Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonPhilips HDTV Link test - FlatpanelsDK

Test: Philips HDTV Link

|


Philips HDTV Link test

Philips HDTV Link er i al sin simpelhed en løsning, der kan sende dine HD billeder og lyd trådløst rundt i hjemmet. Philips lover, at boksen kan klare Full HD signaler (1080p) i op til 20 meter, og Philips mener, at boksen kan erstatte mange af dine kabler, der ligger og roder.

Det lyder som en attraktiv løsning til at få styr på kabelrodet eller til at sende signalet fra den digitale tunerboks til andre Tv i hjemmet. Men kan Philips HDTV Link holde hvad den lover? Og hvordan er kvaliteten og rækkevidden? Vi kigger nærmere på det her i testen.


Indgange
• HDMI (2 indgange)
• Komponent (2 indgange)
• HDMI ud (1 udgang)
Dimensioner modtager 195 x 28,6 x 146,6 mm
Dimensioner sender255 x 46,7 x 147,1 mm
Frekvensområde4900 – 5900 Mhz
RækkeviddeOp til 20 meter

Pris og forhandler:

Sammenlign Philips produkter som Philips HDTV Link hos PriceRunner.


De første indtryk

Philips HDTV Link består af to bokse, hvoraf den ene er en sender og den anden en modtager.

Philips HDTV Link test
Philips HDTV Link


I sender-boksen kan du tilslutte dine enheder, f.eks. Blu-Ray afspilleren, den digitale tuner, din PlayStation 3 eller helt tredje.

Philips HDTV Link test
Philips HDTV Link


Modtagerboksen tilslutter du til et Tv i hjemmet og de to bokse kommunikerer nu trådløst med hinanden.

Sender-boksen (transmitter) har følgende indgange:
  • 2 HDMI
  • 2x3 komponent indgange
  • 2 lyd-phono

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Modtager-boksen (receiver) har følgende udgange:
  • 1 HDMI udgang

    Modtagerboksen kan f.eks. monteres på bagsiden af din fladskærm. Med i kassen følger også en fjernbetjening. Med fjernbetjeningen kan du vælge hvilke input på senderboksen du vil transmittere til modtagerboksen og derved Tv'et.

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Opsætning

    Opsætningen forløber legende let. Det er mere eller mindre bare at sætte de to bokse i stikkontakten - og så er der etableret forbindelse. For at få et billede og lyd igennem kræves det naturligvis også, at du tilslutter de to bokse til henholdsvis Tv og de enheder, som du vil have sendt signal fra.

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Jeg lagde ud med at sætte min PlayStation 3 til senderboksen, og indstillede opløsningen til 1080p - altså fuld HD opløsning. Jeg kommer ind på kvaliteten i næste afsnit, men selve opsætningen var intet problem og jeg fik billede og lyd på Tv'et med det samme. Se videoen herunder, der illustrerer opsætningen og idéen med HDTV Link:



    M første umiddelbare tanke var, hvorvidt systemet er åbent, forstået på den måde, at man kan få boksene til at kommunikere sammen med andre enheder. Jeg forestillede mig eksempelvis en senderboks og 3 modtagerbokse på hhv. fladskærmen i stuen, fladskærmen i køkkenet og fladskærme i soveværelset.

    Jeg måtte dog erkende, at det var ønsketænkning. For sendebokse og modtager boks er parret. Dvs. at de fra fabrikken er sat sammen og genkender hinanden vha. et unikt ID, så du kan kun bruge 1 sendeboks sammen med 1 modtagerboks - og ikke tilføje ekstra modtagebokse. Det er efter min mening en væsentlig begrænsning i produktet.

    Man kan dog erhverve sig ekstra sæt, med både sendeboks og modtager boks. Philips nævner, at det teoretisk er muligt at køre med 3 sendebokse (transmittere) og 3 modtagerbokse (receivere), fordi boksene kan køre på forskellige frekvensbånd. Man kan også manuelt skifte frekvensbånd, hvis man oplever, at Philips HDTV Link eksempelvis kommer i strid med det trådløse netværk i hjemmet.

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Antallet af bokse afhænger også af forstyrrelserne i omgivelserne, så det er ikke garanteret, at flere bokse fungerer simultant uden udfald. Jeg havde dog kun ét sæt tilgængeligt, så jeg havde ikke mulighed for at teste dette.

    En mangel er imidlertid en Infrarød-løsning. Ser du eksempelvis Blu-ray fra din Blu-Ray afspiller, kan du ikke pege på Philips HDTV Link, men skal i stedet pege på din Blu-ray afspiller. Det er lidt generende, da man jo netop søger en trådløse forbindelse, hvor man sidder et andet sted end ved sin Blu-ray afspiller. Bruger du derimod en PlayStation 3 i stedet for en Blu-Ray afspiller er du over denne forhindring. PS3 fjernbetjeningen og controllerne kommunikerer nemlig vha. bluetooth.

    Boksene har små blå dioder, som lyser op både når der er strøm på og når der er forbindelse mellem boksene. Man kan ikke deaktivere dette blå lys... Til gengæld medfølger der et HDMI kabel og vægophæng i kassen.

    Testen

    Jeg gik nu videre til mine praktiske tests og forsøgte en lang række konstellationer med bokse i forskelllige rum, forskellige tilslutninger og opløsninger og test af kvaliteten på det trådløse billede. Her er hvad jeg fandt.

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Jeg tilsluttede først de to enheder vha. PlayStation 3 og sat mig hen på Sony 46NX700, som står omkring 5-6 meter fra min PlayStation 3 i stuen. Der var ingen problemer med at opretholde signalstyrke og gennem et par timer nød jeg både film og PlayStation 3 spil uden billed- eller lydudfald. Det var en overbevisende oplevelse.

    Jeg forsøgte dernæst at placere modtagerenheden i et værelse, der er adskilt fra stuen vha. en 1-lags gipsvæg og en massiv trædør. Både billede og lyd gik igennem og jeg kunne fortsætte afspilning fra PlayStation 3 (da PS3 controllerne også rækkede gennem væggen), men samtidig oplevede jeg et kvalitetstab på billedsiden. Bemærk billedet herunder, hvordan der er grums omkring tekst.

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Omkring tekst eller objekter opstod nu støj og grums, ligesom man typisk ser på komprimerede videooptagelser. Støjen afhæng af om døren var lukket eller ej. Hvis jeg holdt døren åben, var problemet til at overse. Efter jeg lukkede døren, opstod mere støj i billedet, men uden det dog reducerede oplevelsen markant.

    Dernæst forsøgte jeg at placere de to enheder langt fra hinanden, men i"frit rum". Min stue er knap 14 meter lang, og så røg sendeenheden ellers ud i entreen og modtageenheden ind i soveværelset. Det giver i alt omkring 17-18 meter i en lige linje, kun med sofaer, borde, lamper og anden møblement som forhindringer. Og derved tæt på Philips specifikation på maksimalt 20 meter i åbne omgivelser.

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Signalet røg igennem uden problemer, men igen så jeg et kvalitetstab - specielt hvis jeg lukkede døren ind til soveværelset (gipsvæg). Lukkede jeg derimod døren ud til entreen, hvis vægge består af beton og døren af massiv træ, så røg signalet.

    Philips HDTV Link er således ganske egnet til store rum uden for mange forhindringer, og kan i nogen grad benyttes gennem vægge, såfremt væggene ikke er massive.

    Jeg dykkede lidt længere ned i kvalitetstabet. Først og fremmest fandt jeg, at alle signaler forringes. De komprimeres i mindre grad, og det er eksempelvis synligt omkring tekst, hvor der opstår en anelse pixellering. Det opstår også på de mørkeste farver, som er"urolige", formentlig fordi enheden får omdannet signalet undervejs.

    Det er på ingen måde ødelæggende for oplevelsen, men Philips HDTV Link kan ikke opretholde et signal uden kvalitetstab - uanset afstanden.

    Philips HDTV Link test
    Philips HDTV Link


    Philips HDTV Link understøtter på papiret både 1080i og 1080p, men 1080p er dog begrænset til 24 og 30 billeder i sekunder - de såkaldte 1080p24 og 1080p30 formater. Det er dette format (1080p24), der bruges i forbindelse med Blu-Ray film-afspilning. Philips HDTV Link klarer imidlertid ikke 1080p60 signaler, som f.eks. PlayStation 3 arbejder med.

    Den sidste ting, der optog mine tanker i forbindelse med anmeldelsen, var forsinkelse. Kan man eksempelvis spille konsolspil via det trådløse forbindelse i HDTV Link - eller er forsinkelsen på signalet ødelæggende for oplevelsen?

    Til min store overraskelse var der stort set ingen forsinkelse på signalet!. Det er positivt, og når det kommer til film eller Tv betyder forsinkelsen trods endnu alt mindre - så længe video og lyd er synkroniseret. Og det var også tilfældet. Du kan også snildt spille multiplayer spil fra din spilkonsol og regne med HDTV Link.

    Hvad angår lyd, så understøtter Philips HDTV Link lyd op til 3.072 Mb/s i AC-3 og DTS. Jeg fik begge formater igennem, og fik tilmed 5.1 Dolby Digital igennem fra min Blu-Ray afspiller. Ingen anmærkninger mht. lyd.

    Konklusion

    Philips HDTV Link er et af de første produkter, der giver dig fremtidens fantastiske trådløse muligheder. Enheden lover at sende både HD billede og lyd i op til 1080p opløsning. Og det er attraktivt for alle der ønsker at slippe af med kabelrodet i hjemmet.

    Forbindelsen mellem enhederne opretholdes og er stabil. Jeg oplevede eksempelvis ikke et eneste udfald, med mindre jeg placerede de to enheder i hvert sit rum mellem en betonvæg. HDTV Link klarede omvendt en gipsvæg.

    Der var minimal forsinkelse på billede og lyd - og jeg oplevede ingen gener i denne forbindelse. Lyd kom også igennem i helt op til 5.1. Til gengæld er der et lille kvalitetstab på billedet, og man oplever lidt pixellering omkring f.eks. tekst, ligesom de mørkeste farver bliver lidt"urolige". I takt med at du øger afstanden fra senderboks og modtagerboks, bliver billedet også mere støjfyldt. I de fleste tilfælde er billedkvaliteten dog pæn, og man kan sagtens forvente sig nær-HD billedkvalitet af Philips HDTV Link.

    Funktionelt savner jeg 1 eller 2 ekstra HDMI indgange. Philips HDTV Link kommer som standard med 2 HDMI og 2 komponent, men ærligt talt? Hvem bruger komponent i Europa og hvorfor ikke i stedet få en HDMI indgang eller to ekstra med. Der mangler også en Infrarød-løsning, for skal du skifte f.eks. scene i Blu-ray filmen skal du pege over mod Blu-ray afspilleren, da modtagerboksen i Philips HDTV Link ikke registrerer signalerne fra Blu-ray afspillerens fjernbetjening.

    Trådløs HDMI er stadig i et tidligt stadie, men dog modent nok til at det kan bære egentlige produkter. Philips HDTV Link er imidlertid for dyr, og på den baggrund har jeg svært ved at anbefale den. Omvendt må jeg dog sige, at jeg generelt er overbevist af boksen på trods af små mangler.
    Muligheden for at sende sine HD billeder og lyd trådløst mellem enheder og fladskærme er simpelthen en helt ny verden. Det lille kvalitetstab bør der dog arbejdes på, og så skal rækkevidden forbedres, så der også kan sendes gennem vægge.

    Pris og forhandler:


    PositivNegativMålgruppe
    Stabil forbindelse i åbne rumMindre reducering af billedkvalitetStuen
    Nem opsætningPrisSoveværelset
    Kun minimalt forsinkelse på signalNår ikke igennem tykke væggeKøkken
    Infrarød løsning til fjernbetjeninger savnes
    Understøtter ikke 1080p60 (men dog 1080p24)


    HDTV Link debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: Debat af Philips HDTV Link



  • Flere anmeldelser

    Panasonic HZ2000

    12 Oct 2020 |

    Philips OLED805 (OLED855, OLED865)

    23 Sep 2020 |

    Sony XH90

    08 Sep 2020 |

    Samsung Q95T / Q90T

    08 Jul 2020 |