Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Panasonic HZ1000 OLED - FlatpanelsDK

Test: Panasonic HZ1000 OLED

|


Vores andet OLED på testbænken i år er Panasonics HZ1000, som markerer deres “midrange” OLED-model. TV’et byder på Dolby Atmos, Dolby Vision og har fået nogle af de nye billedfeatures såsom Dolby Vision IQ og Filmmaker Mode. 

Panasonic HZ1000 kommer i 55” og 65” varianter, og vi har set på 65”-modellen.

 Læs også: Oversigt: Panasonic 2020 TV

Pris og forhandler:

55"
65"

Første indtryk

Panasonic HZ1000 adskiller sig lidt fra visse af sine konkurrenter, hvilket man ser når man pakker den ud, idet foden til TV’et er drejelig, hvilket efterhånden er et særsyn. Man kan måske diskutere hvor anvendelig en drejefod er på et TV med de bredeste betragtningsvinkler på markedet, men ikke desto mindre, så gør det enkle design det meget let at få sat TV’et op, da det vitterligt bare skal løftes en kort afstand ud af kassen og ned på foden. Ift. mange af de øvrige producenters sirlige indpakning, så tilbyder Panasonics voluminøse kasse ret nem adgang til TV’et, så jeg tror næsten jeg satte rekord i tid målt fra start til slut på opsætningen. Foden står endvidere mere stabilt end den der fulgte med FZ800 for et par år siden.
Hvis vi tager et kig på det ydre af skærmen, så er forsiden som OLED er flest, nemlig rimelig minimalistisk og forsynet med en sort metalkant, som er en del af selve panelets bagbeklædning. Metalprofilen gør det muligt at bibeholde en meget tynd profil. Førhen har Panasonic sat det slanke design over styr igen ved at placere flere af stikkene bagpå så de peger direkte ind i bagvæggen, men i år har de endelig lyttet til kritikken og fået placeret samtlige stik, så de nu vender enten nedad eller til siden. Tak, Panasonic - nu ser det rigtigt ud! Den ivrige TV-seer vil måske glæde sig over, at man stadig finder 2x CI porte på siden, så der er plads til to dekoderkort samtidigt, hvilket kan være en fordel når der skal optages fra TV-kanalerne. Af de 4 HDMI-porte er der denne gang blevet plads til en enkelt eARC-kompatibel port også, så ud over understøttelsen af Dolby Atmos i selve skærmen, så er man også sikret at multikanal-lyden kan videresendes til et eksternt lydsystem uden problemer. Overfladen på panelet er af samme type, som vi finder på de øvrige OLED-paneler og vi glæder os til det tidspunkt, hvor LG får lavet en coating, som kan matche Samsungs topmodeller i refleksions-diciplinen. OLED-panelerne er stadig ganske gode til at knuse refleksioner, men når man først har prøvet Samsungs variant, så savner man noget. HZ1000 er, som nævnt, ikke en af topmodellerne, så man snydes for den lækre fjernbetjening, som vi så på GZ2000 sidste år.

Brugeroplevelse & features

Interfacet på et TV består essentielt af to komponenter, nemlig selve det underliggende system, som håndterer indstillingsmenuerne og TV-signalet, og et Smart-lag, som håndterer apps. Hos Panasonic er sidstnævnte den seneste variant af My Home Screen, som har fået et par nye tricks siden sidst, men i det store og hele ikke har ændret sig.
"Stadig Ingen AirPlay 2 i 2020"
Hjemmeskærmen kaldes frem fra bunden og består af en ikonrække, som man selv bestemmer rækkefølge og indhold af. Der kan vælges apps fra den begrænsede app-liste og som noget nyt i år, så tilbyder visse apps et ekstra lag, som kan vise indhold fra tjenesten. Vi har set denne feature rullet ud hos både team-Android, LG og Samsung sidste år, og nu er Panasonic også kommet med på vognen. Antallet af apps, som understøtter dette ekstra lag er stadig meget begrænset, og det er reelt kun Netflix og Youtube-brugere, som har gavn af den. Man savner apps som Apple TV+, Disney+, Yousee, Waoo og HBO, og da Panasonic heller ikke har indbygget Chromecast eller AirPlay 2, så vil man nok komme til at stå og mangle en måde, at få sine yndlingstjenester over på skærmen. De tjenester man kan finde tæller naturligvis Netflix og Youtube, og derudover finder man stadig apps som Viaplay, Blockbuster og Rakuten TV, som blev tilføjet sidste år. Sidstnævnte er eneste måde at få adgang til 4K lejefilm. I disse tider, hvor flere og flere flygter fra flow-TV og klipper kablet, så bliver det mere og mere klart, at Panasonic er faldet bagud ift. konkurrenterne og det generelle råd herfra må være, at afsætte plads i budgettet til minimum en Chromecast, og måske en mere helhjertet boks såsom Nvidia Shield eller Apple TV 4K. Det er meget svært at forestille sig, at My Home Screen kan overleve ret mange år endnu uden en seriøs overhaling. Åbner man de øvrige menuer og tager et kig på indstillinger og adgang til perifere enheder, så foregår det via Panasonics lettere bedagede GUI, som har lignet sig selv i al den tid vi kan huske. Indstillingsmenuen er omfattende og med mindre man er teknisk mindet, så vil de fleste menupunkter nok være mere eller mindre uforståelige. For 90% af brugerne vil dét at skifte billedprofilen dog være tilstrækkelig til at opnå en god oplevelse, og disse har stadig deres egen genvej på fjernbetjeningen, hvorfra man kan skifte fra “Normal”-profilen til en af de mere korrekte rent billedmæssigt. Vil man have det meste ud af HZ1000, så er der dog ikke rigtig nogen vej udenom, at skulle ind og justere på nogle af de mere avancerede menupunkter, så afsæt lidt tid til lige at få justeret på tingene - tag et kig på vores indstillingstabel længere nede i anmeldelsen for at få hints. Panasonics billedmenu er en af de mest omfattende på markedet og selvom softwaren ikke tillader kontrol af 3D-LUT, som på eksempelvis LG, så er der virkelig mange håndtag at finjustere på, så man kan komme så tæt på målet for korrekt billedkvalitet som muligt.
I en af undermenuerne finder man de to HDMI 2.1-features, som skærmen er forsynet med, nemlig ALLM og eARC. Strengt taget er der ikke tale om HDMI 2.1, da netop disse features sagtens kan fungere via HDMI 2.0, hvilket adskillige andre producenter jo også benytter. ALLM dækker over det såkaldte Auto Low Latency Mode, som før skærmen i stand til at skifte til spil-tilstand automatisk, når en spilkonsol startes op, og på HZ1000 kan dette klares ved at aktivere tilstanden på enhver billedprofil man måtte ønske. Det er befriende, at man således kan benytte sin yndlingsprofil med lavt input lag. eARC er funktionen, som muliggør bl.a. videresendelse af multikanal lyd i høj bitrate, såsom Dolby Atmos, og det er et vigtigt kort at have på hånden hvis man ønsker at tilslutte de sidste nye soundbars.

Betjening

I modsætning til GZ2000, så får man i HZ1000 ikke Panasonics metalfjernbetjening, men derimod et virkelig tarveligt stykke plastic, med svampede taster og dårlig tyngde. Som altid er der alt for mange knapper at finde rundt i, og det bliver ikke bedre af, at Panasonic har for vane, at ændre knappernes funktion afhængigt af hvor i menusystemet du befinder dig. Nogen gange er “Tilbage”-knappen en “Tilbage”-knap og andre gange er det en “OK”-knap. Mindst halvdelen af knapperne er dedikeret til betjening af TV-funktioner, så hvis man primært ser streamingtjenester, så er der nok visse taster, som aldrig vil blive brugt. Som med smartplatformen, så er det snart på tide, at Panasonic ryster posen og starter forfra med at designe en enklere måde, at betjene deres TV for der er virkelig langt fra Samsungs One Remote til den man sidder med i dette tilfælde, og det er virkelig et trist sted at spare, da fjernbetjeningen er dét man er i konstant berøring med i det daglige.

