Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: NEC EA231WMi - FlatpanelsDK

Test: NEC EA231WMi

|


Indledning

NEC EA231WMi er i samme kategori som de seneste skærme vi har anmeldt fra Dell. Den 23” store skærm er særlig interessant, fordi den benytter et såkaldt IPS panel, der af mange betragtes som det bedste panel indenfor PC monitors.
IPS panelerne har karakteristika som præcise farver, brede betragtningsvinkler og generelt flotte billedegenskaber. Derfor appellerer NEC EA231WMi også kraftigt til grafikere, fotografer og kræsne brugere – endda til en lav pris.

Men hvordan klarer NEC EA231WMi sig i vores test? Kan den levere på billedkvaliteten og er den et alternativ til Dells skærme, som vi senest har anmeldt og rost? Det finder vi ud af her i testen.

Panelstørrelse:23"
Opløsning:1920x1080
Responstid:14 ms (b2b)
Overdrive:
Kontrastforhold:1000:1
Lysstyrke:270 cd/m²
Farveunderstøttelse:16,7 millioner farver
Farvespektregengivelse:72 % af NTSC
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:0.265 mm
Panelnummer (Type):IPS
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 49.0cm x 55.0cm x 22.0cm (med fod)
Vægt:8,5 kg
Justeringsmuligheder

Tilt
Swivel
Højde
Pivot
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI
DisplayPort
Audio (type)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI
Andet 4-ports USB hub
Diverse:

Pris og forhandler

NEC EA231WMi


De første indtryk

NEC EA231WMi har et design i mat sort plast, der har en lille nuance af mørkegrå i sig. Byggekvaliteten er fair, selvom der fortrinsvis er anvendt plast-materiale.

NEC EA231WMi


Foden giver fantastiske ergonomiske indstillingsmuligheder. Der er muligt at hæve og sænke skærmen, dreje skærmen pga. en drejeskive under foden, samt tilte skærmen fremover og bagover.

NEC EA231WMi


Endeligt tilbydes også pivot-tilstand, hvor man kan dreje skærmen 90 grader.

NEC EA231WMi


Alle stik tilsluttes på skærmens bagside. Her findes DVI, DisplayPort og D-SUB (VGA). På venstre side af skærmen finder man desuden 2 USB udgange, samt en udgang til høretelefoner. Endeligt sidder der også 2 SUB udgange på skærmens bagside, som peger nedad.

NEC EA231WMi


I skærmens menuer tilbydes man følgende indstillingsmuligheder: brightness, contrast, eco mode, auto brightness og 5 forskellige billedprofiler. Der findes desuden en række forskellige farvetemperaturer; native, 5000K, 6500 K (sRGB), 7500K, 8200K og 9300K.

Effektforbrug

Sammenlign strømforbruget på tværs af fladskærme vha. vores nye interaktive applet her: Sammenlign strømforbug på fladskærme

Målingerne for NEC EA231WMi ses herunder:

Out-of-Box (gns)Efter kalibrering (gns)
Standbyforbrug0,4 W0,4 W
Pc brug42,2 W30,3 W



NEC EA231WMi har et strømforbrug, der er lidt under andre IPS baserede skærme, men stadig noget højere end de nye skærme med LED backlight. Til sammenligning forbruger Dells 22” 2209WA med IPS panel omkring 48 W efter kalibrering, og set i det lys klarer EA231WMi sig pænt.

Bemærk, at målingen før kalibrering er taget uden skærmens Eco Mode. Tilsluttes denne, vil strømforbruget før kalibrering også falde.

Forud for testen

Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce 7900GTO.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet

Før jeg startede testen, slog jeg Eco mode og Auto Brightness fra på EA231WMi. Disse to funktioner har til hensigt at justere lyset på skærmen i forhold til lyset i rummet og omgivelserne. Det kan dog have en negativ effekt på billedkvaliteten, da de også justerer på gamma-forløbet.

Jeg har taget en indledende måling af skærmens billedkvalitet herunder:

NEC EA231WMi


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    NEC EA231WMi har ikke et perfekt ”out-of-box”-billede, men det har dog mange positive elementer. Jeg fandt, at gamma er en anelse for høj. Der er små afvigelser på farverne, men kun den blå farve varierer meget. De andre farver gengives med imponerende præcision.

    Gamma er ikke helt lineær fra de mørke nuancer til de lyse nuancer og svinger lige mellem 2,1 og 2,3. Vi sigter efter 2,2 for hele forløbet, hvilket sikrer, at farver gengives hverken for mørkt eller lyst.

    Læs mere om hvad udtryk som farvetemperatur, gamma osv. betyder for billedkvaliteten i praksis i denne artikel: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    Jeg foretog nu en kalibrering af NEC EA231WMi for at se, hvordan den præsterer i kalibreret tilstand.

    NEC EA231WMi


    NEC EA231WMi imponerer efter min kalibrering. Jeg tog udgangspunkt i den billedprofil kaldet sRGB i skærmens menu, som i sig selv giver et rigtig godt udgangspunkt for billedkvaliteten. Jeg var nu i stand til at forbedre gamma og ramme farvetemperaturen ret præcist.

    Desværre rammer EA231WMi dog ikke helt de mest blålige nuancer i sRGB spektret, som illustreres i grafens venstre side ovenfor. Det betyder, at de allermest blå farver fremstår en anelse mindre blåligt end de burde. Taget den generelle præcision og billedgengivelse i betragtning, kan det dog nemt tilgives, med mindre man er professionel grafiker.

    Bemærk, at jeg også har sænket lysstyrken en del. Ved at sænke lysstyrken manuelt får man samme effekt, som Eco Mode tilbyder, men uden det påvirker billedet. Den lavere lysstyrke gør også skærmen mere behagelig at arbejde foran.

    Her er indstillingerne efter kalibrering:



    Efter kalibrering
    Profil:sRGB
    Brightness:33
    Contrast:50
    Eco Mode:Fra
    Auto Brightness:Fra
    RGB:Manuel
    • R:84,4
    • G:72,4
    • B:69,8



    Jeg har reduceret lysstyrken på skærmen. Man kan også vælge at aktivere skærmens Eco Mode, men reelt set er resultatet det samme.
    Eco Mode kan til tider også ændre lidt på selve billedgengivelsen frem for blot at justere lysstyrken op og ned, og det er ikke ønskeligt. Derfor anbefaler jeg også, at man deaktiverer Eco mode og i stedet reducerer lysstyrken (brightness) manuelt.

    Jeg har desuden foretaget en RGB (rød, grøn, blå) kalibrering.

    NEC EA231WMi har et utroligt flot billede efter kalibreringen. Det gode udgangspunkt i sRGB profilen giver også amatørgrafikere og fotografer gode muligheder for at arbejde med grafiske opgaver uden at skulle foretage de helt store ændringer på skærmen.

    Farverne er præcise og nuancerede. Der er enkelte problemer med nogle af de mellemmørke nuancer i mine tests fra vores testprogram monitorTest, men det er ikke af kritisk karakter. Generelt er jeg imponeret over farvegengivelsen, som ligger nogenlunde i stil med Dells 2209WA og U2410, der også benytter IPS panelerne.

    Den høje opløsning er også en fordel. 1920x1080 opløsningen har hidtil været forbeholdt større skærme på over 24 tommer, men med EA231WMI får man også den høje opløsning ned i 23”. Det giver ekstra meget skrivebordsplads, som er dejligt at arbejde med.

    Jeg oplever dog lidt problemer med de helt mørkeste nuancer, som ikke synes perfekte i praksis. Jeg gik derfor videre til at måle gengivelsen af sort på NEC EA231WMi.

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,26 cd/m20,15 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)238 cd/m2121 cd/m2
    Kontrastforhold915:1807:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50



    Sort gengives ved 0,15 cd/m2 efter kalibrering. Det er ikke den dybeste sort, og IPS panelerne er generelt ikke kendt for at levere lige så dyb sort som PVA panelerne, som Samsung bruger i deres professionelle skærme, men NEC EA231WMi har dog en lille fordel over Dell U2410, som vi målte til 0,18 cd/m2.

    Lige så vigtigt som gengivelsen af sort, er gengivelsen af de mørkeste nuancer (shadow detail). Hvis skærmen ikke kan skelne de mørkeste farvenuancer fra hinanden og derved blot gengiver dem som én og samme farve, mister man detaljegrad i mørke film og spilscener.

    NEC EA231WMi har dog en flot shadow detail. Før kalibrering mangler den en anelse, men efter kalibrering nærmer vi os perfektion. Vi savner dog lidt dybde i gengivelsen af den sorte farve.

    Endeligt har jeg undersøgt for fænomenet kaldet clouding. Clouding er problemet, hvor skærmen udsender mere lys i f.eks. billedpanelets kanter eller hjørner; altså en form for ujævn lysfordeling.

    NEC EA231WMi


    NEC EA231WMi har ikke udbredte problemer med clouding, hvilket er meget positivt.

    Responstid og spil

    NEC EA231WMi har aldrig påstået, at den er en skærm til spilbrug, og det er den heller ikke. Den er ikke blandt de hurtigste skærme på markedet, og må se sig overgået af f.eks. modeller som Samsung 2233rz.

    NEC EA231WMi klarer opgaven på et niveau lige under Dells 2209WA og Dell U2410. Den er i øvrigt baseret på samme type af panel, som de to Dell skærme; et IPS panel, men dog et marginalt langsommere et af slagsen.

    NEC EA231WMi lider imidlertid ikke af udbredt Overdrive slør, hvilket er positivt, som er hvide glorier omkring bevægende objekter. Se eksempel på overdrive slør (til venstre) kontra traditionelt slør (til højre) herunder.

    Overdrive trailing


    EA231WMi har på den anden side meget lavt input lag (forsinkelse på signalet), og det er positiv hvis man ønsker at bruge den i spil.

    NEC EA231WMi er tilstrækkelig til de meste brug, herunder også film og sporadisk spilbrug, men den går ikke an for de kritiske gamere i First Person Shooter spil og hurtige bilspil.

    Film og betragtningsvinkler

    Betragtningsvinklerne er en af NEC EA231WMi’s forcer. Det skyldes primært det IPS panel, som skærmen anvender og som generelt er kendt for det panel med de bredeste betragtningsvinkler.

    Farverne opretholdes fra selv relativt store betragtningsvinkler, og sort mister først intensitet fra omkring 50-60 grader.

    Jeg har taget billeder af betragtningsvinklerne herunder:

    NEC EA231WMi


    NEC EA231WMi



    Konklusion

    NEC EA231WMi er en af de mere interessante skærme på markedet pga. IPS panelet, som også Dell anvender i en anden afskygning i deres 2209WA og U2410. Derfor var forventningerne også høje til EA231WMi og jeg må sige, at de blev indfriet.

    NEC EA231WMi har fine standardindstillinger og en sRGB profil, der giver pæn og præcis billedkvalitet for amatørgrafikere og fotografer. Farvegengivelsen er pæn, betragtningsvinklerne er brede og så klarer EA231WMi også de mørkeste nuancer (shadow detail) overbevisende. Den høje opløsning på 1920x1080, der ellers hidtil har været forbeholdt 24”+ skærme, er også en velkommen tilføjelse, da det giver langt mere skrivebordsplads at arbejde på. Responstiden måler sig dog ikke med skærme rettet mod spilbrug.

    NEC EA231WMi har fra start af en aktiv Eco Mode, som tilpasser lyset efter omgivelserne. Denne kan dog også påvirke billedkvaliteten, og da man kan opnå samme effekt ved manuelt at skrue ned for lyset, anbefaler jeg ikke at slå den til.

    NEC EA231WMi’s svaghed ligger i gengivelsen af sort, som ikke er helt nede på niveau med PVA panelerne, der sidder i f.eks. Samsung F2380. Alligevel klarer EA231WMi sig dog lidt bedre end Dells to modeller.

    Læg hertil et robust design, fine indstillingsmuligheder i skærmens menu og gode ergonomiske indstillingsmuligheder, og du har et dejlig monitor, der er i skarp konkurrence med Dells to populære modeller. Af disse årsager og pga. prispunktet på under 3000 kroner, vælger jeg også at tildele NEC EA231WMi en Top Anbefalings Award.


    Tryk på awarden for at læse mere.


    Pris og forhandler

    NEC EA231WMi



    NEC EA231WMi fås både i sort og hvid.

    PositivNegativ Målgruppe
    Billedkvalitet og IPS panelEco Mode kan påvirke billede negativtAmatørgrafikere
    ErgonomiSortFotografer
    Shadow detailResponstidKontor/allround
    Høj opløsningKræsne brugere
    Betragtningsvinkler


    ---


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: NEC EA231WMi debat



  • Flere anmeldelser

    Test: Sony A90J OLED

    16 Apr 2021 |

    Test: Chromecast med Google TV

    09 Apr 2021 |

    Test: PlayStation 5

    08 Dec 2020 |

    Test: Xbox Series X

    01 Dec 2020 |