Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung QN95A 'Neo QLED' - FlatpanelsDK

Test: Samsung QN95A 'Neo QLED'

|


Samsung har lanceret "Neo QLED". Det er selskabets første LCD TV med miniLED-bagbelysning og enten 4K- eller 8K-opløsning. De nye LCD-modeller har zone-styret lys, en opgraderet video-processor, nye lydfunktioner, HDMI 2.1 med 4K120, VRR, ALLM og mere. Der er også en opfrisket fjernbetjening og forbedringer på Tizen-platformen til apps.

Bemærk: Flatpanels anmelder 55-tommer QN95A med eksterne One Connect-boks og VA LCD-panel. QN91A, QN92A og QN93A i Europa/Danmark samt QN90A i USA ser ud også at have VA LCD-panel, men der er meldinger om, at QN90A i Europa bruger et miks af VA og IPS LCD-paneler i nogle formater og lande. Tjek før du køber. IPS LCD har meget lavere kontrast.

 Læs også: Oversigt: Samsung 2021 TV


Pris og forhandler:

55"
65"
75"
85"

Første indtryk

Samsung QN95A er et tungt men elegant TV, med smal ramme og en relativ tynd profil. Det giver et strømlinet skærmdesign. QN95A har stikindgange og udgange placeret i den eksterne One Connect-boks, hvorimod de andre QN9xA varianter leveres uden den eksterne boks – stik findes i stedet på bagsiden af TV'et. Sværvægter-foden, der er i metal, fungerer som et meget solidt fundament for skærmen selvom den kun støtter skærmen midtpå. Siden Samsung lancerede første udgave af den eksterne One Connect-boks, er boksen blevet større og tungere. Den seneste udgave er næsten som en lille konsol, man skal finde plads til ikke alt for langt fra TV'et. Den forbinder til skærmen med et enkelt kabel, der overfører både strøm og data/video. Samsung kalder det 'invisible cable', hvilket var en passende beskrivelse dengang det blev introduceret, men også kablet er blevet tykkere sidenhen.

Samsung QN95A test

Vi synes stadig godt om Samsung One Connect-koncept, men vi er kede af at konstatere, at størrelsen på boksen og tilbehør går i den forkerte retning. En af de primære årsager er det høje strømforbrug i Samsungs skærme, hvilket stiller krav til strømforsyningen. Samsung har stadig det meste effektive antirefleks-filter blandt TV-skærme på markedet. High-end modellerne formår effektivt at afskærme lys fra omgivelserne selv i oplyste stuemiljøer.

Brugeroplevelse & features

Samsungs styresystem Tizen er nået version 6.0 med nye funktioner som Game Bar, Samsung Health (trænings-app, som endnu ikke er klar i Danmark), PC on TV (nem tilslutning af PC) og Google Duo (video-opkald). Som altid er Tizen 6.0 reserveret til 2021-modellerne. Samsung nægter stadig at opdatere tidligere TV-modeller. Selskabet har heller ikke forpligtet sig til at opdatere Tizen på 2021-modellerne. Skærmen er nem at opsætte med eller uden den tilhørende smartphone app, men man kommer ultimativt til at bruge lang tid på at indtaste brugernavne i de forskellige apps, man abonnerer på. Så snart TV'et er opsat møder man Rakuten, som er fundamentet i Samsungs TV Plus-tjeneste i Danmark og andre lande – og som led under markant lydforsinkelse på vores QN95A. Vi ville ønske, at Samsung ikke pressede egen tjeneste så langt frem idet det kommer til at minde mere om en reklame for Rakuten end nyttig funktionalitet. Som du kan se, så viser Samsung TV også reklamer i Tizens bundmenu.

