Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonBelinea 102035W test - FlatpanelsDK

Test: Belinea 102035W

|


Indledning:

Foruden den spændende Belinea 101927, har jeg også modtaget Belineas 102035W, som er en 20 tommer widescreen skærm. Skærmen er baseret på et af AUOs spændende P-MVA paneler og man lover, foruden en god farvegengivelse, en hurtig skærm.

Skærmen er en lidt anden type en den tidligere testede Samsung 204B, idet 204B var baseret på et TN panel. Lad os skynde os videre til testen og se, hvordan Belineas P-MVA baserede 102035W klarer sig i test.



Skærmen er venligst udlånt af : Data Team A/S og GP-Direct.dk




























































































































































































Panelstørrelse:20,1"
Opløsning:1680x1050 (widescreen)
Responstid:8 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:800:1
Lysstyrke:300 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178°
Dotpitch:0.258 mm
Panelnummer (Type):P-MVA
  
Strømforbrug:65 W
Vægmontering: (VESA 100mm)
Størrelse (HxBxD): 51cm x 44.4cm x 20.7cm (med fod)
Vægt6.4 kg
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt
· Swivel
· Højde
· Pivot
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-VHS
· HDMI
· Andet  
  
Medfølgende kabler  
· Strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Driver CD

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse:Manual, Garantipapirer, Quick Start Guide


Pris og forhandler:
http://www.gp-direct.dk/home.php



De første indtryk:



Skærmens konstruktion er utrolig solid og skærmen står stabilt på bordet. Materialevalget er plastik, men af god og solid kvalitet. Skærmen er en smule tung af sin størrelse,

men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.





Rammen er sort og den nederste del er grå med små fordybninger. I den grå del, under selve billedrammen, sidder de integrerede højttalere og i midten finder man 5 knapper til styring af OSD menuen. I toppen, over den sorte ramme, er en lille grå kant af designmæssige grunde og det fungerer fint set ud fra sammenhængen.





Foden er ikke helt lige så kraftig, som skærmens ramme, men virker alligevel passende i den samlede konstruktion. Jeg savner dog nogle ergonomiske muligheder. Det er kun muligt at tilte skærmen frem og tilbage og højdejustering ville være kærkomment. Du ser herunder tre billeder. Det første er skærmen i den størst mulige fremadrettede tilposition. Det andet billede er den størst mullige bagudrettede tiltjustering før skærmen vælter eller ikke står stabilt længere.





Bagsiden af skærmen er ligeledes udført i plastik, men overfladen har et slags mønster af små runde punkter. Stikkene indsættes i bunden og kan skjules godt af vejen. Først kan man afmontere en lille plade, hvorunder man finder input til USB hubben, DVI og VGA indgangen, lydindgangen, samt strømindgangen. Udgangene fra USB hubben sidder også her, og man ville måske mene det havde været mere praktisk, hvis de ikke sad bag pladen. Det betyder nemlig, at man skal have pladen af hver gang man vil montere en USB enhed.

Når pladen sættes på igen, kan stikkene føres ud i midten og ned gennem en kabelholder, som fungerer fint. Herved kan man let skjule kablerne godt af vejen.





OSD menuen er bedre end den jeg fandt på Belinea 101927. Den er opbygget bedre og mere overskueligt, og tilbyder tilmed gode muligheder for indstilling af skærmen. Man finder blandt andet mulighed for indstilling af kontrast, lysstyrke, RGB (red, green, blue) og farvetemperatur. Under farvetemperatur kan man vælge mellem 9300K, 6500K og sRGB. Hvis man kører over den analoge indgang, er der også mulighed for justering af Sharpness.



Lydstyrken på højttalerne kan styres direkte fra knapperne på fronten. Højttalerne spiller bedre end de typiske integrerede højttalere i gamerskærme, men de kan stadig ikke sidestilles med et par rigtige højttalere og kommer heller ikke helt op på siden af dem, som jeg fandt i Acers Ferrari serie.



Forud for testen:



Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning. Grafikkortet er et Radeon 9800 Pro.



Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.



Farver, kontrastforhold og lysfordeling:



"Out-of-box" er billedet på 102035W flot, men lidt for lysstærkt til skrivebordsbrug. Igen, hvis man bruger meget tid i multimedia programmer, er en høj lysstyrke at foretrække, men til skrivebordsbrug, bør den nok sænkes en smule. Lysstyrken er naturligvis individuel og meget afhængig af omgivelserne, og der er ingen endegyldig sandhed udover,at følge øjnene.



Jeg har målt billedet herunder med LaCie blue eye pro:





For de nye opsummerer jeg, hvordan man skal forholde sig til grafen:



Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).



  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.

  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.

  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.

  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.

  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.



    Farverafvigelserne er lidt store af et P-MVA panel at være, og jeg vil meget gerne reducere farveforskellene. Gamma'en står som på 101927 og den skal gerne op på 2,2 for at få det helt optimale resultat. Farvetemperaturen er dog god og man skal derved blot have sat en dæmper på de ret intense farver.



    Udover det gengives billedet flot og nuanceret allerede når skærmen er sat til. Hvis man kan udbedre fejlene til en vis grad, så er jeg sikker på, at billedet kan blive rigtig godt.



    Før kalibrering måles det mørkeste sorte punkt på skærmen til 0,5 cd/m2. Kontrastforholdet er derved 349/0,5 = 700:1 (+/- 70). Et fint udgangspunkt, men P-MVA panelerne kan typisk indstilles til at nå mere imponerende gengivelser af mørke nuancer.



    Jeg har prøvet at kalibrere skærmen herunder med LaCie værktøjet:





    Jeg har blandt andet sænket skærmens brightness for at få en lidt mere allround og behagelig lysstyrke. Lysstyrken alene har naturligvis ikke alt at sige og det kommer i høj grad an på, hvordan lyset behandles inde i skærmens filtre. 240 cd/m2 er måske stadig lidt højt til længere tids tekstbehandling - hvert fald hvis det foregår i mørke omgivelser - men jeg fandt det meget passende til spilbrug og filmbrug.



    Gamma'en fik jeg nemt indstillet til 2,2 ved at finjustere forholdet mellem brightness og kontrasten i OSD. Efter indstilling er billedet stadig flot og nuanceret og farveforskellene er marginale. Mange af farveforskellene har en deltaværdi under 1, hvilket vil sige, at de ikke kan skelnes fra de korrekte farver med det blotte øje.



    Efter kalibrering sænkede jeg sort til 0,4 cd/m2. Det giver et kontrastforhold på 600:1 (+/- 66). En dybere sort er klart at foretrække i forhold til meget lysstærk skærm.



    I praksis gengives farverne flot og i 8-bit. Flydende gradienter gengives med minimale fejl og skærmen vil også egne sig til let grafisk brug. Tætliggende sorte nuancer kan skelnes med skridt på 2 procent og der er en fin nuancering af farvespektret.



    Homogeniteten af lyset fra baggrundsbelysningen er god og der er ikke så meget at sætte fingeren på. Jeg har taget et billede herunder:





    Der er en smule at se i hjørnerne, men jeg bemærkede det aldrig som værende forstyrrende i f.eks. film eller spil.



    Panelet har ingen pixelfejl.



    Responstid og spil:



    Det anbefales at køre spil i 1680x1050 da man derved holder dem i skærmens native opløsning. Spil kan godt afvikles i andre opløsninger, men står synligt bedre i 1680x1050 pga. der ingen skalering af billedet sker.



    Skærmen er ikke lige så hurtig, som den netop testede 101927, men klarer sig fint i praksis. Man oplever lidt sløret tekst i testen fra monitorTest, hvor sort tekst scroller over en hvid baggrund, men andre overgange end hvid->sort->hvid, er sløret ikke lige så markant De fleste spil afvikles ydermere godt, og selvom skærmen måske ikke appellerer til de mest hardcore gamere, vil den kunne tilfredsstille en stor del af gruppen.

    Jeg oplevede en smule slør i FPS spil, og ligeledes kunne jeg se lidt i Fifa 2006 ved hurtige panoreringer over banen. Det var dog ikke af kritisk karakter.



    Rise og fall tiden er nogenlunde ens og det er altid en positiv ting i spil og multimediebrug. Sløret for rise tiden får en lidt anden nuance end sløret for fall tiden, men jeg kunne aldrig se det i praksis.



    Skærmen har lidt Overdrive trailing, som blandt andet kan ses i testen, hvor man trækker en kasse over en gradient i monitorTest. Det kan spottes i enkelte spil, men det er ikke et udbredt problem, primært fordi det ikke er af værre karakter.



    Spil skal helst spilles i widescreen da de ellers strækkes. Skærmen har ikke samme funktion, som jeg fandt på f.eks. den testede Eizo skærm, så man har ikke mulighed for at holde billedet i spillets oprindelige dimensioner. De fleste nyere spil understøtter efterhånden widescreen opløsninger, men man bør nok overveje om de spil man bruger mest tid på, vil køre optimalt på en widescreen skærm.



    Film og betragtningsvinkler:



    Film gengives flot og farverne efter kalibrering står rigtig godt. Responstiden er tilstrækkelig til selv hurtige scener og der er ikke udbredt video noise. Video noise hører ofte dithering eller FRC metoder til, som bruges på TN paneler for at nå 8-bit farver, men det kan opstå på ægte 8-bit paneler, hvis de bruger Overdrive, og funktionen ikke styres korrekt. Sidstnævnte kan godt fremprovokeres på 102035W, men jeg oplevede det ikke i filmbrug på noget tidspunkt.



    Betragtningsvinklerne er sædvanligvis gode på VA panelerne, og panelet i Belinea 102035W er ingen undtagelse. Der er plads til små forbedringer, men i praksis ser man kun ændringer fra rimelig store vinkler. Jeg har taget et billede af betragtningsvinklerne herunder:






    De praktiske ændringer i billedet fra vinkler opleves primært som et mindre kontrasttab.



    Konklusion:



    Belinea 102025W er på mange måder en rigtig god skærm. Den kræver lidt indstilling fra start af, da der er nogle farveafvigelser, men billedet er alligevel flot og nuanceret. Widescreen opløsningen er en fordel i spil, som understøtter det og film. Man får større glæde ud af multimediebrugen, men man skal naturligvis lige overveje om ens foretrukne spil, kan afvikles i widescreen.



    Skærmen er ikke rettet mod decideret grafisk brug, men tillader lettere billedbehandling. Det er en god skærm til mere allround brug, men til de allerhurtigste spil, tabes der stadig terræn. Der er en smule Overdrive trailing og derudover en lille tendens til slør i de hurtige spil, men det skal primært ses som et argument for den mere seriøse gamer. Den almindelige forbruger vil med stor sandsynlighed finde ydelsen meget passende.



    Gengivelsen af farverne kan blive god ved indstilling af skærmen. Sort gengives flot både før og efter justering og homogeniteten af lyset er overordnet set god, men dog med plads til små forbedringer. Betragtningsvinklerne er tilstrækkelige, men stadig ikke helt perfekte.



    Rent designmæssigt er skærmen pæn, men det er nok ikke det punkt, der har vejet allerkraftigst i produktionsfasen. Man savner lidt ergonomiske muligheder, og man kunne måske godt have ønsket sig en lidt anden placering af den indbyggede USB hub.



    Alt i alt er jeg dog positivt overrasket over Belineas produkter. Både 101927 og 102035W leverer en god ydelse for billige penge. De kan nemt hamle op med mere anerkendte mærker herhjemme, og er helt sikkert værdige alternativer, hvis man kigger på ny skærm.




  • Flere anmeldelser

    Sony A8

    Test: Sony A8 (A85, A87, A89)

    11 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Sonos Arc test

    Test: Sonos Arc

    04 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Nvidia Shield 2019

    Test: Nvidia Shield (2019)

    19 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Panasonic HZ1000

    Test: Panasonic HZ1000

    14 May 2020 | Torben Rasmussen |