Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonSamsung B8050 (LED-TV) test - FlatpanelsDK

Test: Samsung B8050 (LED-TV)

|


Indledning


Samsung har opnået utrolig stor succes med deres nye LED-TV, der er ultraslanke og strømbesparende. Vi har allerede anmeldt B7050 serien og nu tager vi top-serien B8050 ind til en test, der praler med bedre billedkvalitet end sine mindre brødre med bl.a. 200 Hz teknologi. B8050 er stadig ultraslank og elegant og er baseret på samme Edge LED type.

Læs videre for at se hvordan B8050 klarer sig mod konkurrenterne og om man har været i stand til at få styr på slør-problemet fra B7050 modellen. FlatpanelsDK anmelder 46" versionen kaldet UE-46B8050.

Bemærk, at B8000 er den europæiske fællesbetegnelse for modellen. B8050 er den danske variant. B8050 findes i 40 og 46 tommer under modelbetegnelserne UE40B8050 og UE46B8050.

Panelstørrelse:46" widescreen (LCD)
Opløsning:1920x1080
Responstid:-
Kontrastforhold:-
Lysstyrke:-
Farveunderstøttelse:16,7 millioner
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178/178
Dotpitch:-
Panelnummer (Type):LCD (Samsung)
Strømforbrug:105W (typisk)
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): 76.7cm x 112.9cm x 3.0cm (uden fod)
Vægt17,7 kg
Indbyggede højttalere:
Inputformater: 480p/i, 576p/i, 720p, 1080i & 1080p (50, 60 & 24p)
1:1 pixelmapping:
Indgange
• VGA
• DVI (kan dog konverteres gennem HDMI)
• Audio (type) (Audio in/out)
• SCART (1 indgang)
• S-video
• Komposit
• Komponent
• HDMI (4 indgange)
• Andet
Udgange
• Audio (type) (1 udgang)
• SCART
• S/PDIF (optisk)
Tunere
• Analog
• DVB-T
• DVB-T (MPEG4)
• DVB-C
• DVB-C (MPEG4)
• DVB-S
• DVB-S (MPEG4)
• Andet
Garanti:
Pixelgaranti:
Diverse:Manual på dansk

Pris og forhandler:

40 tommer46 tommer


De første indtryk


Designet på B8050 varierer ikke meget fra B7050 og B6000 modellerne og det er formentlig ikke noget, der generer mange - tværtimod. Tv'et er nemlig smukt og elegant, når det står i al sin pragt på den rektangulære fod, der løfter Tv'et op med en glascylinder.

Samsung B8050


Det sorte højglans look præger skærmens ramme og langs yderkanten fader det sorte design ud i en gennemsigtig ramme, som giver en flot helhedsfornemmelse af et gennemført design.

Samsung B8050


Skærmens tykkelse er under 3 cm. Det er imponerende. En af hemmelighederne bag det slanke design, er LEDs eller nærmere betegnet det man kalder Edge LED. Kort fortalt betyder det, at alle dioderne sidder på siderne af skærmens panel, frem for bagved. Jeg kommer nærmere ind på dette senere i denne test.

Samsung B8050


Foden skaber et godt grundlag for skærmen, men der skal heller ikke meget til, for B8050 er en letvægter. Tv'et vejer stort set ingenting og det gør det også ideelt til vægmontering. Foden tillader desuden, at man drejer skærmen manuelt.

Samsung B8050


Alle stik sidder på skærmens bagside og vender enten nedad eller ud mod siden. Ingen stik peger bagud mod bagvæggen og selv det store strømstik har Samsung integreret på fornem vis, så man kan hænge Tv'et helt tæt op ad væggen. Godt gået Samsung.

Samsung B8050

På skærmens front i nedre, højre hjørne, sidder en række berøringsfølsomme knapper. De aktiveres først, når en hånd nærmer sig, hvilket giver en god effekt og er med til at skjule dem, når det ikke bruges.

Forud for testen:


Tv signalet er gennem testen digitalt parabol-Tv (DVB-S) fra Canal Digital, hvor vi også tester med Canal Digitals udvalg af HDTV kanaler, samt analogt og digitalt antenne-Tv (DVB-T) med de frit tilgængelige kanaler.

Der testes blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Sony PlayStation 3 benyttes som Blu-Ray afspiller.

Funktionalitet


Fjernbetjeningen er designmæssigt stort set identisk med den som også findes for Samsung B7050 LED-TV serie. Drejehjulet i midten er dog indført på ny. Man har også fjernet funktionen til at oplyse knapperne, så den nu selv tænder når hånden nærmer sig. Og så har Samsung indført et andet fantastisk princip.

Samsung B8050


I stedet for at fjernbetjeningen kører over infrarøde stråler, kommunikerer fjernbetjeningen med RF radiobølger. Det betyder, at du kan pege i alle retninger og Tv'et vil stadig opfatte kommandoerne. Det fungerer fantastisk og man slipper for irritationsmomenter, hvor Tv'et ikke reagerer.

Designmæssigt er fjernbetjeningen i samme højglans materiale som Tv’et. Designet er det samme som på B7050 fjernbetjeningen har samme ”hale”. Jeg må dog indrømme, at højglans sort på fjernbetjening ikke fungerer for mig personligt. Det bliver lidt for fancy, specielt sammen med de mange farvekombinationer, Samsung har valgt at smide på fjernbetjeningen knapper.

Drejehjulet i midten har jeg tidligere bandet over på forrige generation af Samsungs Tv, men med B8050 har man forbedret funktionaliteten en del. Jeg er stadig ikke tilhænger af drejehjul på fjernbetjeningen, men det går an på B8050. Man kan også blot trykke ned på drejehjulet og bruge de traditionelle venstre, højre, op og ned funktioner. Man er derfor ikke tvunget til at bruge drejehjulet.

Samsung B8050


Endeligt har Samsung B8050 også en medfølgende mini-remote, der kan styre de mest basale funktioner som kanalskift og volumekontrol.

Samsung B8050 har i øvrigt samme internetfunktionalitet, DLNA og USB indgang, som B7050 og derfor låner jeg beskrivelsen fra B7050 til at forklare, hvad det går ud på.

Skærmen har også Samsung nye [email protected], der blandt andet giver internetadgang og har DLNA indbygget.

Internetdelen fungerer både med kabel og trådløst. Hvis man ønsker trådløst net, skal man tilkøbe Samsungs USB dongle – det virker åndssvagt at den ikke blot medfølger.

Internettet skal opsættes første gang, man tilslutter det, men det forløber let og smertefrit. Man guides igennem og herefter har man en skærm med Yahoo Widgets. Se nedenfor.

Navigeringen er dog ret sløv, og det tager også noget tid for Tv’et at indlæse de forskellige funktioner. Det er en skam, for der er gode muligheder.

Samsung B8050 serien har også den såkaldte DLNA funktion. Kort fortalt lader DLNA dig streame medieindhold fra f.eks. en PC et andet sted i hjemmet til Tv’et over det trådløse netværk. DLNA i B8050 understøtter musik, billeder og video.

Videodelen i DLNA er også ganske god, men stadig ikke perfekt. Skærmen tog de fleste formater jeg smed efter den, men ikke alle. Det er dog interessant at se, at den kunne æde en MKV fil. Du kan se den fulde liste over understøttede formater her: Samsung B8050 DLNA video formats.

Skærmens menuer giver følgende billedindstillingsmuligheder: profil (dynamisk, standard, levende) lysstyrke, kontrast, skarphed, farve, ting, black tone, gamma, farvespekter, hvid balance, hudtoner og edge enhancement. Endeligt kan man også slå 200 Hz fra og til.

Samsung B8050


Endeligt findes der et content library, hvor Samsung har placeret både kreative og efterhånden velkendte elementer. Der er blandt andet et galleri med både kunst og naturbilleder. Når et diasshow startes, tilføjer skærmen selv afslappende baggrundsmusik.
Af mere kreative elementer, finder man opskrifter på mad og drinks, spil (f.eks. bowling) og træningsprogrammer. Selvom det ikke alt sammen er lige anvendeligt – bowling er f.eks. både kedeligt, hakkende og trægt at styre – så er der mange sjove elementer imellem, og der er endda mulighed for at downloade flere på nettet. Content library er dog lidt langsomt om man må væbne sig med tålmodighed pga. de relativt lange load tider.

Samsung B8050


Alt i alt er der masser at gå i krig med på B8050 serien. Samsung integration af Internet og DLNA er den bedste jeg endnu har set på en fladskærm, men den har bestemt stadig sine mangler. Content Library er eksempelvis stadig alt for langsomt.

Effektforbrug


Det er meningen, at det vil være fast kutyme fremover at måle effektforbruget. Vi vil også snart lave en sammenlignings applet, hvor man kan holde skærme op mod hinanden. Det kræver dog endnu lidt flere målinger på forskellige skærm.

Målingerne på Samsung B8050 ses herunder:

Out-of-Box (gns)Efter kalibrering (gns)
Standbyforbrug0,1 W0,1 W
Almindelig Tv brug (gns.)128,5 W110 W
HDTV visning (gns.)128,5 W110 W



Målingerne er foretaget på 46 tommer versionen af B8050 kaldet UE-46B8050. Målingerne indikerer et meget lavt forbrug, som er på niveau som dog er en lille anelse over Samsungs anden LED-TV serie, B7050, som vi også har anmeldt. UE-46B8050 forbruger 110 W efter min kalibrering. UE-46B7050 forbruger 98 W. Forskellen ligger nok primært i, at UE-46B8050 har lidt mere krævende billedkredsløb, som f.eks. 200 Hz i stedet for 100 Hz.

Samsungs B8050 serie er dog heller ingen strømsluger før kalibrering og anvendelsen af LEDs viser sig endnu en gang meget gavnlig.

Bemærk, at skærmen benytter mindre strøm efter en kalibrering. Dette er et generelt træk for fladskærme, fordi der efter kalibrering typisk er skruet ned for wauw-effekten, blandt andet med en lavere lysstyrke som resultat.

Billedkvalitet


Jeg har taget en indledende måling af Tv'ets billedkvalitet herunder. Jeg har ikke ændret nogen indstillinger efter jeg har pakket Tv'et op af kassen.

Samsung B8050


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Samsung B8050 har ikke lige så gode standardindstillinger som B7050, og primært gengivelsen af de mørke gråtoner halter lidt, som det kan ses i højre side af billedet overfor, hvor afvigelsen for sort og mørkegrå er ret høj.

    Tv’et har også en lidt for høj farvetemperatur så billedet bliver for blåligt og så er gamma ikke helt præcis. Den starter på omkring 1,8 for de lyse gråtoner og stiger til 3.0 for de mørke gråtoner. I praksis betyder det at de lyse farver på skærmen er for lyse og de mørke farver på skærmen er for mørke.

    Samsung B8050


    Læs mere om hvad udtryk som farvetemperatur og gamma betyder for billedkvaliteten i praksis i denne artikel: Hvordan ser det forkerte billede ud?

    Jeg prøvede nu at foretage en kalibrering, hvor jeg tog udgangspunkt i movieprofilen på skærmen og derudover indstillede skærmens farver vha. RGB (rød, grøn, blå) værdierne i skærmens billedmenu.

    Samsung B8050


    Jeg var i stand til at forbedre billedet en del. Nu er de mørke gråtoner og sort meget bedre og farverne gengives mere præcist, som det kan ses i billedets højre del ovenfor. Farvetemperaturen er også tæt på 6500 Kelvin, som vi sigter efter. Endeligt kunne jeg også få gamma meget tæt på 2,2 så farverne nu hverken er for lyse eller mørke og billedet på B8050 er i flot balance.

    Samsung B8050


    Herunder ses mine målinger efter kalibrering:

    Efter kalibrering
    Profil:Movie
    Backlight4
    Contrast95
    Brightness:40
    Sharpness:0
    Skarphed:0
    Colour50
    tint50/50
    Black toneFra
    Dynamic ContrastFra
    Gamma0
    Colour SpaceAuto
    Flesh tone0
    Edge enhancementFra
    Colour toneWarm2
    HDMI black levelNormal
    200 Hz Motion PlusTil/Fra
    RGB:Manuel
    • R-Offset23
    • G-Offset24
    • B-Offset26
    • R-Gain31
    • G-Gain18
    • R-Gain26

    Jeg har taget udgangspunkt i movie profilen som giver det bedste billede - hvert fald til filmbrug. Nogen vil måske foretrække et lidt mere blåligt billede, men vi sigter efter en varm og let rødlig farvetemperatur på 6500 K.

    Jeg har slået de fleste dynamiske kredsløb fra. De bidrager ikke til billedkvaliteten - faktisk tværtimod. Jeg har også sænket backlight indstillingen, så billedet ikke er lige så lysstærkt. Til brug i dagstimerne kan en højere lysstyrke foretrækkes.

    Jeg har sænket brightness (brightness styrer ikke for baggrundsbelysningen) en anelse for at rette gamma. Altså skærmens lysniveau fra de mørke farver til de lyse farver. En upræcis gamma vil typisk betyde, at skærmen har enten for mørke farver eller for lyse farver (afhængigt af om gamma er for høj eller lav).

    Samsung B8050


    En super vigtig indstilling at få på plads er HDMI Black Level. Den står som standard på"Low" i alle profilerne, men den skal stå på"Normal". Ellers mister skærmen sin evne til at gengive de mørkeste farver. Alle tætliggende mørke nuancer af f.eks. grå, blå, rød og grøn vil blot gengives som helt sort. Det er naturligvis ikke ønskeligt. Mere herom lidt senere i afsnittet om shadow detail.

    Du bør også sørge for at sætte formatet til"Screen Fit". Ellers bliver billedet skaleret unødvendigt, hvilket betyder, at du mister dels noget af billedets kanter, dels detaljegrad i billedet.

    Samsung B8050


    Endeligt har jeg foretaget en RGB (rød, grøn, blå) indstilling af billedet for at få farverne mere præcise. Samsung B8050 har både gain og offset RGB værdier, hvor gain styrer de lyse farver og offset styrer de mørke farver. Skærmen har en tendens til en rødlig nuancer for de mørke farver og en tendens til en blålig nuance for de lyse farver. Det har jeg korrigeret i nogen grad med ovenfornævnte indstillinger, dog uden resultatet er 100 % korrekt (det tillod Samsungs menu ikke). Bemærk, at indstillingerne er vejledende. Forskellige eksemplarer af UE46B8050 kan også have små variationer, hvorfor disse indstillinger ikke vil give 100 % det samme billede på alle eksemplarer af skærmen.

    Samsung B8050


    Farverne gengives flot og livligt fra start af. Efter mine indstillinger er resultatet ret tæt på B7050 serien, som jeg roste for netop en fin farvegengivelse. Der er dynamik og nuancering i farverne, og B8050 håndterer også de mørke farver ganske fint.

    En af de mest iøjnefaldende forskelle imellem B7050 og B8050 modellerne er 100 Hz kontra 200 Hz. Funktionen er i bund og grund den samme. Man forsøger at udglatte billedet ved bevægelse ved at fjerne hak i billedet og reducere slør og udtværing. Både 100 Hz og 200 Hz systemer"beregner" nye billeder og placerer imellem de eksisterende og at opnå den ønskede effekt.

    Samsung B8050


    200 Hz varierer fra 100 Hz ved at beregne det dobbelte antal nye billeder. Formålet er at skabe endnu mere flydende og glatte bevægelser. 200 Hz systemet klarer også opgaven fint. Den bidrager til at udglatte billede og eliminere en vis grad slør på bevægelse i f.eks. sport, men det er ikke en revolution i forhold til 100 Hz, som findes lillebroderen, LED-TV'et B7050.

    Det er egentlig samme historie som for Sonys Z5500 model, der også er udstyret med et 200 Hz system. Forskellen mellem 100 Hz og 200 Hz er ikke enorm, men 200 Hz bidrager da med en anelse ekstra.

    Samsung B8050


    Det er dog positivt at se, at Samsung er sluppet bedre afsted med introduktionen af 200 Hz end de gjorde da de i sin tid introducerede 100 Hz Tv. Dengang klagede vi over, at 100 Hz systemet bidrog til et unaturligt billede, der mest af alt lignede det var optaget med et håndholdt kamera. Man har senere forfinet 100 Hz, men Samsung led under dette i en del generationer. 200 Hz har en lille tendens til at lave samme nummer, men formentlig ikke noget der vil genere langt størstedelen af forbrugere (hvilket det gjorde ved introduktionen af 100 Hz).

    Samsung er dog stadig ikke kommet helt ud over regnefejlene. Man vil ind i mellem stadig bemærke, at 200 Hz systemet giver lidt fnidder omkring bevægende objekter - f.eks. en bold der fejer over skærmen i højt tempo.

    Samsung B8050


    Alt i alt er 200 Hz systemet vellykket, men dog ikke uden fejl. Det bidrager til et mere flydende billede. Effekten i praksis fra 100 Hz til 200 Hz er bare ikke lige så tydelig som skridtet fra 50 Hz til 100 Hz.

    På B7050 serien var et af mine eneste kritikpunkter, at den træk et lidt for tydeligt slør på bevægelse – primært for de mørke farver. Det hev ned i vurderingen, så jeg var spændt på at se om B8050 serien klarede sig bedre. Og det viste sig at være tilfældet.

    B8050 har et markant mindre slør på bevægelse, så sport og action nu gengives flottere og mere detaljerigt. Jeg oplevede primært sløret på B7050 på de mørke farvenuancer og så det eksempelvis tydeligt i en film som V for Vendetta. Derfor forsøgte jeg mig med samme film på B8050 og sløret var reduceret kraftigt.

    Samsung B8050


    B8050 er stadig ikke fri for slør – og det er ingen fladskærme i dag – men det er reduceret til et punkt, hvor jeg ikke mener det vil genere længere. Sløret er både reduceret med og uden 200 Hz slået til – fantastisk!

    B8050 har heller ikke udbredt input lag (med game mode til og uden 200 Hz), som er den forsinkelse der kan opstå på signalet fra det kommer ind til det vises på skærmen. Det vil spilfolket med PlayStation 3 og Xbox 360 sætte pris på. Slåes 200 hz til introduceres dog lidt input lag.

    Jeg har også målt gengivelsen af sort herunder:

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,07 cd/m20,05 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)208 cd/m2118 cd/m2
    Kontrastforhold2971:12360:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50


    Gengivelsen af sort er helt i takt med den jeg fandt på B7050 serien. Efter kalibrering nåede jeg en gengivelse på 0,05 cd/m2 hvilket giver en fantastisk dybde i sortgengivelsen. Det betyder først og fremmest, at Samsungs B8050 serie deler æren med Samsungs B7050 serie om at have en af de bedste gengivelser af sort jeg endnu har set på en LCD skærm – hvad enten det er med eller uden LED – kun overgået af Philips LED LUX 9803 serie som vi også har anmeldt.

    Kun de bedste plasma-Tv præsterer dybere gengivelse af sort. Her tænker jeg konkret på Pioneer og Panasonics G10 serie. Samsungs plasma-model B850, som vi også har anmeldt, har et tilsvarende sortniveau på 0,05 cd/m2.

    Samsung B8050


    Den dybe gengivelse af sort giver en god dimension i billedet. Billedet synes mere dynamisk og farverigt og selv i dagstimerne formår UE46B8050 at opretholde en god og dyb gengivelse af sort på trods af refleksioner i skærmens blanke frontpanel.

    Ligesom B7050 serien har B8050 serien også en såkaldt auto-dimming feature, som ikke kan slås fra. Den sænker lyset fra LED'erne, når der vises en helt sort skærm eller en skæm med meget sort i baggrunden. Det kan virke lidt generende, men auto dimming er alligevel noget mindre markant på B8050 end det er på B7050. Jeg bemærkede det sjældent ved sporadisk tv og film kiggeri.
    Gengivelsen af sort i tabellen oven for, er målt uden auto-dimming. Det er målt under almindelige forhold.

    Samsung B8050


    Shadow detail er god og sammen med den dybe gengivelse af sort, klarer B8050 sig flot på dette punkt. Jeg kan skelne næsten alle skridtene af mørkegrå i vores testprogram monitorTest på nær de to helt mørkeste. I skærmens standardindstillinger med HDMI Black Level på"Low" har B8050 dog en næsten ikke eksisterende shadow detail HDMI Black Level skal stå på Normal, ellers udvasker billedet alle detaljer i mørke scener for at stræbe efter en sortgengivelse, som faktisk ikke engang bliver bedre. Det er mig stadig en gåde, hvorfor producenter som Samsung og LG sætter HDMI Black Level til"Low"...

    Jeg undersøger også skærmens fordeling af lyset over panelet herunder.

    Samsung B8050


    B8050 har en anelse clouding / backlight bleeding ud mod hjørnerne. Der er også en svag tendens til et lidt lysere område midt på panelet, men det er meget beskedent. B8050 klarer prøvelserne lidt dårligere end B7050, men det er måske nærmere et udtryk for variationen der er i modellerne, som flere brugere også berettede i forbindelse med testen af B7050. Hvor nogen eksemplarer slet ikke har tendens til clouding overhovedet, har andre lidt problemer.

    PC og mediecenter tilslutning


    Der var ingen problemer med at tilslutte Tv'et til en PC eller mediecenter. Sørg blot for at send opløsningen 1920x1080 fra PC'en og sæt Tv'et til"Screen Fit" i menuen for skærmformatet. Så opnår man korrekt 1:1 pixelmapping.

    Betragtningsvinkler


    Betragtningsvinklerne er identiske med dem vi fandt på B7050, men forbedret i forhold til Samsung tidligere LCD-TV modeller. Kontrasten opretholdes bedre end på tidligere Samsung Tv. Det er tydeligt på f.eks. en helt sort baggrund, hvor man på Samsung 2008 modeller ville opleve et ret markant fald i dybden af sort, men på B8050 kun oplever det som værende mindre beskedent. Betragtningsvinklerne er dog ikke ideelle og farverne mister også intensitet, når man betragter skærmen fra siderne.

    Jeg har taget billeder af betragtningsvinklerne herunder:

    Samsung B8050


    Samsung B8050



    Lyden


    I takt med at fladskærme er blevet tyndere og ikke mindst efter introduktionen af LED i LCD skærme, har man også måttet tage den konsekvens, at lyden i højttalerne er blevet"fladere".

    Der er ikke i dybde i lyden på B8050 og lyden er meget dåseagtigt. De dybe bastoner er ikke eksisterende og jeg vil absolut anbefale, at man anskaffer sig et eksternt lydanlæg til brug sammen med B8050. Det fine billede fortjener god lyd.

    Konklusion:


    Samsung B8050 (B8050) bygger videre på de gode takter fra B7050 (B7050), såsom dyb gengivelse af sort, flotte farver og fin shadow detail, men det bedste er måske nok, at man på B8050 har fået styr på det slør, der var på bevægelse i f.eks. sport og actionscener på B7050. Det er meget positivt og gør, at B8050 i sidste ende bliver en meget anbefalelsesværdig skærm. Den leverer ikke blot et flot billede. Den leverer også en af de dybeste gengivelser af sort jeg endnu har set fra en LCD skærm – med eller uden LED.

    Skridtet op til B8050 serien byder også på 200 Hz frem for 100 Hz, men jeg finder ikke den store forbedring i selve dette system. Det bidrager til lidt mindre slør og udglatter bevægelse i eksempelvis sport, men forbedringen i forhold til 100 Hz er ikke revolutionerende.

    Samsung LED-TV rammer hovedet på sømmet mht. design. Det ultratynde design på under 3 cm betyder, at ønsket om en ægte fladskærm endelig bliver til virkelighed. Indgangsstikkene på bagsiden kommer heller ikke i karambolage med bagvæggen, så Tv’et kan hænge helt op ad væggen. På trods af den slanke profil, har Samsung alligevel fået plads til omfattende funktionalitet. Menuerne er dog lidt sløve.

    Samsung B8050 er nok det bedste LCD-TV (LED) fra Samsung hidtil. Det retter B7050 seriens mangler og bibeholder det slanke, elegante look. Det tildeles derfor også en Top anbefaling herfra FlatpanelsDK.


    Tryk på awarden for at læse mere.


    Samsung B8050 findes i 40 og 46 tommer under modelbetegnelserne UE40B8050 og UE46B8050. Bemærk, at B8000 er den udenlandske model. B8050 er den danske model.

    PositivNegativMålgruppe
    Flot billedkvalitet[email protected] lidt langsomtStue
    Dyb sortIkke perfekte betragtningsvinklerHjemmebiografen
    Slankt designStandardindstillinger
    Stik vender nedad
    RF (radiobølger) fjernbetjening

    Pris og forhandler:

    40 tommer46 tommer


    ---


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=12774



  • Flere anmeldelser

    Panasonic HZ2000

    Test: Panasonic HZ2000

    12 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
    Philips OLED805

    Test: Philips OLED805 (OLED855, OLED865)

    23 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
    Sony XH90

    Test: Sony XH90

    08 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
    Samsung Q95T

    Test: Samsung Q95T / Q90T

    08 Jul 2020 | Torben Rasmussen |