Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonViewSonic VX2245wm test - FlatpanelsDK

Test: ViewSonic VX2245wm

|

Indledning


ViewSonic har med VX2245wm indledt lanceringen af en helt ny serie af iPod produkter. VX2245wm er den første model i serien, og den skal nok tiltrække sig opmærksomhed blandt iPod entusiasterne.

VX2245wm fungerer kort fortalt på den måde, at man kan tilslutte en iPod i skærmens fod og få vist video og film fra iPod’en på ViewSonic skærmen. Der er ligeledes tilhørende højttalere og en lille subwoofer i foden, så man også kan få fornøjelse af lyden.

ViewSonic VX2245wm har desuden udvidet multimediafunktonalitet i form af indbygget 8-i-1 kortlæser og en 4-ports USB Hub.

Produktet er venligst udlånt af ViewSonic

Panelstørrelse:22"
Opløsning:1680x1050
Responstid:5 ms
Overdrive:
Kontrastforhold:700:1 (dynamisk kontrast)
Lysstyrke:280 cd/m²
Farveunderstøttelse:Op til 16.2 Millioner farver
Farvespektregengivelse:72 % af NTSC
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):170°/160° (kontrasttab 5:1)
Dotpitch:0.282 mm
Panelnummer (Type):TN
Strømforbrug:62 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 49.3cm x 52.4cm x 21.2cm (med fod)
Vægt6,2 kg
Justeringsmuligheder

Tilt
Swivel
Højde
• Pivot
Indbyggede højttalere: (2x2.5W + 3W sub)
Indgange
VGA
DVI
Audio (type)
SCART
S-video
Komposit
Komponent
HDMI
Andet 4-ports USB Hub, 8-in-1 kortlæser, mikrofonindgang & hovedtelefonindgang
Medfølgende kabler
Strøm
VGA
DVI
Audio (phono)
USB upstream
S-VHS
HDMI
Medfølgende software:

Pixelgaranti:-
Diverse:Quick Start Guide, Manual på CD


Pris og forhandler:



De første indtryk


ViewSonic har gennem noget tid haft succes med deres VX serie, der er rettet mod spil og multimedia. Designet har man også holdt fast i gennem lang tid, men VX2245wm ændrer på dette og introducerer et nyt design. Om det er noget, der fremover skal bruges for VX serien, ved jeg ikke, men lad os prøve at kigge nærmere på det.

Highslide JS


Det meste af skærmen glinser af det blanke sorte plastik, som både skærmens ramme og fod er bygget i. Uden om rammen har ViewSonic desuden holdt fast i den lille grå kant, som altid har været karakteristisk for VX serien.

Highslide JS


Foden er også ændret betydeligt i forhold til det gamle VX design. Det kan være det er en virkning af iPod funktionaliteten, men lad os i starten prøve at kigge på det uden at tage dette med i betragtningen.

Foden er ret høj, men ikke så dyb eller bred. Om den er stor nok til en 22 tommer blev jeg lidt i tvivl om under testen. For at tage et eksempel, så er vægten f.eks. ikke tilstrækkelig til at give en problemfri tiltning af skærmens ramme. Der er som sådan ikke noget galt, når rammen først er tiltet bagover eller forover, men når man skal rykke den, kræver det, at hele man holder på foden.

Det er måske vægten der er det essentielle i dette tilfælde, og det er også noget jeg savner i foden. Man har således ved at bevæge sig væk fra den gamle fod, også ofret lidt på stabiliteten.

Highslide JS


Skærmen har en række knapper på fronten. Øverst finder man knapper til styring af skærmens OSD (on screen display). De er imidlertid meget svære at betjene. Kanten som skabes mellem skærmens ramme og højttaleren i bunden af rammen, blokerer en del for knapperne, så man enten skal trykke meget hårdt eller bruge sin fingerspids/negl til at betjene dem – ikke så fikst fra ViewSonics side.

Highslide JS


Der sidder yderligere knapper i bunden. Her finder man blandt andet en tænd/sluk knap til iPod subwooferen, USB stikkene og kortlæsern, samt en scrollknap til at skrue op og ned for lyden.
Der sidder desuden tre USB stik i højre side af foden, samt en udgang til høretelefoner og en indgang til en mikrofon.

Highslide JS


Stikkene isættes bagpå skærmen og kan føres ned gennem en kabelholder, så det skjules fra forsiden. Lige præcis dette punkt lægger ViewSonic altid fokus på, og det er nu engang rart. Skærme ser en del pænere ud, når man ikke kan se kablerne.

Der sidder også nogle indgange bag på skærmens fod. Her tilslutter man f.eks. USB hubben og skærmens højttalere til computeren.

Highslide JS


Funktionaliteten i VX2245wm er, med blandt andet iPod funktionen, så omfattende, at jeg har oprettet et yderligere afsnit i anmeldelsen, som du finder lige herunder med navnet
funktionalitet..

Funktionalitet


iPod funktionaliteten er nok den mest spændende i denne skærm, men jeg vil nu alligevel lige hurtigt løbe over de andre funktioner.

I siden af skærmen finder man en 8-i-1 kortlæser. Den fungerer naturligvis på meget traditionel vis. Man skal tilslutte et USB kabel bag på skærmens fod, som sender informationer til PC’en. Samme USB kabel bruges desuden til USB hubben, som har tre udgange i fronten og 1 udgang bagpå skærmens fod.

På fronten finder man desuden en udgang til høretelefoner, som kan anvendes, når iPod’en er tilsluttet. Der er også en indgang til en mikrofon.

ViewSonic VX2245wm har - som du ved nu - en iPod dock i foden. Dock’en kan anvendes til stort set alle typer og modeller af iPods. Der medfølger nemlig forskellige dockstørrelser, så man altid kan finde en der passer til den iPod model, man selv har. Jeg har i testen brugt en 60 GB iPod, der også kan afspille video og film.

Man har flere muligheder for at benytte iPod dock’en. Hvis USB kablet bagi skærmen, som også bruges til USB hubben og kortlæseren, er tilsluttet, så vil iPod’en forsøge at synkronisere med iTunes, når man tilslutter iPod’en i dock’en. Man kan dog også undgå dette ved at undlade at sætte USB stikket til.

Der er en tænd og sluk knap helt nederst på foden, som du kan se på et af billederne tidligere i testen. Denne knap aktiverer – for iPod funktionen – den indbyggede subwoofer i foden. Den aktiverer imidlertid også kortlæseren og USB hubben.

iPod’en kan således tilsluttes uden denne knap er tændt, hvilket betyder, at det er de øverste højttalere der spiller. Hvis knappen tændes, aktiveres den lille subwoofer også.

Video og film fra iPod’en kan også vises på 22 tommer panelet. Det kræver imidlertid, at man synkroniserer med programmet iTunes på PC’en. Dock’en i skærmens fod henter nemlig ikke filminformationen direkte fra iPod’en, men bruger iTunes som et mellemled. Kvaliteten på afspilningen afhænger derfor også i høj grad af opløsningen på den videofil, der afspilles.

Hvad angår lyden, så er jeg desværre ikke overbevist. Lyden i skærmens ramme er ret typisk for den lyd man får af indbyggede højttalere i skærme, hvor der er nogenlunde fin gengivelse af vokal i sange. Man kunne så have en forhåbning om, at subwooferen ville håndtere de dybe toner og basgangen, men ydelsen er ikke så god. Bassen er diffus og det lyder ikke dyb. Den giver en alt for luftig og svag baslyd.

I et produkt hvor man satser på multimediadelen så meget, synes bedre højttalere burde være integreret. Det er klart, at man aldrig får super lyd ud af indbyggede højttalere, og det forventer jeg heller ikke, men jeg synes ikke, at lyden er overbevisende i dette produkt.

Forud for testen


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Geforce 7900GTO.

Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.

Billedkvalitet


Billedet ”out-of-box” er en smule mat, hvilket kommer af en lidt for lav gamma over hele skalaen. Det gør samtidig også billedet en smule mere gråligt end det burde være, blandt andet fordi ingen af de tre grundfarver er virkelig dominerende. Det er slet ikke kritisk, for jeg synes tværtimod, at det er et bedre udgangspunkt end jeg ser på mange andre skærme i denne prisklasse, hvor billedet har for kraftige og overmættede farver.

Brightness er heller ikke voldsom høj, om end jeg stadig foretrækker at reducere den. Farvegengivelsen er mest upræcis for de mørke gråtoner og pastelfarverne. Du kan se den første måling herunder.

Highslide JS


For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:

Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).

  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.
  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.
  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.
  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.
  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.

    Sort målte jeg før indstilling til 0,3 cd/m2, hvilket er et fint resultat.

    Jeg har herunder kalibreret skærmen og taget en ny måling.

    Highslide JS


    Jeg forsøgte at indstille de tre grundfarver grøn, blå og rød. Det jeg oplevede var imidlertid, at indstillingen er lidt tung og besværlig. Der er mange skridt på RGB barerne, men selv små ændringer på baren, giver for store ændringer i praksis. F.eks. bevægede farven blå sig utrolig meget (i praksis), selv hvis jeg kun rykkede den 1 skridt i skærmens menu.

    Jeg kunne derfor heller ikke opnå et helt overbevisende resultat og jeg valgte blot at sænke rød et par skridt, og lade de to andre være ved udgangspunktet. Udgangspunktet er godt nok heller ikke dårligt, men slet ikke perfekt.

     Out-of-BoxEfter kalibrering
    Sortniveau0,3 cd/m20,2 cd/m2
    Brightness (lysstyrke)206 cd/m299 cd/m2
    Kontrastforhold 687:1 495:1
    Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 100


    Efter indstilling, hvor jeg blandt andet har sænket brightness en del – til 1/3 af hele baren – målte jeg sortgengivelsen til 0,2 cd/m2, hvilket er et fint resultat for en TN baseret skærm. Fordelingen af lyset på skærmen er ikke helt perfekt. Det hjalp for resten at sænke brightness. Som du kan se på billedet herunder, så slipper der en smule lys igennem i bunden. Det er intet kritisk, men hvis du vælger at køre med en højere brightness, bliver det mere markant.

    Highslide JS


    I praksis har VX2245wm mange af de typiske TN karakteristika. Der kan arbejdes med farvegengivelse og farvenuanceringen, men VX2245wm holder dog ViewSonics fornuftige standard, som placerer den praktiske gengivelse af billedet over den typiske TN baserede skærm.

    VX2245wm skelner også fornuftigt mellem de tætliggende gråtoner i den mørke ende, og det er positivt, når man også husker på, at sortgengivelsen er ret dyb.

    Som jeg også plejer at sige, er TN panelerne dog ikke noget man skal satse på som grafiker eller krævende bruger. Der er stadig for tydelige dithering artefakter og ujævnheder i farverne grundet ditheringen på TN panelerne. Derudover umuliggør betragtningsvinklerne på TN paneler, at man får en præcis farvegengivelse.

    Skærmen havde ingen pixelfejl.

    Responstid og spil


    ViewSonic er stadig den producent, som i mit hoved har den hurtigste gamerskærme på markedet i form af 19 tommeren VX922, som er angivet til 2 ms, så de har hvert fald potentialet til at skabe en hurtig skærm med ret præcis gengivelse af hurtigt bevægende billeder.

    VX2245wm er som sådan også en hurtig skærm, men den halter stadig bagefter de hurtigere 19 tommer skærme. Man kunne måske ønske, at ViewSonic havde brugt samme Overdrive system som på VX922.

    Ud over, at jeg stadig savner lidt hastighed, så er VX2245wm dog en hurtig og god skærm til spil. Jeg var fornøjet over at spille de fleste spil, selv om der stadig kan anes slør i dem – hvilket der naturligvis stadig kan anes på alle LCD skærme.

    VX2245wm er også en skærm jeg gerne vil anbefale til spilbrug, men forvent ikke samme ydelse, som på de hurtigste 19 tommer modeller, som f.eks. ViewSonics VX922.

    Vær desuden opmærksom på, at det ikke er alle spil der understøtter widescreen formatet.

    Film og betragtningsvinkler


    Film og betragtningsvinkler er placeret i samme afsnit fordi betragtningsvinklerne oftest bemærkes i forbindelse med filmgengivelse, hvor man sidder lidt længere væk fra skærmen end normalt. Jeg afspillede eksempelvis nogle videofiler på skærmen, mens jeg sad i en sofa et andet sted i rummet.

    Som jeg omtalte i indledningen, så står skærmen ret højt på bordet, fordi man ikke har mulighed for at højdejustere den og fordi foden i sid selv er ret høj. Hvis jeg sad i en sofa længere tilbage i rummet blev jeg nødt til at tilte skærmen lidt fremover, da jeg ellers kiggede på skærmen i en vinkel lavere end skærmen – og det er ikke den bedste vinkel på et TN panel.

    Det betyder ikke så meget, hvis man sidder ligefor skærmen, men jeg oplevede et generelt forringet billede ved at sidde i forkerte vinkler, og betragtningsvinklerne på TN paneler kan generelt forbedres en del.

    Det faktum, at skærmen er en 22 tommer, betyder også, at når man betragter skærmen lige fra, kan der være farveafvigelser i siderne på en ellers helt homogen farveflade. Det skal forstås på den måde, at et helt rødt billede på skærmen, kan være lysere rød i siderne af skærmen end det er i midten, simpelthen fordi skærmarealet er større og man derfor ser siderne fra en større vinkel end midten af panelet.

    Jeg har taget et billede af betragtningsvinklerne herunder:

    Highslide JS


    Highslide JS


    Og her et billede af skærmen nedefra. Bemærk, at VX2245wm har de samme karakteristiske betragtningsvinkler, som TN paneler i 17 og 19 tommer.

    Highslide JS



    Konklusion



    ViewSonic VX2245wm kan nok bedst af alt betegnes som en multimediaskærm. Den har gode muligheder for tilslutning af eksterne enheder, og en smart funktionalitet, mens billedet på skærmen er rettet mod filmbrug, spilbrug og allround brug.

    VX2245wm leverer også et fornuftigt billede med en god gengivelse af sort, og kun en smule inhomogen fordeling af lyset. Der slipper lidt igennem i bunden, men det er intet kritisk – specielt ikke hvis man reducerer brightness, hvilket alligevel anbefales.

    Farvegengivelsen er ikke perfekt, men til gengæld har ViewSonic ikke overmættet grundfarverne, hvilket ellers er ret typisk for TN baserede skærme og specielt gamerskærme. En ulempe er dog, at indstillingen er for følsom, når man skal indstille rød, grøn og blå. Små skridt i menuen giver for store ændringer i praksis.

    Responstiden er tilstrækkelig til de fleste brugeres behov, men der er stadig noget vej op til de hurtigere 19 tommer skærme, som f.eks. ViewSonic VX922.

    På trods af, at VX2245wm leverede fin ydelse, som en allround skærm; herunder også til film og spil, så er der to ulemper ved den i min mening. Den ene er iPod delen.
    iPod funktionaliteten vil nok begejstre mange iPod ejere, og den yderlige funktionalitet er da også praktisk, men jeg synes iPod funktionaliteten kommer lidt til kort pga. for svage højttalere, hvor jeg specielt tænker på subwooferen, som jeg havde forventet mere af.
    Man kan naturligvis få afspillet film på skærmen, og køre lyden over et separat anlæg, men det er ikke så aktuelt lige i dette tilfælde.

    Den anden ulempe er, at man i 22 tommer begynder at nå det punkt, hvor TN panelernes betragtningsvinkler bliver en hindring. Det betyder ikke det helt store, når man sidder lige for skærmen, men selv her kan der anes forskelle i billedets sider (i modsætning til midten). Problemet bliver naturligvis større, når man betragter billedet fra bunden, toppen eller siderne, og samlet set synes jeg der skal arbejdes på betragtningsvinklerne, hvis man vil benytte TN paneler i så store skærme.

    PositivNegativ Målgruppe
    Meget omfattende funktionalitetFor dårlige højttalereAllround brugeren
    Fin kontrastBetragtningsvinklerFilm
    Homogen baggrundsbelysningFor upræcis RGB kontrol 


    ---



    Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=3013



  • Flere anmeldelser

    Panasonic HZ2000

    Test: Panasonic HZ2000

    12 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
    Philips OLED805

    Test: Philips OLED805 (OLED855, OLED865)

    23 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
    Sony XH90

    Test: Sony XH90

    08 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
    Samsung Q95T

    Test: Samsung Q95T / Q90T

    08 Jul 2020 | Torben Rasmussen |