Panasonic HZ1000 test

Der er ingen stemmeassistenter indbygget i selve TV’et, men det er muligt at gøre brug af eksterne stemmeassistent-enheder med Google Assistant eller Alexa indbygget. Vi ser det ikke som en væsentlig mangel, at der ikke er en assistent indbygget i TV’et, og muligheden for at benytte en eksisterende smarthøjttaler virker generelt som en mere fremtidssikret løsning.

Tv & lyd

Vi så sidste år et lille løft i GUI’en på TV-interfacet, hvor især TV-guiden (EPG) havde fået et renere look med mindre spildplads. Udseendet og funktionerne relateret til TV-brug har ikke ændret sig, og om end udseendet er simpelt, så fungerer det som det skal i det daglige. Da en god portion af tasterne på fjernbetjeningen er rettet mod styring af TV-delen, så er det tydeligt, at der stadig er ret meget fokus på håndtering af TV-signaler.
Der er dualtuner med mulighed for Picture-by-picture, som kan håndtere flere kodede kanaler samtidigt pga. den dobbelte CI-port. At skifte kanal foregår med samme hastighed, som hidtil og det kan ikke kategoriseres som “hurtigt”, ligesom det er tilfældet på de fleste andre TV i dag.
HZ1000 er forsynet med Dolby Atmos-understøttelse, hvilket vil sige, at TV’et er i stand til at dekode Dolby Atmos via eksempelvis en UHD-afspiller, et Apple TV eller den indbyggede Netflix-app. TV’et er dog ikke forsynet med ekstra højttalere til håndtering af topkanaler, som vi så på GZ2000, så “Atmos”-mærkaten skal ses som en understøttelse af formatet og ikke en gengivelse af lyden. Der er i princippet ikke noget i vejen med, at lade TV understøtte Atmos, uden fysisk kapabilitet til at gengive Atmos, men problemerne opstår, hvis det bruges som et led af markedsføringen. På samme måde, som TV med middelmådig lyshåndtering promoveres ved hjælp af HDR, så vil TV med middelmådig lydgengivelse udvande Atmos-begrebet og give forbrugeren det indtryk, at Atmos måske ikke er så imponerende endda. På HZ1000 får du ikke gevinst af Atmos-lyden i form af en omsluttende lydoplevelse, så forvent ikke, at Atmos-klistermærket er garant for noget af dét der kommer ud af TV’et. Hvad du derimod får, er en generel understøttelse af formatet, og kombineret med eARC-forbindelsen, så har du dermed gode kort på hånden for at få Atmos lyd sendt videre til eksternt lydudstyr, der måtte understøtte Dolby Atmos. Lyden fra de indbyggede højttalere er tynd og mangler både fylde og bund. Sidstnævnte kan klares ved, at udnytte muligheden for at tilslutte en ekstern aktiv subwoofer til hovedtelefonudgangen. Hvis du ikke ønsker, at investere i et eksternt lydsystem i form af eksempelvis en soundbar, så kan du løfte lydkvaliteten en tak ved at finde en billig subwoofer, men Atmos-oplevelsen vil naturligvis stadig udeblive. Har du 4-5 tusinde sat til side til ekstra lyd, så vil du være bedre stillet med en anstændig soundbar end den indbyggede lyd plus en subwoofer.

Kalibrering

Panasonic er for tiden den producent, som tilbyder flest billedprofiler, hvilket vil være overvældende for de fleste som vover sig ind i menusystemet. Den dedikerede genvejstast til at vælge profil fra gør det muligt, at indsnævre valgmulighederne, men man skal stadig gøre sig klart hvilke profiler man skal udvælge først. I forhold til sidste år, så har Panasonic nu tilføjet endnu en profil, nemlig Filmmaker Mode, som er filmbranchens bud på korrekt billedgengivelse, og som samtidigt deaktiverer visse funktioner såsom IFC-systemet. Kaster man et blik på vores måling af profilen (se tabellen), så er det klart, at Filmmaker Mode er identisk med Professional 2-profilen, som har en peak-lysstyrke på 100 nits. Professional 1 eller 2 profilerne er gode udgangspunkter, og de afviger primært fra hinanden i deres lysstyrke og med et par tweaks på gråtonerne, så sidder den lige i skabet. Det er samme justeringer, der skal foretages for SDR og HDR, og ser vi på gråtonerne, så kommer man med lidt justering af sammensætningen af rød og blå til et resultat, hvor kun måleudstyret kan se en forskel ift. referencen og på primær- og sekundærfarverne er vi også tæt på målet. De sidste afvigelser kan justeres på plads ved at tage fat på CMS til justering af farver. Hvis du ikke vil spendere penge på en professionel kalibrering, så er anbefalingen blot at benytte Professional 1 profilen. TV’et kan også kalibreres automatisk via Calman-softwaren, men dog ikke helt så gennemgribende, som på LG’s modeller. Hvis du er first-mover, så skal du lige holde igen med kalibreringen, da AutoCal til Panasonic 2020 pt. kun er udgivet i beta-version. Skifter vi til HDR, så er det samme justeringer der skal til for at få RGB-sammensætningen til at stemme, og ligesom vi så det på GZ2000, så følger HZ1000 EOTF-kurven nærmest perfekt med et lille - men praktisk taget obligatorisk - afrul nær højlyset. Der ikke noget at sætte en finger på her. Sammenligner man med GZ2000 graferne så kan man se, at HZ1000 ikke når helt samme peak i lysstyrken, men maxer ud lige omkring 800 nits. Dækningen af farverummet er fuldstændig identisk med øvrige OLED-paneler, så der er intet nyt på dén front.

Målinger


Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen. Bemærk: Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.
Panasonic HZ1000 test

Billedkvalitet

Som man kunne se i vores måleafsnit, så ligger de teoretiske målinger godt og selv med de ganske få justeringer, der er udført, så er man ikke langt fra resultatet fra vores referenceskærm, GZ2000. Panasonics promovering af TV’ene som “filmskabernes favorit” er ikke bare varm luft - man får et billede i referencekvalitet, selv ved at gå en tak ned i modelnumre. Det ses dog, at panelet ikke på samme måde er fintunet, som vi så det på GZ2000, idet lysstyrken er godt 20% lavere. I samme omgang blev det også observeret, at skærmens evne til at rejse sig efter pinslerne med vores statiske testmønstre under HDR-målingerne, ikke er på højde med GZ2000. De hvide firkanter efterlader retention i noget længere tid end hvad vi så på referenceskærmen, og er mere på niveau med de øvrige OLED-modeller vi har testet tidligere. Vi havde måske sat næsen lidt op efter, at man kunne have overført de tweaks, som gjorde GZ2000 så modstandsdygtig til de mindre modeller i år, men det er altså ikke tilfældet.
Bliver vi i HDR-mode og sammenligner performance med GZ2000, så ses der ikke helt så meget banding i de lyse regioner og flydende gradienter fremstår faktisk en smule mere flydende på HZ1000, men det kan meget vel være et spørgsmål om panelvariation. Overall set, så er HZ1000 en rigtig habil performer i HDR-disciplinen, ikke mindst hjulpet på vej af den høje lysstyrke, som den formår at holde fast på helt op til 10% dækning af skærmarealet.
Der er understøttelse af både HDR10+ og Dolby Vision, hvor sidstnævnte nu ser ud til at have overtaget markedet. Siden sidst, så er Dolby Vision IQ blevet tilføjet, hvilket dækker over, at skærmen nu tager lyssensoren i brug til at måle hvor meget lys der er i rummet og kompensere billedet. I praksis betyder dette, at man skruer på EOTF-kurven og dermed også på måden indholdet præsenteres på, og hvor det måske kan give mening, hvis du ser film i meget lysforurenede miljøer, så er vi ikke den store fan af disse tiltag, som flytter billedet væk fra referencen. DV IQ optræder, som en særskilt profil i billedmenuen, så du har muligheden for at vælge enten den normale DV-profil eller IQ-profilen via genvejstasten til billedprofilerne. Der er ingen problemer med håndteringen af gråtonerne nær sort, og de initielle problemer vi så tilbage med FZ800 er væk nu. Der er virkelig god dynamik i HDR-billedet, hvad enten der er tale om HDR10 eller Dolby Vision. Vi kunne nok gå så langt som at sige, at dynamisk metadata, som jo er dét Dolby Vision sælges på, giver mere værdi på middelmådige HDR-performere, end det gør på OLED-skærmene, som af natur er stærke performere pga. deres pixelpræcise styring af lyset. Det skal dog ikke tage noget af roserne til HZ1000. Hvor skærmen dermed sagtens kan gengive de mørkeste nuancer, så er man også nødt til at se på hvordan homogeniteten af panelet opfører sig nede i disse regioner, og her falder vores model af HZ1000 lidt igennem. Jeg skriver “vores model” fordi det i høj grad er panelspecifikt hvordan dette udfald bliver, men der opleves en synlig forskel på højre og venstre side af panelet når vi når ned omkring 5% stimulus, som det ses på billedserien herunder. Det har ikke helt karakteristika af banding, men mere af nuanceforskel hen over panelet. I de lyse nuancer er der ikke noget farvestik at spotte, hvilket også er positive takter ift. tidligere tiders panellotteri.
Før vi lægger HDR til side og ser på de øvrige formater, så lad os lige runde bevægelseshåndteringen, for den ene anke vi har på dette relaterer sig primært til Dolby Vision. Ved 24 Hz Dolby Vision afvikling, slipper man desværre ikke helt for de tilfældige hak i billedet, som vi også før har klandret Panasonic for. Der er tale om små hak af enkelt-frames, som kan optræde adskillige gange på kort tid, eller blot af og til, og det er nok en af de ting man enten lægger mærke til eller ikke gør. Det er ærgerligt, at Panasonic ikke kan få de sidste rester af dette problem udryddet, og selv med forskellige indstillinger af IFC-systemet, så kan man ikke helt slippe for det.
Håndteringen af bevægelse i almindelighed har fået en ekstra hjælpende hånd i år, da LG omsider har åbnet for mere avancerede muligheder for indsættelse af sorte billeder (BFI) i billedstrømmen. Hvor man førhen var begrænset til enten at aktivere systemet og få ét helt sort billede indsat skiftevis i billedstrømmen, og dermed reelt ændre opdateringsfrekvensen til 60 Hz flimmer-Tv, så har man nu ændret på %-delen af de sorte billeder, så de fylder mindre af den totale opdateringscyklus, hvilket bevirker skærmen ikke flimrer i samme grad. Systemet fungerer nu langt bedre end hidtil, så længe man holder sig til laveste indstilling, og her kan man i samspil med IFC på minumum komme næsten op på niveau med de bedste LCD-skærme og de hedengangne plasma-skærme. I SDR er det dermed en meget brugbar indstilling, hvilket kommer sports-fans til gavn.

Lysstyrke (HDR) med BFI

Off753 cd/m2
Auto423 cd/m2
Maximum (60 Hz)151 cd/m2
Middel (60 Hz)219 cd/m2
Minimum376 cd/m2
I HDR er det dog en lidt anden sag, da man er nødt til at afgive noget lys, når man nu slukker periodisk for skærmen. I tabellen til højre kan du se lysstyrken, for hver af de trin man kan justere skærmens “indsættelse af sort ramme” i. Målingerne er lavet i HDR, og som det ses, så har det stadig en ret dramatisk effekt på peak lysstyrken og kun i Auto-indstillingen kan skærmen opretholde mere end 50% af den oprindelige lysstyrke. Umiddelbart virker det stadig som en ret høj pris at betale, så selvom man skånes for flimmeret, er anbefalingen at man i stedet kun justerer IFC, for at opnå bedre bevægelsesopløsning. Skrues der lidt ned for lysstyrken og opløsningen, så viser HCX-processoren igen fin form og opskalering klares lige så overbevisende som hidtil. Selvom mere og mere materiale kommer i 4K, så er der stadig lange udsigter til, at TV-udsendelserne kommer med, så det er en disciplin, som er relevant selv her i 2020. Du skal ikke lade dig afskrække af, at din filmsamling måske primært består af BluRays, eller at dine seer-vaner måske primært består af fodbold fra TV-signalet, for HZ1000 klarer det hele uden problemer. Hvis du synes billedet fra TV2 Charlie ser grumset ud, så giv din udbyder skylden og ikke TV’et.
Den dedikerede Spil-profil udvider farverummet til DCI-P3, hvilket er et problem hvis dine spil ikke er lavet til dette farverum, men som nævnt tidligere, så kan Spil-tilstand aktiveres på andre profiler, så man kan bibeholde sit naturlige billede fra eks. professional 1-profilen. Input lag matcher det vi så på GZ2000 og er dermed stadig ikke rykket ned til LCD-modellernes rekordlave tal. Vi måler godt 21 ms forsinkelse, hvilket placerer HZ1000 et sted midt i feltet. Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol

Konklusion

Billedmæssigt, så sker der ikke det store fra år til år på OLED-fronten, og ud over lidt småting i sidste års GZ2000, så er vi stadig cirka status quo. Det betyder dog blot, at barren er sat højt og HZ1000 ligger helt deroppe sammen med de øvrige OLED når det kommer til HDR-performance, dybe sortniveauer og brede betragtningsvinkler.
Annonce:
Der er heller ikke meget nyt under solen på softwaresiden, og My Home Screen ligner i store træk sig selv, med samme look og feel når man navigerer rundt i systemet. Der er kommet en ekstra indholdslinje for visse streamingtjenester, men ret få understøtter denne feature. Derudover er der stadig relativt få tjenester til rådighed i det hele taget på Panasonic platform. Featuremæssigt er der blevet plads til Dolby Atmos, men mest af navn, da de fysiske højttalerenheder ikke er til stede til at yde formatet retfærdighed. Fjernbetjeningen er desværre lidt tarvelig og ikke speciel rar at trykke på, men de øvrige fysiske rammer er opgraderet i dén forstand, at alle stik nu peger i de rigtige retninger og ikke ud mod bagvæggen. Ingen af HDMI-portene er dog HDMI 2.1 i år. Det kan synes svært, at komme med virkelig gode argumenter for at vælge Panasonic HZ1000 frem for LG CX idet LG’en er foran på stort set alle parametre undtaget billedkvaliteten (som er ca. den samme). Kendere og trofaste kunder af Panasonic vil måske sætte pris på det velkendte interface, men posen skal altså rystes lidt før Panasonic er oppe og konkurrere på både pris og features i dette produktsegment.
!
Ændret testparameter: Fra 2018 ændrede vi en testparameter, der relaterer sig til karakteren for features, som resultat af flere års dårlig praksis i branchen. Såfremt producenten af et givent ”Smart TV” ikke kan forsikre Flatpanels om, at tv-platformen i opdateres til næste fulde software-version, fratrækkes 10 point på feature-scoren. Det skal betragtes som et opråb, der forhåbentlig kan skabe debat og ændre på praksis.

Panasonic kan ikke give os denne garanti, hvad angår My Home Screen-platformen.

Pris og forhandler:

Farvegengivelse & billedprocessor
Perfekt sortgengivelse
Brede betragtningsvinkler
HDR-billede
Dolby Atmos-support & eARC


Styresystem opdateres ikke
TV/mediemenu føles uddateret
Ingen HDMI 2.1
24Hz Dolby Vision hak




Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |