Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Philips OLED803 - FlatpanelsDK

Test: Philips OLED803

|


Philips’ OLED lineup tæller i år tre modeller, som varierer lidt i udseende, men også i det lydsystem som følger med. Vi har lånt den "midste” OLED-model i form at deres 803’er, som byder på den seneste P5 gen2-billedprocessor, et opgraderet lydsystem og et minimalistisk design. Derudover byder skærmen naturligvis på Philips’ varetegn, AmbiLight, og har fået tilføjet HDR10+understøttelse.

Philips OLED803 findes i 55”- og 65”-versioner, hvor vi har lånt 65”-modellen.

Læs også: Philips 2018 TV oversigt


Pris og forhandler:

55"
65"


Første indtryk


Philips OLED803 har et helt clean ydre uden synlige højttalere og blot et lille logo i bunden og tigger næsten om at blive vægmonteret. Skærmens ramme er udført i mørkt metal, som fortsætter på bagsiden af det tynde panel. I vanlig OLED-stil så består bagsiden derudover af en elektronikpukkel, som huser stikpanelet (med korrekt orienterede stik) og den tre-sidderde AmbiLight i form af en række dioder placeret langs kanten af "puklen”.

Midt på puklen sidder subwooferen til lydsystemet, som består af tre enheder. Vær OBS på, at kun 2 af de 4 HDMI-porte understøtter HDR i fuld båndbredde, dvs. 4K HDR i 60 Hz.

Philips’ egen guideline specificerer, at der bør være en vis afstand til bagvæggen for at få mest mulig gavn af AmbiLight-funktionen, hvilket ikke harmonerer med en helt tæt vægmontering, så har man forelsket sig i AmbiLight, så bør man være opmærksom på dette.




Fødderne til skærmen er - ligesom resten af skærmen - meget minimalistiske i sin fremtoning og udført i blankt metal. Monteringen af fødderne sker ved at skrue dem fast nedefra, hvilket betyder, at skærmen skal lægges fladt ned på maven. Det er ikke den mest betryggende manøvre at lægge så stor og tynd en skærm ned, så vi kunne godt have ønsket os, at Philips havde skelet lidt til Samsung Q8DN’s ret fikse måde med, at lade fødderne snappe op i skærmen via magneter. Det havde lettet installationen betydeligt.

Panelfronten har samme coating som alle øvrige OLED-paneler fra LG.Display og refleksioner er dermed identiske med alle de øvrige OLED-TV på markedet.


Philips OLED803 test


I kassen finder vi to fjernbetjeninger, hvor den ene er Philips vanlige to-sidede version og den anden er deres nye "pind” med et minimum af taster. Dem vender vi tilbage til. Nu hvor kassen blev nævnt, så er det måske værd at nævne, at TV’et ikke kan stå selv i bunden af kassen når den pakkes ud - bare så du ikke risikerer, at den vælter med næsen først hjemme i din stue.

AmbiLight er nok en af de features man enten elsker eller hader og i de nyeste versioner har Philips tilføjet muligheden for samspil med Hue-systemet, så man kan udvide lyseffekterne til resten af stuen også.
Testmiljøet er ikke udstyret med de farvede Hue-lamper, men for nyligt har Philips udgivet Hue Play, som udelukkende har til formål at flytte AmbiLight ud i stuen, så man vitterligt kan gå all-in på effekten. AmbiLight kan også sættes til at oplyse væggen bagved i en ensfarvet neutral hvid, som går bedre i spænd med ambitionen om korrekt billedkvalitet.

I stuer, hvor vægge eller loft er tæt på TV’et, så kan AmbiLight skabe en lidt uheldig belysning af nogle flader, som ikke gør noget godt for oplevelsen, så AmbiLight gør sig bedst hvis TV’et hænger på en stor væg med langt til vægge og loft eller også skal man skrue godt ned for lysstyrken af dioderne via menuen. En måde at styre på hvor "langt” lyset skyder er, at justere på afstanden til bagvæggen.

Brugeroplevelse & features


Philips’ modeller kører stadig på Android version 7. Android version 8 (Oreo) udrulles fra november 2018, men 2018 OLED-modellerne ligger sidst i køen. Det forventes, at OLED803 får Android 8 i første kvartal 2019.

Styresystem og smart-TV

Vi venter stadig på Oreo
Det kan være svært at differentiere sig på team Android, men Philips forsøger at supplere app-udvalget med deres egen app-tjeneste. Det virker dog noget påklistret med en ekstra tjeneste, hvor udvalget af apps ikke rigtigt hæver sig over det middelmådige. Vi så langt hellere, at man fik udviklet nogle flere reelle Android TV apps. For en beskrivelse af udseende og feel af Android 7, så henviser vi til tidligere anmeldelser af Philips TV for yderligere information. I forhold til Sonys implementering af Android TV, så er vi stadig mere fan af især mediebrowseren hos Philips. Den kører hurtigere og er bedre struktureret end den Google-version Sony har valgt, så afspiller du hyppigt egne mediefiler fra enten USB eller fra netværket, så er Philips en bedre makker out-of-the-box. Man har naturligvis altid friheden til at installere en anden app, hvilket udligner odds.

Vi mangler stadig den fulde Google Assistent herhjemme, så stemmekommandoer givet via fjernbetjeningen kan ikke gøres så avancerede som man kunne ønske sig. Vi krydser fingre for, at danskerne snart får lov at lege med den fulde Google Assistent.

De streaming-apps man måtte savne kan man caste via den indbyggede Chromecast, men i modsætning til den eksterne version, så kan man stadig ikke ændre frekvensen til 50 Hz for at imødese sendefrekvensen på de danske tjenester, så indhold fra eksempelvis DRs arkiv vil lide af judder. Det er ikke Philips’ skyld og vi føler ærlig talt, at Google lidt har syltet deres softwarebaserede Chromecast.

OLED803 benytter samme processor til Android som POS9002 (MediaTek MT5891) og flere af Sonys modeller, hvilket også betyder, at det lider under samme lette træghed i betjeningen. Der skal ikke meget til at få systemet til at hoste i det, hvor især HDR-afvikling lader til at sætte TV’et på overarbejde. Ved adskillige lejligheder blev det oplevet, at åbning af menusystem eller aktivering af HDR introducerede forsinkelse i lyden, som blot blev værre og værre indtil man enten slukkede for TV’et eller ændrede input. Samtidigt med forsinkelsen blev der observeret støj på den optiske udgang, og en enkelt gang genstartede TV’et af sig selv inden vi nåede at gøre noget ved problemet. Om det skyldes, at vores eksemplar er en review-model og ikke butiksmodellen skal vi lade være usagt for nu.

Da undertegnede i høj grad bruger TV på flere forskellige HDMI-porte under test, så skal det måske nævnes, at TV’et altid - ligesom Panaonics modeller i øvrigt - starter op på den kilde, der sidst blev anvendt. Har du sidst spillet Playstation, så vil et tryk på Power-knappen altså sende dig til samme HDMI-port, hvorved CEC-forbundet udstyr automatisk vil tænde. Det kan være til gene, hvis du gerne vil se TV-kanaler og ikke først agter lige at slukke for dit HDMI-grej, som starter op pr. automatik.

Menusystemet på Philips er lidt omstændeligt at danse med når skærmen skal indstilles. Først og fremmest overtages det meste af skærmarealet, hvilket påvirker mulighederne for at kalibrere imens interfacet er aktivt. Dernæst skal der mange tastetryk til for at komme ind til de avancerede justeringsmuligheder, som skal justeres særskilt for hver enkelt input - her mangler vi lidt en "kopier til alle input”. Der er rigtig mange af indstillingerne, som omhandler de utallige "forbedrende” algoritmer man arbejder med, så man kan godt fare lidt vild første gang man vover sig ind i de avancerede indstillinger.

Pga. Philips’ alliance med Google, så er OLED803 et af de TV, som rent faktisk modtager opdateringer af smart-platformen efter lancering, hvilket tæller som et plus i bogen (eller rettere: ikke tæller som et minus). Oreo ruller ud til Philips’ TV fra november 2018 og vi er håbefulde på, at det giver det løft, som brugerfladen efterhånden trænger til.

Betjening

Man har to fjernbetjeninger at vælge mellem, hvor den ene er den klassiske kaotiske version med almindelig fuld fjernbetjening på fronten og QWERTY keyboard på bagsiden. Udseendet af denne er ændret en smule i forhold til den vi så på POS9002 og er blevet lidt fladere, men har god tyngde. Der er stadig det samme antal taster, som kan virke overvældende og kommunikationen foregår stadig via infrarøde signaler. Tastetryk er lidt til den bløde side, men fungerer fint i praksis og navigationsområdet kan betjenes i blinde.

Tyngden af fjernbetjeningen er god og da den kun reagerer på tryk dén side, der vender opad, så behøver man ikke frygte at man får trykket på bagsiden ved et uheld. Med indtoget af stemmestyring, så kan vi godt have vores tvivl om hvor relevant det er at have et fuldt QWERTY-tastatur tilgængelig. Indtastning af kodeord mv kunne man nok have klaret mere elegant vha. eksempelvis samme løsning som Apple har tilføjet via autorisering/indtastning fra mobilen.

Vender vi blikket mod den lille "pind” i stedet (Easy Remote), så er denne noget anderledes. Udseendet er radikalt forsimplet og antallet af knapper er reduceret til et minimum. Der kommunikeres stadig via IR, men til håndtering af talekommandoer, så er der også tilføjet Bluetooth. Det ydre består af en metalskal med volumentaster, en hjem-knap, en tilbage-knap, en navigstionsplade, en genvej til talekommandoer og en tænd/sluk-knap. Batterier skydes ind i bunden.


Philips OLED803 test


Vi har flere gange rost Samsung for deres One Remote, og det virker som om, at Philips har lagt sig i selen for at levere noget lignende. Hvor Tizen i høj grad er gearet til styring via denne type fjernbetjening, så opdager man dog hurtigt, at Android TV bestemt ikke er det. Sony har tidligere forsøgt sig med en mini-betjening med pegeplade, som er røget på porten igen, og når man forsøger at betjene OLED803 med Easy Remote erindrer man hvorfor de måske kom til den beslutning. Det er ikke nok, at lave en simplere fjernbetjening hvis resten af ens system ikke er gearet til at blive betjent med den.

Knapperne på betjeningen har adskillige dobbeltfunktioner, som hjælper lidt, men der skal ofte ret mange klik til før man havner hvor man gerne vil hen. Det bliver ikke bedre af, at pegefladen kun kan omsættes til ét tastetryk pr. swipe, dvs. hvis du vil navigere i enten menuer eller Android-interface, så skal du swipe utrolig mange gange før du når målet. Man kan ikke opbygge momentum ligesom på eksempelvis Apples ATV Remote. Jeg havde foretrukket rigtige knapper, som ikke kræver så megen bevægelse med fingeren.

Jeg ville rigtig gerne kunne sige, at Philips har knækket nødden med en simplere fjernbetjening til Android, men faktum er, at jeg endte med at lade Easy Remote ligge på hylden det meste af tiden, fordi den besværliggjorde betjeningen i alt for mange aspekter.

Tv-kanaler, optagelse & lyd

TV-interfacet ligner sig selv hos Philips, men det behøver ikke være en dårlig ting. Jeg mener stadig, at Samsung har den mest veldesignede brugerflade overall set, men Philips’ TV-integration er også godt med. EPG, kanal-sidemenu og programinformation er pænt udført og enkel at betjene. Kanalskift er ikke det hurtigste i verden - især ikke hvis TV'et lige er startet op - og nu hvor OLED803/903 er eneste model med dual-tuner, så havde PIP været en lækker feature at få med. Programmer kan sættes på pause, og der kan spoles tilbage i live-udsendelser, men de kan altså ikke vises flere af gangen.

Som nævnt tidligere, så er TV'et forsynet med tre woofer-enheder på bagsiden for at give det ellers så tynde TV lidt at arbejde med i de dybe toner. Til diskanten har vi nedadskydende enheder. Lyden hæver sig en smule over gennemsnittet, men jeg havde nok forventet lidt mere, da Philips selv havde fremhævet deres arbejde med lyden i netop OLED803. Man skal dog huske på, at storebror OLED903 med B&W-designet lyd også skal have sin berettigelse, så det er måske naturligt nok, at man efterlader lidt rum til at denne model kan skille sig ud. Lydbilledet lider således under en lidt for svag basgang og mangel på definition mellemtonerne, samt en tendens til at rykke mod det skingre ved højere lydstyrker. I den bedre ende for fladskærme, men ikke noget hvor jeg personligt ville undvære noget eksternt til at stå for lyden.




Kalibrering

Philips’ menu for indstilling er omfangsrig, men meget af det kredser om de algoritmer man mener kan forbedre billedet på kunstig vis, så for puristen er der ret mange ting der skal slås fra før man overhovedet kan komme i gang med at vurdere billedkvaliteten objektivt. Vi har i det nedenstående kalibreret til en relativ høj lysstyrke, som leverer overskud hvis din stue er oplyst. Da sortniveauet ikke forværres på OLED, hvis man skruer op for lysstyrken, så kan du justere det som du lyster afhængigt af hvor oplyst din stue er.

Øvrige billedprofiler

Tryk på profilen for at se målekurve

Standard
Vivid
Personal
Movie
Screen
Game
Vi har et væld af billedprofiler at arbejde med, hvor især ISF-profilerne er anvendelige. Man har to at vælge mellem, som blot er beregnet til at give mulighed for at have en lysstærk til dagsbrug og en mere afdæmpet til aftenbrug. De øvrige profiler veksler i grad af aggressivitet af de "billedforbedrende” systemer, men fælles for mange af dem er, at de blæser farverummet ud i fuld DCI-P3, hvilket giver alt for overmættede farver i SDR.

Vi tager udgangspunkt i "ISF Dag” og kommer med få justeringer på gråtonerne til et overbevisende resultat. Man kunne tweake lidt på CMS, for at få de sidste sekundærfarver helt på plads, men overall set, så er farvegengivelsen bestemt godkendt. Vi bliver nødt til lige at nævne, at vores testeksemplar havde et issue med ISF-profilerne, hvor billedet fremstod desatureret, hvis TV’et blev startet op på en kilde, som var indstillet til en af disse to profiler. Man var nødt til at skifte til en anden billedprofil og tilbage igen for at rette fejlen. Philips har set fejlen før, men mente at den var blevet rettet tidligere. De følger op på problemet.

Hvis vi fokuserer på HDR-målingen, så opfører Philips OLED803 sig en smule anderledes end majoriteten af HDR-kompatible skærme idet luminansforløbet ikke følger anbefalingen for afrulning af højlyset. Normalvis vil man favorisere, at lade lysstyrken peake relativt hurtigt og så lave en svag graduering af højlyset i de helt høje værdier, men Philips har valgt en anden tilgang og lader afrulningen ske langt mere gradvis. Det betyder i praksis, at mellemtonerne dæmpes en del ift. hvad normen dikterer og højlyset først får "fuld gas” når man rammer 90% af peak.




Målinger

Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.


Bemærk: Vi kalibrerer kun mod SDR, ikke HDR. Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.


Philips OLED803 test


Billedkvalitet

Eftersom Philips OLED803 er baseret på samme OLED-panel, som alle øvrige OLED-modeller på markedet, så er der grænser for hvor meget den kan skille sig ud rent billedmæssigt. Philips er kendetegnet ved, at deres billedprocessor i høj grad er gearet mod noget andet end hvad der populært kaldes "creators intent”, dvs. hvordan filmskaberen ønsker film skal se ud. Den nye P5-processor har bestemt ikke ændret denne tilgang og ud-af-boksen, så vil man højst sandsynligt stå i ét af to scenarier: Man er vild med det - på alle måder - pumpede billede, eller: man står lettere skræmt tilbage og skal forklare sine børn hvorfor menneskene i TV ser så mærkelige ud.

Pr. default er der fuldt blus på skarphed, bevægelsesudglatning, støjreduktion, HDR-opskalering og AmbiLight, så hvis man blot starter yndlingsfilmen op uden justeringer, så vil nok få en lidt anden oplevelse end sidst man så film. Det er et helt bevidst valg fra Philips’ side og man kan enten tilslutte sig filosofien og blæse på hvad filmskaberen mener, eller man kan gå i krig med at deaktivere de mange, mange billedalgoritmer. Vi gør det sidste.




Der vil ikke blive brugt meget krudt på effekten af AmbiLight, da dét at blæse farverne fra skærmen ud på væggen bagved (eller i resten af lokalet) ikke harmonerer med målet om korrekt billedkvalitet, så enten slår man det fra eller også omfavner man det og accepterer, at det ikke er fordrende for opfattelsen af hvad instruktøren ønsker at vise dig. En undtagelse er brugen af den statiske hvide farve, som er tilpasset D65-hvidpunktet.

Med alle de aggressive billedalgoritmer deaktiveret, så står vi tilbage med et neutralt billede, som klarer de fleste discipliner glimrende. Hvis vi starter i TV-afdelingen og de lavopløste kilder, så vil man hurtigt opleve hvorfor skarpheds-funktionen skal skrues helt ned, da det ellers vil give urolige og støjfyldte farveflader, hvilket er problematiske for signaler hvor man måske i forvejen kæmper lidt med lavere bitrater og lav opløsning. Opskalering og visning af almindelige TV-signaler klares overbevisende og flydende gradienter klares uden nævneværdig banding. Det kan være nødvendigt at lege lidt med støjreduktionen i TV’et, hvis man vil undgå for meget støj efter opskaleringen af billedet, men generelt, så leverer Philips et vældigt godt billede når det kommer til opskalering.

Skifter vi til 4K og HDR-kilder, så er resultatet ligeledes overbevisende, og farver gengives præcist med godt overskud i lysstyrken. De helt lyse elementer vises med knald på og som grafen til højre viser, så formår OLED803 at gå ret højt i peak lysstyrke, som denne gang er oppe over 800 nits - betragtelig mere end vores reference-model fra Sony og også Philips’ egen 9002-model. Dog følger OLED803 ikke stringent referencen for PQ-kurven, da man i stedet har valgt en mere graduel afrulning af de mellemlyse toner, hvorfor disse fremstår mørkere end tiltænkt. Som på Sonys modeller, så kan man ikke justere på farvetemperaturen separat for SDR og HDR, så RGB-sammensætningen vil følge den kalibrering, der er foretaget i SDR hvis man genbruger farvetemperaturs-indstillingen.

Vi mangler Dolby Vision understøttelse på HDR-siden, men Philips har sluttet sig til alliancen, som støtter op om HDR10+. Uheldigvis findes der ikke rigtig noget HDR10+ materiale derude endnu, selvom Amazon Prime burde være en af de kilder, som var leveringsdygtige. Det er lidt en skam, at der ikke sker mere på denne front for dynamiske metadata giver lidt mere spillerum på HDR-fronten, men omvendt set, så er OLED-skærmene af så høj en standard, at HDR ser imponerende ud uanset hvad. Dér hvor man ville kunne høste lidt fordel er i især de mørke nuancer, som bedre kan gradueres i de scener, som har mange detaljer i denne region. I praksis har OLED803 ingen problemer med at vise alle trin på gråtone-skalaen, så i det rette stuemiljø, så vil man ikke gå glip af de finere nuancer, men man kan i materialet altså ikke hjælpe dette på vej på scene-basis uden at det gøres via HDR10+. Vi ser ikke manglen på hverken materiale i HDR10+ eller manglen på DV-understøttelse som en dealbreaker.




Ser vi på homogeniteten af skærmen, så har det altid været et ømt punkt for OLED når man skruede nuancerne ned i de mørke områder. På OLED803 ser vi stadig en smule banding, men det blev ikke oplevet som synligt eller generende i daglig brug. Homogeniteten synes fin, men på billederne herunder kan man måske ane en svag gullig tint midt på skærmen og en rødlig tint i siderne. Dette var ej heller noget, som blev observeret under brug, så selvom det ses på billeder, så skal man bestemt ikke lade sig afskrække af det. Disse ting vil være meget individuelt fra panel til panel, så resultatet kan sagtens variere fra eksemplar til eksemplar.




Et af de steder, hvor man med fordel KAN aktivere nogle af Philips’ billedsystemer er i forbindelse med bevægelse. Ligesom hos Sony, så er Philips’ bevægelses-algoritme effektiv til at tilføje bevægelsesopløsning uden at lave for meget ballade, så længe man holder indstillingen på de lave niveauer. Man skal nøjes med at justere på Perfect Clear Motion og sætte den på Minimum for at højne bevægelsesopløsningen og undgå den famøse OLED-stroboskop-effekt på lav-fps materiale. I denne indstilling opnås der en god håndtering af bevægelse, som sagtens kan konkurrere med både Sony AF8 og LG C8, men stadig ikke kan hamle op med den aggressive stil fra kongen af bevægelse, Sony XF90. I direkte sammenligning, så klarer XF90 at vise godt dobbelt så mange linjers opløsning under bevægelse end de bedste OLED. For at lukke dette gab, så er vi simpelthen nødt til at få materiale i mere end 24 billeder pr. sekund og rykke mod mindst 60 billeder pr. sekund, for begrænsningen ligger ikke i skærmen, men i den menneskelige fysiologi.

I disse cable-cutter-tider, så bør det nok nævnes, at især sport vil lide under disse lave billedrater, men vi ser ofte i vores forum, at folk bliver forbavsede over, at fodboldudsendelserne ikke kan leve op til forventningerne når man rykker mod ren streaming. Det har som sådan ikke noget med Philips at gøre overhovedet, men fordi vi generelt er meget pro-OLED, så omhandler mange af spørgsmålene i forum også om disse og for at rydde misforståelserne af vejen, så er her et budskab at tage med: Det er den lave billedrate, som er årsag til hakkende bevægelser ved sport-streaming og ikke OLED-panelernes egenskaber alene. For at få noget fornuftigt ud af sport, så er man bedst tjent med så mange billeder pr. sekund som muligt, da en fodbold i bevægelse er svær at gengive med så lidt som 25 billeder pr. sekund. Ganske få streaming-services byder på mere end denne billedrate, og OLED er nådesløs mod materiale sendt i for lav billedrate, så hav det i baghovedet før du giver din fladskærm skylden.




Vi har udvidet vores test-setup til nu at kunne måle input lag i 4K SDR/HDR, så evelueringen af TV’ets performance i forbindelse med spil bliver nu lidt mere tidssvarende. For Philips OLED803 gør det dog ikke nogen forskel idet lag i både 1080p og 4K (SDR) er på hele 39 ms i spilprofilen og ryger op på 56 ms i 4K HDR. De 56 ms går igen hvis man benytter andre profiler end spilprofilen og det placerer desværre Philips bagerst i feltet over potentielle makkere til spilkonsollen. Vi så samme forsinkelse på POS9002, så anden generations P5 processoren har ikke hjulpet på dette. Vi kan kun anbefale, at Philips gør en større indsats for at få bragt input lag ned, da konkurrenterne nu er helt nede på 15 ms for de mest potente modeller.

Se hvordan andre TV klarer sig i oversigten over bedste TV til spilkonsol

Der har på det seneste været lidt debat omkring skærmskånere i forbindelse med Sonys opdatering til A1-modellen, så det er på sin plads at nævne hvordan Philips håndterer statiske elementer. Der er i OLED803 ikke en funktion, der dæmper lysstyrken, hvis der står statiske elementer på skærmen i længere tid og vi opgav tidsmålingen af lysstyrken efter 10 minutter med en næsten statisk GUI (samme test, som vi udførte ekstraordinært på Sony AF8). Philips benytter en pauseskærm, som dukker op hvis hele skærmbilledet står stille i længere tid, men der er altså ikke nogen permanent skærmskåner, som sætter en dæmper på eksempelvis fodboldkampe eller spil med faste scoreboards.

Skærmskånerne har naturligvis til formål at modvirke burn-in, og OLED803 har samme skærmrens-program indbygget, som alle de øvrige OLED-modeller. Vi så ingen tegn på burn-in eller retention på OLED803, ligesom det heller ikke har været et problem på andre OLED-modeller tidligere. De omstændigheder, som normalvis giver anledning til bekymring er intensivt brug af eksempelvis Text-TV eller hvis man primært bruger sit TV til at se én TV-kanal med samme logo. Philips har en pixel-orbiter, som altid er aktiveret, som flytter hele billedet en pixel, men i bedste fald kan dette udtvære et fastbrændt logo og i værste fald gør det ingen forskel.

Læs også: OLED vs. LCD

Betragtningsvinklerne på skærmen er, som man er forvænt med OLED, næsten så brede som man kan ønske sig, og det er ikke et problem at sidde i skæve vinkler.


Konklusion

Philips’ nuværende OLED-lineup tæller adskillige modeller, som primært adskiller sig på den højttaler der følger med og OLED803 er her det mindste medlem af familien.

TV’et er fyldt med Philips’ produkter fra øverste hylde, dvs. anden generation P5-processoren, 3-sidet AmbiLight, subwoofer på bagsiden, en ny og mere minimalistisk fjernbetjening og naturligvis 2018 OLED-panelet, som efterhånden er kendetegnet for high-end-skærmene.

Annonce:
På software-siden er vi endnu ikke blevet begavet med Android Oreo, hvorfor OLED803 ikke føles anderledes end POS9002. Processoren til at drive Android-platformen er ikke udskiftet de sidste par generationer, så brugerinterfacet føles stadig en kende sløvt. De mange finurligheder, som Philips har puttet i generation 2 af P5-processoren bliver også mere eller mindre tilsidesat når først man har været i gang med at deaktivere de mange algoritmer Philips mener bør påvirke billedet, men resultatet er heldigvis et behageligt og velbalanceret billede, som leverer god farvepræcision og en håndtering af bevægelse, som matcher både LG C8 og Sony AF8.

På lydsiden så markerer OLED803 sig en smule i forhold til mængden, men for endnu bedre performance, så kan man overveje at skele til 903-modellen, som kommer med B&W-lyd.

Vælger du at sætte en spillekonsol til TV’et, så får du desværre ikke det laveste input lag på markedet og dette er et af de steder Philips bør stramme op. Et andet sted, hvor Philips må komme på banen med en opdatering er angående de issues vi oplevede med lyden og ISF-billedprofilen.

Prissætningen på Philips’ OLED-modeller er en lille smule mere aggressiv end konkurrenterne fra Panasonic, Sony og LG, men vi føler ikke der er ret meget nyt i OLED803 ift. POS9002/OLED873. Læg dertil, at TV’et softwaremæssigt ikke virker helt så stabilt, som man kunne ønske sig, så står vi med et produkt, der har visse mangler, som er svære at overse i det samlede billede.


Pris og forhandler:

55"
65"

God billedkvalitet
Perfekt sortgengivelse
P5 processor
God bevægelseshåndtering


Ingen Dolby Vision
Lidt spøjs HDR tonemapping
Android TV 7.0 stadig ikke rigtig godt
Lidt knas med firmwaren






Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |