Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonPanasonic G20 test - FlatpanelsDK

Test: Panasonic G20

|


Panasonic G20 test

Panasonics 2010 fladskærme har været ventet med stor spænding, og måske i særdeleshed G20 modellen, der erstatter den gamle og meget populære G10 serie. G20 modellen kommer med et nyt Infinite Black panel, der angiveligt skal forbedre gengivelsen af sort. G20 låner også teknologier fra sidste års topmodeller, såsom en THX billedprofil, der skal sikre meget præcis billedkvalitet.

Men kan Panasonic G20 leve op til de store forventninger? Og har Panasonic fået noget ud af den KURO teknologi, som Panasonic overtog fra Pioneer i sommeren 2009? Det finder vi ud af her i anmeldelsen, hvor vi tester 42 tommer versionen kaldet TX-P42G20E. Vi kigger også på den nye internet-funktionalitet og optage-funktionen.

This review in English: Panasonic G20 review

Panasonic G20 findes i 42, 46 og 50 tommer kaldet henholdsvis TX-P42G20E, TX-P46G20E og TX-P50G20E.

Se også alle Panasonics 2010 modeller her

Panelstørrelse:42"
Opløsning:1920x1080
Responstid:-
Kontrastforhold:5.000.000:1
Lysstyrke:-
Farveunderstøttelse:16,7 millioner
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):Angle Free
Dotpitch:-
Panelnummer (Type):Plasma (Panasonic)
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): 65.4cm x 102.9cm x 8.2cm (uden fod)
Vægt20,5 kg
Indbyggede højttalere:
Inputformater: 480p/i, 576p/i, 720p, 1080i & 1080p (50, 60 & 24p)
1:1 pixelmapping:
Indgange
• VGA
• DVI (kan dog konverteres gennem HDMI)
• Audio (type) (Audio in/out)
• SCART (2 indgange)
• S-video
• Komposit
• Komponent
• HDMI (4 indgange, 1 HDMI 1.4)
• Andet
Udgange
• Audio (type) (1 udgang)
• SCART
• S/PDIF (optisk)
Tunere
• Analog
• DVB-T
• DVB-T (MPEG4)
• DVB-C
• DVB-C (MPEG4)
• DVB-S
• DVB-S (MPEG4)
• Andet
Garanti:
Pixelgaranti:
Diverse:Manual på dansk

Pris og forhandler:

42"50"


De første indtryk

Der er ikke indført de helt store designtiltag på dette års Panasonic G20 model, der læner sig op ad den tidligere G10 model.

Panasonic G20 test


Panasonic G20 har imidlertid været på slankekur og den er lidt slankere end G10 modellen, som den erstatter.

Panasonic G20 test


G20 har også smidt blæserne, hvilket er noget mange formentlig vil sætte pris på.

Panasonic G20 test


Tv'et står på en rund fod, der følger samme blanke design i sort plastik. Foden har en indbygget drejefunktion, som tillader brugeren at dreje foden manuelt.

Panasonic G20 test


Stik vender stadig bagud mod væggen, hvilket ikke er super smart. Der findes dog også nogle indgange på skærmens side, herunder en HDMI indgang. Bemærk i øvrigt, at det kun er den ene af HDMI indgangene der er af version 1.4. I praksis betyder det, at kun denne HDMI port kan sende lyden fra Tv'ets indbyggede tunere videre til en forstærker.

Panasonic G20 test


Den ene HDMI 1.4 indgang tillader også, at der automatisk skiftes til denne, når en kilde er tilsluttet og bliver tændt. Ser du f.eks. TV og tænder din PlayStation som er tilsluttet HDMI2 (som er HDMI ver. 1.4), så skifter G20 automatisk hen på PlayStationen.

Den midnight-blå ramme på G20 er helt sort i aftentimerne, men i kraftigt dagslys, er der en blåligt nuance i rammen. Se billeder herunder.

Panasonic G20 test



Forud for testen:


Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.

Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.

Funktionalitet

Funktionalitets-afsnittet er udvidet i denne anmeldelse af TX-P42G20E, da jeg også ønsker at kigge på optage-funktionen. Jeg har delt afsnittet op i mindre underafsnit, så hvis du ikke har interesse i at læse om optage-funktionen, kan du rulle ned til VIERA CAST internet-funktionen.

Fjernbetjeningen er ikke ændret i forhold til 2009 modellerne. Den har store knapper, der er lette at betjene. Jeg synes dog stadig, at knapperne til lydkontrol og kanalvalg sidder lidt for lavt. Fjernbetjeningen mangler også lidt vægt og følelse.

Panasonic G20 test



USB HDD optagelse på Panasonic G20
I år har Panasonic indbygget mulighed for at optage vha. USB porten. Ved at tilslutte en ekstern harddisk, kan man optage sine favoritprogrammer, sætte live-Tv på pause og endda time optagelser ud i fremtiden. Vi kigger nærmere på hvordan det fungerer på Panasonics spritnye G20 plasma-Tv.

Før man kaster sig ud i projektet, skal man forberede sig på følgende: Den eksterne harddisk parres med Tv’et og kan ikke bruges på andre enheder uden at blive reformateret. Har du således vigtige data på disken, bør du sikkerhedskopiere disse over på en anden enhed, før du tilslutter harddisken til Panasonics Tv.

Manglen af Blu-Ray og DVD recordere på det danske marked har gjort optagelse sværere end hidtil. PVR-funktionalitet er imidlertid blevet mere populært over det seneste stykke tid i fladskærmene og senest har Tv-distributørerne åbnet op for spændende muligheder med deres tv-bokse med indbygget harddisk, hvilket vi har kigget nærmere på i blandt andet Canal Digitals PVR boks

Når harddisken tilsluttes til USB indgangen på Panasonic G20 registreres den af Tv’et, og herefter skal USB harddisken opsættes. Det gøres inde i Tv’ets menu, og her bliver man bedt om blandt andet at formatere disken og give den et navn. Filsystemet omdannes nu til FreeBSD/386 og er parret med det pågældende Tv-apparat. Jeg fik nemt en 200 GB harddisk igennem, men prøvede ikke med større.

Panasonic G20 test


Herefter skal man aktivere USB recording på harddisken, for det er som standard deaktiveret i menuen. Det er dog nemt og gøres med fjernbetjeningen i ”System” menuen på G20.

Panasonic G20 test


Nu er du klar til at kaste dig ud i det, og optagefunktionerne styres vha. fjernbetjeningens knapper i bunden.

Ved at klikke på den røde REC-knap initialiseres optagelsen på Tv’ets indbyggede tuner, og det oplyses med et lille skilt oppe i hjørnet, som dog forsvinder igen, så man kan nyde programmet, mens optagelsen er undervejs.

Mens man optager, er man dog begrænset en smule. Fordi Tv’et kun har én DVB-T tuner, skal man blive på kanalen. Prøver man at skifte væk fra programmet, så melder skærmen, at optagelsen samtidig afsluttes og det skal man acceptere manuelt.

Panasonic G20 test


Det kan dog godt lade sig gøre at skifte til f.eks. en HDMI kilde, og se en Blu-Ray film, mens optagelsen kører på den digitale tuner i baggrunden. Optagefunktionen kan køre i op til 180 minutter i baggrunden, hvorefter den automatisk stopper.

Panasonic G20 test


USB recording kan desuden spille sammen med den indbyggede TV Guide, så man kan optage programmer, der ligger ude i fremtiden. Ved at tilgå TV guiden, kan man se Tv-oversigten for den kommende tid. Her vælger jeg eksempelvis et Tv-program der vises om 4 timer, trykker på det, og nu har jeg muligheden for enten at skifte hen på den pågældende kanal eller timer-aktivere USB HHD recording. Vælges USB HDD recording, lagres dette i Tv’et, og Panasonic G20 vil nu automatisk påbegynde optagelsen, når den starter. Tilsvarende er det muligt at sætte alarmer, så Tv’et advarer dig, når et program begynder.

Panasonic G20 test


Man kan ikke lave serieoptagelser (eller tilbagevendende optagelser), men der er dog mulighed for at udvide optagelserne i begge ender. Da Tv-kanalerne tit får tagget programmerne forkert, kan man udvide optagelsen med det antal ønskede minutter man ønsker i hver ende, så man også er sikker på at få eventuel forlænget spilletid med i Champions League finalen. TV guiden kan også sortere efter programtype og genre.

Endeligt giver TV guiden mulighed for at optage i det tidsrum, som man ønsker. Man kan eksempelvis taste 18:00 til 19:17 ind, så længe man bare begrænser sig til den indbyggede begrænsning på 180 minutters optagelse i stræk.

Panasonic G20 test


Der er også mulighed for at sætte live-Tv på pause, men det skal aktiveres separat (generelt gælder det at alt mht. recording skal aktiveres da det er deaktiveret fra start). Ved at aktivere funktionen kaldet REW i Panasonic G20s menu, bliver pause-funktionen tilgængelig og Tv’et begynder nu automatisk at optage, når du slår hen på en kanal. Det betyder også, at du kan spole tilbage helt op til det tidspunkt, hvor du slog hen på kanalen, eller sætte live-Tv på pause.

Optagelser skabt med REW-funktionen lagres ikke på harddisken efterfølgende, så når du har sat en kanal på pause og efterfølgende skifter til en ny kanel, vil du ikke længere kunne se optagelsen i oversigten. Hvis du ønske at gemme en optagelse, skal du i stedet bruge den almindelige optagefunktion, der aktiveres ved at klikke på REC-knappen på fjernbetjeningen.

Jeg prøvede for sjov skyld at tilslutte harddisken til en PC efterfølgende, men jeg fik ikke lov til at afspille de optagede indslag. Harddisken kan slet ikke ses i Windows ud over af Partition Magic, der fortæller mig, at den indeholder data og et filsystem, men ikke hvilke data det er. Jeg kunne derfor heller ikke tjekke hvor meget optagelserne fyldte, for det ville G20 ikke oplyse.

Kvaliteten af optagelserne er faktisk overraskende god. Der er et lille kvalitetstab, men det er betydeligt mindre end normen, så du behøver ikke at frygte, at gårsdagens optagede program ikke kan nydes, som var det sendt direkte.

Der er heller ikke problemer med at optage mpeg4 kanaler, og derved heller ikke problemer i at optage f.eks. DR HD.

Jeg havde ikke nogen DVB-C tilslutning tilkoblet, men fik dog opfattelsen af, at der ikke var begrænsninger mht. denne. Optagefunktionen påbegyndte selv (når REW var aktiveret), når jeg slog hen på DVB-C tuneren (hvor jeg bare havde sne). Slog jeg derimod hen på den analoge tuner, fik jeg en melding om, at USB HDD recording ikke var muligt.

Panasonic G20 test


For at tilgå alle sine optagelser trykkes på VIERA CAST-knappen på fjernbetjeningen og herefter tilgås menupunktet kaldet Video. Nu kommer der en liste frem, som viser alle de optagelser, som du har lagret. Panasonic G20 udfylder selv programinformation, tidspunktet og hvilken kanal der er optaget fra. Det er dog ikke muligt efterfølgende at ændre navnet på optagelsen.

Hvis du har planer om at købe en af Panasonics nye 2010 fladskærme med USB HDD recording, så er der ikke rigtig nogen vej uden om en lille slank USB harddisk, som du kan klistre på Tv’ets bagkabinet. Det begrænser dig ikke engang i forhold til USB nøgle-funktionaliteten, for Panasonic G20 har to USB porte.

Internet-adgang
Panasonic har også opdateret VIERA CAST systemet samt de tilhørende mediefunktioner i dette års modeller. Det er blandt andet blevet muligt at afspille flere formater samt mp3 filer, som af en eller anden underlig grund ikke var understøttet på 2009 modellerne. VIERA CAST har fået en lidt mere behagelig og køn grafik og navigeringen rundt i den kører også langt hurtigere.

Panasonic G20 test


Lad mig først kigge på mulighederne for USB afspilning. Ved at tilslutte et USB stick i en af de to USB indgange, kan du afspille video, billeder og musik. Musik kører uden problemer overhovedet og den grafiske interface er meget attraktiv.

Panasonic G20 test


Billeder vises også fint og man kan naturligvis starte sit eget slideshow. I baggrunden afspilles noget let jazz-lignende musik, men jeg havde dog ønsket at der var mulighed for at afspille sine egne musikfiler, mens man kørte et slideshow.

Video har langt bedre understøttelse end sidste år. Der kan afspilles mpeg2, mpeg4, avi (og divx). Jeg havde dog ikke held med at få afspillet mov eller wmv filer, som Tv'et simpelthen slet ikke registrerer. G20 registrerer ikke de filer på USB nøglen, som ikke kan afspilles.

DLNA
DLNA funktionen giver brugeren mulighed for at afspille musik, video og billeder, som er placeret på en anden computer i hjemmet. Enten tilsluttes G20 med et kabel eller også kan der tilkøbes en Wi-Fi dongle, som giver adgang til det trådløse netværk i hjemmet.

Panasonic G20 test


DLNA funktionaliteten på G20 fungerer okya, og bedre end på sidste års model. Der er god understøttelse for video-formater men ikke alle understøttes - f.eks. ikke mov eller wmv. Der er dog fortsat ingen mp3-understøttelse over DLNA! Det er et stort minus, specielt når jeg sagtens kan afspille mp3 filer over USB indgangen. Det virker komplet åndssvagt, at jeg ikke kan nyde mine mange albums, der er lagret på PC’en over DLNA funktionen…

Desværre vises billeder over DLNA heller ikke i fuld opløsning, og G20 komprimerer kvaliteten en ret betydelig del. Hvis man ønsker at se feriebillederne vil jeg anbefale, at man benytter USB funktionen eller SD kortlæseren.
Navigeringen i menuerne er til gengæld hurtig og let.

VIERA CAST er funktionen, som giver dig adgang til internettet og en række forskellige tjenester. I år er der DailyMotion, tagesschau, Youtube, Picasa, bloomberg og eurosport. Man kan desuden gå et niveau længere ned og finde nova.cz, qTom og bild.de, selvom disse er lokale tjenester.

Jeg kunne da heller ikke tilgå f.eks. qTom, da denne tjeneste kun er tilgængelig i Tyskland - hvilket også er den melding jeg får når jeg forsøger. Der er ingen danske tjenester på VIERA CAST - hvert fald ikke endnu. Det savner vi. Philips har eksempelvis annonceret Film2Home tjenesten, hvor man kan udleje film.
Der er fortsat ikke nogen internet browser, så man kan søge på internettet frit.

Kalibrering og menuer
I år har Panasonic udvidet skærmens menuer, og de to mest interessante tilføjelser er THX profilen og den nye ISFccc kalibreringsfunktionalitet. THX profilen er en forudindstillet billedprofil, som skal leve op til kravene fra THXs side om korrekt billedkvalitet. ISFccc funktionaliteten giver brugeren adgang til en række avancerede indstillingsmuligheder for billedet, som ikke hidtil har været på Panasonics fladskærme - end ikke topmodellerne - og det er derfor rasende interessant.

Panasonic G20 test


Menuerne ligner sig selv rent grafisk, men når man vælger en af de to professional1 eller professional2 profiler, får man adgang til at styre gamma (S curve, 1.8, 2.0, 2.2, 2.4 og 2.6). Man kan også indstille White Balance (hvidpunktet) med RGB værdier indenfor både gain (de lyseste farvenuancer) og cutoff (de mørkeste farvenuancer). Der er også en farvekontrol, hvor man kan indstille hue og saturation.

Panasonic G20 test


Herudover er der naturligvis de traditionelle indstillingsmuligheder som lysstyrke, kontrast, skarphed, farve osv. Der findes også følgende billedprofiler: Dynamic, Normal, Cinema, THX, Game, Photo, Professional1 og Professional2.
En ny tilføjelse er også indstillingsmuligheden, som hedder"Panel".

Endeligt har Panasonic indbygget mulighed for at kopiere de indstillinger man har foretaget på én indgang til en anden. Hvis man f.eks. har kalibreret indstillingerne for HDMI1 indgangen, kan disse nemt og bekvemt kopieres over til HDMI2 uden at genindtaste det hele.
På 2010 modellerne kan man også låse indstillingerne, så man ikke får ændret en eventuel korrekt kalibrering.

Effektforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbug på fladskærme.

Målingerne på Panasonic G20 ses herunder:

Out-of-Box (gns)Efter kalibrering (gns)
Standbyforbrug0,3 W0,3 W
Almindelig Tv brug (gns.)284 W164 W
HDTV visning (gns.)284 W164 W



Målingerne er foretaget på 42 tommer versionen af G20 kaldet TX-P42G20E. Efter kalibrering målte jeg strømforbruget til 164 W hvilket er en tand bedre end på G10 modellen fra sidste år, som havde et strømforbrug der lå 20-30 W højere.

Bemærk, at skærmen benytter mindre strøm efter en kalibrering. Dette er et generelt træk for fladskærme, fordi der efter kalibrering typisk er skruet ned for wauw-effekten, blandt andet med en lavere lysstyrke som resultat.

Kalibrering og billedkvalitet

Jeg har taget en indledende måling af G20s billedkvalitet herunder:

Panasonic G20 test


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Standardindstillingerne er ikke gode på G20. Både målingerne og billedkvaliteten ved selvsyn bærer præg af at have for kraftige og overmættede farver, hvilket den for lave gamma også bidrager til. En lav gamma er netop medvirkende til at farver kan virke for lyse.

    Panasonic G20 test


    Afvigelserne på farverne er også ret markante, men jeg tror Panasonic har taget denne tilgang til standard-billedprofilen af hensyn til butikkerne. Plasma-Tv gør sig ikke godt i butikkernes udstillinger, fordi det blanke panel har en tendens til at reflektere det kraftige lys fra lofterne i de store butikskæder. Når dette sker udviskes farverne og fremstår mere blege og kedelige. Ved at kompensere den anden vej, kan Panasonic tiltrække sig lidt mere opmærksomhed ude på markedspladser.

    Læs mere om hvad udtryk som farvetemperatur og gamma betyder for billedet i praksis i denne artikel: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    I standardprofilen er Eco-mode som standard slået til, hvilket betyder, at G20 tilpasser lyset på skærmen afhængigt af lyset i omgivelserne. Skærmen bliver således mere lysstærk i dagstimerne. Generelt for de nye Panasonic 2010 modeller gælder dog, at de er mere lysstærke og det gør dem også bedre i dagstimerne, hvor f.eks. sollys rammerne panelet. Jeg vender tilbage til dette lidt senere i afsnittet.

    Panasonic G20 test


    Standard-indstillingerne er dog lidt foruroligende, men så længe det ikke går ud over de andre billedprofiler, så betyder det ikke så meget. Jeg skiftede derfor G20 hen i biograf-profilen og tog en ny måling.

    Panasonic G20 test


    I biografprofilen viser G20 langt bedre takter og nu er præcisionen i billedet faktisk meget overbevisende.

    Jeg gik videre til det, som de fleste nok venter med spænding på; om THX profilen kan holde hvad den lover. Jeg prøvede derfor at skifte til skærmens THX profil og tog en ny måling.

    Panasonic G20 test


    THX profilen giver et fantastisk godt resultat, som også er væsentligt bedre end V10 serien fra 2009.

    THX profilen sikrer flot og meget præcis farvegengivelse. De mørke gråtoner gengives også flot, som vidner om god shadow detail. Gamma er meget tæt på vores reference på 2.2 og afviger kun med omkring 0,05 over hele forløbet fra de mørke nuancer til de lyse. Det betyder, at billedkvaliteten i praksis er i god balance, og at farverne ikke over- eller undermættede. De mørke nuancer er ikke for mørke og de lyse nuancer er ikke for lyse (som typisk er tilfældet på LCD-TV).

    Farvetemperaturen er lige en tand for lav, men det er dog ikke kritisk.

    Panasonic G20 test


    I år har Panasonic også integreret en såkaldt ISFccc kalibreringsfunktion. Det er netop sådan en vi har savnet på tidligere Panasonic modeller, da den åbner op for, at mere avancerede kalibreringsmuligheder, som f.eks. RGB (rød, grøn, blå) kalibrering.

    Og selvom THX profilen giver os et fantastisk resultat, så kan jeg alligevel ikke afholde mig fra, at se om lige kan få lidt bedre præcision ind i farverne, og ikke mindst få rettet farvetemperaturen til vores mål på 6500 Kelvin, som sikrer, at billedet hverken bliver for rødligt eller blåligt.

    Jeg foretog nu en komplet kalibrering på en af de to professional profiler med ISFccc kalibreringsfunktionalitet.

    Panasonic G20 test


    Der er ikke de store forbedringer at hente i forhold til THX profilen, men jeg har fået forbedret farvegengivelsen en tand og så har jeg fået farvetemperaturen på plads.

    Panasonic G20 test


    Herunder mine indstillinger efter kalibrering.

    Efter kalibrering
    Profil:THX
    Kontrast36
    Lys:0
    Farve:30
    Skarphed:0
    FarvestyringFra
    Eco-formatFra
    P-NRFra
    Intelligent Frame CreationTil/Fra
    PanelTil
    R-gain+3
    G-gain-2
    B-gain0
    R-cutoff+2
    G-cutoff-1
    B-cutoff0


    Jeg har taget udgangspunkt i THX-profilen og blot tilpasset en anelse. Det skal bemærkes, at Panasonic også har to profiler kaldet professional1 og professional2, som åbner op for lidt yderligere indstillingsmuligheder. Jeg fandt dog ikke disse nødvendige at arbejde med, fordi THX profilen simpelthen giver os et så godt resultat.

    Panasonic G20 test


    Bemærk, at min RGB indstilling (rød, grøn, blå) angiver hvor meget jeg har ændret, da G20 ikke har talangivelser i menuen. +2 betyder, at jeg har flyttet slideren to mod højre.

    Billedkvalitet i praksis

    Lad os gå videre til at tale om hvordan billedet opleves i praksis, og sammenligne lidt med G10 modellen fra sidste år, som G20 erstatter. Først vil jeg gerne ind på nogle af de tiltag som G20 har fået implementeret ift. G10.

    Panasonic G20 test


    G20 har angiveligt et nyt panel, som Panasonic kalder Infinite Black, men som dog ikke er det bedste fra Panasonic, som er forbeholdt V20 og VT20 serierne og kaldt Infinite Black Pro. Panasonic G20 har heller ikke fået Panasonics nye fosfor-struktur, der skal forbedre responstiden; den er forbeholdt VT20 serien.

    En af de markante ændringer i forhold G10 modellen, er også et noget mere lysstærkt billede, som samtidig skal reducere refleksioner. Man er ikke påtvunget et mere lysstærkt billede, og THX profilen giver stadig et meget behageligt billede, men mange har savnet lidt intensitet i billedet fra G10 i dagstimerne og det kan G20 levere. Ved at skrue op for lyset på G20, bliver billedkvaliteten i dagslys også forbedret, og farverne fremstår mere klare og intense, frem for lidt døde og livløse.

    Panasonic G20 test


    Den mest betydningsfulde ændring for refleksionerne og billedkvaliteten i dagslys kommer dog fra, at der ikke reflekteres så meget lys inde i panelet. Plasma-teknologien er opbygget er forskellige lag af glas, og hidtil har det været sådan, at lyset reflekteres mellem de forskellige glaslag i skærmen og det har en degraderende effekt på billedkvaliteten i kraftigt sollys, dagslys og meget oplyste rum. Farverne bliver så at sige meget blege.

    På G20 reflekteres der ikke længere lys mellem glaslagene, og det har en ret betydningsfuld og positiv effekt på farvegengivelsen i praksis, som er noget bedre end på G10. Se også billedet herunder af G20 i en meget oplyst rum med forårs-sol som falder ind af vinduer på den modsatte side.

    Panasonic G20 test


    Tv signaler og SD (SD = standard defintion; generelt for ikke-HD signaler) er smukt på G20. Der er sket forbedringer i forhold til G10 og uden det er et kvantespring, så gengives SD lige en tand bedre - også pga. den nye billedchip, som sidder i G20 og Panasonic nye billedkredsløb, der også klarer de mere tekniske og avancerede processor som de-interlacing og skalering lidt bedre.

    Digitalt Tv fremstår naturligvis flottere end analogt, men mange kabel-tv folk derude har stadig blot analogt Tv. Det klarer G20 også fornemt, men jeg vil dog anbefale, at man holder sig til digitale kilder.

    Panasonic G20 test


    HDTV er en fryd for øjet. Intet mindre. Det står flot, detaljerigt og specielt bevægelse er meget overbevisende. Jeg fik set en del Vinter OL i forbindelse med testen og jeg må sige, at plasma-teknologien stadig er i front mht. hurtige bevægelser. G20 opretholder simpelthen en langt højere detaljegrad i billedet ved bevægelser og det kommer også f.eks. spilkonsol-ejere til gavn.

    G20 har en ny og forbedret udgave af Panasonics Intelligent Frame Creation system, der er en pendant til 100/200 Hz systemer på LCD-TV. Kort fortalt så har IFC (Intelligent Frame Creation) til opgave at udglatte bevægelser, så billedet fremstår mere flydende og ikke hakker. Det er det samme der sker på 100/200 Hz LCD-TV, og i praksis fungerer det ved, at Tv'et"regner" ekstra billeder og indsætter den mellem de eksisterende.

    Panasonic G20 test


    IFC har jeg ikke været glad for på tidligere Panasonic modeller, fordi det havde en tendens til at introducere en del støj i billedet. Fordi Tv'et selv udregner ekstra billeder, kommer der tit støj og grums omkring f.eks. spillere på en fodboldbane eller bolden, der spilles rundt. Dette års G20 har ikke elimineret støj, når IFC systemet bruges, men det er dog reduceret i forhold til tidligere, og jeg synes, at IFC endelig har sin berettigelse, og i flere situationer er det ganske gavnligt at have aktiveret.

    IFC påvirker imidlertid også 1080p24 signaler - altså Blu-Ray - ved at udglatte signaler modtaget i 1080p24 formatet (1920x1080 opløsning i 24 billeder per sekund). Hvis du ønsker at opretholde den filmiske oplevelse, som du også kender fra biografen, så bør du slå IFC fra på Blu-Ray. Hvis du ikke synes Blu-Ray skiverne gengives glidende nok, så lad IFC være aktiveret. Bemærk dog, at det typisk betyder, at Blu-Ray filmene gengives en anelse mere tv/sports-agtigt.

    Panasonic G20 test


    Farvegengivelsen på G20 er god, men ikke perfekt. Jeg viste ovenfor, hvordan THX profilen sikrer ret præcise farver, men præcision i farverne er en ting, nuanceringen er en anden. Forestil dig f.eks. en glidende farveovergang fra mørkerød til lys rød. Ideelt set ville denne være helt glidende, men G20 har en lille tendens til at opdele nogle farvenuancer i"blokke", så farveovergangen fremstår som var den i opdelt i"skridt".
    Det er ikke kritisk og G20 er ikke en dårligere end G10 på dette punkt, men det er noget plasma-teknologien stadig skal arbejde lidt med.

    Panasonic G20 test


    Det opdages også ved bevægelse, fordi plasma-teknologien som bekendt"blander" nye farver fra eksisterende. Skal der eksempelvis gengives mørkegrå, så blandes sort med lysegrå. Når der er hurtige bevægelser, så bliver det sværere for skærmen at blande farverne, fordi.. ja, de jo hele tiden rykker sig i billedet. Her kan der også registreres lidt problemer med farvenuanceringen på G20.

    Jeg fik sagt ovenfor, at gengivelsen af hurtige bevægelser er rigtig god på G20 og bedre end LCD teknologien, men fosfor-slør er dog stadig ikke elimineret på G20. Fosfor-slør forekommer på meget hurtige bevægelser, og kan ses som grønt eller gulligt slør efter bevægende objekter - f.eks. en bold der skydes over en fodboldbane.
    De fleste vil dog ikke bemærke fosfor-slør, men det er der. Bemærkede du det ikke på Panasonic G10 - eller for den sags skyld på Pioneer KURO eller Samsungs plasma-Tv - så vil du heller ikke opdage det på G20. Det er dog ret synligt på sort-hvid film.

    Panasonic G20 test


    Det skulle angiveligt først være på VT20 serien, at Panasonic har været i stand til at reducere fosfor-slør betydeligt.

    G20 har også stadig en anelse plasma-støj, som netop opstår fordi farver"blandes", som omtalt ovenfor. Det er ikke reduceret i forhold til G10 og endnu ikke på Pioneer KURO niveau, som også havde været i stand til at reducere dette til et minimum. Man bemærker ikke den lette støj i billedet med mindre man går meget tæt på skærmen (tættere på en 1,2 meter cirka).

    Generelt om billedkvaliteten må jeg dog sige, at jeg er meget imponeret. Der er ikke sket en kvantespring i forhold til G10, men der er forbedringer at se, og billedkvaliteten i dagstimerne er i særdeleshed blevet forbedret pga. det nye panel. Refleksioner er reduceret, og farvegengivelsen på THX profilen er noget mere præcis end på G10 fra 2009.

    Jeg oplever god dybde i billedet og det bidrager det gode sortniveau også til. Alligevel så er det dog tydeligt at se med det blotte øje, at sort ikke er perfekt - og ikke på KURO niveau.

    Jeg gik derfor videre til at tage en måling af sort herunder:

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,05 cd/m20,04 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)87 cd/m286 cd/m2
    Kontrastforhold1740:12150:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50


    På THX profilen måler jeg sort til 0,04 cd/m2. Det pænt, men ikke nok til at jeg sidder begejstret med armene i vejret. Reelt set er det jo ikke en forbedring i forhold til 2009 modellerne, så Panasonic G20 sætter hvert fald ingen nye rekorder på denne front, og jeg formoder, at den store forbedring (den forbedring som jeg også så i München), først er gældende fra V20 serien med Infinite Black PRO panelet.

    Panasonic G20 test


    Der er dog sket en stor forbedring og det er gengivelsen af sort i dagslys. Pga. det nye panel, der klarer refleksioner - specielt de indvendige refleksioner - rigtig flot, fremstår sort bedre i dagslys eller i kraftigt oplyste lokaler. Det bidrager til intensitet og kontrast i billedgengivelsen.

    Shadow detail forklaring
    Venstre: Dårlig sort, god shadow detail -- Midt: God sort, dårlig shadow detail – Højre: Fair sort og god shadow detail


    Jeg undersøgte også for shadow detail, som angiver skærmen evne til at skelne de mørkeste grå nuancer fra hinanden. Skelnes disse ikke, så vil mørke filmscener fremstå alt for mørke og uden detaljer, da alle mørkegrå nuancer da blot gengives som helt sort (se ovenfor).

    Shadow detail er meget flot på G20, og specielt på THX profilen kan man knap ønske sig mere (ud over at sort var helt sort). Det bidrager til at give gode detaljer i de mørke områder i f.eks. mørke filmscener.

    Endeligt har jeg undersøgt for ujævnheder i panelets lys (clouding, backlight bleeding). På billedet kan du også se sortgengivelsen på G20 i et helt mørkt rum.

    Panasonic G20 test


    G20 har ingen problemer med ujævnt lys.

    PC og mediecenter tilslutning

    Der er ingen problemer med tilslutningen til en PC eller et mediecenter. Du skal blot sætte opløsningen til 1920x1080 pixels og sikre dig, at overscan ikke er aktiveret i skærmens menu. Vælg formatet kaldet ”Just” på G20.

    Betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne er rigtig gode, men ikke reel forbedret i forhold til G10. Man kan sige, at der heller ikke er så stort behov for dette, for plasma har betragtningsvinkler, der er tæt på ideelle.

    Panasonic G20 test


    Panasonic G20 test


    Panasonics G20 serien har også forbedret den spejl-effekt som kunne opstå inde mellem glaslagene i plasma-paneler. Det er også en af grundene til det bedre billede i dagstimerne. Se billedet herunder, hvor jeg har taget et billede af et hvidt objekt på en sort baggrund fra en vinkel.

    Panasonic G20 test



    Lyden

    Lydkvaliteten er fair, men mangler bund og mellemtoner fra de skjulte højttalere. Højttalerne er tilstrækkelige til dagligt brug, men til film strækker de ikke.

    Der er en række forskellige indstillingsmuligheder for lyden i menuen, og der er også en funktion, som imiterer surround, dog uden at jeg kan høre det. Tale fremstår klart og tydeligt og det er et stort plus. For at sikre, at lyden ikke bliver svag eller udefinerbar, kan man også vælge hvor langt Tv'et står fra bagvæggen, da denne i nogen grad bruges til at projektere lyden.

    Til film anbefaler jeg dog et separat lydsystem.

    Konklusion

    Panasonic G20 bygger på Panasonics design-traditionel, og selvom skærmen i år er blevet en anelse slankere, så holder Panasonic deres stil i sort, højglans med bløde linjer. Det vil nok også glæde de fleste, at der ikke er blæsere, som larmer, i Tv’et.

    G20 har mange af de karakteristika, som har kendetegnet Panasonic gennem årene, og billedmæssigt er G20 et skridt eller to frem i forhold til G10, uden det dog kan kaldes en revolution. THX profilen gør sit, og leverer et utroligt præcist billede – endda bedre end på V10 modellen fra 2009. Til gengæld er standard-profilen ikke overbevisende.

    Oplevelsen af billedet i dagslys er blevet bedre på G20, blandt andet fordi refleksioner reduceres. G20 har også et højere lys-output, så der kan genereres mere lys, når G20 bruges i dagstimerne eller i kraftigt oplyste rum.

    Gengivelsen af sort er ikke reelt forbedret i forhold til G10, og jeg tror vi skal se frem til V20 eller VT20 modellerne for at få den KURO teknologi, som Panasonic overtog fra Pioneer. Sort opleves dybere i dagstimerne pga. de færre refleksioner i skærmen, og det er positivt, men i aftentimerne, er sort på nogenlunde samme niveau som G10 serien fra 2009. Shadow detail er derimod utrolig flot, så man får alle detaljer med, også i de mørke nuancer.

    Funktionelt har G20 meget at byde på. VIERA CAST systemet der giver adgang til internettet fungerer fint, men der savnes dog nogle lokale udbydere, som f.eks. filmudlejning. DLNA er blevet forbedret, men understøtter fortsat ikke mp3 filer. Optagelse ud på harddisk er en smart funktion, og giver gode muligheder, men har dog også sine begrænsninger.

    Alt i alt er G20 dog en dejlig skærm. Det er ingen kæmpe revolution på markedet, og selvom forventningspresset på Panasonic har været stort, så synes jeg TX-P42G20E er en meget værdig arvtager til den populære TX-P42G10E. Der er introduceret billedforbedringer og THX profilen er fantastisk, men man kan savne forbedring i gengivelsen af sort.

    Taget prisen i betragtning, som ikke er startet meget højere ift. slutprisen på sidste års G10 model, og forbedringerne på funktionalitet og billedkvalitet, ligner Panasonic G20 igen en vinder. Vi tildeler derfor G20 serien en Top Anbefalings Award, og kan varmt anbefale Tv’et.


    Tryk på awarden for at læse mere.


    Pris og forhandler:

    42"50"


    Panasonic G20 findes i 42, 46 og 50 tommer kaldet henholdsvis TX-P42G20E, TX-P46G20E og TX-P50G20E.

    PositivNegativMålgruppe
    Flot billedkvalitetStandard-indstillingerStue
    Shadow detailFjernbetjeningHjemmebiografen
    THX profilFosfor-slørVIERA CAST stadig lidt mangelfuldt
    Funktionalitet og USB optagelseStik vender bagud
    Forbedret billede i dagslys

    ---


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=15200



  • Flere anmeldelser

    Sony A8

    Test: Sony A8 (A85, A87, A89)

    11 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Sonos Arc test

    Test: Sonos Arc

    04 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Nvidia Shield 2019

    Test: Nvidia Shield (2019)

    19 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Panasonic HZ1000

    Test: Panasonic HZ1000

    14 May 2020 | Torben Rasmussen |