Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: LG B7 OLED - FlatpanelsDK

Test: LG B7 OLED

|


B7 er LGs mest prisvenlige 2017 OLED og et af de lavest prissatte OLED-tv på markedet overhovedet. Ikke desto mindre har skærmen alt, hvad man kan forvente fra et moderne TV i 2017, inklusiv 4K-opløsning og Dolby Vision. LG har desuden udstyret B7 med Dolby Atmos og seneste udgave af webOS-platformen. Til testen har vi desuden lånt LGs SJ8-soundbar, der kan erstatte foden på skærmen.

Det lyder som en opskrift på succes, men LG er i år oppe mod flere konkurrenter end sidste år. Sony, Panasonic, Philips, Loewe m.fl. er alle stærkt repræsenteret i OLED-segmentet. I testen vil vi undersøge om LG stadig har, hvad der skal til, for at forblive markedsledende indenfor OLED.


55"
65"



Første indtryk


Til testen havde LG udlånt os en SJ8 soundbar, som kan erstatte foden på B7 skærmen vha. et særligt beslag, som skal købes separat. Det gør, at skærm og soundbar ligner en semi-integreret løsning. Mere om dette senere.

B7 er LGs mest prisvenlige 2017 OLED-model og selvom den ikke har samme elegance over sig, som de dyrere E, G og W-serier, så er det stadig et imponerende TV. OLED-panelet er, som altid, ekstremt tyndt. Det er så tyndt, at det kan være lidt af en prøvelse af pakke skærmen ud af kassen, simpelthen fordi man frygter at knække skærmen. Skærmen har naturligvis stadig den voluminøse elektronikboks på nederste del af bagsiden, hvilket skæmmer det ellers elegante design en del. Opdatering: Vi er blevet gjort opmærksomme på, at man kan hive en film af bagsiden, så B7 får mat metallisk udseende. Billedet af bagsiden her i testen er taget før denne film er fjernet.

Omkring OLED-panelet sidder en sølvfarvet ramme. Den er ligeledes tynd, men sammenlignet med LGs E-serie, så fandt vi sølvfarven lidt distraherende at kigge på, da den står i ret skarp kontrast til det sorte skærmpanel (C7-modellen har en anden ramme). Vi kan bedre lide det mere strømlinede glas-design på LGs dyrere OLED-modeller og netop dette er noget, som du må undvære, hvis du køber B7 – der også er markant billigere. Det er naturligvis personlig smag og behag, men faktum er, at B7 er skabt primært i plastik og derfor mangler den finesse, som gennemsyrer de dyrere OLED-modeller på markedet.

Vender vi opmærksomheden mod bagsiden, lægger vi med det samme mærke til, at adskillige porte vender ud mod væggen, hvilket kan være kritisk for dem, som ønsker at vægmontere skærmen. Sektionen er sænket en smule ind i kabinettet, men det ændrer ikke på, at HDMI3 og HDMI4 vender bagud. De to andre HDMI-indgange sidder på siden. Det er simpelthen ikke godt nok og er virkelig noget, som producenterne skal til at få løst. Særligt i dette prissegment.

Som alle andre OLED-tv-paneler (de er alle produceret af LG.Display) har B7 en blank overflade, som reflekterer lyse objekter fra dine omgivelser. Det skal dog understreges, at fordi OLED-paneler består af kun ét lag, ser billedet stadig intenst og kontrastrigt ud i selv meget oplyste omgivelser. OLED-paneler er i dag så lysstærke, at de kan gøre sig i alle typer stuer.




Brugeroplevelse & features


LG B7 er baseret på webOS 3.5 og samme chip, som sidder i alle andre LG 2017 OLED-modeller, inklusiv den dyreste W7. Vi har allerede kigget nærmere på webOS 3.5, så vi henviser til testen af LG E7 for yderligere detaljer.

De tre primære forskelle på B7 og E7 er:
1. Fjernbetjeningen
2. Manglende twin-tuner
3. Højttalere

Betjening

Fjernbetjeningen er en mindre, sort udgave. Den har stadig bevægelsessensor, så du kan styre webOS ved at vifte fjernbetjeningen i luften. LG prøvede for et par år siden at fjerne nogle af de overflødige knapper, men et kundesegment tvang LG til at rulle ændringerne tilbage, hvorfor vi er tilbage på status quo; en rodet fjernbetjening. Den har sågar dedikerede knapper til Netflix og Amazon.


LG B7 test


Når man ser, hvad Samsung har gang i, hvad angår betjening af tv-skærme, så bliver LG nødt til at øge indsatsen på flere områder. LGs fjernbetjening føles simpelthen billig. Den virker naturligvis fint nok – hvis man da kan overskue virvaret af knapper.

Tv-kanaler, optagelse & lyd

Tv-guiden og alt hvad angår tv-kanaler er som E7, så tjek gennemgangen dér, pånær en detalje. B7 har ikke den twin-tuner, som sidder i den dyrere E7. En twin-tuner gør det muligt at optage en tv-kanal, imens du ser en anden, ved at tilslutte en USB-harddisk. Ser eller optager du ikke længere tv-kanaler, så er det naturligvis 100% irrelevant for dig.

Sidst men ikke mindst er højttalersystemet anderledes. Det understøtter stadig teknisk Dolby Atmos – ligesom de dyrere modeller – men højttalerne er ikke kraftfulde eller mangfoldige nok til at stille særlig meget op med det objekt-baserede lydformat.

Til testen havde LG sendt os deres SJ8 soundbar, der kan erstatte foden på B7. Det fungerer på den måde, at man monterer en supportarm, som købes separat, på bagsiden af skærmen. Den erstatter den normale fod. Soundbaren passer ned i denne supportarm og ligner en semi-integreret del af skærmen.


LG B7 test


Soundbaren kan forbindes til skærm via optisk lydkabel eller HDMI, hvor sidstnævnte er den bedste løsning, hvis du vil blive ved med at styre alt via tv’ets fjernbetjening (eller universalfjernbetjening). Ved at forbinde til tv’ets HDMI2 port, får du fuld HDMI ARC og HDMI CEC-styring. Det betyder i praksis blot, at soundbaren tænder og slukker med tv’et og at du kan styre lydvolumen vha. tv’ets fjernbetjening.

Soundbaren har også egen fjernbetjening, men tilslutter du komponenterne, som beskrevet ovenfor, skal den udelukkende bruges til at opsætte og justere soundbaren. HDMI CEC-styring virkede som forventet.


LG B7 test


Teknisk mister du godt nok Dolby Atmos, da du ikke længere bruger de integrerede højttalere i B7, men da de alligevel ikke kan udnytte Atmos, er det ikke noget tab. På den anden side får man med SJ8 en mere kraftfuld lydløsning og en ekstern subwoofer. LG sælger også en endnu mere kraftfuld SJ0 soundbar, som understøtter Dolby Atmos.

Så hvordan lyder det? Tjo, forskellen bemærkes, når subwooferen slår ind, men primært fordi den tilføjer bas og dybde i lydbilledet.


LG B7 test


Vi forsøgte at slå subwooferen fra og skifte imellem SJ8 og de indbyggede højttalere i B7. Uden subwooferen er forskellen langt mindre dramatisk. Det er i denne forbindelse nok værd at pointere, at vi testede 65” versionen af B7, som har et lidt større kabinet til at flytte lyden rundt, så forskellen vil muligvis være større, hvis man sammenligner SJ8 med 55” B7. Vi havde dog ikke desto mindre håbet på en større forbedring.

SJ8 gengiver stemmer lidt klarere og har bedre styr på de højeste toner, men den er på ingen måde sammenlignelig med dyrere soundbarer fra HiFi-producenter. Det lyder måske som en unfair sammenligning, men hvis man skal ud og spendere ekstra penge på en soundbar, så kan man med rimelighed forvente et markant løft af lyden.

Denne lille øvelse gjorde, at vi sad tilbage med et ønske om, at subwooferen kunne købes separat og forbinde direkte til tv’et.

At bruge SJ8 som fod til B7 ser fint nok ud, men vær opmærksom på, at du i meget mørke omgivelser vil opleve, at lyset fra OLED-panelet reflekterer ned i den sorte plastik på toppen af soundbarkabinettet, hvilket kan være lidt distraherende (se fotos i afsnittet om billedkvalitet). Vi er alt taget i betragtning ikke overbeviste om, at SJ8 er det bedste køb til B7, selvom subwooferen dog hjælper med at hæve lydoplevelsen.




Kalibrering


Jeg kunne inkludere den sædvanlige tirade om hvordan standardindstillingerne på skærmen ødelægger et ellers fænomenalt OLED-panel igennem perverse tiltag som kunstig skarphed, underlige artefakter ved bevægelse og en farveprofil, der trækker alt ud i de mest ekstreme farver, som skærmen kan byde på, hvilket resulterer i ekstremt upræcise farver. Tjo, det er vel netop, hvad jeg gjorde, men så vil jeg i det mindste undlade at udbasunere yderligere. Hvid du har læst tidligere anmeldelser, så ved du, at ingen tv-producent i dag kan hævde at være hævet over dette. Det virker som om, at standardindstillingerne på tv-skærme er blevet en øvelse i at præsentere de mest ekstreme farver og at producenterne konstant forsøger at overgå hinanden.

Heldigvis har LG inkluderet to ‘ISF Expert’ profiler – en til mørke omgivelser og en til lyse omgivelser – og disse to er i en helt anden liga. De to billedprofiler leverer meget præcise farver og med små yderligere justeringer kunne vi opnå et imponerende resultat. For få år siden var det vaskeligt at kalibrere OLED-tv, men LG har formået at gøre panelerne mere og mere konsistente (primært pga. en mindre aggressiv ABL), hvilket har gjort det langt lettere. Som du kan se i grafen nedenfor nåede vi beskedne dE værdier for farveafvigelse og en nærmest spot-on gråtoneskala ved blot at bruge de simple 2-punkts håndtag i menuerne. Vil man have de sidste procent med, så tilbyder skærmen også fuld CMS og 10-punkts håndtag.

Som du også kan se i diagrammerne målte vi dækning af DCI-P3 farverummet til omkring 96%, hvilket er normen for 2017 OLED-paneler. Vi kalibrerer endnu ikke HDR-profilen, men bør måske sige, at såfremt du kaster dig ud i det, så kræver det lidt mere indsats end beskrevet ovenfor (for SDR), primært fordi HDR-profilerne ikke er lige så præcise fra som, som ISF Expert-profilerne er det. Med de begrænsede håndtag, som findes i menuerne, når man kalibrerer HDR, er vi heller ikke overbeviste om, at man kan komme helt i mål.




Målinger


Vores "måling"-afsnit omhandler alle de ting vi går og måler på TV’ene samlet ét sted frem for at ligge i de enkelte afsnit. Vi henviser til vores artikel omkring bl.a. målemetoder her for en gennemgang af hvordan vi måler under testen.

Målinger Out-of-boxKalibreret
Sortniveau0.00 cd/m20.00 cd/m2
Sortniveau (HDR)0.00 cd/m20.00 cd/m2
Lysstyrke221 cd/m2180 cd/m2
Max lysstyrke (HDR)730 nits
783 nits (Cinema Home)
-
Kontrast Uendelig Uendelig
Kontrast (HDR) Uendelig Uendelig
Input lag96 ms21.4 ms (Game Mode)
DCI-P396%-
Rec.202069%-

StrømforbrugOut-of-box Kalibreret
SDR170 W130 W
HDR230 W-
Standby0.2 W

TidsmålingerTime
Start-up (indtil responsiv)10 s
Start-up (indtil billede vises)10 s
Netflix app opstart8 s
Youtube app opstart3 s
Amazon app opstart10 s
Google Play app opstart8 s
Viaplay app opstart6 s
DR TV app opstart-
Blockbuster app opstart12 s
TV2 Play app opstart5 s

Videofil / kildeSpecs Status
Amazon 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – HEVCVirker
Netflix 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – HEVC Virker
YouTube 4K HDR4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors - Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – VP9 Profile2 Virker
Dubai 4K4K (3840x2160 pixels) – 23.976fps – 10 bit colors - BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 51.4 Mbps bitrate – HEVC - .ts fileVirker
Costa Rica 4K 4K (3840x2160 pixels) – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – 12.71 Mbps bitrate – VP9 - .mkv fileVirker
Terrifying Pyroclast 4K 4K (3840x2160 pixels) – BT.709 color space – 4:2:0 subsampling – variable bitrate – VP9 - .mkv file Virker
Big Buck Bunny HD (.ts version) HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 2.5 Mbps bitrate – 60fps - HEVC - .ts fileVirker
Big Buck Bunny HD HD (1920x1080 pixels) – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 60fps - 2.2 Mbps bitrate – HEVC - .mkv fileVirker
LG Arctique 4K 4K (3840x2160 pixels) – 8 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 50.0 Mbps bitrate – 29.970fps - AVC - .mp4 fileVirker
Eutelsat 4K demo 4K (3840x2160 pixels) – 10 bit colors – YUV color space – 4:2:0 subsampling – 23.1 Mbps bitrate – 50fps - HEVC - .ts fileVirker
Cymatic Jazz HLG4K (3840x2160 pixels) – 60fps frame rate – 10 bit colors – BT.2020 color space – 4:2:0 subsampling – 20.8 Mbps bitrate – VP9-2 – HLGVirker
HFR (100fps) test file4K (3840x2160 pixels) – 100fps – 10 bit colors – Rec.2020 color space – 4:2:0 subsampling – 23.7 Mbps bitrate – HEVC - .ts fileVirker (med hakker)
Ghost Towns 8K8K (7680x4320 pixels) – variable frame rate – 8 bit colors - YUV color space – 4:2:0 subsampling – 20.7 Mbps bitrate – AVC - .mp4 fileFejler

GruppeIndstillingVærdi
Billedprofil ISF Expert Mørk
Format Billedformat Original
Just scan Til
GlobalOLED Lys60
Kontrast85
Lysstyrke50
H Skarphed 10
V Skarphed 10
Farve50
Farvetone0
EkspertDynamisk kontrastFra
Super opløsningFra
Hele farveskalaen Auto
KantforbedringFra
Gamma2.2 / BT.1886
HvidbalanceFarvetempVarm2
Metode2-punkt
R-Høj-11
G-Høj10
B-Høj-1
R-Lav-3
G-Lav0
B-Lav1
BilledindstillingerStøjreduktionFra
MPEG støjreduktion Fra
SortniveauLav
TruMotionFra
Bemærk: Vi kalibrerer kun mod SDR, og ikke HDR. Vi har under testen ikke benyttet os af lyssensoren, men ønsker du, at TV'et selv kompenserer for lyset i stuen, så kan dette aktiveres i menuen.



LG B7 test


Billedkvalitet


LG siger, at alle deres 2017 OLED-modeller er baseret på samme panel og samme videoprocessor – fra B7 til den dyreste W7 – hvilket bør betyde, at B7 leverer mere eller mindre identisk ydelse ift. E7, som vi testede i juni. Det er et af emnerne, som vi vil undersøge i testen, samtidig med, at vi vil forsøge at tilføje lidt yderligere om billedkvalitet på 2017 OLED-tv.

Lad os starte fra bunden med at kommentere på, hvordan B7 håndterer SD og HD-materiale. I vores test af LG E7 fra juni, skrev Torben, at ”opskalering af HD- og SD-materiale er god, men ikke helt på højde med Sonys X1 Extreme modeller eller Panasonics HCX-processor. Fordelene ved OLED med de dybsorte farver og intense højlys opnås dog på alle opløsninger, så man får stadig et utroligt kontrastfyldt billede uanset hvad man ser på.”

Der er ikke meget andet at tilføje til emnet end at sige, at B7 leverer samme ydelse. B7 er langt billigere end E7, men du kan stadig forvente samme fantastiske billedkvalitet, selv når du fodrer skærmen med indhold i relativ lav kvalitet efter nutidens standarder. Vi har endnu til gode at teste et OLED-tv, som ikke er blandt de bedste skærme indenfor billedkvalitet, hvilket siger en del om, hvor konsistent skærmteknologien er. Bundniveauet er simpelthen ekstremt højt.




Retter vi blikket mod 4K og HDR, så er det her, at B7 for alvor brillerer. Vi målte en tand højere maksimal lysstyrke på B7 ift. E7 (730 vs. 710 nits). Forskellen er ubetydelig og skyldes formentlig små variationer i paneler eller nogle yderligere optimeringer i produktionsprocessen. LG proklamerede i januar, at dette års OLED ville nærme sig 1000 nits i maksimal lysstyrke (lille område af skærmen – f.eks. forlygter på en bil) i særlige situationer, men dette er kun muligt ved langt højere farvetemperaturer, som gør billedet for blåligt og koldt. Skiftede vi til ’Cinema Home’ profilen kunne vi presse skærmen over 780 nits (10% vindue - se graf til højre) og stadig bibeholde pæn billedkvalitet, så skærmen kan presses (et mindre målevindue end 10% af skærmen vil også give højere værdi), men der er stadig plads til forbedring.

Ikke desto mindre, så ser HDR-materiale fænomenalt ud på B7, særligt i 4K-opløsning på 65” panelet. I løbet af testen fodrede vi skærmen med indhold via adskillige kilder, herunder en UHD Blu-ray-afspiller fra Panasonic (UB700), indhold fra Netflix og testklip. B7 gengiver HDR konsistent – uden udsving i lys, som vi altid oplever på kantbelyste LCD-tv – med flere detaljer i de mørkeste og lyseste toner end på 2016-modellerne.

Dette skyldes delvist, at LG har formået at forbedre gengivelsen af de allermørkeste gråtoner samt at LG har implementeret bedre tone-mapping i den høje ende af lysspektret. Denne tone-mapping sikrer, at detaljer i de allerlyseste områder bedre opretholdes selv med HDR10-indhold. Dolby Vision-formatet kan forbedre sagen yderligere ved at gøre brug af såkaldte dynamiske metadata, der kan optimere video scene-for-scene. Desværre ventede vi stadig på firmware-opdateringen til UP970 og Apple TV 4K var endnu ikke landet, så vi undersøgte Dolby Vision primært vha. testklip og her fremstod billedet præcist så imponerende som altid.


LG B7 test


Apropos Dolby Vision, så har Apple TV 4K efterfølgende gjort os opmærksomme på en alvorlig begrænsning på 2016 LG OLED, hvilket er, at de ikke kan modtage Dolby Vision i 50 eller 60Hz (30Hz maks). Det kan LGs 2017 OLED-tv, hvilket fremadrettet vil være en væsentlig forskel på de to generationer. Det betyder ikke mindst, at 2017 LG OLED er forberedt på blandt andet live-udsending i Dolby Vision-kvalitet (og naturligvis Apple TV 4K). Det er en kedelig begrænsning ved sidste års modeller og selvom vi er glade for, at det er blevet adresseret på de nye modeller, så skulle LG have gjort mere for at oplyse om begrænsningen. Selskabet bliver nødt til at forholde sig til sagen på et eller andet plan.

LG tilføjer senere på året understøttelse af Technicolors HDR-format via en firmware-opdatering. Det bliver det fjerde HDR-format, som understøttes på 2017-modellerne. Der er endnu ikke indhold i formatet, så vigtigheden heraf er svær at overskue. De tre andre formater er HDR10, HLG og Dolby Vision, hvilket kun efterlader HDR10+, som Samsung og Panasonic har lagt vægt bag for at skabe en front mod Dolby Vision.




Vi kan bekræfte, at HDR10, HLG og Dolby Vision alle fungerer som forventet og vi er til stadighed imponerede over, hvor godt OLED-skærme gengiver HDR. Der er plads til forbedring på vejen mod Rec.2020 farverummet og langt højere lysstyrke, men det er langsigtede mål i branchen. Dolby Vision-profilerne på B7 er i øvrigt mere farvekorrekte end HDR10-profilerne, så vi håber, at LG i fremtiden vil dedikere mere tid til at få dem justeret korrekt fra fabrikken.

Læs også: OLED vs. LCD

Alt taget i betragtning så leverer 2017 OLED den bedste HDR-billedkvalitet, som du kan få på markedet i dag vha. værktøjer som farve/lys-styring på pixel-niveau, understøttelse af DCI-P3 farverum og en maksimal lysstyrke på lidt over 700 nits. Denne kombination, hvor styring på pixel-niveau er den vigtigste egenskab, leverer billeder, som kan være fantastisk smukke med ekstrem kontrast, hvilket ses i f.eks. nattescenen af ’Life of Pi’ på fotoet ovenfor eller scenen, hvor maling eksploderer i intense farver.

Hvis vi hurtigt skal vende emnet indholdskilder, så kan vi notere, at LG i år endelig har tilføjet understøttelse af Googles VP9-2 format, hvilket i praksis betyder, at du kan nyde YouTube i 4K HDR-kvalitet (PQ og HLG). De to apps fra Amazon og Netflix leverer også begge indhold i 4K HDR (og Dolby Vision hos Netflix) via HEVC-formatet, som også var omfattet i sidste års modeller. webOS-platformen tilbyder dog ikke adgang til 4K HDR fra f.eks. Google Play Film app’en og der er naturligvis heller ikke en iTunes app. webOS er en fin tv-platform, men hvis du vil have adgang til flere indholdskilder i højeste kvalitet, så er du nødsaget til at tilslutte en boks af en art.




På den anden hånd er vi til stadighed uimponerede af LGs TruMotion-system, der halter efter f.eks. Sonys MotionFlow.

Branchen vil i de kommende år begynde at flirte med HFR – High Frame Rate – og LG har allerede fremvist prototyper af OLED, som kan modtage og håndtere indhold i 100/120fps (billeder per sekund). Dette vil forbedre klarheden i bevægelse drastisk, men før vi når så langt, foretrækker nogle seere at aktivere systemer på tv-skærme, som sigter mod at forbedre bevægelse ved enten af fjerne hak/judder og udglatte indholdet (motion interpolation) og/eller ved at reducere det i indholdet iboende slør på en eller anden måde.

LGs TruMotion-system fremprovokerer dog, selv ved laveste indstilling, den såkaldte ”soap opera” effekt, hvor bevægelse ser kunstigt og falsk ud, samt synlige artefakter omkring objekter, der bevæger sig hen over skærmen. Vi foretrækker derfor at slå TruMotion fuldstændig fra. Hvis du foretrækker at bruge disse motion-systemer (og vi skal måske understrege, at mange seere ikke ønsker at tage dem i brug), så bør du kigge nærmere på Sony eller Philips, der klarer sig bedre på dette område.

Når det er sagt, så har vi dog ikke noget at udsætte på LGs ”naturlige”, så at sige, gengivelse af bevægende billeder. B7 gengiver film, der i nærmest alle tilfælde stadig er optaget i 24Hz, som forventet og tilsigtet. B7 har også et af de laveste niveauer af input lag (forsinkelse på signal), som vi hidtil har målt. Blot 21,4 ms i Spil-profilen.

Læs også: Bedste tv-skærme til spilkonsollen

Dette input lag-niveau gælder for både SDR og HDR, hvilket gør LGs 2017 OLED til de bedste TV til spilkonsoller, som du finder på markedet. Vi kan ikke understrege nok i hvor høj grad HDR løfter spiloplevelsen. Har du endnu ikke oplevet spil i HDR på et OLED-tv, så har du en oplevelse til gode.

OLED-tv-paneler kæmper fortsat med inhomogenitet i de allermørkeste og de allerlyseste gråtoner. B7 er ingen undtagelse. Panelet har en smule ”banding” (vertikale bånd nedover billedet), som kan ses på testmønstre med 5% mørkegrå. Vi observerede det ikke i praksis. Der var også en meget svag gullig nuance i den ene side på en helt hvid baggrund, men den var så svag, at få ville kunne spotte det. Vi formåede heller ikke at fange effekten på kamera.




Hvis du kigger nærmere på tredje billede ovenfor så kan du se et svagt omrids af en firkantet boks midt i panelet. Dette er et 10% vindue, som vi bruger i forbindelse med målinger og kalibrering, der er blevet på skærmen som midlertidig retention. Vi så det ikke i praksis – først ved redigering af fotos – og det krævede et foto med 2 sekunders eksponeringstid at afsløre (plus 1-2 timers målinger med 10% vinduet på skærmen), men det understreger det faktum, at retention kan opstå på OLED-paneler.

Situationen er slet ikke sammenlignelig med plasma-dagene og baseret på vores erfaringer, så behøver du ikke at frygte. Brug OLED-skærme, som du normalt ville bruge et TV. Vi har ved flere lejligheder haft spilkonsollen kørende i 6-8 timer uden problemer. Hvis du er uheldig at se lidt retention, så find ro i at skærmen udfører en rensningsproces mens den er slukket (standby-strøm kræves), hvilket betyder, at det er væk igen, når du vågner næste morgen.

Det er ikke længere relevant at kommentere på betragtningsvinkler. Visse tidligere OLED-tv udviste en smule farvetoning ved yderlige vinkler, hvilket skyldtes anti-refleks-behandlingen på panelet, men LG.Display har formået mere eller mindre at eliminere effekten, hvilket betyder, at du får tæt på perfekt kontrast og farver selv fra de mest ekstreme vinkler.


Konklusion


LG B7 er grundlæggende samme TV som det dyrere E7, som vi testede i juni. Du får samme OLED-panel drevet af samme videoprocessor. Du får webOS 3.5 drevet af samme chip. Du får 4K-opløsning og understøttelse af de samme HDR-formater, inklusiv Dolby Vision. Hvad du derimod må give afkald på er det elegante glasdesign, fremadrettede højttalere og twin-tuner.

Annonce:
Hvis du kan leve uden disse ting, og kan leve med noget af markedets bedste billedkvalitet med perfekt sort, så er B7 et oplagt valg. Der er visse billedmæssige forskelle imellem LG, Sony, Philips og Panasonics OLED-tv, men de er sjældent afgørende, og LG har et lille forspring på to punkter; input lag og understøttelse af Dolby Vision (tilføjes på Sony A1 senere). OLED leverer til stadighed den bedste SDR og HDR-billedkvalitet, som du kan købe, og B7 er samtidig det bedste TV til konsolspil i HDR, hvilket er noget, som du bør få prøvet, hvis du endnu ikke har set det.

LG B7 er bestemt ikke perfekt. Vi er skuffede over, at adskillige stik peger ud mod bagvæggen og at OLED-paneler stadig kæmper med inhomogenitet i de mørkeste gråtoner. HDR10-billedprofilerne bør være bedre kalibreret fra fabrikken og ”Dolby Atmos” højttalerne har ikke meget Atmos over sig. LG holder også stædigt fast i, at de ikke vil opdatere webOS fra år til år, hvilket underminerer hele idéen med at have en tv-platform. LG lånte os desuden et eksemplar af SJ8 soundbaren, som kan erstatte foden på B7, men lyden var lidt skuffede, hvilket fik os til at ønske, at det i stedet var muligt blot at tilslutte en trådløs subwoofer direkte til skærmen.

Alle disse punkter kan vi dog acceptere for de glemmes hurtigt, når skærmen tændes. B7 yder som langt dyrere OLED-tv og det er ganske enkelt et lille vidunder, at man kan få så meget billedkvalitet til en så attraktiv pris. B7 fortjener vores Top-anbefalings Award mere end noget andet TV, som vi har testet i de seneste år.


55"
65"

Fantastisk billedkvalitet
HDR-gengivelse
Dolby Vision
Bedste TV til HDR-spil (& lavt input lag)
Farvepræcision i SDR
Perfekt sort
Meget for pengene


webOS opdateres ikke år-til-år
Bagudvendte stik
Billig fjernbetjening
Artefakter i mørkeste gråtoner


Nærmeste konkurrenter





Flere anmeldelser

Test: Sonos Arc Ultra

26 Nov 2024 |

Test: Panasonic Z95A (MLA OLED)

14 Nov 2024 |

Test: Samsung HW-Q995D (Q990D)

31 Oct 2024 |

Test: Sony Theatre Quad

25 Oct 2024 |