Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Philips Photo Frame - FlatpanelsDK

Test: Philips Photo Frame

|

Philips var blandt de første til at introducere en af disse såkaldte digitale fotorammer – eller Photo Frames, som er det navn de går under. Siden da er en lang række producenter hoppet med på vognen, og markedet for de små skærme, der kan vise alle dine dyrebare minder fra ferien eller hverdagen, er efterhånden vokset til ret markante proportioner.

I korte vendinger kan idéen forklares, som et digitalt fotoalbum. Disse små skærme kan modtage billeder fra f.eks. et hukommelseskort fra et digitalt kamera/videokamera eller en USB nøgle fra en PC. Der vises et slideshow eller et statisk billede på skærmen, som er indrammet, så den ligner en gammel, velkendt fotoramme. På den måde bliver dine billeder både lettere tilgængelige og de ender ikke nede i en støvet skuffe, for aldrig at blive hevet frem igen.

Det er modellen kaldet Philips 6FF3FWP jeg har anskaffet her. Philips har i dag en del forskellige varianter.

Panelstørrelse:5.6" widescreen (LCD)
Opløsning:320x234
Lysstyrke:200 cd/m2
Kontrastforhold:300:1
Levetid:20.000 timer (ved 50% lys)
Hukommelseskort:SD, SDHC, MMC, xD, MemoryStick & MemoryStick Pro
Intern hukommelse: 10 MB
Betragtningsvinkler (H/V):130°/110°


Pris og forhandler:

  

De første indtryk


De fleste af os har vist en skuffe eller to fyldt med fremkaldte billeder. Og for mit eget vedkommende må jeg vist også indrømme, at de sjældent hives frem, hvilket bestemt er en skam. Selvom jeg efterhånden er gået over til udelukkende at bruge digitalt kamera, og således blot overfører billeder til computer, bliver billederne stadig alt for sjældent taget frem.

Highslide JS


Derfor virker disse digitale fotorammer også som et velkomment element i det moderne hjem. De er nok lidt fancy for en del forbrugere, men jeg har efterhånden set dem i flere hjem og opsætninger, hvor de er ganske diskrete, og teknikken først afslører sig selv, når et nyt billede ruller ind over skærmen. Rammerne kan endda skiftes på nogle af modellerne, så det kan passe ind indretningen i hjemmet.

Modellen jeg har fat i her, kan modtage billederne fra enten et hukommelseskort eller en USB nøgle. Man kan således både tage billederne direkte fra kameraet eller bruge PC’en som mellemstation. Den digitale fotoramme understøtter hukommelseskort af typen SD (Secure Digital), SDHC, MMC, xD, Memory Stick og Memory Stick Pro.

Modellen kaldes 6FF3FPW og der er tale om en model på beskedne 5,6 tommer. Fotorammerne fås i dag op til omkring 10 tommer, og der findes også størrelser her imellem.

Fotomodellerne findes også i andre varianter. Herunder ses to fra Philips selv.

Highslide JS


Og en i træ.

Highslide JS



I brug


Fotorammen har en række indstillinger, som brugeren kan benytte til at bestemme f.eks. frekvens af billedskift, animationen ved skift osv.
Menuen betjenes med hjælp fra knapper bag på skærmen. Der er hjælpende tekst ved de fleste indstillinger, så det er nemt at forstå, hvad den specifikke indstilling ændrer.

Highslide JS


Indstillingerne omfatter: frekvens på billedskift fra 5 sekunder til 1 dag, animation, rækkefølge af billeder, autorotation, lysstyrke, samt en række andre mindre relevante indstillingsmuligheder.

Det er således muligt at vælge hvor ofte der skiftes billede, hvordan der skiftes og om der skal skiftes tilfældigt eller i rækkefølge.

Highslide JS


Den digitale fotoramme står oprejst vha. en metalholder på bagsiden. Den kan ikke umiddelbart vægmonteres – hvert fald ikke med mindre man er lidt kreativ. Strømmen tilføres på skærmens bagside. Det er også på skærmens bagside, at hukommelseskort indsættes. USB nøgler skal imidlertid tilsluttes på skærmens højre side – og de stikker derfor ud over rammen. Det er ikke den mest fikse detalje, og USB indgangen kunne lige så godt have peget ud fra skærmens bagside, da der er masser af plads bag enheden og strømkablet også forløber herfra.

Highslide JS


Når der indsættes et hukommelseskort eller en USB nøgle registrerer fotorammen det automatisk, og billederne begynder at blive vist i et slideshow. Det kan ikke gøres meget nemmere og der kræves absolut intet af brugeren.

Når der er tilsluttet f.eks. en USB nøgle, kan man også kopiere billeder til den digitale fotorammens interne hukommelse. De bliver her placeret permanent på fotorammen, så de også kan ses, når USB nøglen tages ud igen. På den måde kan man samle sine yndlingsbilleder på fotorammen og køre slideshow med disse.
Hukommelsen i fotorammen er dog begrænset til omkring 10 MB. Det er kun nogle få billeder, hvis man tager dem ukomprimeret fra sit kamera. Hvis man imidlertid først tager dem en tur forbi computeren og komprimerer billederne, kan 10 MB godt række til 75-150 billeder i fin opløsning.

Billedkvaliteten på skærmen er fair, dog uden at være fantastisk. Fra afstand bemærker man ikke den forholdsvis lave opløsning, men fra kort afstand ser man noget pixellering. Farverne fremstår imidlertid pænt, uden at være voldsomt overstyrede. De er ganske behagelige, men dog langt fra at være på niveau med et rigtigt fremkaldt billede.

Highslide JS


Skærmen har en fin lysstyrke, som også kan justeres i skærmens menu. Jeg havde den stående på lidt under maksimum, hvilket giver et billede der både kan ses både i dagslys og aftentimerne.

Det største problem er imidlertid betragtningsvinklerne, som man også kender det fra de prisbillige PC skærme. Fra horisontale vinkler, klarer skærmen sig tilfredsstillende - uden at være perfekt. Fra horisontale vinkler, ændrer billedet sig derimod ret markant – og det ser ikke kønt ud. Nedefra er billedet utrolig mørkt og oppefra er billedet alt for lyst. Fotorammen skal så vidt muligt ikke placeres over din synsvinkel – hellere lavere.
Problemet ser dog ikke ud til at blive løst på fremtidige fotorammer, før man laver en ret radikal ændring på opbygningen af de digitale fotorammer. Som det ser ud i dag benytter de sig nemlig af en panelteknologi kaldet TN, der en art indenfor LCD teknologien. TN paneltypen er billig at producere, men har imidlertid begrænsede betragtningsvinkler, hvilket også ses på størstedelen af de solgte PC monitors i dag.
Det står ikke umiddelbart til at ændre sig over de kommende år, med mindre man går over til en anden panelteknologi indenfor LCD eller måske overgår til noget helt andet, som f.eks. den meget lovende OLED teknologi.

Du kan se et billede af betragtningsvinklerne herunder. Helt til venstre ses skærmen fra oven, i midten ses den fra neden og på det højre billede ses skærmen fra siden.

Highslide JS


Betragtningsvinklerne er i min mening noget som hiver en del ned i det endelige produkt. Det er et kritisk punkt og desværre generelt for stort set samtlige digitale fotorammer på markedet i dag.

Selve anvendeligheden af den digitale fotoramme, synes jeg dog er ret attraktiv. Jeg har fået ret meget fornøjelse ud af at køre diverse billeder på fotorammen, og det er et sjovt lille element i hjemmet, når man har gæster.
Man får set billeder, som ellers var blevet gemt væk og glemt. Og det er forrygende let, så alle kan være med.

Highslide JS


Overførslen af billeder kan dog begrænse anvendeligheden ind i mellem. Man glemmer hurtigt at smide nye billeder ind på skærmen. Det er jo som sådan også fint, hvis fotorammen skal fungere som erstatning for en gammel statisk fotoramme, men det er alligevel sjovt med afveksling, nu hvor det rent faktisk bliver en mulighed. Jeg savner derfor en eller anden form for trådløst netværk i fotorammen, så billederne kan hentes trådløst fra f.eks. et mediecenter i hjemmet. Det vil bestemt være en kærkommen feature.
Det ødelægger som sådan ikke et helhedsbillede af en enhed, som jeg faktisk synes er rigtig smart på mange områder – ud over at designet på denne model ikke er det fedeste i min mening – men det vil bestemt være en behagelig feature.

Konklusion


Jeg synes egentlig, at de digitale fotorammer er ret medrivende - og idéen er god. Det er en ny måde at se billeder på, og det kan måske betyde, at alle de gode minder på fotos ikke glemmes i en støvet skuffe. Jeg havde hvert fald meget fornøjelse af en sjov collage billeder, der har roteret på fotorammen i forbindelse med testen.

Samtidig må jeg dog klage lidt over de meget begrænsede betragtningsvinkler. Fra siderne er det ikke kritisk, men oppefra og nedefra, bliver billedet enten ulideligt lyst eller ubehageligt mørkt. Det er desværre et ret generelt problem på de digitale fotorammer i dag og ikke noget der ser ud til at ændre sig lige foreløbigt.

Betjeningen er imidlertid nem. Så snart der indsættes en hukommelseskort eller en USB nøgle, kører billederne på skærmen, så det kræver hverken teknisk snilde eller flere timers læsning af manual for at komme i gang. Alle kan være med.

Alt i alt synes jeg således det har været et sjovt lille produkt at prøve - og en idé som kan bringe nyt liv til digitale fotos. Det har bestemt sin berettigelse i et moderne hjem, men som den digitale fotoramme fungerer i dag, er dårlige betragtningsvinkler desværre den største hindring for det helt store gennembrud.

PositivNegativ Målgruppe
Let og brugervenlig betjeningDårlige betragtningsvinklerStue
Ny måde at se billeder påFor lille hukommelseVærelset


Pris og forhandler:

  

---


Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=7790

Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |