for en helt plan vægmontering. Beslaget tillader endvidere, at skærmen kan hives lidt ud fra væggen, så adgang til stik lettes. Prisen man betaler for den helt flade bagside er en lidt tykkere profil, så hvor eksempelvis C-serien har et tyndere panel målt i toppen, så er al den elektronik man ellers ville finde i puklen nederst nu fordelt over skærmens bagside i stedet. Til folk, der har tænkt sig at vægmontere skærmen er denne løsning nok at foretrække rent æstetisk.
Vægmonterer man ikke skærmen medfølger der en række plasticpaneler, som kan bruges til at dække udskæringerne i bagsiden til kabelføringen og derved stadig få lidt glæde af det forfinede design. Det er dog værd at notere sig, at fod ikke medfølger til G2. Designet på foden er også ændret i år, og i stedet for de to adskilte fødder fra G1, så er her tale om en mere regulær stand, som også tillader skærmen at dreje. Når TV’et er monteret på foden står det lettere bagudlænet, hvilket man lige skal vænne sig til. Undertegnede finder det måske lidt spildt, at købe et TV med så stort et fokus på vægmontering for efterfølgende at montere det på en fod, som tilmed koster ekstra, men dette års fod vil nok appellere til flere end den forrige, da den også tilgodeser smalle TV-møbler, hvilket de to kantmonterede fødder på G1 bestemt ikke gjorde. Har man udstyr gemt i et skab under TV’et, så medfølger der til G-serien også en IR-emitter, som kan forbindes med TV’et via et minijack-stik og kan videresende IR-signaler til steder, som ellers ville være umulige at nå med fjernbetjening. Vær opmærksom på, at de fleste nyere enheder understøtter HDMI-CEC, så muligheden for at styre disse via HDMI-forbindelsen kan overflødiggøre brugen af en sådan IR-emitter.
Af forbindelser er der fuldt fokus på HDMI 2.1 og vi finder 4 stk. bagpå, som i år alle understøtter fuld båndbredde dvs. 4K ved 120 Hz med 12 bit farvedybde. Der er 3 USB-porte gemt bag på, og som på G1, så skal det nok overvejes hvilken harddisk man indkøber til at optage TV på, da der er begrænset med plads bag plastic-dækslerne bagpå til at gemme tilbehør i. Til manuel betjening af TV’et sidder de fysiske knapper gemt ved dioden i bunden og består af en enkelt multifunktions-knap, der kan tænde/slukke TV’et, skifte kanaler, inputs og justere volumen. Refleksionerne i G2 er identiske med dem vi har set på stort set alle OLED-panelerne

Brugeroplevelse & features

Sidste år viskede LG pladen ren ift. layout af deres smart-platform, WebOS, og skiftede fra de små kort i bunden med adgang til apps mv. for i stedet at satse på en brugerflade, der fuldstændigt overtager hele skærmfladen. WebOS 22 ændrer ikke på dette koncept og hvor man godt kan forstå motivationen ift. at kunne klemme langt mere ind i brugerens synsfelt, så er det stadig lidt ærgerligt at man skal kastes helt ud af dét man havde gang i for at tilgå smart-delen.
Selve app-genvejene er meget små og virker næsten sekundære i virvaret af reklamer for enten LG’s egne services eller indhold, som måtte findes på enten TV eller streamingtjenesterne - den samme trend, som Android også er hoppet på. Du har ingen kontrol over det indhold du præsenteres for og 3/4 af hovedskærmen er således fyldt med vejr, reklame for LG-tjenester og en “trending now” bjælke, der kun viser indhold fra én af de tjenester jeg abonnerer på - resten er enten køb eller indhold fra apps jeg ikke bruger. Der kan møbleres rundt på nogen af de indholdsbjælker, som findes længere nede på hjemmeskærmen, men de kan kun flyttes rundt - ikke ændres eller udskiftes. Af alt det indhold der kunne findes på mit dashboard var det således kun Youtube og Disney+ der reelt var brugbart, og skulle jeg være grov, så er reklamer for Youtube-indhold ikke noget jeg ville værdsætte, men det er jo i høj grad individuelt. Indhold vist på hjemmeskærmen er naturligvis ikke begrænset fordi LG hader mig, men for at indhold fra en app kan vises i interfacet, så skal app’en understøtte det pågældende API og stille sit indhold til rådighed, så det rent faktisk kan vises. Disney er en af de store spillere, som er med på dén vogn, men Netflix har jo for længe siden meldt ud af det game og holder alting tæt til kroppen. Apps som HBO Max burde dog også understøtte dette, men undertegnede fik ikke vist anbefalinger derfra under testen.

LG G2 test

Brugeroplevelsen lider således under, at hjemmeskærmen ikke leverer nogen speciel fordel pga. manglende indhold, så ud over lidt sportsresultater, og en meget lille ikonrække til apps, så var der ikke meget fedt at komme efter. Er man ikke til nogen af de sportsgrene LG inkluderer i resultatlisten, så er man endnu værre stillet. På den positive side, så er interfacet fornuftigt flydende og apps startes i anstændigt tempo. Udvalget af apps efterlader også meget lidt at ønske, og alle de populære tjenester er til stede - også for os danskere. Skulle man være på team-Apple, så er den indbyggede AirPlay 2-modtager og Homekit prikken over i’et, som gør skærmen ekstra anvendelig. Chromecast glimrer stadig med sit fravær, så brugere på team-Android er knapt så heldigt stillede, hvilket er lidt mærkeligt set i lyset af, at TV’et har Google Assistant indbygget. Brugere af Amazons Alexa vil også have mulighed for at bede TV’et om tjenester, da begge stemmeassistenter er understøttet. Stemmeinput gives fortsat gennem fjernbetjeningen ved at trykke på stemme-knappen. En ny funktion i G2 og C2 er 'Always Ready', som forvandler skærmen til et digitalt lærred til fremvisning af digitale kunstværker mm. Always Ready er som udgangspunkt slået fra (pga. energihensyn) og skal derfor aktiveres manuelt fra Generel -> Always Ready. Aktivering ændrer TV’et ageren således at når du trykker på tænd/sluk-knappen på fjernbetjeningen for at slukke for TV'et, så skifter det til de digitale kunstværker, Movements', et ur eller dine egne billeder, somkan uploades til TV’et fra en smartphone med LG ThinQ appen. Du kan desuden downloade beroligende lyde, der kan køre henover de forskellige billeder på skærmen. Tryk på sluk-knappen igen for at sætte TV'et i standby – eller dobbeltklik til at starte med.

LG G2 test

LG G2 test

Med Always Ready aktiveret vil TV'et efterfølgende gå i en delvis dvaletilstand, hvorfra det kan vågne hurtigt (men ikke øjeblikkeligt). I denne tilstand kan man også aktivere skærmen vha. en "Hi LG"-stemmekommando, som frembringer en ny menu, hvorfra man kan åbne en app ved at sige "open Netflix" eller skifte til en bestemt indgang ved at sige "switch to HDMI1". Vær dog opmærksom på, at Always Ready-dvaletilstand forbruger omkring 34W, når skærmen er slukket, hvilket åbenlyst er for meget til en tilstand, der kun burde involvere minimal processering. Til sammenligning forbruger Apple TV 4K kun 1,5W i sin 'altid klar' standbytilstand. På trods af sin status som high-end-model, så har LG heller ikke i år opgraderet fjernbetjeningen fra den lidt tarvelige plastic-model vi har set på både C- og G-modellerne sidste år. Det ville være fedt at få en lidt mere premium oplevelse på dén front når TV-modellen nu er så strømlinet. Af de 6 knapper dedikeret til smart-delen nederst var det kun de to undertegnede kunne bruge, men har du både Alexa, Google Assistant, et abonnement på Amazon Prime, Disney+, Netflix og ser dine lejefilm fra Rakuten, så får du lidt mere for dine penge. På intet tidspunkt under testen fik jeg brug for de numeriske taster øverst på fjernbetjeningen og hermed kommer det vanlige shout-out for at få LG til at ryste posen lidt, og turde at gentænke fjernbetjeningen.

LG G2 test

De indbyggede højttalere i G2 matcher på ingen måde det lækre ydre, og LG’s AI-lydalgoritme gjorde i mange tilfælde lyden markant ringere - især under spil. Til nyhedsundsendelser og dokumentarer uden det vilde lydspor kan lyden gå an, og selvom det vi måske lyder lidt som en plade, der kører i samme rille, så er det altså synd at smide så mange penge efter en topmodel af et TV for så at benytte de dåse-agtige højttalere TV’et er forsynet med. Vi finder naturligvis understøttelse af Dolby Atmos, men det er vigtigt at skelne mellem understøttelse af signalet, og reel gengivelse af det. De fysiske forudsætninger for at gengive Dolby Atmos er ganske enkelt ikke til stede. Der er mange forskellige soundbars på markedet, så selv hvis man ikke vil investere i et komplet surround-anlæg, så kan man sagtens få pæn lyd til at matche den pæne skærm. Beosound Stage er et godt bud, da den er designet til at spille sammen med LG’s modeller, og samtidigt giver mulighed for at fikse problemet med den middelmådige fjernbetjening, da man så kan benytte B&Os’ egen (om end noget pebrede) BeoRemote One til betjening. Mérudgiften til TV-indkøb stiger naturligvis en del med dette setup, men hvis man blot søger at løfte lydoplevelsen, behøver man ikke punge ud med mange tusinde kroner før opgaven er løst. LG G2 blev testet med Sonos Arc forbundet via HDMI eARC, som uden problemer håndterede Dolby Atmos fra såvel tilsluttede kilder som indbyggede apps i G2. En enkelt gang gik der koks i handshake mellem TV og soundbar, så lyden hoppede tilbage på TV’et og en genstart var nødvendig for at få samspillet genoprettet.

Kalibrering

Kalibrering af LG’s TV er traditionen tro den mest avancerede blandt kandidaterne på markedet pga. understøttelsen af 3D LUT kalibrering via Calman softwaren fra SpectraCal – tag eventuelt et kig på vores gennemgang af systemet i vores test af LG C9 fra 2019. Normalvis ville vi jo anbefale, at man fik foretaget en sådan, når nu TV’et understøtter det og når man nu har valgt topmodellen. Men lige i dag, så springer jeg den anbefaling over. LG G2 blev målt igennem alle sine billedprofiler og vanen tro, så vælger vi en af ISF-profilerne til SDR-materialet, men da sidste måling af ISF Bright Room var afsluttet, så stod det klart, at luppen skulle frem for at finde et håndtag, som gav mening at hive i. Strengt taget kan vi ikke være sikre på, at TV’et ikke har været håndplukket, men vores eksemplar af G2 stod ganske enkelt lige i skabet på ISF-profilen. Der blev skruet et enkelt hak på den blå primærfarve i højlyset, men det var blot for flueknepningens skyld - det er ikke en ændring, som ville være synligt, selv ved head-to-head sammenligning med en referencemonitor. Der er flere andre profiler at vælge mellem, men ingen af dem gør det bedre ift. at gengive kildematerialet som det bør, så det skal være pga. personlige præferencer, at man går med noget andet end ISF-profilerne i SDR eller Cinema-profilen i HDR. Vi sigter i vores kalibrering efter gamma 2.2, hvilket passer med ISF Bright Room-profilen, hvor ISF Dark room-profilen er gearet mod BT1886, som er tættere på gamma 2.4 og dermed noget mørkere. I andet end et helt mørkt lokale vil BT1886/gamma 2.4 være på vippen til at knuse detaljerne i de mørke områder, hvilket også er grunden til at vi favoriserer gamma 2.2, selvom det lidt er et levn fra de gamle katoderørs-dage. Da målingerne er foretaget med gamma 2.2 som reference, så fremstår eksempelvis ISF Dark room dermed som offset, og ikke lige så præcis som ISF Bright Room, men det skyldes altså blot, at den reelt er sammenlignet med en forkert reference ift. hvad den var skabt til. Vær opmærksom på, at når TV’et detekterer en spilkonsol, vil det pr. Default aktivere LG’s spil-forbedring, som er en række “AI”-features, der har til formål at gøre billedet mere tilpasset den specifikke spillerne. Hvor idéen kan være god for nogle, så vil det dog ændre farveprofilen markant ift. reference-billedet, så hvis man vil beholde den korrekte gengivelse af farver, så skal AI-delen, der skifter billedindstillinger afhængigt af spiltype deaktiveres.

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: I 2021 implementerede vi en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
LG G2 test

Billedkvalitet

LG G2 er udstyret med det såkaldte Ex-panel fra LG, som skulle give et højere lysoutput, bedre varmeafledning og dermed mindre risiko for burn-in, og ift. sidste års G1, så er peak-lysstyrken nu også øget fra 800 nits til godt 920 nits. Lidt pudsigt, så er denne forøgelse ikke til stede når man kommer højere op end 10% dækning af skærmarealet, og herover performer G2 noget dårligere end G1 (og i særdeleshed Panasonic HZ2000) når det kommer til rent lysoutput. Nu er lysstyrke naturligvis ikke alt, men det skærer lidt i øjnene, at G2 ikke helt matcher G1 på alle punkter og stadig ikke kan lægge arm med eksempelvis Sony A90 eller Panasonic HZ2000 på peak-lysstyrke. Vi kan se, at andre anmeldere har fået klemt G2 helt op over 1000 nits, men med vores anbefalede indstillinger lod det sig ikke gøre på vores testeksemplar, men på “rigtigt” indhold føler man ikke at man mangler lysstyrke på noget tidspunkt. Som kalibreringsafsnittet afslørede, så stod skærmen med reference-billede fra starten, hvis man blot vælger den korrekte profil. Der er ikke mange point der adskiller OLED-modellerne fra hinanden, men det er alligevel sjældent, at der slet ikke skal skrues på noget ud over de obligatoriske deaktiveringer af diverse AI-algoritmer og skarpheds-indstillinger. Det er et super godt resultat! Farvegengivelsen på både SDR og HDR er da også som man måtte forvente det af en OLED-topmodel, og hudtoner mv. gengives naturligt uden den ellers lidt for kraftige rødlige nuance vi ellers normalt ser på mange af de OLED-modeller vi tester out-of-the-box. Billedkvaliteten er helt klart i reference-liga. Det gælder såvel på farvegengivelse, gengivelse af gradienter (hjulpet på vej af lidt udglatning, hvis det aktiveres via Smooth Gradation), samt håndtering af indhold i lavere opløsning end 4K. Helt fri for banding i de flydende gradienter er G2 ikke, hvilket måske især bliver tydeligt idet jeg ved siden af har Sony A95K stående, som (spoiler warning!) klarer sig exceptionelt godt i denne disciplin. Det er ikke kritisk, men man kan ane subtile streger i de generiske testmønstre, der bruges i testen. Så snart man bevæger sig over i filmmaterialet, så er det næsten umuligt at spotte dette - især fordi så rene gradienter ikke optræder specielt ofte. Filmmaterialet, der kan testes med bliver større og større efterhånden som streamingtjenesternes kvalitet stiger, og nogle af mine yndlingstitler tæller blandt andet Bladerunner 2049, Mad Max Fury Road og Tenet, Marvel-universet og Hobitten-filmene, som byder på adskillige scener som både tester håndtering af bevægelse, gengivelse af skyggedetaljer, vanvittige eksplosioner og bittesmå lysende detaljer i højlys. Især håndteringen af skyggedetaljer imponerer i Bladerunner og Hobitten og den høje peaklysstyrke kommer til sin ret i scener som flyeksplosionen i Tenet, hvor der både er ild og adskillige lamper, som oplyser landingsbanen. Man kan måske fristes til at give billedet et ekstra pift ved at aktivere den dynamiske tonemapping i menuen, og hvor det giver et ekstra boost af skyggedetaljerne og højlyset, så giver det også anledning til at man får især skyggerne lidt for fremtrædende, hvilket i visse scener går hen og stjæler fokus, såsom i introscenen med Tony Stark og Nebula i Avengers - End game. Behold hellere den neutrale indstilling og nyd det dybe sortniveau og muligheden for perfekt tracking af hvidbalancen, som sikrer at filmene vises som tiltænkt fra filmskaberen.
LG har i nogle år nu haft lidt forskellige muligheder for bevægelsesudglatning (TruMotion), og hvor vi tidligere har brugt Custom-indstillingen til at få et godt resultat, så tyer jeg hellere til deres Cinema Smooth-indstilling, som kun i få specielle situationer giver anledning til artefakter i billedet. Det sker lidt oftere end hos eksempelvis Sony, men det er bestemt i den gode ende og med mindre man specifikt sidder og leder efter fejl (det skal man måske bare lade være med), så ses det ikke i daglig brug. Hollywood og filmskaberne er ivrige efter at få os til at slå disse udglatningssystemer fra, men især på OLED kan det godt til tider være anstrengende at se på indhold i lav framerate, da meget lyse scener har tendens til at blinke, så en god algoritme er dén, som ikke ødelægger det filmiske look, men samtidigt kompenserer for de problemer denne type skærmpanel er født med. LG er kommet ret godt med på dén front de sidste år og netop dét kunne være én af fordelene ved at vælge en model med LG’s bedre billedprocessor, som kan levere 100/120 Hz opdatering af panelet, da det giver mulighed for at bruge systemet på det meste indhold, hvilket de helt billige OLED-modeller med 50/60 Hz paneler ikke i samme grad gør. LG introducerede Black Frame Insertion for et par år siden, som endnu et middel til at reducere slør, men som hidtil, så giver effekten en markant flimren på skærmen og lysstyrken tager et drastisk dyk. Dertil så låses det nu i 60 Hz, så ovennævnte fordele ved at vælge et 120 Hz panel går også fløjten. Mad Max - Fury Road gør heftigt brug af varierende billedhastighed, som giver filmen et helt specielt udtryk og Cinema Smooth-indstillingen bevarer dette udtryk, men sørger samtidigt for, at man ikke generes af OLED-panelets hurtige opdateringsfrekvens i de lyse ørkenscener. Nu hvor emnet er faldet på frekvens, så understøtter G2 VRR i alle de formater, som pt. er derude og den kan spænde fra under 20 Hz til 120 Hz, men sortniveauet hæves desværre stadig, som vi også tidligere år har rapporteret om. Dette lader til at være et panel-issue, som ikke umiddelbart står til at løse i sin nuværende form, så det er et punkt at være opmærksom på, hvis man går op i at bibeholde det dybe sortniveau når man spiller. Input lag afhænger lidt af hvordan man har tilkoblet sin spilkonsol, men bedste resultat fås i 120 Hz, hvor vi er helt nede under 6 ms. I spiltilstand ved 60 Hz og derunder ligger lag omkring 10-13 ms, og uden for spiltilstanden roder vi naturligvis rundt i den høje ende. Både 13 og 6 ms er gode værdier og burde kunne tilfredsstille de fleste, men FPS-gamere, der er vandt til monitors på +200 Hz og lag på 2 ms vil måske stadig rynke på næsen. Selv spiller jeg kun konsolspil og som makker til en PS5 var det en fryd at arbejde med G2. Jeg ville nok prioritere det dybe sortniveau over VRR, men det må blive et spørgsmål om temperament og personlig præference. Jeg spiller oftest i et ret mørkt lokale, når først ungerne er lagt i seng, så et hævet sortniveau kan tage lidt af glæden. LG tilføjede en dedikeret spil-menu, som automatisk bliver tilgængelig når TV’et spotter en spilkonsol på det aktive input. Deri er der genveje til optimering af visning af skygge og højlys, og virkningen kan justeres til ens eget temperament. Det er klart at man ikke kan booste elementer i billedet uden at bevæge sig væk fra den korrekte billedgengivelse, og i mange situationer får spillene også et lidt skævt udtryk hvis man skruer for meget. Jeg ville kun anbefale at benytte Game Optimizer til de der ønsker at opnå en fordel i kompetitive spil, hvor det eksempelvis kan være en fordel at kunne spotte en modspiller i skyggerne og selve det grafiske udtryk i spillet måske kan ofres på dén baggrund. I øvrige sammenhænge fandt undertegnede mulighederne i menuen for ødelæggende for billedkvaliteten og jeg endte med at slå alt fra og benytte en neutral kalibrering af spilprofilen i stedet.
Kigger man lidt på de mørke nuancer, så viser den største skavank ved den testede model sig, da homogeniteten af panelet i de helt mørke farver ikke er perfekt. Der er lidt banding og dirty screen at spotte, men man skal relativt langt ned i de mørke regioner før det ses og i praksis vil de færreste opleve det som et problem. Under kalibrering af skærmen var der meget lidt retention fra de hidsige testmønstre at spotte, og skærmen virkede ligeså modstadsdygtig som Sony A90 gjorde, men OLED-panelernes natur gør naturligvis, at burn-in altid vil være en risiko, hvis man blot behandler det “grimt” nok. Vi kan ikke teste den reelle risiko, men blot konstatere at ift. tidligere modeller, så damper effekten fra vores test-mønstre noget hurtigere af, hvilket er betryggende og nok især skal tilskrives tilføjelsen af en køleprofil på bagsiden af OLED-panelet.

Konklusion

LG G2 bryder ikke nogen traditioner ift. de seneste års G-varianter, men hvis man har en vinder skal man måske også passe på med at tænke for meget ud af boksen. G2 er designmæssigt en stærk model, som i høj grad tilgodeser en stilren installation og tilmed kommer med et ultra-slim vægbeslag. Eneste designmæssige udfordring er den halvbillige fjernbetjening, som ikke er en topmodel værdig.
Annonce:
Billedmæssigt ligger LG helt i front med overbevisende håndtering af bevægelse, superb farvegengivelse og høj peaklysstyrke. Sidstnævnte nåede desværre ikke at tangere Panasonics 2000-serie, og selv G1 havde den i visse sammenhænge svært ved at hamle op med, hvilket er lidt skuffende. WebOS ligner sig selv fra sidste år, og desværre har promoveret indhold fået en alt for dominerende rolle på hjemmeskærmen med mindre man abonnerer på nogle helt specifikke tjenester. LG er ikke alene i at gå med denne trend, men målt i forhold til Android, så er man lidt for låst i mulighederne for at tilrette indholdet. Til spilfolket er LG med helt fremme i feltet og understøtter både HGiG og VRR i alle de afskygninger, som pt. er mulige, og lider kun under OLED-panelets hævede sortniveau under VRR-afvikling. OLED-modellerne i dette øvre segment er alle deres “high-end”-label værdige, og valg af model vil nok i høj grad afhænge af hvilket operativsystem man sværger til eller hvilken af de få high-end-features man sætter mest pris på (slim design, lydsystemer, peak-lysstyrke for at nævne nogle stykker). G2 bør vælges pga. designet, men tag ikke fejl - den spiller lige op med Sony A90J og Panasonic JZ2000 på alle parametre og har vores varmeste anbefaling.
!
Ændret testparameter: I 2018 ændrede vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent "Smart TV" ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

LG kan ikke give os denne garanti, hvad angår webOS-platformen.

Pris og forhandler:

Lækkert design
Exceptionel farvegengivelse fra starten
HDMI 2.1 porte & funktioner
Spil-funktioner som 4K HFR, VRR


For meget promoveret indhold i webOS
webOS opdateres ikke fremadrettet
VRR giver hævet sortniveau
Fjernbetjening matcher ikke TV’ets design





Flere anmeldelser

Test: Sony X95K miniLED LCD

23 Jun 2022 |

Test: Sony A95K QD-OLED

15 Jun 2022 |

Test: LG C2 OLED 'Evo'

10 Jun 2022 |

Test: Samsung QN95B 'Neo QLED'

02 Jun 2022 |