Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Dell U2711 - FlatpanelsDK

Test: Dell U2711

|


Dell U2711 test

U2711 er Dells nye 27” skærm med IPS panel og en svimlende høj opløsning på 2560x1440 pixels. Den erstatter Dells tidligere og velrenommerede 27” model 2709W, men bringer flere nyskabelser på banen – specielt på billedsiden. Den høje opløsning er tæt på opløsningen i 30” PC skærme, og U2711 benytter desuden samme panel, som der benyttes i den nye Apple 27” iMac.

Dell U2711 er rettet mod grafikere og fotografer, samt CAD arbejde eller blot kræsne forbrugere der ønsker høj opløsning og meget skrivebordsplads. Men kan Dell U2711 stå distancen og bygge videre på de meget positive takter fra 24” U2410? Og hvad får man ekstra ved at gå op til 27”? Det undersøger vi her i anmeldelsen.

This review in English: Dell U2711 review

Panelstørrelse:27"
Opløsning:2560x1440
Responstid:6 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:1000:1 (dynamisk)
Lysstyrke:450 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Farvespektregengivelse:110 % af NTSC
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:0.233 mm
Panelnummer (Type):IPS
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): - (uden fod)
Vægt:- kg
Justeringsmuligheder

Tilt
Swivel
Højde
Pivot
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI
DisplayPort
Audio (type)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI
Andet 4-ports USB hub
Garanti:
Pixelgaranti:-
Diverse:


Pris og forhandler:


De første indtryk

Dell U2711 skjuler ikke, at den tilhører Dells familie af skærme. Rammen er stort set identisk til den mindre fra 24” U2410, om end et par millimeter bredere.

Dell U2711 test


Nederst på rammen finder man Dells logo og i højre side af rammen sidder berøringsfølsomme knapper til at betjene skærme i menuer. De berøringsfølsomme knapper fungerer godt og reagerer fint.

Dell U2711 test


Dell U2711 har også omfattende ergonomiske indstillingsmuligheder, så den kan tilpasses forskellige arbejdspositioner. Det er muligt at højdejustere skærmen, tilte den fremover og bagover og dreje skærmen vha. drejehjulet der sidder på midten af fodens overside.

Dell U2711 test


Når U2711 er sænket helt ned til bordet, er der en afstand på 7,3 cm op til starten af LCD panelet og 4,9 cm op til rammen.
Pivot er dog ikke indbygget ligesom på Dells mindre modeller.

På siden af U2711 finder man en integreret USB hub samt en 9-i-1 kortlæser. Dell U2711 har også alt hvad hjertet begærer af indgange. Der findes 2 DVI, HDMI, DisplayPort, D-SUB (VGA), komponent, komposit og s-video. Herudover er der også to analoge lydudgange samt en udgang til en subwoofer.

Dell U2711 test


De mange indgange gør det nemt at tilslutte eksempelvis spilkonsoller som PlayStation 3 eller Blu-Ray afspillere.

Skærmens menu tilbyder omfattende indstillingsmuligheder. Der er frihed til at pille ved mange parametre og Dell har med U2711 skabt attraktive egenskaber for f.eks. amatørgrafikeren.
Menuen tilbyder følgende indstillinger: brightness, kontrast, skarphed samt RGB (rød, grøn, blå). Der er også indbygget følgende billedprofiler: Standard, Multimedia, Game, Warm, Cool, Adobe RGB, sRGB og Custom Color.

Der mulighed for at vælge om farver skal sendes til skærmen i RGB eller YPbPr og gamma skal tilpasses PC eller MAC, om man vil køre Graphics eller Video Mode samt hvilken wide mode (format) man vil køre i. Der findes følgende formater: Fill, Aspect og 1:1.

Dell U2711 test


Endeligt har Dell U2711 en PIP mode, som kan kombineres mellem DVI, HDMI, komponent og komposit.

Effektforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbug på fladskærme

Målingerne for Dell U2711 ses herunder:

Out-of-Box (gns)Efter kalibrering (gns)
Standbyforbrug0,7 W0,7 W
Pc brug86,8 W60,7 W



Dell U2711 forbruger cirka 60,7 W efter kalibrering. Det er i den høje ende for PC skærme, men også et resultat af den store skærm. Man kunne dog have argumentet for, at integrationen af et LED backlight kunne have reduceret strømforbruget betydeligt, ligesom på Apples 27” iMac.

Forud for testen

Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce 7900GTO.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet på Dell U2711

Først og fremmest bør det bemærkes, at den høje opløsning på Dell U2711 kræver et grafikkort der understøtter dual-link DVI udgang. Dette betyder ikke, at grafikkortet skal have 2 DVI udgange, men at DVI udgangen skal understøtte dual-link, som er dobbelt båndbredde. Der er skal også anvendes et dual-link DVI kabel.

Jeg har taget en indledende måling af Dell U2711 billedparametre her. Målingen er taget i skærmens standard-profil:

Dell U2711



For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Dell U2711 klarer sig bedre i sin standard-profil end lillebroderen fra Dell på 24” U2410. De fleste farver gengives mere præcist og specielt gråtonerne er mere præcise, hvilket også bidrager til detaljerne i de mørke farver. Der er dog fortsat afvigelser på de fleste farver.

    Gamma er en lille tand for lav, men i praksis har det dog ikke den store betydning for billedet. Vi sigter efter 2.2. Dell U2711 gengiver gamma ved 2.12 i de lyse nuancer op til 2.2 for de mørkeste.

    Farvetemperaturen er lidt under vores reference på 6500 Kelvin. Det medfører, at billedet er en tand for rødligt – igen uden det er af kritisk karakter.

    Se hvad de forskellige udtryk, såsom gamma og farvetemperatur betyder for billedet i praksis i denne artikel: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    Jeg tog nu en måling i U2711s sRGB profil. sRGB profilen tilstræber at følge de standarder, som der bruges til grafisk produktion indenfor sRGB spektret. Dells 24” U2410 klarerede sig flot i dens sRGB profil. Herunder kan du se målingen på U2711.

    Dell U2711



    Dell U2711 klarer sig ikke lige så godt i sRGB profilen som U2410, men sRGB profilen bidrager dog med lidt forbedringer i farvegengivelsen. Gengivelsen af de mørkeste nuancer af grå forværres dog en anelse.

    Jeg tog også en måling i skærmens AdobeRGB profil. Denne er særlig interessant fordi U2711 er i stand til at gengive et meget stort farvespekter, så U2711 også kan bruges til at grafiske arbejde i AdobeRGB miljøer.

    Dell U2711



    Præcisionen er stort set på niveau med sRGB profilen, men bemærk i venstre kvadrant hvor stort et farvespekter U2711 er i stand til at gengive. U2711 er illustreret med den sorte streg.

    Endeligt foretog jeg en fuld kalibrering af U2711, som kan ses herunder:

    Dell U2711



    Efter kalibrering klarer Dell U2711 sig eksemplarisk. Der er ikke noget at sætte fingeren på. Farverne gengives flot, farvetemperaturen er præcis og gamma er præcis på 2,2.

    Herunder ses mine indstillinger, der er brugt i kalibreringen:


    Efter kalibrering
    Lysstyrke:22
    Kontrast:50
    RGB:Manuel
    • R:88
    • G:84
    • B:89



    Bemærk, at jeg har skruet ned for Brightness (lysstyrke) for at give et lidt mindre lysstærkt billede end U2711 har fra start af. Der kan skrues lidt op for brightness i dagstimerne. Jeg har også foretaget en kalibrering af rød, grøn og blå (RGB).

    Lad os prøve at gå videre til at kigge på den praktiske del af U2711 og dennes billedkvalitet. U2711 har mange af de samme karakteristika, som de mindre fra U2410 og 2209WA modeller pga. IPS panelet.

    Det betyder i praksis, at farverne gengives utrolig flot. Allerede før kalibrering gengiver U2711 et naturligt og meget behageligt billede, som er godt egnet til selv grafisk brug. Farverne er meget nuancerede og U2711 klarer vores gradient test fra vores testprogram monitorTest flot.

    Dell U2711 har også masser af indstillingsmuligheder, og det gør skærmen i stand til at tilpasse sig forskellige grafiske miljøer. Selvom kalibreringsmuligheder på Dell U2711 ikke er lige så omfattende som på Eizos skærme, så kommer U2711 tæt op på siden af Eizo og gengiver et virkelig smukt billede.

    Den høje opløsning på 2560x1440 giver også hidtil uanede muligheder. Arbejdsområdet på skrivebordet udvides ret markant i forhold til 24-28” skærme med den lavere 1920x1080 eller 1920x1200 opløsning.

    Man skal vænne sig til den meget høje opløsning fordi det også gør tekst mindre, men efter kort tid kan man ikke undvære den fantastiske arbejdsflade som U2711 tilbyder. Det gør brugeren i stand til at have 3-4 vinduer åbne ved siden ad hinanden på skrivebordet samtidigt.

    Jeg havde i forbindelse med testen af U2711 også Dells 24” U2410 stående. U2711 er noget større, men den mest markante forskel på de to skærme er utvivlsomt opløsningen, som gør U2711 til en langt bedre egnet skærm til krævende og store opgaver i f.eks. CAD.

    Dell U2711 test


    U2410 har en anelse bedre farvegengivelse i sin sRGB profil, men derudover minder de to skærme meget om hinanden. Jeg har taget et billede af de to skærme herunder i sRGB profilerne.

    Dell U2711 test


    I sammenligning med Dells gamle 27” model 2709W, er U2711 en lidt anderledes skærm. 2709W er baseret på et PVA panel, som har nogle andre forcer. U2711 er en forbedring på flere punkter, ikke mindst den høje opløsning, men prisen er også højere.

    Herunder har jeg målt skærmens gengivelse af sort og heraf kontrastforholdet:

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,23 cd/m20,12 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)225 cd/m2106 cd/m2
    Kontrastforhold978:1883:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50



    Gengivelsen af sort er overraskende god. Den er ikke på niveau med de bedste Eizo skærme baseret på S-PVA teknologien, der dog også er kendt for bedre kontrastforhold, men U2711 slår sin lillebror U2410. Efter kalibrering målte jeg dybden af sort til 0,12 cd/m2 på U2711, hvilket er imponerende for en IPS skærm.
    Til sammenligning målte jeg U2410 til 0,18 cd/m2.

    Dette er en synlig forskel i praksis, hvor man vil opleve gengivelsen af den sorte farver på U2711 som mere intens og dyb. Det bidrager også til billedets dybde-følelse – specielt i aftentimerne.

    Jeg undersøgte desuden shadow detail, som angiver skærmens evne til at skelne de mørkeste nuancer fra hinanden, så de ikke falder sammen og bliver gengivet som samme farve. Shadow detail på U2711 er god og detaljeret. Den falder en anelse i sRGB profilen, men ikke kritisk.

    Endeligt har jeg taget et billede af skærmen i et helt mørkelagt rum. Det er gjort for at undersøge om der slipper lys igennem skærmen panel i f.eks. hjørner eller kanter, der går under de populære termer clouding eller backlight bleeding.

    Dell U2711 test


    Dell U2711 har ingen problemer med clouding. Det er positivt.

    Responstid og spil

    Dell U2711 er baseret på et IPS panel. IPS panelerne er ikke de hurtigste i spilbrug, og U2711 er heller ikke en decideret gamerskærm. Den har samme karakteristika som U2410 og der kan forekomme lidt slør i de meget hurtige spil, som f.eks. bilspil.

    U2711 har en anelse mindre traditionelt slør end Dell U2410, men en anelse mere Overdrive slør end U2711. Summeret set er de to skærme nogenlunde lige hurtige, men Overdrive sløret er dog lidt mere synligt i praksis. Se forskellen på traditionelt slør og Overdrive slør herunder.

    Overdrive trailing


    Dell U2711 er ganske oplagt til filmbrug og mindst lige så hurtig som LCD-TV er i dag, men de mest krævende spillere bør søge deciderede gamerskærme som f.eks. Samsung 2233rz. Dell U2711 er dog fuldt ud tilstrækkelig til sporadisk spilbrug.

    Læs mere om de forskellige paneltyper her: Panelteknologier

    Film og betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne på Dell U2711 er rigtig gode. IPS panelet der sidder i U2711 betragtes generelt som den paneltype, der har de bredeste betragtningsvinkler på markedet. Sort bliver dog en anelse mere grålig fra vinkler, men farver opretholder god intensitet.

    Igen minder Dell U2711 meget om sin lillebror på 24” U2410.

    Jeg har taget billeder af betragtningsvinklerne herunder:

    Dell U2711 test


    Dell U2711 test



    Konklusion

    Dell U2711 er en fantastisk skærm. Den tager stort set alle de gode elementer fra U2410 og fører dem op i 27 tommer med en ekstrem høj opløsning. Den høje opløsning giver ikke kun uforholdsmæssigt meget skrivebordsplads – det gør også U2711 ideel til arbejde med eksempelvis CAD eller andre pladskrævende opgaver.

    Dell U2711 har et bedre billede direkte fra kassen i forhold til lillebroderen i 24” kaldet U2410, men sRGB profilen er ikke helt lige så præcis. U2711 imponerer dog med gode billedegenskaber som flotte og præcise farver, brede betragtningsvinkler, relativ dyb gengivelse af sort og pæn shadow detail.

    Responstiden er ikke den hurtigste, og Dell U2711 kommer ikke op på siden af deciderede gamerskærme som f.eks. Samsung 2233rz, men U2711 klarer sig fint i film og sporadisk spil. Den har også en anelse mere slør på bevægelse end U2410.

    Funktionaliteten i U2711 er ret unik. Der er gode ergonomiske indstillingsmuligheder (selvom pivot dog er udeladt), og alt hvad hjertet begærer af indgange såsom HDMI, DVI, DisplayPort osv. Menuerne giver også gode indstillingsmuligheder og sRGB og Adobe RGB profilerne er fine, om end ikke perfekte (og en tand bagefter U2410).

    Dell U2711 retter sig mod kræsne brugere, grafikere, fotografer og arbejde med pladskrævende opgaver såsom f.eks. CAD. Det eneste der virkelig taler imod U2711 lige nu er den lidt for pebrede pris og det lidt høje strømforbrug. Et LED backlight ville have været velkommen, men U2711 er i sandhed en fantastisk og meget alsidig skærm til skrivebordet.

    PositivNegativMålgruppe
    BilledkvalitetResponstidGrafikere
    Funktionalitet og inputsPrisFotografer
    God ergonomi og byggekvalitetIngen pivotCAD arbejde
    Høj opløsningsRGB ikke helt lige så præcis som på U2410Multimedia
    Shadow detailAnelse overdrive slør
    Betragtningsvinkler
    Sort


    Pris og forhandler:


    Dell U2711 debat

    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=14874

  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |