Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Eizo S2231W - FlatpanelsDK

Test: Eizo S2231W

|


Indledning


Eizo har ry for at lave gode skærme med fokus på billedkvalitet og vi har også tidligere rost flere af de anmeldte Eizo eksemplarer. Nu prøver Eizo kræfter med 22 tommer segmentet, som indenfor det seneste år er vokset eksplosivt fra stort set ingenting. Det bemærkelsesværdige for Eizos 22 tommer skærm, er dog imidlertid, at det er den første 22 tommer skærm på markedet, der er baseret på et S-PVA panel – som Eizo har benyttet med stor succes i andre skærme.

Det giver altså for første gang et reelt alternativ til de prisbillige TN paneler, hvor der er sparet på billedkvaliteten, men som ellers hidtil har domineret 22 tommer markedet.
Jeg vil her i anmeldelsen derfor kigge nærmere på, hvordan Eizo klarer sig mod de mange TN baserede skærme på markedet, hvor Eizo på papiret ligner en sejrherre.

Panelstørrelse:22"
Opløsning:1680x1050
Responstid:8 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:1500:1
Lysstyrke:250 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Farvespektregengivelse:92 % af NTSC
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:0.282 mm
Panelnummer (Type):S-PVA (Samsung)
Strømforbrug:38 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 35.1cm x 50.7cm x 27.9cm (med fod)
Vægt:12,5 kg
Justeringsmuligheder

Tilt
Swivel
Højde
Pivot
Indbyggede højttalere:
Indgange
VGA
DVI
Audio (type)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI
Andet 2-ports USB Hub
Medfølgende kabler
Strøm
VGA
DVI
Audio (phono)
USB upstream
S-VHS
HDMI
Medfølgende software:

Garanti:5 års fabriksgaranti
Pixelgaranti:-
Diverse:


Produktet er venligst udlånt af Eizo

Pris og forhandler



De første indtryk


22 tommer segmentet har indtil nu været præget af skærme til spil og multimedia og samtlige skærme har været baseret på de prisbillige TN paneler. Det har samtidig afspejlet sig meget i skærmenes design, som har været i tidens ånd – ofte med højglans sort.

Eizo S2231W


Eizo holder imidlertid fast i deres lidt mere massive og kraftige design, der blandt andet betyder, at skærmen også er ret dyb bagtil.

Foden har to led, som gør det muligt at højdejustere og tilte skærmen. Der sidder desuden en drejeskive under skærmens fod. Hvis du ønsker, kan du også sætte skærmen i pivot tilstand.

Eizo S2231W


Hvordan Eizos design falder i forbrugerens smag i et 22 tommer segment der har været præget ret meget af den yngre generation af brugere, er jeg personligt lidt i tvivl om. Det er da heller ikke det mest hip look, men de ergonomiske og funktionelle punkter fejler absolut intet. Her slår Eizo faktisk mange af konkurrenternes 22 tommer skærme med flere længder og personligt er jeg altid positiv over en masse ergonomiske indstillingsmuligheder – det er guld værd når man vil ændre siddestilling eller f.eks. sammen med et hæve/sænke bord.
Som en samlet vurdering ligner Eizo S2231W således også en skærm i en lidt anden kategori end hvad vi ellers har været vant til med 22 tommer skærmene – og det er måske ikke så dårligt endda. Men går dette også igen i resten af skærmens egenskaber?

Alle skærmens indstillinger foretages vha. knapperne på fronten. Her finder man blandt andet knapper til at navigere i menuerne, til at ændre profiler og input samt skrue op og ned for lyd.

Indstillingsmulighederne i menuen er omfattende og selvom de ikke er helt lige så omfattende, som HD2441W vi senest havde inde fra Eizo, så byder de op til, at grafikeren kan få sin vilje opfyldt og at den avancerede bruger har nok værktøjer at lege med.
Indstillingerne omfatter blandt andet brightness, contrast, farvetemperatur, gamma, saturation, hue og RGB. Man har også mulighed for at indstille skærmen til at vise 1:1 pixelmapping, så f.eks. et ikke-widescreen spil ikke strækkes helt ud til skærmens kant.

Forud for testen:


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce 7900GTO.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet


Jeg har taget en indledende måling af skærmens billede herunder.

Eizo S2231W



For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    For at tage en nærliggende sammenligning, så har S2231W lidt større afvigelser end Eizos 24 tommer HD2441W, men det er dog primært på farverne, som er en smule mere - og lidt for – intense på S2231W.

    Derudover har jeg dog ikke meget at sætte fingeren på. Skærmen ligger ikke ret langt fra den ønskede farvetemperatur og gamma forløbet – dvs. forløbet fra hvid til sort – er meget præcist. Det betyder samtidig, at skærmen ikke er relativt for lys eller mørk over farvespektret.

    Den overordnede lysstyrk på skærmen, er dog lidt høj, men det kan let sænkes.

    Jeg indstillede en smule på skærmen og kom frem til dette:

    Eizo S2231W



    Af ændringer har jeg foretaget:


    Efter kalibrering
    Lysstyrke:50
    Kontrast:50
    RGB:Manuel
    • R:94/95
    • G:90
    • B:96


    Som udgangspunkt står rød, grøn og blå alle på 100 procent, så jeg skruede ned til 95 for hver af dem og tog dette som mit nye udgangspunkt. Ved 100 procent kan man jo f.eks. ikke hæve en farve i intensitet og det er derfor ikke et særlig godt startpunkt for en indstilling.
    Skridtene er en smule underlige, da flere farver har enten 2 eller 2 skridt selvom tallet ikke ændrer sig. Det betyder således, at f.eks. grøn 94 kan være tre forskellige nuancer før den ændrer sig til henholdsvis 93 eller 95. Derfor skal du muligvis lege lidt frem og tilbage med de ovennævnte indstillinger for farverne for at opnå den bedste indstilling.

    Jeg målte også gengivelsen af sort før og efter indstilling.

    Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,15 cd/m20,09 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)239 cd/m2115 cd/m2
    Kontrastforhold 1593:1 1278:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 50


    Gengivelsen er sort er meget dyb og heraf får skærmen også et ret højt kontrastforhold. Kontrastforholdet måler jeg faktisk en smule højere end det Eizo oplyser i deres specifikationer – vel og mærke før indstilling. At tallet er højere end det specificerede er ganske unormalt og bemærk samtidig, at det faktisk er bedre end på den tidligere testede HD2441W (se testen her: Eizo HD2441W).

    Også nuanceringen i de mørkeste nuancer er utrolig høj og jeg kan skelne alle de mørkeste nuancer fra hinanden. Hvis man skruer for meget ned for brightness forsvinder 0 % og 1 % dog sammen og gengives som én nuance, men det er en forventelig effekt af at sænke brightness så meget.

    Overordnet er billedet på Eizo S2231W utrolig overbevisende. Farver gengives utrolig flot og stort set alle farver skelnes perfekt fra hinanden. Præcisionen er ikke helt perfekt, men det bør man nok heller ikke forvente ved en skærm i denne prisklasse.

    Jeg har taget et billede af skærmen herunder i et helt mørkt rum. Her kan du dels fornemme, at skærmen gengiver en dyb sort, men også, at der ikke slipper lys igennem i hverken siderne eller top og bund:

    Eizo S2231W


    Panelet havde ingen pixelfejl.

    Responstid og spil


    På responstiden må S-PVA baserede skærme stadig se sig slået af de TN baserede skærme. Eizo S2231W har derfor også et stykke op til at blive lige så hurtig som sine kollegaer i 22 tommer klassen.

    Du kan sagtens afvikle både film og spil på skærmen, men slør introduceres i de hurtigste sekvenser. Niveauet irriterer ikke mig personligt, men til de hurtigste First Person Shooters vil man opleve, at en skærm baseret på et TN panel er hurtigere til at opdatere.

    I forbindelse med testen havde jeg f.eks. LGs 2 ms L227WT stående ved siden af, og der er ingen tvivl om, at den gengav de hurtigste scener i spil med en større præcision og mindre slørede elementer.

    Film og betragtningsvinkler


    Betragtningsvinklerne er ikke perfekte, men langt bedre end på stort set alle de nuværende 22 tommer skærme. Fra vinkler mister farverne en smule intensitet og kontrasten falder.

    Jeg har taget nogle billeder herunder:

    Eizo S2231W


    Eizo S2231W



    Konklusion:


    På trods af en anelse dårligere standardindstillinger (out-of-box) end sin storebror i 24 tommer, Eizo HD2441W, formår S2231W alligevel at imponere med bedre kontrastforhold og lige så gode farveegenskaber.

    Indstillingsmulighederne er omfattende og de ergonomiske funktioner i skærmens fod er utrolig gode og behagelige at benytte.
    Designet er imidlertid holdt i Eizos ånd med den lidt kasseformede klods og i et 22 tommer segment der indtil nu er præget af hurtige gamerskærme og højglans look, tror jeg ikke Eizo skal vinde på design.

    Dog vil jeg samtidig placere Eizo S2231W i en lidt anden klasse end de andre 22 tommer skærme. Den ligger i den absolut dyre ende af 22 tommer skærmene, men i skrivende stund er det også den eneste skærm, der reelt tilbyder et væsentlig bedre alternativ til de prisbillige TN paneler. TN panelerne leverer nemlig slet ikke samme billedkvalitet, som Eizo S2231W præsenterer os for.

    Som overordnet vurdering er Eizo S2231W derfor også en skærm, som jeg virkelig kan anbefale – dog ikke som direkte konkurrent til f.eks. LG L227WT, der også snart testes her på siden. I stedet er det til brugeren, der arbejder med grafik eller farver eller bare ønsker god billedkvalitet. Hvis det er spil og multimedia man går efter, så bør man kigge på de mange andre 22 tommer skærme.

    Jeg tildeler derfor Eizo S2231W en top-anbefaling fra Flatpanels.dk.



    Tryk på awarden for at læse mere.

    PositivNegativ Målgruppe
    Super billedkvalitetResponstidGrafikeren (f.eks. CAD)
    God gengivelse af sort og høj kontrastStort kabinetFilmredigering
    God ergonomi og funktionalitetAllround brug


    Pris og forhandler



    ---


    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=6016



  • Flere anmeldelser

    Test: Sony A90J OLED

    16 Apr 2021 |

    Test: Chromecast med Google TV

    09 Apr 2021 |

    Test: PlayStation 5

    08 Dec 2020 |

    Test: Xbox Series X

    01 Dec 2020 |