Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Sony Blu-ray - FlatpanelsDK

Test: Sony Blu-ray

|

HD og specielt Full HD er stadig det helt store buzz-word på Tv markedet i dag. Blu-ray og HD-DVD afspiller er også så småt begyndt deres indtog på markedet i mange afskygninger. Det er dog endnu kun de største producenter i form af f.eks. Sony, Toshiba, Samsung, Pioneer, LG og Panasonic der er synlige, men de kommende år skal nok byde på et langt større udvalg af HD afspillere.

På trods af, at vi bevæger os tættere på HD, sidder der dog stadig en stor befolkningsgruppe derude, som ikke er helt med på, hvad Blu-Ray og HD-DVD egentlig er for nogle størrelser. Sony har netop påbegyndt en kampagne, der skal fremme forståelsen for Blu-Ray hos den almene befolkning, og i denne forbindelse blev Flatpanels spurgt vi kunne tænke os at låne Sonys Blu-Ray afspiller BDP-S1 og et tilhørende 40W2000. Det tilbud takkede jeg pænt ja til.

Vi kigger således nærmere på, hvad Blu-Ray og den nye HD æra egentlig er for en størrelse. Vi tester Blu-Ray over en lang række skærme i forskellige teknologier og størrelser, så Blu-Ray kan beskrives i et bredere perspektiv.

Artiklen bliver hverken voldsom teknisk eller voldsom teoretisk, for hele idéen går jo egentlig bare ud på at læne sig tilbage og nyde oplevelsen af Blu-Ray.

Forud for testen


Afspilleren er gennem testen en Sony BDP-S1. Afspilningen blev gengivet på følgende skærme: Sony 40W2000, Philips Aurea 42PFL9900, Pioneer 508XD, Samsung 50Q96HD, Panasonic 50PZ700 samt Samsung 32M61.

Lyden blev leveret af: Marantz SR-4300 i 5.1 Surround på 2x Dali Concept 8, 2x Dali Concept 2, 1x Dali Concept Center og en Subwoofer i form af DLS Sub 3.10.

Blu-Ray fakta


Blu-Ray (også kaldet BD for"Blu-Ray Disc") er – ligesom HD-DVD – en naturlig udvikling af DVD’en og CD’en. Gennem tiden er behovet for større kapacitet nemlig steget kraftigt, senest pga. de nye HD video- og lydformater. Blu-Ray disken gør HD til virkelighed med en kapacitet på 50 GB for en to-lags disk. Til sammenligning kan en DVD i to lag indeholder 8,5 GB data.
Der er desuden demonstreret Blu-Ray medier i 4 lag, som kan indeholde helt op til 100 GB data, hvilket ikke er urealistisk med billede i 1080p og lyd i ukomprimeret 7.1 lyd. I første omgang tager man i Blu-Ray lejren dog udgangspunkt i 1-lags eller 2-lags Blu-Ray medier.

Highslide JS
Blu-Ray


Den høje datakapacitet på Blu-Ray tillader således utrolig store datafiler. I filmsammenhæng kan det f.eks. betyde film i opløsningen 1920x1080 progressiv (også kaldet 1080p) og lyd i et af de nye tabs-fri lydformater i f.eks. 7.1 surround sound.
Blu-Ray og HD-DVD åbner samtidig op for det man kalder 24 Hz afspilning. I korte træk betyder det, at der fra afspilleren kan sendes 24 billeder i sekundet (man sender normalt 50 herhjemme). Fordelen ved dette er, at 24 Hz faktisk er den ”frekvens” (billeder i sekundet) som film optages i. Det medfører, at du får filmen ud i det oprindelige format, og slipper for ”hak” i billedet, da der ikke skal laves nogen behandling af materialet.
NB: I praksis vil Tv'et modtage 24 Hz signalet og doble det til 48 eller 72 Hz, men det påvirker ikke afspilningen. Det der påvirker afspilningen er, hvis Tv'et ikke modtager 24 Hz signalet, da det så skal"speedes" op til 25 Hz og derefter fordobles til 50 Hz.

Blu-Ray lægger således grobund for en helt ny form af ”hjemmebiograf”, men det har også masser at byde på for den helt almindelige forbruger, der vil opleve flottere film end nogensinde.

Afspilleren


Lad os også tage et indledende kig på Sony BDP-S1 afspilleren, som er den Blu-Ray maskine Sony har lånt os.

Highslide JS
Sony BDP-S1


Fronten på afspilleren er overordnet blå, og det ser ud til at Blu-Ray afspillere fra Sony fremover skal holdes i dette look, som det er blevet demonstreret ved afsløringerne af de to nye afspillere BDP-S300 og BDP-S500. Det ”sjove” i farvevalget ligger naturligvis i analogien til Blu-Ray navnet, som kommer af, at man benytter en laser med et ”blå” frekvensområde. Sony er desuden ikke de eneste der benytter sig af det blå ”touch”, så typisk er man ikke i tvivl om, at det er en Blu-ray afspillere og ikke en HD-DVD afspiller. HD-DVD har for resten taget farven rød til i sit regi.

Highslide JS
Sony BDP-S1


Og kort om den tekniske del af apparatet, skal det nævnes, at afspilleren understøtter 1080p24 output (se forrige afsnit), såvel som 1080p50 og 1080p60. Der kan naturligvis også vælges lavere opløsninger; afspilleren sørger for det tekniske med skaleringen af billedet.
Der understøttes også de nye lydtyper DTS-HD, Dolby Digital Plus og Dolby True HD.

Highslide JS
Sony BDP-S1


Men lad os så komme i gang med det interessante, som naturligvis i denne sag skal handle om, hvad Blu-Ray teknologien bringer af værdi ind i stuen. I forbindelse med udlånet, havde jeg filmene Casino Royale, Dinosauerne, Big Fish, samt en række demo Blu-Ray skiver.

Testen


Som den action-afhængige person jeg er, skulle der ikke overvejes filmvalget i mange sekunder før Casino Royale, med den karismatiske Daniel Craig i rollen, som den velkendte James Bond, blev roteret i afspilleren. Jeg vil ikke betegne mig selv som en helhjertet James Bond fanatiker, men jeg har altid med stor fornøjelse fulgt James Bond.
I min verden er det nu heller ikke så underligt, at den hemmelige 007 agent er blevet så populær. Essensen i filmene er jo nærmest baseret på selve opskriften for ren underholdning: En kæphøj actionhelt i hovedrollen, dertil krydret med fede biler og smukke kvinder – så kan det vist ikke gå helt galt.

Highslide JS
Pioneer 508XD


Jeg har ikke tidligere set Casino Royale i HD kvalitet, så det var selvsagt noget jeg så frem til. Det er ikke visuelt den mest imponerende Blu-Ray film jeg har set til dato, men billedkvaliteten i filmen giver et klart og synligt oplæg til hvad Blu-Ray og HD i almindelighed handler om. For det handler jo om så meget mere end bare at sælge film om igen i ny emballage. Det handler i den grad om, at der starter en ny æra indenfor filmunderholdning i hjemmet. Og selv om nogen måske vil kalde det en ubefæstet holdning, så er jeg sikker på, at dette er det vitale skridt i retningen mod større filmnydelse i hjemmet.

Klarheden og dynamikken i billedet hæves til et helt nyt niveau. Det er også med til at give en anden oplevelse af en film; man er endnu mere fanget af hvad der sker på skærmen end før. Jeg spår desuden, at HD æraen samtidig åbner op for en helt ny æra af visuel udfordring i film og serier. Der er simpelthen et potentiale i HD, som gør, at man kan vise så meget mere. Udfordringerne går dog også den anden vej, for HD optagelse kræver mere af både sminke, rekvisitter og computergrafikken end nogensinde.
Jeg mener, at det var DR1 der i sin tid luftede lidt finurligheder omkring HD, og blandt andet kom ind, at budgettet samtidig skulle hæves ved en produktion, når den skulle optages i HD. Det kan jo ikke gå, at bamse og kylling er ved gå op i syningerne eller at manden bagerst i folkemængden står og piller næse. Sådanne ting bliver pludselig mere tydelige i billedet og det siger alene noget om potentialet i HD standarden.
Nu har man jo anvendt HD som optagemetode i langt de fleste filmproduktioner i mange år, så på produktionssiden er det ikke så nyt - men for den almene forbruger er det stadig et ret nyt skridt.

Highslide JS
Sony 40W2000


Den næste film jeg fik sat på var Dinosaurerne. Ud over, at jeg synes handlingen og historien er lidt tynd – og jeg har nu ikke noget generelt imod animationsfilm, tværtimod kommer det indre barn frem i mig igen, når jeg ser produktioner som Happy Feet eller Ice Age – så er Dinosaurerne spændende i den forstand, at man i mange scener virkelig får den høje opløsning at føle. Under filmen sad jeg faktisk lidt med den tanke, at jeg nok aldrig ville bruge min tid på filmen, hvis ikke det var fordi den lå på en Blu-Ray skive – men jeg så filmen i dens fulde længde.

Highslide JS
Sony 40W2000


Sådan en magt har HD teknologien faktisk; et fængslende element, som kører på din evne til at blive imponeret. Den samme følelse sidder jeg med, når jeg spiller Playstation 3 på en stor og god fladskærm. Et spil der højest sandsynligt aldrig ville have fanget mig før, er pludselig interessant på en ny måde. Og jeg vil nu ikke engang sige, at det skyldes nyhedskvaliteten i HD, for jeg er sikkert blandt en af dem der har oplevet HD i allerflest afskygninger på nuværende tidspunkt.

Highslide JS
Sony 40W2000


Følelsen tror jeg bestemt heller ikke jeg er den eneste der sidder med. De nærmeste venner og familie, som har smidt penge efter en fladskærm og en HD afspiller, PlayStation 3 eller Xbox 360, iler nærmest ud til den nærmeste elektronikforhandler og køber sig fattig i film, som de aldrig gad bruge deres tid på tidligere – blot fordi de er i HD.

Highslide JS
Pioneer 508XD


Der er imidlertid også en gruppe, og den har jeg selv stiftet bekendtskab med, som finder HD uimponerende. De ser ikke en betydelig forbedring i billedet hjemme i stuen og wauw-effekten kommer aldrig til udtryk.

Highslide JS
Panasonic 50PZ700


Men hvorfor er der nogen der ikke lader sig imponere? Hvorfor er alle ikke i ekstase ligesom jeg?

Det kan ikke være fordi Tv og film keder denne gruppe; Tv og film er jo tværtimod et verdensomspændende fænomen; et synonym med underholdning (Tv-delen måske nok mere tidsfordriv). Det kan heller ikke være fordi filmene og deres indhold er uattraktivt, for der er vist noget for enhver smag og film kan vel uden større eftertanke betegnes som en slags folkesport.

Highslide JS
Sony 40W2000


Nej, det er nemlig noget helt andet, og jeg skal ikke lede længe for at finde årsagen. Den er nemlig ikke skjult sværere end, at du sætter dig i sofaen og kigger derhen, hvor du normalt ville lade blikket henlede. Ja, jeg snakker om Tv’et.

Problematikken strækker sig nemlig ikke længere end, at forklaringen kan findes i Tv’et. Jeg har understreget det før, og jeg gør det gerne igen: Du kan ikke nyde potentialet i HD på et 32 tommer Tv. Du kan heller ikke nyde HD på den billigste 42 tommer skærm du finder i Superbest, Bilka eller sågar Fona eller El Giganten. Så snart vi kan blive enige om, at der er en verden til forskel mellem – for at tage et nærliggende eksempel – Sonys billigste serie og Sonys dyreste serie, så snakker vi samme sprog.

Highslide JS
Sony 40W2000


Først ved 40/42 tommer eller måske endda først 46/47 tommer, begynder HD at blive virkelig sensationelt. Du vil selvfølgelig kunne se forskel på en traditionel DVD og en HD skive på mange stue-Tv, men oplevelsen slår igennem på en helt anden måde på de store skærme (og projektorer). Wauw-effekten opstår først i disse situationer og det tror jeg, at jeg kan overbevise de fleste om, når de først sidder ned og oplever det.

Hvis ovenstående skal knyttes til en kommentar omkring skærmene, der blev benyttet gennem testen (6 stk. se afsnit"forud for testen"), så har der været stor forskel i gengivelsen. Ikke kun skærmens størrelse er relevant for gengivelsen, men naturligvis også skærmens billedkvalitet - herunder farver, kontrast, detaljegrad mm.
Og selv om jeg taler meget om skærmens størrelse og relevansen i forhold til HD, så har det store udvalg af skærme - som stort set alle har været mellem 40-50" og i en forholdsvis høj prisklasse - givet en fornemmelse for, hvor stor forskellen også er skærmene imellem.

Med andre ord, så er der nogle forudsætninger der skal opfyldes for, at man kan blive imponeret af HD. HD kan rigtig nok få det billige Tv fra Bilka til at se tilnærmelsesvis godt ud, men der rører kun overfladen af hele den nye verden.
Her er forklaringen nok også på, hvorfor en gruppe ikke lader sig imponere af HD i første omgang. Vi kan nok blive enige om, at PS3 står flot på et 26 tommer LCD-TV, men det skaber en helt anden effekt, når man pludselig får det op på en 50 eller 60 tommer skærm.

Highslide JS
Samsung 50Q96HD


Jeg spår således også, at f.eks. Blu-Ray vil være en af drivkræfterne til, at folk lukker større og større Tv ind i deres hjem. Priserne er nok den største hindring på nuværende tidspunkt, men i takt med de fortsatte produktionsudvidelser hos producenterne og den stigende efterspørgsel, _er_ HD netop argumentet for at overtale konen til 50 tommeren i stedet for 42 tommeren.

Den med, at HD kører ud i sandet og aldrig slår virkelig igennem, ligesom SACD eller DVD Audio, er i mine øjne ikke sandsynligt længere. Spilkonsollerne tager jo også formaterne til sig, hvilket må siges at være en væsentlig drivkraft. Spilfirmaerne har skreget efter mere kapacitet på medierne i mange år nu, og at gå tilbage til udvikling af spil på DVD, vil være som at gå tilbage til stenalderen.
Om det bliver Blu-Ray eller HD-DVD er nok for tidligt at spå om, men i det lange løb bliver Blu-Rays højere kapacitet muligvis udslagsgivende - hvis studierne vel og mærke formår at udnytte den korrekt.

Konklusion


HD er en ny æra og Blu-Ray er i øjeblikket frontløberen herhjemme. HD giver en appetit til at se film på en ny måde og sågar gense alle de film, som man allerede har set 2, 3 eller måske endda 4 gange på almindelig DVD. Det er i sandhed underholdning på et nyt niveau og jeg kan kun spå det en stor fremtid.

Oplevelsen er dog afhængig af dine forudsætninger. Det kræver en stor og god skærm for at få en stor oplevelse. Når forudsætningerne er indfriet, er du dog parat til at opleve et nyt og sensationelt eventyr på både lyd- og billedsiden.

Slutteligt kan jeg henvise til vores artikel om størrelsen af Tv'et i forhold til opløsningen. Den er bestemt værd at læse - ikke mindst i relation til denne artikel som du netop har læst.
Link: Hvor stort skal dit TV være?

---


Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=4850



Flere anmeldelser

Test: Sony A90J OLED

16 Apr 2021 |

Test: Chromecast med Google TV

09 Apr 2021 |

Test: PlayStation 5

08 Dec 2020 |

Test: Xbox Series X

01 Dec 2020 |