Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Philips 7000 (7606T) - FlatpanelsDK

Test: Philips 7000 (7606T)

|


Philips 7606T test

Philips nye 7000-serie er et mellempris-Tv og et af de få fladskærms-TV på markedet, som udnytter den passive 3D-teknologi. Philips kalder det populært for Easy 3D. Men Philips 7606T er naturligvis også et helt almindeligt 2D-fladskærms-Tv med en række af Philips billedsystemer. Funktioner såsom NET TV, DLNA, Ambilight og USB-optagelse præger listen af specifikationer.

Men er Philips 7606T et solidt mellemklasse-Tv og et alternativ til modeller, såsom Panasonic G30 og Sony EX720? Og hvor god er 3D-billedkvaliteten på 7606T i forhold til LGs Cinema 3DTV? Det og mere vil vi undersøge i denne test.

Philips 7606T findes i 32, 37, 42, 47, og 55 tommer kaldet 32PFL7606T, 37PFL7606T, 42PFL7606T, 47PFL7606T og 55PFL7606T. Slutter modellen i stedet på H, betyder det, at der er DVB-T tuner i stedet for DVB-T2.

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online. Se blandt andet frem til anmeldelser af LG Nano LW980W, Dell U2312HM og Eizo FS2332.

This review in English: Philips 7606T review


Størrelse:47" widescreen
Opløsning:1920x1080
Responstid:2 ms
Kontrastforhold:500.000:1
Lysstyrke:-
Farveunderstøttelse:16,7 millioner farver
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178/178
Dot pitch:
Paneltype:LCD-TV med Edge LED
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): 64.7cm x 110.2cm x 3.9cm (uden fod)
Vægt18,6 kg
Indbyggede højttalere:
Inputformater: 480p/i, 576p/i, 720p, 1080i & 1080p (50, 60 & 24p)
Indgange
VGA
DVI (kan konverteres gennem HDMI)
Audio (type) (Audio ind/ud)
SCART (1 indgang)
S-video
Komposit
Komponent
HDMI (4 indgange, 1 HDMI 1.4)
Andet
Udgange
Audio (type) (1 udgang, hovedtelefonudgang)
SCART
S/PDIF (optisk)
Andet
Tunere
Analog
DVB-T (MPEG4)
DVB-T2
DVB-C
DVB-C (MPEG4)
DVB-S
DVB-S (MPEG4)
Andet
Øvrigt

Pris og forhandler:

42"47"


De første indtryk

Philips nye 7000-serie har ramme i børstet aluminium og Philips har hentet tydelig inspiration fra deres tidligere high-end fladskærme. I bunden af rammen sidder en aflang og afrundet ekstra-ramme, hvori der findes knapper til styring af kanaler, lydstyrke og Ambilight.

Philips 7606T test
Philips 7606T test


Foden er skabt med samme børstet aluminiumlegering og har en begrænset drejefunktion, som lader brugeren dreje Tv’et nogle få grader til hver side.

Philips 7606T test
Philips 7606T test


Indgangs- og udgangsstik er placeret på skærmens bagside, og det fleste - herunder alle HDMI, strøm og antenneindgange – peger enten nedad eller til siden. Kun de analoge indgange peger udad mod bagvæggen – fair nok, det er godkendt. Det eneste klagepunkt vi som sådan har, er, at hovedtelefonstikket er et af dem. På den anden side er det de færreste som bruger dette, idet mange nyere spilkonsoller giver mulighed for at tilslutte trådløse headsets.

Philips 7606T test
Philips 7606T test


7606T er Philips billigste Tv-model med Ambilight i dette års porduktportefølje. Vi har talt om Ambilight i flere omgange i både artikler og anmeldelser, så jeg vil ikke gå nærmere i dybden med konceptet i denne anmeldelse. Det er dog værd at nævne, at Philips har skiftet til LEDs i stedet for lysstofrør i de seneste generationer af Ambilight, for at gøre Ambilight-lyset mere præcist og nuanceret. Der er også muligheder for at tilpasse Ambilight – f.eks. anvende et helt hvidt lys.

Forud for testen

Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.

Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.

Funktionalitet

Philips 7000-serie leveres med plastik-udgaven af Philips nye fjernbetjening.

Philips 7606T test
Philips 7606T test


Fjernbetjeningen er centreret omkring Home-knappen midt for (lige over op-knappen), og det er denne knap der skal bruges som en indgang til alle Tv’ets funktioner.

Philips 7606T leveres også med Philips NET TV-platform, der er udviklet i samarbejde med Sharp og Loewe. Philips planlægger at opdatere deres NET TV brugergrænseflade senere på året, men den ser således ud lige nu.

Philips 6606H test
Philips 6606H test


Ud over NET TV, har Philips også integreret en række multimedie-funktioner, såsom USB-optagelse, DLNA, USB-afspilning og Wi-Fi MediaConnect (som jeg kommer tilbage til om lidt).

Ingen af funktionerne NET TV, DLNA og USB-afspilning har ændret sig på 7000-serien i forhold til den billigere 6000-serie, og derfor vil jeg ikke gentage gennemgangen her. Se i stedet vores Philips 6606 test for yderligere detaljer - eller se videoen nedenfor.


En funktion, som jeg dog gerne vil uddybe, er USB-optagelse. Philips 7606T har evnen til at optage Tv-programmer fra de digitale Tv-tunere ned på en USB-harddisk. USB-harddisken er ikke vedlagt i kassen, så den skal købes separat og tilsluttes en af USB-indgangene på bagsiden af Tv’et.

Man kan enten påbegynde optagelser fjernbetjeningen eller ved at anvende EPG’en (elektronisk program guide) til at planlægge fremtidige optagelser på Tv-kanaler. Den største ulempe er, at Philips 7606T kun kommer med én tuner, hvilket betyder, at du ikke kan optage et Tv-program, samtidig med, at du ser et andet. Dette er i øvrigt fælles for alle de store Tv-producenter i dag.

Den sidste funktion jeg ønsker at komme omkring, er Philips WiFi MediaConnect.

Ved at installere et stykke software på en PC, kan brugeren ”skubbe” deres PC-skrivebord over på Tv-skærmen via det trådløse netværk. Opsætningen er forholdsvis enkel og efter WiFi MediaConnect-softwaren er installeret, skal du blot højreklikke på ikonet nede ved siden af uret på skrivebordet og trykke på "Start projection” (programmet findes ikke på dansk pt.).

Vi var ikke i stand til at få et 1920x1080 billede over på Tv’et, men ifølge softwaren burde det kunne lade sig gøre. Idéen er som sådan rigtig fin, og jeg ser muligheder for, hvordan brugere kan få gavn af funktionen, men det skal fremhæves, at funktionen giver en del forsinkelse. Det kan således ikke bruges til spil eller internet-surfing – forsinkelsen på musemarkøren samt det faktum, at billedet ikke opdateres så ofte som hvis det er tilsluttet med kabel, begrænser mulighederne.

Philips 7606T test
Philips 7606T test


Se herover hvordan PC-billedet vises på Philips Tv. Vi oplevede forsinkelse på 2 - 2,5 sekunder – med netværkskabler (altså ikke trådløst via WiFi). Til film eller YouTube kan jeg godt se funktionen være nyttig, men personligt ville jeg foretrække at bruge DLNA-streaming til film, musik og billeder fra andre enheder til Tv’et.

Kalibreringsindstillinger
Philips 7606T tilbyder følgende billedindstillinger: kontrast, lys, farve, farvenuance., skarphed, støjreduktion, farvetone, PC-mode, lyssensor og billedformat.

Der kan vælges mellem følgende billedprofiler: Standard, Personlig, Livagtig, Naturlig, Biograf, Spil, Energibesp., Foto og Sædvanlig.

I den avancerede Pixel Plus HD menu kan man indstille:: HD Natural Motion, Clear LCD, Super opløsning, dynamisk kontrast, dynamisk baglys, MPEG-støjreduktion, farveforbedring og gamma.

Strømforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbrug på fladskærme


Nedenfor har jeg målt strømforbruget på 47-tommer versionen af Philips 7606T.

Standby0.0 W0.0 W
SD+HD59 W53 W
3D65 W65 W


Efter kalibrering målte jeg strømforbruget til 53 W, som er ganske pænt for et 47-tommer Tv

Kalibrering af Philips 7606T

Herunder kan du se måling af billedgengivelsen på Philips 7606T med skærmens standard-indstillinger, uden lyssensoren aktiveret.

Philips 7606T test


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.


  • Skærmens standardindstillinger er ikke særlig gode, for at sige det mildt. Farverne er overmættede, og gamma stiger fra 2,10 til 2,54, hvilket betyder, at mørke farver er for mørke og lyse farver er for lyse. Gamma er en anelse bedre end på Philips 6606, men ikke meget. Du kan se fra grafen, at stort set alle farver gengives med en delta-værdi over 6, hvilket betyder, at farverne er direkte forkerte.

    Lysstyrken er skruet op på 336 cd/m2, hvilket er for højt til blandet brug. Billedet har også en del kunstig skarphed (ikke vist i grafen) tilføjet, men efter at have testet en række Philips TV må vi efterhånden konstatere, at dette er blevet reglen hos Philips.

    Jeg skiftede til Biograf-billedprofilen og håbede at se bedre billedegenskaber.

    Philips 7606T test


    Biograf-profilen er bedre, men ikke perfekt. Farveafvigelserne er ikke så ekstreme og lysstyrken måles nu til 185 cd/m2, hvilket er bedre egnet til blandet brug (men dog stadig for højt). Farvetemperaturen blev målt til 5717 Kelvin, hvilket er lidt for lavt i forhold til vores 6500 Kelvin reference. Det betyder, at billeder på 7606T er for rødlige og varme - men kun en anelse.

    Gamma er nu målt mellem 2,45 og 2,52, hvilket er for højt. Vi sigter efter 2.2. Samtidig bemærkes det dog, gamma nu er konsekvent for høj (og ikke er spredte værdier), hvilket formentlig betyder, at vi kan rette det forholdsvis nemt vha. billedindstillinger i forbindelse med vores kalibrering.

    I biograf-profilen ser vi stadig for meget kunstig skarphed i billedet, men effekten er langt mindre aggressiv end med standard-profilen.

    Jeg foretog nu en kalibrering af Philips 7606T. Her er mit resultat.

    Philips 7606T test


    Under kalibreringen lykkedes det mig at forbedre farvenøjagtighed betydeligt, fordi vi formåede at få gamma meget tæt på vores 2,2 mål. Gamma spænder nu mellem 2,21 til 2,27 hvilket er ganske pænt.

    Vi har også formået at få en stabil farvetemperatur, der er meget tæt på vores målværdi på 6500 Kelvin. Philips 7606T klarer sig således også betydeligt bedre end sin lillebror i 6606H-sereien, der havde alt for begrænsede kalibreringsmuligheder i forhold til hvad der var nødvendigt for at nå et godt resultat. Resultatet på Philips 7606T efter kalibrering er ikke perfekt, men ganske godt. Vi ville blot ønske, at Philips tilbød bedre standard-billedindstillinger på deres Tv, så man ikke behøvede at gå igennem alle disse kalibrerings-trin, for at få det meste ud af produktet.

    Det kalibrerede billede sikrer, at billedgengivelsen på Tv’et tager sig ud som instruktøren af en film eller en Tv-udsendelse forestillede sig. Se hvordan det forkerte billede ser ud i denne artikel med billedeksempler: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    Nedenfor er mine kalibrerede indstillinger, som du kan genbruge på din 7606T-model.

    Smart picture:Biograf
    Kontrast56
    Farvenuance:50
    Lysstyrke:51
    Skarphed:0
    StøjreduktionFra
    FarvetoneSædvanlig
    HD Natural MotionFra
    Clear LCDTil
    Super resolutionTil
    Dynamisk kontrastFra
    Dynamisk baglysFra
    MPEG støjreduktionFra
    FarveforbedringFra
    Gamma0
    Rød126
    Grøn96
    Blå88
    LyssensorTil/Fra
    BilledformatIkke skalérbart


    Jeg har baseret kalibreringen på Biograf-profilen. Jeg har ændret kontrasten (som faktisk styrer baggrundslyset) for at nå et lavere lysniveau. Jeg har også ændret gamma og lysstyrke (som faktisk styrer kontrast) indstillingerne for at forbedre gammakurven. Endelig har jeg deaktiveret næsten samtlige dynamiske kredsløb og justeret RGB (rød, grøn, blå) værdierne for at forbedre farvenøjagtighed.

    Lyssensoren er indstillet til Til/Fra i tabellen ovenfor, fordi dette afhænger af brugen. Ser du Tv på meget blandede tidspunkter i løbet af dagen, kan det være en god idé at aktivere lyssensoren, idet Tv-kiggeri i en oplyst stue kræver højere lysstyrke på skærmen i forhold til Tv-kiggeri i aftentimerne.

    Billedkvalitet på Philips 7606T

    I dette afsnit vil jeg gennemgå billedkvaliteten med de kalibrerede indstillinger.


    Philips 7606T anvender et mat panel med et beskedent glans-filter. Reflektioner på skærmen er derfor heller ikke et udbredt problem og personligt vil jeg ikke have nogen betænkeligheder ved at placere Tv’et i en kraftigt oplyst stue. Sølvrammen omkring skærmen har heller ingen problemer med reflektioner, såsom Tv med sort højglans-ramme har.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Vi gik videre til at undersøge farvenuancering, og Philips 7606T er en gennemsnitlig performer på dette område. Vi oplever kun mindre problemer midt i farveskalaen, men i ikke alle de mørke farver bliver korrekt skelnet, hvilket afsløres af ”bånd” i vores farvegradient-tests. Philips 7606T er på niveau med typiske LCD-TV i samme prisklasse mht. farvenuancering.

    Før kalibrering fremstod billeder i SD-opløsning kunstige og digitaliserede, men efter kalibrering oplevede vi rigtig fin billedkvalitet med lavtopløseligt materiale såsom ikke-HD Tv-kanaler og DVD-film. Vi oplevede ingen alvorlige problemer, men efter min mening er plasma-Tv stadig det foretrukne valg hvad angår SD-billedkvalitet og Philips 7606T matcher ikke eksempelvis Panasonic G30 på dette område.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    HD-billedkvalitet ser pæn ud, som altid. Stillestående billeder fremstår meget detaljerede med vores kalibrerede indstillinger. Før kalibrering havde HD-billeder en tendens til at fremstå unaturlige, og visse detaljer blev udtværet, men Philips 7606T gav temmelig overbevisende HD-billedkvalitet efter kalibrering. Du skal i øvrigt huske at vælge billedformatet "Ikke skalérbart" ved HD-kilder såsom Blu-ray. Bevægende billeder fremstår også pæne og detaljerede, på grund af en forholdsvis hurtig responstid.

    Og dét bringer mig videre til det næste emne: responstid og sløring på bevægelser. Som nævnt ovenfor, er responstiden på Philips 7606T forholdsvis hurtigt. Den er ikke på niveau med de hurtigste Tv i dag, men sammenlignet med et typisk LCD-TV i denne prisklasse, mener jeg, at 7606T klarer sig pænt.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Vi bruger forskellige metoder til at undersøge responstiden, men ingen af dem afslørede problemer. Philips 7606T er på ingen måde slør-fri i hurtige scene-skift i sport, film og spil, men sløring er heller ikke et decideret problem. Jeg så heller ingen tendens til overdrive slør (”glorier” omkring bevægende objekter på skærmen).

    Philips anvender et scanning backlight system til at reducere sløring. Systemet styres med Clear LCD-indstillingen i skærmens avancerede menu. Vi anbefaler, at du holder Clear LCD aktiveret for bedste billedkvalitet. På den anden side foretrækker vi at HD Natural Motion systemet deaktiveres. Dette er et såkaldt ”frame interpolation”-system - ofte kaldet 100/200 Hz - der beregner nye billeder og indsætter disse i billedstrømmen. HD Natural Motion (Perfect Natural Motion i high-end Philips TV) gør bestemt bevægende billeder mere flydende og mindre hakkende, men det gør også, at film og Tv-udsendelser ser ud som var de optaget med et håndholdt videokamera. Det er ikke hensigtsmæssigt.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Lad mig også kort berøre emnet input lag. HD Natural Motion tilføjer en del forsinkelse i form af input lag (mere end 130 ms) på Philips Tv, og dette er en generel ting med Philips Tv. Hvis 100/200 Hz-systemerne fjernes, fik vi 7606T ned på omkring 38-45 ms input lag. Dette er for højt til seriøse gamere, men ikke et problem til sporadisk spilbrug.

    Nedenfor har jeg målt sortniveauet og kontrastforholdet.

    Sortniveau0.23 cd/m20.13 cd/m2
    Lysstyrke336 cd/m2125 cd/m2
    Kontrastforhold1460:1962:1
    Kontrastforhold +/- 50


    Efter kalibrering målte jeg sortniveauet til 0,13 cd/m2, hvilket ikke er på niveau med størstedelen af konkurrenternes fladskærme. LG præsterede faktisk et sortniveau på 0,08 cd/m2 med samme LCD-panel (Philips 7606T bruger et LG panel), så vi er lidt skuffede ved at konstatere, at Philips ikke er i stand til at matche LGs LW650W på dette punkt.

    Perfekt sort kræver 0,00 cd/m2, men kun bagbelyste LED-modeller med local dimming byder på disse sortniveauer i dag. Sammenlignet med andre LCD-modeller, så blev Samsung D8005 målt til 0,03 cd/m2, Sony EX720 blev målt til 0,03 cd/m2 og Sharp LE831 blev målt til 0,04 cd/m2.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Shadow detail på Philips 7606 er til gengæld god, og de fleste detaljer i mørke områder af film og spil gengives fejlfrit. Kun de 1-2 nuancer tættest på sort kan være svære at skelne fra fuldstændig sort (som dog er en smule grålig på 7606T). Det er bestemt positivt og bedre end på den billigere Philips 6606.

    Nedenfor har jeg undersøgt Philips 7606T i et helt mørkelagt rum for at undersøge om Tv’et har tendens til at slippe lys igennem i f.eks. hjørnerne af panelet; det som ofte omtales som bleeding / clouding.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Vi oplevede heldigvis ingen betydelige problemer med ujævn lysfordeling på vores version af 47-tommer skærmen. Der er en anelse lysgennemslip i hjørnerne, men det har ingen praktisk betydning i praksis.

    3D-billedkvalitet på Philips 7606T

    For en generel introduktion til 3D vil jeg henvise til vores anmeldelse af Panasonic VT20. I denne test vil jeg undersøge 3D dybde, 3D billedkvalitet, 3D crosstalk og endeligt inkludere en lille sammenligning med nogle af de andre 3DTV på markedet.


    Philips 7606T er blandt de første 3DTV til at følge i LGs fodspor og udnytte den passive 3D-teknologi med billige polariserede 3D-briller - svarende til dem, der anvendes i 3D-biografer. Sådan ser et par polariserede 3D-briller ud ifølge Philips.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    De er lette, ekstremt billige og bruger ingen batterier. Da brillerne er polariseret, vil man heller ikke opleve flimren eller belastning af øjnene.

    Vi har allerede publiceret en artikel, hvor vi beskriver forskellene imellem aktiv 3D og passiv 3D, så se eventuelt denne artikel for mere information: Aktv 3D vs. Passiv 3D (Cinema 3D)

    3D-oplevelsen på Philips 7606T er meget lig den vi så på LG Cinema 3DTV såsom LW650W. De to Tv-apparater bruger også samme passive 3D-panel fra LG, så det kom ikke som nogen stor overraskelse. Crosstalk er reduceret til et minimum, og lavere end på stort set alle aktive 3DTV. Detaljegraden i 3D-billederne er ganske god, men som sagt før; detaljegraden er stadig bedre på de bedste aktive 3D-fladskærme. Linjer og tekst i 3D-billeder på Philips 7606T kan virke en smule hakkende, og også en smule mere end på LGs opdaterede firmware på deres Cinema 3DTV. Ikke meget, men forskellen er der.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Ligesom på LGs Tv, er det også nødvendigt at sidde et par meter væk fra Philips Tv for den bedste 3D-oplevelse, og 3D-effekten forsvinder, hvis Tv’et betragtes ovenfra. Men alle disse faktorer er velkendte og 100 % identiske med LGs Cinema 3DTV, som Philips deler LCD-panel med.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Alle disse faktorer er også - efter min mening – små og ofte ubetydelige, og det faktum, at man kan udnytte billige, flimmerfri briller til at få en 3D-effekt er i min verden et stort plus. Ja, 3D plasma-TV giver bedre 3D-detaljegrad og lidt bedre 3D-dybde, men jeg mener stadig, at den passive 3D-teknologi - i Philips verden kaldet Easy 3D - er den mest forbrugervenlige og mindst besværlige 3D-teknologi for den typiske forbruger.

    Vi kalder det ”3D for masserne”, og til blandet 3D-brug og 3D-spil vil jeg anbefale, at du/I overvejer den passive 3D-teknologi, simpelthen fordi det er en billigere løsning og en teknologi, der er rarere for øjnene i det lange løb – og så giver det stadig en ret fin og overbevisende 3D-oplevelse.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    En ny og spændende funktion fra Philips, er ”2-player full-screen gaming”, hvor 3D-briller udnyttes til at skabe to forskellige fuld-størrelse billeder på samme Tv – samtidig. Det er en genial idé og virker på alle spil-konsoller, hvor multi-player spil kan deles i split-screen. Man starter blot spillet og derefter vælger man 2-player gaming i 3D-menuen vha. Philips fjernbetjening. Funktionen virker rigtig fint, og vi oplevede ikke tendens til at billederne blandes sammen. Jeg er sikker på, at funktionen bliver rigtig populær hos tilhængere af både racer-spil og shooters. Den eneste ulempe ved funktionen er, at der kun fremvises billeder i 2D, på trods af, at man skal bære 3D-briller (for at adskille billederne). Man skal i øvrigt anvende specielle 3D-briller, som Philips ikke har vedlagt i kassen. Funktionen kan kun bruges sammen med spilkonsoller pt.

    PC og mediecenter

    Hvis du ønsker 1:1 pixelmapping skal du sende en 1920x1080 opløsning fra dit Media Center og vælge "Ikke skalérbart" skærmformatet.

    Betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne er brede og farveskift er et minimalt problem. Tv’et klarer sig rigtig fint, og generelt er det også et af de særlige kendetegn ved den IPS LCD-paneltype, som sidder i Philips 7606.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Den sorte nuance bliver dog mere grålig fra yderlige vinkler – igen et typisk varetegn for IPS-paneler. Vi kunne dog samtidig konstatere, at den sorte farve ikke mister lige så meget intensitet på Philips Tv’et end på det typiske IPS-baserede LCD-TV, formentlig pga. Philips anti-refleksive filter.

    Philips 7606T test
    Philips 7606T test


    Lyden

    Højttalerne inde i Philips 7606T præsterer over gennemsnittet. Bassen er stadig en smule for svag, men dybden i lyden overgår det som vi normalt oplever fra tynde Tv, som Philips 7606T nu engang også er. På den måde skiller Philips 7606T sig ud, men der er stadig langt til lydkvaliteten fra eksempelvis Philips egne high-end modeller eller B&O Tv.

    Til film, spil og musik anbefaler jeg separate højttalere. Højttalerne i 7606T er fine til blandet brug, men filmoplevelser skriger på mere punch.

    Konklusion

    Philips 7606T tilbyder alle de multimedie-funktioner, som du kan forvente fra et mellempris-Tv i dag. Men som devisen altid har lydt, så handler det om kvalitet og ikke kvantitet, og vi er ikke helt overbevist af Philips NET TV-platform. Den føles langsom og upoleret, og udvalget af Apps er meget begrænset. DLNA og USB-optagelse er gode tilføjelser, og Philips har da også indbygget nogle unikke funktioner såsom Ambilight og WiFi MediaConnect, der lader brugere "skubbe" deres PC-skrivebord over på tv-skærmen.

    Når det kommer til billedkvalitet og billedgengivelse i almindelighed, er vi nødt til at gentage, hvad vi har sagt før. Philips standard billedindstillinger er ikke særlig gode, og du skal være forberedt på ændre et par ting i menuerne, specielt den alt for aggressiv og kunstige skarpheds-effekt. Efter kalibrering gav Philips 7606T os derimod forholdsvis præcise farver og pæne billedegenskaber. Responstiden er hurtig, betragtningsvinkler er brede og farvenuanceringen er gennemsnitlig for en LCD-TV i denne prisklasse. Vi oplevede ikke nogen tendens til ujævn lysfordeling, men vi var dog skuffet over, at gengivelsen af sort ikke er særlig dyb og intens – og værre end på LGs LW650W med det samme LCD-panel. Summeret er Philips 7606T et gennemsnitligt Tv mht. både SD- og HD-billedkvalitet, og meget godt i tråd med hvad vi forventer i denne prisklasse blandt LCD-modellerne.

    3D-billedkvalitet er et interessant emne, fordi Philips 7606T er et af de få passive 3DTV på markedet i dag. Philips bruger LG passive 3D-paneler, så det kom heller ikke som nogen stor overraskelse, at 3D-oplevelsen er meget lig den vi så på LGs LW650W. De polariserede 3D-briller er lette, billige og rare for øjnene. 3D-billederne mister lidt detaljer i forhold til aktive 3DTV (såsom Philips egne Tv med 3D Max), men når filmen ruller, har det ikke særlig stor betydning efter min mening. Jeg synes, det er rimeligt at gentage, hvad jeg sagde i testen af LGs Cinema 3D: Passiv 3D er "3D for masserne". Vi betragter det også som en bedre løsning til blandet 3D-brug, og måske endda også til 3D-spil for de fleste forbrugere – man skal dog sidde lidt længere væk fra Tv’et end med den aktive teknologi. Endeligt har Philips 7606T en unik funktion i forhold til LG Cinema 3DTV i samme prisklasse; nemlig 2-player fuldskærms-spil funktionen.

    Alt i alt er Philips 7606T er et gennemsnitligt Tv hvad angår 2D, men med en interessant 3D-implementering. Multimedia-funktionerne er indbygget, men hvis dette område vægter tungt i din beslutning, vil jeg anbefale at søge et Tv med en bedre Smart TV-platform eller overveje en separat boks til de funktioner.

    Pris og forhandler:

    42"47"


    Easy 3D, gode 3D-brillerStandard billedindstillingerStuen
    ResponstidInput lagHjemmebiografen
    Præcise farver efter kalibreringNET TV langsomt og for få appsSpilkonsollen
    Lysfordeling er jævnSortniveau
    2-player full-screen gaming


    Tilmeld dig vores Nyhedsbrev, Facebook, twitter eller RSS for at modtage besked når nye anmeldelser er online. Se blandt andet frem til anmeldelser af LG Nano LW980W, Dell U2312HM og Eizo FS2332.

    Philips 7606T debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Philips 7606T debat

    Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |