Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung Q95T / Q90T (4K QLED) - FlatpanelsDK

Test: Samsung Q95T / Q90T (4K QLED)

|


På grund af corona-krisen er vi kommet lidt sent i gang med testene, så hvor vi normalt har haft Samsung på bænken allerede i maj, så er tingene først faldet på plads her i juni, hvor vi nu kan se på topmodellen i QD-LCD 4K-serien, Q90T/Q95T, som byder på de fleste af Samsungs specielle features i form af Q Ultra Wide Angle, No-gap vægmontering, One Connect-boksen (Q95T) og den stilrene One Remote i metal.

Samsung Q95T (med One Connect) og Q90T (uden One Connect) kommer i 55”, 65”, 75” og 85” varianter, og vi har set på 65”-modellen. 

 Læs også: Oversigt: Samsung 2020 TV


Pris og forhandler:

55"
65"
75"
85"

Første indtryk

Topmodellen i Q-serien fra Samsung har været temmelig stilren i sin fremtoning de sidste mange år, og Q95T deler hovedparten af de fysiske træk med sine forgængere, som Q9FN og Q90. Da der er tale om en fuld baggrundsbelyst LCD-skærm, så er tykkelsen på skærmen til den høje side for en fladskærm, og prydes af en tynd metalramme og en forholdsvis lille kant rundt langs fronten af panelet. Den helt rammeløse variant forbeholdes Samsungs 8K-topmodel. Foden er identisk med den vi så på Q90R og i det hele taget skal man nok være lidt af en kender for overhovedet at kunne se forskel på de to TV.
Vender vi skærmen om, så er hullet til Samsungs no-gap-beslag nu ikke længere muligt at gemme væk med et dæksel, men er blevet mere organisk med en blødere overgang. Der er kun ét stik i selve skærmen og det forbinder panelet med One Connect-boksen, og leverer både billedsignal og strøm via et tyndt kabel. Dette gælder Q95T-serien, mens Q90T er samme skærm uden One Connect-boksen. One Connect-boksen er et Samsung-only kendetegn og giver mulighed for at flytte alle stikforbindelser 3 meter væk og få en pæn vægmontering selvom man måske har brug for at koble adskillige eksterne enheder til. Boksen har samme fysiske dimensioner, som på sidste års 4K-modeller (dvs. mindre end 8K-modellernes boks) og huser, som sædvanligt, alle stikforbindelserne såsom HDMI (1x HDMI 2.1 og 3x HDMI 2.0), SPDIF, diverse antennetilslutninger, netværk og CI-slot. HDMI-ARC-porten nu er opgraderet til eARC, men hvad angår selve boksen, så er der ikke så meget nyt at berette hér. Vanen tro er topmodellerne fra Samsung nu forsynet med den meget effektive Q Ultra Wide Angle teknologi, som dels øger betragtningsvinklerne betydeligt og dels kvæler refleksioner i langt højere grad end nogen anden producents TV formår. Sidste år fik vi skudt et billede i selskab med et 2018-OLED-panel, hvor forskellen er tydelig.

Samsung Q90R test

Brugeroplevelse & features

Tizen version 5.5 er dette års variant af Samsungs egen smart-platform, som her i Danmark desværre ikke endnu er helt så begavet, som den variant vi så fremvist på CES. Multi View funktionaliteten, som tillader, at man deler indhold fra eksempelvis mobilen via et PIP-vindue på TV’et fik vi ikke til at fungere med vores iOS-enheder, men var ellers en af de features, som var ret lovende. Funktionen tillader, at du spejler indhold fra din mobiltelefon i et vindue, som kan placeres på skærmen og hjælpe dig med at have alt skærmindhold samlet ét sted, så du ikke misser scoringen i overtid fordi du samtidigt tjekker de øvrige fodboldkampes stilling på telefonen.
Rent designmæssigt er Tizen kun ændret marginalt i form af nogle lidt mindre ikoner i Smart Hub. Indholdet fylder egentlig ikke mindre end før, men ikonerne til apps er blot skrumpet lidt og har givet mere plads til anden indholdsrække, der kan vise indhold fra de tjenester, som understøtter dette. Listen udvides konstant og både Apple TV+, Rakuten, Amazon Prime, Youtube, Netflix og Viaplay var i stand til at vise indhold heri, men apps som YouSee, Dplay og Cmore kunne ikke. Har man smart-grej i huset, som understøtter Samsungs SmartThings, så tilbyder Tizen en hub i stil med Apples HomeKit (som ikke understøttes) hvor udstyret kan kontrolleres. SmartThings til din mobiltelefon giver også adgang til kontrol af dit Tizen-TV, så funktionen går begge veje. Via denne app kan man også konfigurere Ambient Mode på TV’et, hvilket er en nødvendighed for at benytte muligheden for at lægge din egen vægs tekstur ind som “pauseskærm” på TV’et. Denne feature er nok mest anvendelig hvis din væg er mere spændende end blot hvid filt, men Ambient Mode kan også bruges til at vise andre billeder eller information om kalenderaftaler mv. Funktionen kan aflæse lysets nuance i rummet, og tilpasse tonen på skærmen, så den passer bedst muligt ind. Der er ikke tale om biledramme-funktionen fra The Frame, men mange af de features som The Frame tilbyder kan efterhånden findes eller skabes ved at bruge egne billeder på skærmen. De tre stemmeassistenter du kan benytte på Tizen - Alexa, Google og Bixby - fungerer ikke alle lige godt herhjemme, hvor især den sidste ikke imponerer, og Google har endnu ikke bragt den danske variant af deres assistent ind i danske TV, så overall set, så må vi stadig væbne os med tålmodighed, hvis ambitionen er at tale smart med TV’et. Samsung hoppede sidste år med på AirPlay 2-vognen, og er stadig med ombord, så du kan caste indhold fra din Apple-enhed til skærmen når den er tændt. Det lykkedes ikke at få lov at caste til skærmen fra slukket tilstand og dermed tænde skærmen med andet end Samsungs SmartThings-app. Film castet fra eksempelvis iTunes blev korrekt detekteret som eksempelvis 4K HDR. Vi noterer os desuden, at TV'et fra Samsung kan dekode indhold i det nye AV1-videoformat. Samsung havde kun bekræftet det for sine nye 8K TV, hvor AV1 er påkrævet til YouTube 8K. Vi er ikke klar over, hvor langt ned i 4K-serierne AV1-dekodning virker, men det virker i hvert fald på Q90T/Q95T. Interfacet på Tizen er blandt de mere funktionelle, men hastigheden efterlader en del tilbage at ønske. Der er ofte mærkbart lag - især lige efter opstart - og systemet føles ikke rigtig flydende at navigere i, hvilket er lidt skuffende.

Betjening

Samsungs metalfjernbetjening, som medfølger til high-end modellerne er lækker. Den ligger godt i hånden, har en god tyngde, og er så minimalistisk, som en fjernbetjening bør være i 2020. Lige med undtagelse af de tre skæmmende genveje til hhv. Netflix, Amazon Prime og Rakuten TV. Af de tre er der maks. én jeg ville bruge mere end en enkelt gang i ugen og generelt er det bare en uskik at hardcode knapper til specifikke tjenester. Giv nu brugeren valgfrihed over hvad knapperne skal åbne.

Samsung Q90R test

Q95T detekterer selv tilsluttede enheder og vil efter bedste evne forsøge at sætte dem op, så de kan betjenes med metalfjernbetjeningen. Om det skyldes had til Apple eller mangler i CEC-kommunikationen skal jeg lade være usagt, men Q95T nægtede at genkende mit ATV 4K, selvom HDMI-CEC-kommandoerne stadig fungerede uden problemer. De fleste øvrige enheder gav sig fint til kende og kunne derefter identificeres i input-menuen og tilføjes som et kort på hjemmeskærmen. Med enheder, som ikke genkendes, må man lige selv navngive dem, så de er til at holde styr på. Samspillet med SmartThings-app’en virkede for det meste fint og tillader betjening af TV’et, valg af inputkilder og styring af Ambient-mode. Man kan også starte installerede apps direkte, men der er ikke et flow af information fra app’en tilbage til SmartThings, så du kan ikke trække på API’en til visning af den sekundære indholdslinje i menuen, som TV’ets eget interface formår. TV’et kan også styres via Bixby, men det begrænser sig til simple kommandoer, såsom at skifte input, skifte kanal, indstille volumen og deslige. Du kan ikke starte et specifikt afsnit af din yndlingsserie på Netflix, og du kan ikke spørge Bixby om hvad det er for et program du ser lige nu på TV.

TV & lyd

Vi finder de samme muligheder for TV-visning, som vi har set de sidste par år og generelt fungerer TV-delen ganske udmærket. Der er stadig lidt problemer med hak på 50 Hz materiale, som det meste TV-indhold herhjemme jo desværre sendes i, og brugen af MotionPlus afhjælper ikke helt problemet. Du har mulighed for at tilslutte en USB-disk og optage TV-programmer, men hav in mente, at der kun er ét CI-slot og dermed kan kun én kanal dekodes af gangen, så visning af én kanal og optagelse af en anden virker kun, hvis den ene er ukodet.
I modsætning til Q90R, så sendes Q90T/Q95T på markedet med eARC-understøttelse, hvilket betyder, at der kan videresendes multikanals-lyd, såsom Dolby Atmos, i ukomprimeret kvalitet via eksempelvis Dolby TrueHD. TV’et understøtter også Dolby Atmos via DD+, så indhold fra Netflix kan sendes via almindelig ARC til en Atmos-kompatibel soundbar eller lydanlæg. Vi testede dette med en Sonos Arc tilsluttet og kan bekræfte, at Dolby Atmos kan videresendes fra TV’et både fra en HDMI-kilde og fra en app på TV’et. Af en eller anden grund nægtede soundbar’en at spille lyd, hvis output var sat til eARC (uanset indstilling), så vi fik kun DD+ varianten af Atmos igennem. Læs også: HDMI ARC (Audio Return Channel) og eARC forklaret Lyden fra de indbyggede højttalere er bedre end gennemsnittet, og forsynet med Samsungs “OTS”-system (Object Tracking Sound), der skulle forsøge at gengive lyden, som kom den direkte fra lydkilden i billedet. I praksis gør det ikke den store forskel og den generelle følelse man får fra lydsystemet er nok mere, at der mangler en del i bunden. Der er god gengivelse af tale, og der kan skrues op til et anstændigt niveau uden for mange problemer, men den helt klare anbefaling må være, at du finder et eksternt lydsystem, da der ikke er mulighed for tilkobling af en særskilt subwoofer, ligesom visse af konkurrenterne tilbyder.

Kalibrering

Der er befriende få profiler at vælge mellem på Samsungs TV, og kun én af dem taler til billedpuristen, så vi holder os til Film-profilen under kalibrering. Du kan se hvordan de øvrige billedprofiler performer i menuen til højre. Samsung siger, at der senere tilføjes Hollywoods nye ‘Filmmaker Mode’ via en opdatering. Denne opdatering var dog ikke blevet klar inden vores test. Der er understøttelse af AutoCal fra Calman, som foregår via det normale interface, dvs. de samme justeringer, som du selv kan foretage hvis du har udstyret til det. Kalibrering af Samsungs TV besværliggøres af, at man ikke kan slukke for den dynamiske belysning via brugermenuen, så skærmen vil altid til en vis grad forsøge at ændre lysstyrken selv når man fodrer den med generiske kalibreringsmønstre. Det ses på vore grafer i form af lidt for mørke nuancer i den mørke ende og lidt for lyse nuancer i den lyse ende (S-formet gamma-forløb). Slutresultatet er dog ikke dårligt og vi rammer et fornuftigt niveau på både gråtoner og farver i SDR. I HDR skal man igen holde sig til film-profilen, men her er vi tilbage i problematikken, som vi har fremhævet i tidligere anmeldelser, idet Samsung ikke følger PQ2084 EOTF-kurven så slavisk, som andre producenter gør. Vi har mulighed for at skrue op og ned for “gamma” i menuen og korrigere lidt af denne fejl. Som hidtil, så er clippingen i højlyset også forholdsvis brat og der er ikke megen afblødning af nuancerne nær peak-lysstyrken, hvilket kan bidrage til tab af detaljer. Overall set, så klarer Q95T dog både skygge- og højlysdetaljer bedre end forgængeren Q90R, så Samsung har arbejdet lidt med håndteringen af disse elementer og samspillet med baggrundsbelysningen. For andet år i træk, så falder dækningen af DCI-P3 farverummet (som bruges til HDR-indhold) og nu er vi nede i 87% dækning, hvilket er lidt ironisk set i lyset af, at Samsung selv har slået en del på tromme for, at netop QLED havde en høj dækning af farverum til brug med HDR.

Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
Samsung Q90T Q95T test

Billedkvalitet

På messerne vil de fleste firmaer meget gerne promovere deres seneste tiltag inden for billedbehandling, hvor de sidste par år har stået i den kunstige intelligens’ tegn. Samsungs Quantum AI-processor fremvises især i 8K-sammenhænge med fokus på opskalering og skarphed, hvilket måske er et plus for nogen, men ikke bidrager positivt i forhold til at være tro mod kildematerialet. Vi har tidligere snakket om problemerne i forbindelse med Samsungs 8K-modeller, og det er stadig vores anbefaling, at slå AI-kredsløbene fra, da billedet hurtigt kommer til at fremstå kunstigt. Samsung klarer opskalering glimrende uden AI slået til, så det er ikke et tab for billedkvaliteten. Som nævnt i TV-afsnittet, så døjer Samsung stadig med stutter på 50 Hz-materiale, som desværre er dét du får via TV-tuneren, og Q95T går ikke fri for dette. Den microstutter, som vi har kritiseret tidligere blev derimod ikke spottet i de 14 dage TV’et kørte på testbænken, så vi vover at sige, at det ikke længere er et problem. Samsung har deres Auto MotionPlus-algoritme til at udglatte bevægelse og indsætte kunstige billeder i billedstrømmen, og på højeste niveau opnår man en bevægelsesopløsning på højde med de bedste modeller derude. Det kommer ikke helt uden bekostning, da man på de høje niveauer af indstillingen får en del artefakter introduceret og generelt foretrækker vi, at holde indstillingen nede på de laveste trin. Hører man til typen, der ikke spotter de små fejl algoritmen frembringer, men blot favoriserer et så flydende og skarpt billede som muligt, så er der dog mulighed for det hér.
Der har været en del snak omkring Samsungs 4K-lineup i år, især fordi man har nedgraderet LCD-panelets LED-bagbelysning med færre zoner i forhold til sidste år. På 65” Q90R talte vi sidste år hele 480 zoner, hvor vi i år på 65” Q95T kan tælle 120 zoner. For at få mest muligt af zonerne har Samsung derfor arbejdet med algoritmen til styring af lyset, hvilket der kommer lidt forskellige resultater ud af. Vil man have det høje antal zoner, så skal man i år rykke til 8K, hvilket tilsyneladende er Samsungs plan for fremtiden. Vi kan konkludere, at peak-lysstyrken ikke helt matcher sidste års model og på et 10% APL mønster (10% af skærmen oplyses, resten af sort) peaker skærmen ved godt 1200 nits, hvor vi sidste år målte 1700. Det lader sig gøre at komme på 1800 nits, men kun i ganske kort tid. Om den absolutte værdi er 1200 eller 1700 er måske i sig selv ikke så vigtig - især når tallene er så højt oppe - men vores målinger vidner om, at skærmen styrer sine zoner anderledes og prioriterer anderledes end vi så på sidste års Q90R topmodel. Vi ser faktisk, at vores 1% APL mønster (1% af skærmen er oplyst) formår at holde en højere maksimal lysstyrke omkring 700 nits imod Q90R’s måling på 610 nits, men på 2% vender vægtskålen den anden vej, så konklusionen er ikke helt entydig.
Et af de steder Samsung har arbejdet med styringen af lyset er ved visning af undertekster, hvor TV’et nu forsøger at identificere teksterne og minimere lysstyrken således, at blooming omkring den hvide tekst mindskes. Indtil man lige spotter hvad det er der sker, så vil man nok undre sig over det pludselige skift i intensitet i underteksterne for TV’et er ret ivrigt efter ikke at skabe lysglorier nede i undertekstområdet. Det for ofte undertekster til at fremstå meget mørke, for så blot et øjeblik senere at have fuldt blus på dem i scener med meget lyse objekter på hele skærmen. Jeg har forsøgt at demonstrere dette i nedenstående, hvor to forskellige scener i Hell Boy (SDR) er skudt med samme eksponering. Her ses det, at undertekster fra samme film har vidt forskellig intensitet afhængig af scene.
Samme type nedtoning af tekst ses til gengæld også i rulletekster, hvor der kan være meget stor forskel på hvor lyst teksten fremstår hen over skærmen, og det er måske mindre heldigt i et land som Danmark, hvor de fleste nok har brug for at tilføje undertekster i det daglige. Lyset ser til gengæld ud til at være fint tilpasset letterbox-formatet, så de sorte bjælker i top og bund af filmmateriale ikke skæmmes af blooming og kun i sjældne tilfælde blødte lyset ud i bjælkerne. Styringen af lyset blev til tider en smule forvirret, især hvis der var tekst til syne på skærmen, og i filmsekvensen herunder ses et af vore testmønstre, hvor der sidder en lille hvid tekst i bunden. Her ses en tilfældig pulserende opførsel af lyset, hvilket desværre også fra tid til anden var synligt på almindeligt indhold. Effekter med afblegning af farver omkring meget lyse objekter i billedet slipper man desværre heller ikke for med denne slags teknologi, og med størrelsen på zonerne, så vil det fra tid til anden give anledning til lidt artefakter.
Lad os lige runde afsnittet om styringen af lys ved at kigge på homogeniteten af panelet. Vores eksemplar af Q95T havde lidt inhomogenitet i panelet i form af nogle lyse sider, hvilket kan ses på 10% billedet herunder. Det var ikke noget, der var synligt i praksis og der var heller ikke problemer med tint af panelet på lysere farveflader.
Flere og flere af Samsungs modeller har fået det nyskabende Q Ultra Wide Angle-filter, som øger betragtningsvinklerne, som jo ellers har været akilleshælen for VA-LCD-panelerne siden deres fremkomst for årtier siden. Teknologien kommer som en pakke, sammen med den antireflektive coating på fronten, og sidste år satte vi fokus på hvad teknikken gjorde ved billedkvaliteten når man tog luppen frem. Samsung benytter en teknik, som arbejder på subpixelniveau og stjæler af skarpheden for at sende mere lys ud mod siderne og dermed øge kontrasten når man betragter skærmen fra en skæv vinkel. Jeg har lånt billedet fra sidste års Q90-anmeldelse her til højre for at vise forskellen, og som det ses, så må man ofre en smule på skarpheden i billedet sammenlignet med andre paneler uden denne teknologi. Man skal sidde forholdsvis tæt på skærmen for at bemærke nedgangen i effektiv opløsning, og hvorvidt man vil se det som en dealbreaker må være op til den enkelte. Et udvasket sortniveau, som følge af dårlige betragtningsvinkler vil absolut heller ikke være ønskværdigt, så her er tale om et kompromis. Sonys variant af bredere betragtningsvinkler på VA-paneler kommer også med ulemper i form af et dårligere sortniveau, så der er ikke en bundsolid metode til at overkomme problemet, hvis man ikke vil overveje at skifte til eksempelvis OLED i stedet.
Teknikken er aktiv, hvilket betyder, at man i princippet kan slå den fra, men det er kun muligt ved at skifte til spil-tilstand, hvorved man dog også ofrer en smule på styringen af lyset i almindelighed, samt farvepræcisionen. I spiltilstanden er der ikke samme fokus på at holde sorte bjælker nedtonet og sortniveauet er overall set en smule værre i denne tilstand. I forhold til Q90R, så er styringen af lyset i spiltilstanden bedre, og skygger og højlys nyder større glæde af de 120 zoner end på de 480 zoner på Q90R. Selvom zonerne er større, så formår Samsung at få noget lidt bedre ud af dem på dette års variant, hvilket dog nok kunne overføres til Q90R, hvis man valgte at lægge samme algoritme til denne model også. I spil-tilstanden måler vi gerne input-lag, men i denne omgang nægtede vores måleudstyr ganske enkelt at give en stabil måling. Vi ved fra både fremvisninger på messer, samt andres test af denne skærm, at lag ligger omkring 10-12 ms i spiltilstanden, hvilket er topklasse for TV og nærmer sig den teoretiske grænse for hvor langt man kan komme ned med den opdateringsfrekvens panelet har. Generelt set, så er Q95T ret habil til spilbrug og også en forbedring ift. sidste års glimrende Q90R, og som ekstra krymmel på toppen, så er HDMI port 4 på TV’et i år blevet konverteret til HDMI 2.1, så TV’et er klar til lancering af næste generations spillekonsoller senere på året. Der er VRR/FreeSync ombord (variabel billedfrekvens), som i 1080p kan variere fra 20 Hz og op til 120 Hz, og Samsung rapporterer, at man også i 4K kan komme helt op på 120 Hz til gavn for netop de nye spilkonsoller. Vi har desværre endnu ikke HDMI 2.1 udstyr, som kan bruges til at konfirmere hverken frekvensen eller HDMI 2.1-interfacet, så indtil videre må vi tage Samsung på ordet. Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol

Konklusion

Samsung Q95T (med One Connect) og Q90T (uden One Connect) er på mange måder identisk med sidste års Q90R, men på ét væsentlig punkt skiller den sig ud: Den er kun forsynet med ¼ af det antal dimming-zoner, vi så på Q90R sidste år. Det spiller ind i forhold til, hvor præcis lysstyringen er og desværre observeres - som fremvist i testen - visse problemer.
Annonce:
Udseende, One Connect-tilslutninger (kun Q95T), fjernbetjening og billedegenskaber er ikke væsentlig anderledes, så med undtagelse af ændringer i måden at håndtere lyset på, så er her mere eller mindre tale om en lettere forfinet version af Q90R med nyeste version af Tizen-styresystemet, som stadig er et af de mere elegante smart-systemer, men hastighedsmæssigt virker det som om, at Samsung har et par optimeringer de skal igennem for at få det til at køre helt flydende. Vi savner til stadighed muligheden for at få opdateret styresystemet år for år. Samsung Q90T/Q95T er en habil makker til spil, med lavt input-lag og understøttelse af variabel inputfrekvens og en enkelt HDMI 2.1 port, hvilket bliver vigtigt med introduktionen af nye spillekonsoller senere på året. Selvom vi her har med en 4K-topmodel at gøre, så kan man ikke undgå at føle, at der er tale om et lettere amputeret produkt, som er blevet skubbet i baggrunden for at fremme satsningen på 8K. I en tid, hvor der intet 8K indhold er at finde og udsigterne er lange, så ville vi gerne have set en 4K variant, som ikke stod tilbage for sidste års model. Prismæssigt placerer Q90T og Q95T sig bedre end Q90R gjorde ved introduktion sidste år. På trods af lavere introduktionspris mener vi dog, at der på LED-zonesystemet, og derved på billedkvaliteten, er gået for meget på kompromis.
!
Ændret testparameter: I 2018 ændrede vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent "Smart TV" ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

Samsung har ikke kunnet give os denne garanti, hvad angår Tizen-platformen.

Pris og forhandler:

One Connect box & remote
Kontrast & betragtningsvinkler gode for LCD
Fornuftige TV-højttalere
HEMI eARC


Færre LED-zoner, mere blooming ift. 2019
Tizen får ikke softwareopgraderinger
Detaljegrad ved brug af brede betragtningsvinkler
Kun 1x HDMI 2.1




Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |