Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Fujitsu P27T-6 - FlatpanelsDK

Test: Fujitsu P27T-6

|


Fujitsu P27T-6 test

Fujitsu har lanceret nye IPS-baserede skærme i 23, 24 og 27 tommer. I denne test tager vi et kig på 27-tommer modellen Fujitsu P27T-6 med et kvalitets IPS-panel, 6 ms (g2g) responstid og 2560x1440 opløsning i 16:9-formatet.

Kan Fujitsus 27-tommer skærm klare sig i konkurrencen med Dells 27-tommer U2711, der også har et IPS-panel? Og er Fujitsu en seriøs konkurrent skærmmarkedet? FlatpanelsDK har til hensigt at undersøge det i denne test af Fujitsu P27T-6.

Få direkte besked, når anmeldelsen er online ved at tilmelde dig vores store nyhedsbrev her. Du kan også tilmelde dig vores RSS feeds

This review in English: Fujitsu P27T6 review


Størrelse:27" Wide
Opløsning:2560x1440
Responstid:6 ms (g2g)
Kontrastforhold:1000:1
Lysstyrke:350 cd/m2
Farveunderstøttelse:16.7 millioner farver
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178/178
Dot pitch:0,23
Paneltype:IPS-panel
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD:39.2cm x 64.6cm x 9.0cm (uden fod)
Vægt: 10.2 Kg
Indbyggede højttalere
Ergonomi
Tilt
Drejefod
Højde
Pivot
Indgange
VGA
DVI
DisplayPort
Audio (type) (3.5 mm stereo jack)
S-video
Komposit
Komponent
HDMI
Andet


Pris og forhandler:

Sammenlign Fujitsu produkter som Fujitsu P27T6 hos PriceRunner.


De første indtryk

Fujitsu P27T-6 har et typisk industrielt design med en mat, hvid front og et dybt kabinet.

Fujitsu P27T-6 test


Foden er rektangulær og flad. Under selve soklen sidder en drejeskive, som tillader drejejustering af skærmen. Foden tilbyder også tilt, højde og pivot-indstilling.

Fujitsu P27T-6 test


I bunden af skærmen har Fujitsu integreret en række knapper til at styre menuerne.

Fujitsu P27T-6 test


På siden af skærmen fandt vi to USB-indgange. Resten af indgangene er placeret på bagsiden af skærmen.

I menuerne findes følgende billede indstillingsmuligheder: lysstyrke, kontrast, sortniveau, Auto lysstyrke, skarphed og format (full screen, same format og 1:1). Du kan også justere RGB (Rød, grøn, blå) og vælg fra disse farvetemperaturer: sRGB, 6500K, 7500K, 9300K, AdobeRGB og Native.

Fujitsu P27T-6 test


Du kan vælge mellem følgende billedprofiler: D-Mode, Office, Photo og Video.

Strømforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbrug på fladskærme.

Du kan se vores strømmålinger på Fujitsu P27T-6 nedenfor.

Standby0.0 W0.0 W
PC109,6 W59.9 W


Efter kalibrering målte jeg et strømforbrug på Fujitsu P27T-6 til 59,9 W, hvilket er temmelig højt. Dog sluger Dells 27-tommer U2711 næsten tilsvarende 60,7 W efter kalibrering.

Forud for testen

Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce GTX260.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet på Fujitsu P27T-6

Out-of-box billedkvaliteten på Fujitsu P27T-6 måles nedenfor i 6500K billedprofilen, der findes under"Office"-tilstanden. Der er ikke ændret på nogen indstillinger.

Fujitsu P27T-6 test


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Standardindstillingerne på P27T-6 giver faktisk et overraskende godt resultat. Farveafvigelserne er meget små og lysstyrken er tæt på vores mål for 120 cd/m2, hvilket giver en behagelig skærmoplevelse i både oplyste og lidt mørkere rum.

    Gamma er tæt på vores 2,2 mål, men falder til 2,09 i de mørkere gråtoner. Det betyder i praksis, at nogle af de mørkeste detaljer i billedet forsvinder. Farvetemperaturen er ikke 100 % nøjagtig, men i stedet lidt for lav, hvilket betyder, at billederne er en tand for rødlige og varme.

    Læs mere om hvad udtryk såsom gamma og farvetemperatur betyder for billedet i praksis i denne artikel: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    Jeg vil nu valgte sRGB billedprofilen på Fujitsu P27T-6 og tog en ny måling.

    Fujitsu P27T-6 test


    sRGB profilen er stort set identisk med standardindstillingerne. Farvetemperaturen er stadig en smule for lav.

    Jeg tog også en måling på billedprofilen kaldet AdobeRGB, der kan bruges af folk, som arbejder med et bredere farverum.

    Fujitsu P27T-6 test


    AdobeRGB billedprofilen er forholdsvis nøjagtig og til grafikere, der arbejder med AdobeRGB giver den de grundlæggende midler. I grafen til venstre angives farverummet, som er væsentligt bredere end i de to foregående målinger.

    Jeg gik nu videre til at foretage en kalibrering og nedenfor kan du se mit resultat.

    Fujitsu P27T-6 test


    For at indstille på farverne, RGB (rød, grøn, blå), skal man anvende Custom Color billedprofilen i skærmens menu. Men ved at skifte til Custom Color billedprofilen, får man samtidig det bredere AdobeRGB farverum, hvilket ikke er hensigten, simpelthen fordi normalt skrivebordsarbejde ikke er optimeret hertil. Dette sker, fordi P27T-6 ikke har nogen hardware emulator, der kan styre farverummet, ligesom på dyrere grafiske skærme Eizo CG243W.

    De fleste brugere bør derfor foretrække sRGB profilen, fordi langt de fleste billeder og videoer er blevet skabt til dette farverum. Derfor anbefaler vi, at man vælger og bliver på sRGB-profilen på Fujitsu P27T-T6.

    Mine kalibrerede indstillinger ses herunder.


    Billedprofil:sRGB i Office mode
    Lysstyrke25
    Kontrast50
    Sortniveau:50
    Auto lysstyrkeFra
    Skarphed:50
    Eco modeFra


    Fordi vi anbefaler, at man bruger sRGB billedprofilen på Fujitsu P27T-6 for det bedste resultat, er der ikke angivet forslag til RGB (rød, grøn, blå) indstillinger i tabellen ovenfor.

    Eco mode (som justerer skærmens lysstyrke i forhold til omgivelser) deaktiveres med den grønne knap på forsiden af skærmen - ikke i selve billedmenuerne.

    Vi målte farvenøjagtighed i graferne ovenfor, men farvenuanceringen er mindst lige så vigtig. Farvenuancering er et begreb, der anvendes til at beskrive hvor god en skærm er til at gengive de mange forskellige farver, og om det er muligt for brugeren at skelne disse farver fra hinanden på skærmen. Derfor bruger vi flydende farvegradienter til at teste farvenuanceringen, og vi sigter efter et resultat uden ”bånd”.

    Og Fujitsu skuffer ikke. P27T-6 gengiver flydende farvegradienter, hvilket også betyder, at farvenuanceringen er i orden. Jeg så en lille antydning til småproblemer i de mørkeste farver, hvor skærmen ikke korrekt adskiller alle farver, men det var i småtingsafdelingen. Dette skyldes primært den lidt for lave gamma, som vi målte tidligere i testen. Alt i alt klarer Fujitsu P27T-6 opgaven over gennemsnittet og skærmen er på dette punkt på niveau med Dell U2711.

    Nogle brugere klager over IPS-panelernes kornede overflade på lyse/hvide farver. Fujitsu P27T-6 har samme"kornede" skærm-overflade på lyse farver, ligesom de fleste IPS-paneler i dag. Det er hverken bedre eller værre end på Dells IPS-baserede skærme.

    Fujitsu har valgt en 2560x1440 opløsning i 16:9 formatet. Den meget høje opløsning gør P27T-6 perfekt til pladskrævende opgaver såsom CAD og arbejde med billeder i høj opløsning, men jeg foretrækker personligt en opløsning i 16:10-formatet, simpelthen fordi man derved får flere pixels i højden. Desværre er det kun få skærmproducenter der anvender 16:10 formatet i dag.

    Nedenfor har jeg målt sortniveau og kontrast.

    Sortniveau0,31 cd/m20,14 cd/m2
    Lysstyrke273 cd/m2120 cd/m2
    Kontrastforhold881:1857:1
    Kontrastforhold +/- 50


    Efter kalibrering målte jeg et sortniveau på 0,14 cd/m2, hvilket giver os et kontrastforhold, der er meget tæt på Dell U2711. IPS-panelerne er ikke kendt for at kunne gengive dyb sort, og hvis man vil have bedre gengivelse af sort, bør man kigge på skærme med VA-paneler.

    Shadow detail beskriver skærmens evne til at skelne de mørkeste gråtoner fra hinanden og heller ikke her klarer P27T-6 opgaven perfekt. De 2-3 mørkeste nuancer af grå var vanskelige at skelne fra den sorte farve. Dette skyldes primært, at gamma var lidt for lav i de mørkeste gråtoner.

    Jeg gik videre til at undersøge om skærmens fordeling af lyset er jævn. Se billedet nedenfor.

    Fujitsu P27T-6 test


    Vi fandt ingen tegn på ujævnt lys eller backlight bleeding på P27T-6 hvilket er meget positivt.

    Responstid og spil

    Fujitsu P27T-6 er naturligvis ikke en gamer-skærm, men Dell IPS-baserede skærme er temmelig solide allround produkter og anvendes af mange brugere til netop spil og film. Derfor havde vi håbet på at se de samme gode takter fra denne Fujitsu skærm.

    Fujitsu P27T-6 har anstændig responstid og ikke udbredt sløring på hurtige bevægelser, men jeg lagde dog mærke til en smule hvid overdrive slør, som også dukkede op i visse spil. Overdrive slør er den type glorie-agtig slør, der vises omkring objekter i bevægelse.

    Fujitsu P27T-6 er hurtigt nok til sporadisk spilbrug, men ikke på niveau med de allerhurtigste IPS-skærme. Sammenlignet med Dells 27-tommer U2711, vil jeg også mene, at Fujitsu P27T-6 er en smule langsommere, men ikke meget. Primært baseret på Overdrive sløret.

    Til film, sporadisk spil og allround brug, er P27T-6 en fin følgesvend.

    Betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne er brede og selvom ændringen i farveintensiteten er synlig, er den ikke kritisk. Fujitsu P27T-6 er meget lig Dells IPS baserede skærme, når det kommer til betragtningsvinkler.

    Fujitsu P27T-6 test


    Fujitsu P27T-6 test


    Den mest markante ændring fra brede vinkler, er faldet i kontrasten (altså den sorte farve). Den sorte farve bliver betydeligt mere grålig fra yderlige vinkler. Se billedet nedenfor.

    Fujitsu P27T-6 test


    Konklusion

    Fujitsus nye 27-tommer skærm leveres med en vifte af indgange, såsom D-SUB (VGA), DVI, 2xHDMI og DisplayPort. Der mangler et par analoge indgange i forhold til Dells 27-tommer U2711 men det gør ikke noget. Fujitsu P27T-6 har endda fantastiske ergonomisk indstillingsmuligheder med højde, hældning, drejning - og pivotjustering.

    Farvegengivelsen er god, og farverne er korrekte; selv i standard-indstillingerne. Den høje opløsning gør også P27T-6 optimal til krævende opgaver, såsom CAD og fotografisk redigering. Betragtningsvinklerne er også brede og vi fandt ikke anledning til ujævnt lys på skærmen. Omvendt har P27T-6 problemer med at gengive alle detaljerne i de mørke farver, og sortniveauet er ikke særlig dybt i forhold til skærme med VA-paneltypen. Vi så også en smule overdrive slør.

    Når alt opgøres ligger Fujitsu P27T-6 ret tæt på Dells 27-tommer U2711 hvad angår billedkvalitet, og den har da også et par fordele i forhold til U2711, såsom mere præcise standardindstillinger og en pivot-funktion. Prisen på Fujitsus skærm er også meget tæt på Dell U2711 og efter denne kritiske gennemgang, mener jeg, at P27T-6 er et værdig alternativ, hvis du arbejder med amatørgrafik, fotografi eller blot vil have en skærm med fantastisk opløsning. Jeg mener dog samtidig, at Dell U2711 stadig har et lille forspring.

    Pris og forhandler:


    IPS-panel og billedkvalitetBredt farverum på RGB-profilGrafisk brug
    FarvegengivelseSortniveauFotografisk brug
    Ergonomiske indstillingsmulighederShadow detailing ikke perfektCAD og kontor
    Høj opløsningEn smule overdrive slørMultimedia
    BetragtningsvinklerGrynet overfladebehandling
    Jævn lysfordeling



    Fujitsu P27T6 debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Fujitsu P27T6 debat



  • Flere anmeldelser

    Test: Sony A90J OLED

    16 Apr 2021 |

    Test: Chromecast med Google TV

    09 Apr 2021 |

    Test: PlayStation 5

    08 Dec 2020 |

    Test: Xbox Series X

    01 Dec 2020 |