Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonEnuvia 3200EB test - FlatpanelsDK

Test: Enuvia 3200EB

|


Indledning:

Enuvia er endnu forholdsvis ukendte herhjemme, de er dog ikke nye. Enuvia har hidtil solgt til erhvervsvirksomheder i b2b aftaler. Man har for kort tid siden udvidet til forbrugermarkedet med et koncept, hvor man i starten satser på internetsalg af Tv.

Flatpanels har fået Enuvia 3200EB ind til test for at se nærmere på, hvad de kan tilbyde. Et af de primære salgsargumenter hos Enuvia selv, er prisen, hvilket i sig selv kan lokke mange forbrugere. I den forbindelse er det naturligvis interessant at se, hvad man får for denne pris.

Panelstørrelse:32" widescreen
Opløsning:1366x768
Responstid:8 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:3000:1 (Dynamisk kontrastforhold)
Lysstyrke:500 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178° (kontrasttab 10:1)
Dotpitch:-
Panelnummer (Type):PVA (Samsung)
  
Strømforbrug:-
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): -
Vægt-
  
Indbyggede højttalere:
Inputformater: 480p, 480i, 576i, 576p, 720p, 1080i
1:1 pixelmapping:
  
Indgange 
· VGA
· DVI (kan dog konverteres gennem HDMI)
· Audio (type)
· SCART (1 indgang, RGB)
· S-video
· Komposit
· Komponent (2 indgange (6 stik i alt))
· HDMI (1 indgang)
· Andet PC audio in
Udgange 
· Audio (type) (analog phono)
· SCART (1 stk.)
· S/PDIF
  
Medfølgende kabler  
· Strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· S-VHS
· HDMI
· Andet Komponent kabel
Garanti:-
Pixelgaranti:Ikke oplyst
Diverse:Dansk manual


Enuvia 3200EB, som er 32 tommer modellen, står i skrivende stund til 4.995,-.

De første indtryk:



Designet er ret ordinært. Rammen er sort med en grå yderkant. Under billedpanelet sidder højttalerne og en række knapper til styring af Tv’et.




Foden kan afmonteres, hvis man ønsker at vægmontere Tv’et. Vægbeslag medfølger i øvrigt i kassen, så man kan komme i gang med det samme. Vægbeslaget tilbyder ingen ergonomiske muligheder, men sørger for at skærmen hænger tæt ind til væggen.

Højttalerne skal tilsluttes med almindelige højttalerkabler på bagsiden af Tv’et før man får lyd.


Stikkenes placering på bagsiden er logisk og praktisk. Indgange og udgange peger nedad, så de ikke kommer i vejen for et eventuelt vægbeslag. Hvilke indgange og udgange Tv’et besidder kan du se i skemaet længere oppe.


Der medfølger en dansk manual.

Forud for testen:


Tv signalet er gennem testen analogt kabel-tv.
Det tests blandt andet med DVE disken og Peter Finzels test DVD, og ligeledes testes skærmen naturligvis i praksis ved både DVD, PC og Tv brug.

Skærmen vil også blive testet og vurderet ud fra monitorTest her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer.

Funktionalitet



Lad os som tidligere starte med at kigge lidt nærmere på fjernbetjeningen. Designmæssigt er den traditionel, set i forhold til andre tilhørende fjernbetjeninger for Tv i denne prisklasse. I min mening er den en smule uoverskuelig, og nogle knapper kunne godt have været udeladt.


På bagsidens midte er der en lille fordybning. Jeg kan sagtens se idéen med denne og det giver også et fint greb på fjernbetjeningen, men i forhold til følelsen i hånden, savner jeg stadig en smule vægt.

Styringen er overordnet set fin. En eneste ting, som man lige skal vende sig til, er, at nogle menuer og funktioner ikke bekræftes ved at trykke på knappen i midten af styringsfirkanten, men derimod ved at trykke på ”til højre” knappen.

Fjernsynets menu er omfattende og brugbar. Man kan indstille de almindelige faktorer som kontrast, brightness, sharpness og farvetemperatur. Det er også muligt at indstille de tre grundfarver, RGB, for sig. Desuden har Tv’et nogle forskellige profiler. Det er dog kun muligt at indstille på profilen der hedder user. De andre hedder: standard, soft og vivid.

Fjernsynet har også PIP (picture in picture) funktionalitet, hvor man kan vælge en række forskellige sammensætninger og formater. Først og fremmest er PIP og POP tilgængeligt, hvor POP er funktionen der tillader to lige store billeder ved siden af hinanden. Herudover er der også en funktion, som Enuvia kalder 9WIN.
9WIN er 9 mindre billeder, som opdateres efter hinanden. Man kan på den måde danne sig et overblik over hvad der er på de forskellige kanaler. Lidt ligesom infokanalen på kabel-tv, bare mindre funktionel.

PIP billedet kan indstilles i tre forskellige formater; lille, medium og stor, og ligeledes placeres i Tv’ets forskellige hjørner. Man kan ikke kombinere alle kilder, når man bruger PIP funktionerne, og det er en skam. Jeg kunne f.eks. ikke se Tv, samtidig med, at jeg så DVD fra komponent 1 indgangen.
Man kan på main source vælge følgende: TV, AV1, AV2, S-video, scart, komponent 1 (YPBR1), komponent 2 (YPBR2), VGA og HDMI.
På PIP source kan man vælge: VGA, HDMI og komponent 2 (YPBR2).

Opstartstid for Tv’et er cirka 5 sekunder. Kanalskift går hurtigt, dog ikke lige så hurtigt som på netop testede 32PF9631D.

Billedformater på Tv’et kan sættes til følgende: 16:9, zoom1, zoom2 og 4:3. Autofunktionen kan ikke direkte vælges, men er aktiv ved 16:9.

Farver, kontrastforhold og lysfordeling



Et af de første indtryk som ramte mig under testen, er den forholdsvis dybe gengivelse af sort og en farvetemperatur, der ikke er lige så høj, som på majoriteten af Tv. Jeg opstiller – som en fast fremgangsmåde – Tv og lader dem køre i mellem 30-45 minutter, hvorefter jeg foretager den første måling.

Du kan se målingen herunder:


I testen af Philips 32PF9631D gav vi en kort introduktion til hvad farvetemperatur i forhold til fladskærme betyder. I samme test så du også, at farvetemperaturen fra standard af lå tæt på 10.000 Kelvin, hvilket er meget typisk for Tv.

Enuvia giver os et mere balanceret resultat, som dog stadig ikke er optimalt. Som du kan se ovenfor er den målt til 8313 Kelvin. Vores mål er 6500K.


Brightness værdien er en nogenlunde balanceret, men jeg ønsker at reducere den en lille smule for at få et mere allround resultat således, at skærmen ikke virker alt for lysstærk i f.eks. aftentimerne. Gengivelsen af sort målte jeg til 0,2 cd/m2 hvilket er et flot resultat, som faktisk kun Sharp har kunnet prale med tidligere i LCD-TV kategorien.

Farveafvigelserne er heller ikke så store, hvilket er overraskende vigtigt for skærmens billedgengivelse i sidste ende. Forkert farvegengivelse kan blandt andet være med til at gøre billedet mindre nuanceret eller detaljerigt. Ligeledes kan det føre til pixellering.


Disse aspekter har lagt grobunden for et interessant resultat, og specielt den gode gengivelse af sort er interessant. Som nævnt kort i introduktionen er Enuvia heller ikke helt nye på markedet, men har tidligere solgt til erhvervskunder. Man kan fornemme, at en del af erfaringerne er ført videre til disse produkter til forbrugere.

Lad os prøve at føre det videre til den praktiske billedkvalitet, som jo er den interessante. For nu kommer baggrunden for den billige pris på produktet. Godt nok har man de grundlæggende faktorer i orden, som sagtens kan være vigtige for resultatet, men i sidste ende spiller skærmens chip og elektronik også ind i resultatet.


Lad os begynde argumentationen med, at der nok er sparet lidt på nogle essentielle punkter, hvert fald i forhold til dyrere produkter. Det giver sig også til kende i billedkvaliteten, for selvom kontrasten og farverne er forholdsvis gode, så er der en del forstyrrelse i billedet og jeg savner lidt nuancering af billedet eller hvert fald lidt mere detaljerighed.


Det skal ikke forstås forkert. Enuvia har tilført flere spændende ting til produktet, og til prisen er det et absolut konkurrencedygtigt Tv, men man kan fornemme at besparelsen er gået ud over billedkvaliteten, så Tv’et ikke henvender sig til de mere krævende eller entusiastiske brugere.


Lad os prøve at bevæge os lidt videre og se om vi kan forbedre billedkvaliteten. Jeg startede med at sænke brightness en smule, og derefter prøve at nå den optimale farvetemperatur, samtidig med, at jeg forsøgte at indstille farverne mere præcist. Jeg nåede frem til dette:


Som du kan se er der opnået forbedringer. Sort måles stadig til 0,2 cd/m2, og som nævnt tidligere er dette et absolut spændende resultat.

Kontrasten er absolut et virkelig godt punkt på Enuvias Tv. Jeg har opstillet et skema for kontrastforholdet herunder:

Out-of-BoxEfter kalibrering
Sortniveau0,2 cd/m20,2 cd/m2
Brightness (lysstyrke)297 cd/m2227 cd/m2
Kontrastforhold1485:11135:1
Kontrastforhold angivet med en usikkerhed på +/- 210

Jeg vil gerne udvide diskussionen lidt, så læseren får en bredere syn på produktet. Jeg har tilsluttet Tv’et til vores analoge kabel-tv net. Gengivelsen af farver og kontrast er generelt god.
Der mangler dog en smule præcision i gengivelsen af de mørke nuancer, som ligger tæt på sort, hvilket er generelt for produktet. Tv’et skelner som sådan godt nok mellem disse mørke farver, men de har ikke den helt rigtige nuance. Mørkegrå har f.eks. et lidt for gulligt skær og mørkeblå er for sort.


Der er ikke så meget fnidder i billedet, altså støj omkring små objekter, men til gengæld er der mere overordnet støj på billedet. Der mangler også en smule detaljegrad i gengivelsen.


DVD og digitale signaler er bedre. Der er dog stadig en lidt for markant overordnet støj i billedet, hvilket er lidt ærgerligt, da resultatet ellers kunne have været ganske godt.
Jeg forsøgte ligeledes med nogle HD klip og film, og her fornemmer man stadig, at der mangler detaljegrad, og der er fortsat støj i billedet. Skærmen kommer således ikke op på dyrere skærme. Det bør man nok heller ikke forvente til den lavere pris, men man skal se det i det rette perspektiv. Skærmens billede svarer nogenlunde til prisklassen. Jeg vil mene, at dele af farvegengivelsen og niveauet af sort absolut er interessant, men det alene er ikke med til at skabe billedet. Gamma’en er f.eks. ikke optimal.

Tv’et opfylder derfor heller ikke kravene for den meget krævende bruger, men kan tilfredsstille mindre krav. Til prisen er det bestemt interessant og jeg mener desuden, at det er et af de bedre bud i denne prisklasse.

PC mode



Skærmen godkender fra standard af signaler på op til 1280x720 for DVI-> HDMI tilslutning fra en computer eller et mediecenter. Herunder også 1024x768, som står ganske godt på skærmen på trods af skaleringen.

Fra D-SUB (VGA-RGB) kan jeg sende signaler på 1360x768 og 1366x768 til skærmen. Der foretages dog stadig en vis skalering og det er lidt synd. Billedet ved disse opløsninger er således ikke fuldstændig 1:1. Det er dog ganske flot og ikke mindst meget brugbart. Jeg forsøgte om jeg kunne rette på timings inde i skærmens OSD menu – hvilket den tillader for D-SUB tilslutning – men det gav intet brugbart resultat.

I praksis er dog både 1360x768 over D-SUB og 1024x768 over HDMI/DVI ganske fint gengivet og brugbart.

Responstid



Responstiden er ofte svær at udtale sig om. Ikke så meget fordi den er svær at vurdere, men nærmere fordi læseren skal forstå sammenhængen af udtalelserne korrekt. Typisk kan man sige f.eks.; under middel, men så har folk forskellige holdninger til hvor man så ligger.
Jeg snakker ofte i forhold til de nyeste generationer af LCD-TV fra de generelle Tv marked, men mange associerer nok til det typiske produktsortiment i en af de større elektronikkæder.

Nu siger jeg, at responstiden er en smule under middel på dette Enuvia Tv, og mener i forhold til de nyeste produktlinjer. Det skal ikke forstås som, at den er direkte langsom, men man kan desværre godt ane et lidt for markant slør ind i mellem.

Skærmen er baseret på Samsungs paneler og de kan fra tider godt være lidt svære at styre responstiden på. Samsung har heller ikke selv mestret det på f.eks. M61 serien. Responstiden på Enuvias Tv er langsommere end på M61 serien, men kun på i skift fra eller til mørke nuancer.

I praksis bemærkede jeg lidt slør på hurtige sportsevents, men det var ikke generelt synligt. Overordnet set er responstiden tilsvarende til andre Samsungs baserede paneler.

Betragtningsvinkler



Enuvia 3200EB er som nævnt baseret på et af Samsungs paneler og betragtningsvinklerne har også de karakteristika, som binder sig til Samsungs paneler. Fra siderne forekommer der en smule farveforvrængninger og kontrasten falder. F.eks. hudfarver får en lidt speciel nuance, men overordnet set kan man sagtens se fjernsyn fra vinkler.

Jeg har taget nogle billeder af betragtningsvinklerne herunder:




Lyden



Som nævnt kort i indledning skal de integrerede højttalere forbindes med et højttalerkabel før de bliver aktive. Jeg kender ikke umiddelbart årsagen til dette. Man kunne forestille sig, at skærmen kunne indgå i et surround setup, hvor den ville fungere som en centerhøjttaler, men da der skal et højttalerkabel til hver side, giver det ikke umiddelbart mening.

Selve lyden er fin til det meste brug. Den er en smule indelukket i forhold til bedre højttalere, men sådan er det typisk på integreret Tv lyd. Der mangler også en smule bas.

Til Tv kiggeri og en film en gang i mellem, synes jeg dog systemet leverer acceptabel ydelse, dog uden den kan kaldes god. Hvis man spenderer meget tid på film, anbefales et separat lydsystem.

Jeg savner også en digital udgang til lyd, så man derigennem kan tilslutte skærmen til et anlæg.

Konklusion:



Sort niveauet og kontrasten er ganske god. Ligeledes er den overordnet farvegengivelse, men der mangler generelt lidt detaljegrad i billedet, og der er lidt for meget støj. Det gør også, at Enuvia 3200EB billedmæssigt ikke kan sidestilles med meget dyrere modeller.

I sin prisklasse er ydelsen dog god. Skærmen har overordnet set nogle vigtige billedmæssige aspekter i orden, som kan være med til at skille den ud i sit prissegment.

Designmæssigt er den intet ud over det ordinære. Designet er ikke grimt, men ret typisk med et gråt overordnet finish. Fjernbetjeningen er ganske funktionel, men jeg saver en smule overblik, samt lidt vægt i den.

Derudover har Enuvia 3200EB fine funktioner. PIP delen fungerer generelt godt. Det eneste jeg savner, er, at man kan kombinere alle de forskellige input. Menuerne er også overskuelige og giver gode muligheder for indstilling.

Forbrugere skal naturligvis vælge efter behov og blandt andet derfor er markedet så segmenteret og bredt. Enuvias skærm leverer ydelsen til dem, som ikke nødvendigvis kræver den samme billedkvalitet, som på topmodeller. Den leverer dog en billedkvalitet, som, i sin prisklasse, kun få andre skærme formår at vise.

PositivNegativ Målgruppe
Sortniveau og kontrastFor meget støj i billedetStuen
God funktionalitet, herunder PIP/POPMangler detaljegrad i billedetSoveværelset
Børneværelset


Se desuden hele Enuvias udvalg på, hvor du også finder en 40 tommer model af Tv'et: shop.enuvia.eu

Har du har konkrete spørgsmål eller tilføjelser henvises du til denne tråd i forummet, hvor skærmen kan diskuteres: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=1521



Flere anmeldelser

Panasonic HZ2000

Test: Panasonic HZ2000

12 Oct 2020 | Rasmus Larsen |
Philips OLED805

Test: Philips OLED805 (OLED855, OLED865)

23 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
Sony XH90

Test: Sony XH90

08 Sep 2020 | Rasmus Larsen |
Samsung Q95T

Test: Samsung Q95T / Q90T

08 Jul 2020 | Torben Rasmussen |