Samsung QN95A test

Tizen 6.0
Ud over de nævnte nye funktioner til træning, PC og videoopkald, så virker Tizen som hidtil. Den menu, som glider op fra bunden af skærmen, giver nem adgang til streaming-apps, omend flere danske apps mangler på 2021-modellerne selvom de findes på 2020-modellerne. De gælder bl.a. DRTV, Blockbuster og Viafree. Samsung oplyser, at nogle apps årligt skal godkendes på ny før de fremkommer i Tizens app-katalog på nye modeller. Der arbejdes på sagen. Efter LG har lagt sin bundmenu i webOS på hylden til fordel for en fuldskærms-menu, ser Samsungs Tizen endnu mere attraktiv ud for købere, der søger en integreret Smart TV-løsning. Ud over populære streaming-apps, så byder Tizen på funktioner som Ambient Mode, SmartThings hjemmestyring og indbygget Apple AirPlay 2 til at få video (i op til 4K HDR) og musik fra iPhone/iPad trådløst op på skærmen. Omvendt mangler Samsung TV understøttelse af Google Chromecast og Apple HomeKit. Den største ændring i 2021 er nok Game Bar, som giver hurtig adgang til skærmens mange spil-funktioner inklusiv AMD FreeSync Premium Pro. En ny 'Super Ultrawide GameView' tilstand gør det muligt for PC-brugere af afvikle spil i de brede 21:9 og 32:9 formater. I Game Bar kan man tjekke kildeinformation som billedfrekvens, HDR og VRR. Det er et nyttigt værktøj til konsol- og PC-gamere. Se billedet og yderligere kommentarer nede i billedkvalitet-afsnittet. Herudover har Samsung udviklet en smartere picture-in-picture tilstand, som giver brugeren mulighed for at gemme sine favorit 'multi-view' konfigurationer (se foto nedenfor). Der tilbydes tre indbyggede stemmeassistenter: Amazon Alexa, Google Assistant og Samsungs egen Bixby, men ingen af dem taler dansk og selv på engelsk er funktionaliteten begrænset til basal TV-styring. Bixby er efter vores opfattelse en særdeles dårlig oplevelse. Når det er sagt, så mener vi, at det er vigtigt at understrege, at Tizen apps generelt kører som webview, hvilket indebærer, at de mere har karakter af hjemmesider end 'rigtige' apps. Tizen er ikke et poleret og omfattende TV-styresystem i stil med Apple tvOS og i stigende omfang Android TV / Google TV i konkurrerende skærme. Hvis Tizen skal holde trit, så skal det udvikle sig til et bedre udbygget TV-styresystem med en åben app-butik, bedre hardware, en langsigtet forpligtelse om opdatering, stærk opbakning fra tredjepartsudviklere og mere avancerede funktioner i almindelighed. Sammenlignet med Samsung TV fra 2020 og 2019, så forbliver Tizen i store træk uændret. Hvis du vil læse mere om mulighederne i TV-guide, tunerfunktionalitet og relaterede funktioner, så henviser vi til sidste års Q95T / Q90T test.

Betjening

Sidste års Samsung Q95T blev leveret med en udsøgt fjernbetjening i metal. Dette års QN95A og billigere Samsung 4K-modeller leveres med en redesignet sort fjernbetjening, der ser mere elegant ud end den føles, primært fordi den nu er skabt i plastik. Samsung har forsøgt at dække over det faktum ved at give plastikoverfladen et børstet metal-look, hvilket på sin vis opsummerer Samsungs TV-design i senere år – plastik med metal-look har ligeledes fundet vej til selskabets TV-modeller i livsstil-serien. Der er solceller på bagsiden, som kan oplade fjernbetjeningen indendørs og udendørs, foruden en USB-C port. Samsung promoverer det som en initiativ, der kan trække millioner af engangs AAA-batterier ud af ligningen. Det er sandt, men det kommer til at lyde lidt hult, når en 55-tommer QN95A forbruger op til 190W, baseret på vores målinger. Hvis Samsung ønsker at værne om miljøet så bør de starte med at kigge på egne miniLED-baserede LCD TVs, som er meget ineffektive til at konvertere energi til lys og farver. Fjernbetjeningen har tre sponsorerede knapper til hhv. Amazon, Netflix og Samsung TV Plus. Det er en skam, at de ikke er konfigurerbare. Overordnet set er Samsungs fjernbetjening dog stadig en af vores favoritter, baseret på det simple design og fraværet af knapper.

Samsung QN95A test

Samsung QN95A test

TV-lyd

Det indbyggede højttaler-system (8 enheder) er anstændigt og afgjort bedre end gennemsnittet for TV-højttalere. Højttalerne er skjulte, så lyden kan til tider virke en smule indelukket, men stemmer fremstår for det meste klare – også ved højere lydstyrke. Ydelsen har dog udsving og højttalerne kan lyde skingre til tider. Der er åbenlyse begrænsninger på basrespons, men overordnet bør højttalerne tilfredsstille husstande med blandet tv-brug. TV'et har forskellige dynamiske lydindstillinger herunder Adaptive Sound+, som "analyserer hver scene i realtid for at identificere og gengive lydtypen". Der sker helt sikkert et eller andet, men vi er ikke overbeviste om, at det er positivt. Det lyder anderledes, ikke nødvendigvis bedre. Søger man den store film- eller spiloplevelse så anbefaler vi en ekstern løsning til TV-lyd. Musik var heller ikke en fornøjelse på Samsung indbyggede højttalere. Vi ønsker samtidig at inkludere en generel kommentar om Dolby Atmos idet der fortsat er en del forvirring om Atmos-support i Samsung TV. Kort fortalt så understøtter Samsung TV ikke Dolby Atmos (ej heller Dolby Vision), hvilket betyder, at de ikke kan dekode Atmos. Det betyder dog ikke, at Atmos er låst ude. Nogle af de indbyggede apps formår (på nogle Samsung TV-modeller) at trække bitstream (det komprimerede Atmos-signal) ned og videregive det til en Atmos-kompatibel receiver/soundbar, som så kan dekode signalet. Andre apps, herunder Apple TV appen og Disney+ på vores eksemplar af QN95A, identificerede ikke TV'et som Atmos-kompatibelt og leveres derfor ikke Atmos bitstream til TV'et (hvorfor det heller ikke kan videresendes til en soundbar) – sikkert pga. af den ovenfor beskrevne situation. Der er en HDMI eARC-port i de fleste af Samsungs 2021-modeller, men det er irrelevant ift. at få Atmos ud af TV'ets indbyggede apps. eARC har kun relevans ift. eksterne kilder, hvorfra Atmos kan loopes korrekt igennem Samsung TV: Hvis Dolby Atmos er vigtigt for dig og du ønsker at bruge TV'et indbyggede apps, så overvej om et Samsung TV er det rigtige valg for dig – eller overvej en ekstern medieafspiller.

Kalibrering

Samsung TV har generelt færre billedprofiler end TV fra andre mærker – hvilket er positivt – men stadig for mange. Ud over de sædvanlige profiler (Standard, Dynamic, Game, Movie og Natural) har Samsung tilføjet 'Filmmaker Mode', som nok bare skulle have erstattet 'Movie' idet de er mere eller mindre identiske. Samsung kan med fordel også fjerne 'Natural' og 'Dynamic' idet 'Standard' allerede er meget dynamisk og skrap. De eneste billedprofiler, som er relativt præcise er 'Movie' og 'Filmmaker Mode', og det er dem som vi anbefaler til både SDR- og HDR-fremvisning på Samsung TV. Med lidt 2-punkt kalibrering formåede vi at forbedre præcisionen yderligere, som det kan ses af grafen nedenfor. Vi har også inkluderet vores kalibreringsforslag (for SDR) i tabellen nedenfor. Samsung TV understøtter Calman AutoCal, hvis man har udstyret og softwaren. Samsungs 'Game' profil er derimod en øvelse i dårlig billedkvalitet. Den er så ekstrem, at det gjorde ondt i mine øjne. Selv i SDR blev lysstyrken skruet op til 1600 nits, hvilket ikke bare er ekstremt men også usundt, mens farverne trækkes ud så de fremgår overmættede. Den meget høje farvetemperatur gør, at alt ser mere blåligt og køligt ud. Hvad angår 'Game' i HDR, så har Samsung modificeret lyskurven (PQ-kurven) så alle spil fremstår markant lysere end tiltænkt – altså forkerte (se billedeksempler i billedkvalitet-sektionen). Idéen om at booste lys og farver i spil-profilen er underlig. Spiludviklere lægger meget arbejde i at sikre, at deres spil fremstår på en særlig måde og med en særlig stemning, hvilket er grundlæggende for spiloplevelsen, så hvorfor mener TV-producenter, at det er deres opgave aktivt at forsøge at ændre på det? Det er den dårligste 'Game' mode, som vi erindrer at have set i en TV-skærm. Bemærk, at 'Game' aktiveres fra den generelle indstillingsmenu (eller den nye Game Bar) i stedet for den normale menu til at vælge billedprofiler. TV'et formåede at dække hhv. 94% og 70% af de DCI-P3 og Rec.2020 farverum, som HDR åbner for. Det er en pæn forbedring ift. sidste års skuffende Samsung Q95T / Q90T (hhv. 87% og 64% dækning), men stadig en smule under de bedste OLED TV. På den anden side formår Samsungs LCD TV at holde farvemætningen ved højere lysstyrker end OLED TV (som alle er bygget på WOLED-panelet).

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: Vi har fra testen af LG C1 i år implementeret en ny metode for måling af gennemsnitligt strømforbrug i SDR og HDR, hvilket gør at tidligere års målinger ikke er 1:1 sammenlignelige. Denne metode vil blive anvendt fremadrettet. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
Samsung QN95A test

Billedkvalitet

For første gang har Samsung taget miniLED-bagbelysning i brug i sine high-end LCD TV – ligesom konkurrenten TCL. For at signalere ændringen er Samsung begyndt at promovere sine top LCD TV som "Neo QLED". MiniLED i sig selv forbedrer ikke billedkvaliteten. De afgørende faktorer, som bestemmer/forbedrer billedkvaliteten i LCD TV er stadig paneltypen (VA eller IPS) samt antallet af lyszoner (og hvordan de styres). Bemærk: Flatpanels anmelder 55-tommer QN95A med eksterne One Connect-boks og VA LCD-panel. QN91A, QN92A og QN93A i Europa/Danmark samt QN90A i USA ser ud også at have VA LCD-panel, men der er meldinger om, at QN90A i Europa bruger et miks af VA og IPS LCD-paneler i nogle formater og lande. Tjek før du køber. IPS LCD har meget lavere kontrast. Vi talte 36x16 lyszoner, hvilket totalt giver på 576 zoner i 55-tommer modellen. De større formater har sandsynligvis flere zoner for at matche det større skærmareal. Med 576 zoner byder QN95A på en betydelig forbedring ift. de 120 zoner, som sidste års 65-tommer Q95T/Q90T var udstyret med (55-tommer udgaven havde formentlig færre). Det er også et lille løft ift. 2019's Q90R, som er Samsungs hidtil bedste 4K LCD TV. Systemet til zone-styring formår at presse den maksimale lysstyrke på skærmen op på knap 1700 nits og at gengive relativt dyb sort, men ikke på samme tid. I mindre segmenter af skærmbilledet, hvor den maksimale lysstyrke i HDR-video primært tages i brug, rammer QN95A typisk 700-800 nits (se tabellen med målinger), hvilket er på niveau med OLED TV, men dog ikke med samme dybe sort som på OLED. I større segmenter af billedet kan QN95A nå højere op i lysstyrke og i fuld skærm kan den sende over 700 nits afsted, hvilket er blændede i mørke omgivelser. Tallene 1700 nits peak og 700 nits fuldskærm er primært teoretiske fordi når film og spil skabes i HDR, så er de højeste lysniveauer ofte at finde i lysreflekterende overflader, stjerner, lamper og andre små områder af billedet.
Begrænsningerne ved zone-styringen vil stå klart for seeren efter få timers film- eller spilbrug i HDR-format i aftentimerne. I mange scener vil man se synlige glorier (blooming) om lyse objekter i billedet, undertekster osv. Det er faktisk en ganske simpel beregning. Den iboende kontrast i VA LCD-panelet i Samsung QN95A er omtrent 4000:1. Det betyder, at når TV'et øger sin lysstyrke til f.eks. 1000 nits, så vil et sort område i samme lyszone (og ofte tilstødende lyszoner) vise en glorie med omkring 0,25 nits lysstyrke (1000 / 4000 = 0,25), hvilket er gråt, ikke sort. 2000 nits vil give glorier på ca. 0,5 nits (2000 / 4000 = 0,5) osv. Ligesom bas i højttalere, så kan intet niveau af processorkraft eller nogen algoritme kompensere for hardware-begræsningerne forårsaget af for få lyszoner. Med 576 zoner vil hver zone dække 14400 pixels på et 4K LCD-panel. Den tilsyneladende endeløse forventning om, at "næste år er det fikset" eller at software kan løse det er en hoved-i-skyen drøm, som "miniLED" markedsføring ser ud til at have boostet yderligere. Der skal tusindvis, hvis ikke hundredetusindvis, af zoner til før man kan undgå blooming – eller endnu bedre styring af lys på pixel-niveau som i OLED og microLED (ej at forveksle med miniLED). Dimming-systemet har også tendens til at blive forvirret. Små lysende objekter i billedet kan få skærmen til at løfte lysstyrken i hele billedet. Korte udbrud af lys i film/spilscener, eksempelvis en eksplosion, kan gøre at hele skærmbilledet "popper" og på samme måde kan mørke scener få hele skærmen til at dæmpe sig til nærmest fuldt dæmpet skærm. Lyse objekter såsom et stjerneskud giver ofte en hale af lysglorier efter sig fordi lyszoner har længere stigningstid og faldetid end pixels i LCD-panelet. Vi har i afsnittet ovenfor fokuseret på zonestyringen fordi det den afgørende forskel på et regulært, billigt LCD TV og så Samsung QN95A – LCD-panelet i sig selv er ikke meget anderledes.
Hvis man kan acceptere disse lysglorier og tilhørende problemer, så får man et HDR-billedet der til tider funkler, afhængigt af film/spilscenen. Visse HDR-scener fremstår sågar bedre på Samsungs TV end på et OLED TV, men Samsungs LCD TV mangler den dybe sort fra OLED-skærmene, hvorfor HDR i film og spil generelt har mindre gennemslagskraft. Overordnet kan QN95A da heller ikke matche OLED TV på HDR-billedkvalitet, samtidig med, at billedfremvisningen svinger langt mere ift. scenen. Til fremvisning af HDR-indhold er kontrast og lysstyring mere afgørende end den maksimale lysstyrke. Vi havde mulighed for at sammenligne Samsung QN95A side-om-side med Sony X90J (fuld anmeldelse følger). Sony'en har færre lyszoner men respekterer indholdskilden. Selv i 'Movie' profil med forskellige dynamiske billedsystemer afkoblet, tager Samsungs TV en form for dynamisk tone-mapping i brug til at få HDR-billederne til at fremstå lysere end kildemateriale. Det kan ses tydeligt nedenfor (begge TV i HDR 'Movie' profil). På Samsung TV'et fremstår scenen næsten som dag. Scenen skal fremvises som skumring.

Samsung QN95A test

Venstre: Sony X90J. Højre: Samsung QN95A

Samsung QN95A test

Venstre: Sony X90J. Højre: Samsung QN95A

Afsnittene ovenfor relaterer sig primært til HDR-video. Med SDR-indhold, altså alt indhold som ikke er i HDR inklusiv de fleste kanaler og det meste streamingindhold, nedtones zone-styringens aktivitet (med mindre du sætter TV'et i 'Dynamic' eller 'Standard'). Billedet fremstår mere balanceret og der er færre visuelle distraktioner. Samsung har en god videoprocessor, men vi anbefaler, at man slår de forskellige dynamiske billedsystemer fra, inklusiv "AI" funktionerne som degraderer billedet og får det til at fremstå kunstigt. I et oplyst stuemiljø formår Samsung QN95A med sin kombination af høj lysstyrke og det gode antirefleks-filter bedre at opretholde mætningen i billedet end OLED TV, om end sidstnævnte stadig vil være vores præference til et stuemiljø.
TV'et har en meget vedholdende lyssensor, som forbliver aktiv selv efter vi forsøgte at deaktivere den fra brugermenuen. Den justerer lysstyrken på skærmen ift. lyset i dine omgivelser og det virker ganske godt. Dog vil man opleve situationer, hvor skiftet fra HDR-indhold til SDR-indhold kortvarigt sender et blændende lyst billedet ud af skærmen indtil den får rettet ind. Det er ikke en særlig behagelig oplevelse. Risikoen for burn-in er væsentlig lavere på et LCD-panel ift. et OLED-panel. Såfremt komponenterne står distancen, så bør QN95A's skærm leve længere end et OLED TV. Nogen brugere vil af denne årsag kunne overveje LCD TV til PC, spil og fremvisning af statiske billeder, f.eks. Samsungs Ambient Mode. Hvad angår spildelen, så har Samsung QN95A fire HDMI 2.1 porte (QN90A til QN94A har kun en HDMI 2.1 port) med understøttelse af signaler i 4K120 (4K ved 120 billeder per sekund) samt VRR i form af AMD FreeSync med et frekvensspænd på 48 til 120Hz, hvilket betyder, at TV'et kan matche sin billedfrekvens helt ned til 48fps i konsol/PC-spil. I vores test fungerede FreeSync som tiltænkt med kompatible spilenheder. Ved at holde Play/Pause-knappen nede på fjernbetjeningen får man adgang til Samsungs nye 'Game Bar' menu, hvorfra man kan se nyttig information og finde genveje til funktioner. Det er en fin tilføjelse.

Samsung QN95A test

Som fremhævet i kalibreringsafsnittet så er Samsung 'Game' profil dog meget dårlig i både SDR og HDR. Den fremviser vildt forkerte farver og gråtoner, og sender lysstyrken på himmelflugt, hvilket er ubehageligt at kigge på. Vi forstår simpelthen ikke idéen om en 'Game' profil, der ikke er tro mod kilden. Et eksempel: Amanitas Creaks (PlayStation, Xbox, PC, Apple TV, Switch) er et vidunderligt adventure/puzzle-spil med en mørk atmosfære (som er hele fundamentet i spillet). Samsungs spil-profil ændrer så markant på fremvisningen, at spillet ændrer karakter. Hvis det er sådan du ser spillet, så oplever du ikke det, som spiludviklerne havde ønsket, du skulle opleve det.
Venstre: Hvordan Creaks skal se ud. Højre: Samsungs 'Game' profil
Vi målte input-forsinkelsen til 12,3 ms i 'Game' profil og omkring 75-85 ms i de andre billedprofiler. Du kan tage en af to tilgange her. Den ene er at justere 'Game' profilens billedindstillinger til at være mindre ekstreme, men det kræver noget erfaring. Den anden er at vælge en anden billedprofil og sørge for at slå 'Picture Clarity' og andre dynamiske billedsystemer fra. Det er også værd at fremhæve, at – ligesom alle andre zone-styrede LCD TV – så neddrosler Samsung QN95A sim zonestyring markant i 'Game' profil af hensyn til at holde forsinkelse på signalet lav. Sort vil fremstå mere gråligt og lyse objekter i billedet mindre funklende og ikke så lyse som i andre billedprofiler. Billedet som helhed vil fremstå lysere, men det skyldes Samsungs justeringer for lyskurven i spil-profilen. I alle TV's spil-profil vil skærmpanelet fremstå i mere rå form. Det er derfor, at man generelt ønsker så få tillægssystemer i en skærm som muligt – de gode billedegenskaber skal så "tæt" på skærmpanelet som muligt. Til spilbrug er Samsung QN95A ikke tæt på at matche et OLED TVs billedkvalitet pga. OLEDs lys/farvestyring på pixel-niveau, men den lavere risiko for burn-in på LCD kan måske bringe favoritværdigheden tilbage i Samsungs favør hos nogle købere.
En sidste ting som vi ønsker at dække ift. hvordan bevægelse fremvises er, at Samsungs TV bruger baglys-scanning vedvarende i de fleste billedprofiler, hvis ikke dem alle – selv når systemer til at forbedre 'motion' er frakoblet. Baglys-scanning kan give bedre klarhed i bevægende billeder, men pga. den høje flimmerfrekvens kan det også være lidt hårdt for øjnene, hvilket er netop hvad der fik os til at undersøge det nærmere (se fotoet nedenfor taget med hurtig lukketid for at illustrere hvad der sker i "slow motion"). Kombineret med PWM (Pulse Width Modulation) styring af miniLED-baglyset til at regulere lysstyrken, så oplevede vi en vis øjenbelastning efter lange dage foran skærmen.

Samsung QN95A test

QN95A byder på selskabets teknologi til at udvide betragtningsvinklen. Det er et delvist aktivt system designet til at øge betragtningvinkler på bekostning af den effektive opløsning i skærmen. Det er forklaret nærmere i tidligere anmeldelser. Man vil stadig se en nedbrydning af farver og i højere grad kontrast fra yderlige vinkler. Lysglorier fremstår langt mere synlige, når man ikke sidder ligefor skærmen.

Konklusion

Samsung nedgraderede sidste år sine 4K LCD TV, tilsyneladende for at få sine 8K LCD TV til at fremstå mere attraktive. Flatpanels kritiserede manøvren så vi er glade for at kunne berette, at Samsung ser ud til at have taget kritikken til sig og skiftet kurs. Samsung QN95A (og QN91A, QN92A, QN93A) er en fin opgradering ift. sidste års Q95T/Q90T. Billedkvaliteten er mere på linje med 2019's Q90R. Ikke pga. miniLED, men i stedet antallet af lyszoner. Omvendt døjer "Neo QLED" stadig med markante lysglorier (blooming) i billedet.
Annonce:
Tizen er en tilstrækkelig god TV-platform med sin minimalistiske bundmenu, der giver hurtig og nem adgang til streaming-apps – dog med en håndfuld mangler på den danske front. Samsungs bundmenu fremstår samtidig endnu mere attraktiv i år efter LG har droppet sin bundmenu til fordel for en fuldskærmsmenu. Samsungs nye 'Game Bar' er fin, men derudover er der ikke meget nyt at berette om Tizen. Det er kritisabelt, at Samsung stadig nægter at opdatere Tizen til nyere fuldversioner efter køb. Således vil 2021-modellerne også være fanget på Tizen 6.0. Samsung QN95A er udstyret med HDMI 2.1 til 4K120 og VRR fra de nye spilkonsoller, men spiloplevelsen trækkes markant ned af Samsungs frygtelige 'Game' profil, der er så ekstrem i lys og farver, at den ændrer spiloplevelser. På samme tid neddrosles zonestyringen markant i spil-profilen, hvilket gør at sort og kontrast lider. Nogen vil måske vurdere, at QN95A's lave input-forsinkelse, Game Bar og lavere risiko for burn-in opvejer dette. Alt i alt er Samsung QN95A et af de bedste LCD TV på markedet, men det matcher ikke billedkvaliteten i HDR og SDR fra den stigende pulje OLED TV til lavere priser.
!
Ændret testparameter: I 2018 ændrede vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent ”Smart TV” ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

Samsung kan ikke give os denne garanti, hvad angår Tizen-platformen.

Pris og forhandler:

God billedkvalitet
Forbedret zone-styring (flere zoner)
Anstændige TV-højttalere
HDMI 2.1 funktionalitet


Ofte lysglorier i billedet
Tizen får ikke opdateringer
Dårlig 'Game' profil
Detaljegrad ved brug af brede betragtningsvinkler




Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |