Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonMedialine 2600DWDL test - FlatpanelsDK

Test: Medialine 2600DWDL

|

Indledning:



Så er det tid til at anmelde det første egentlige Tv her på Flatpanels.dk og der vil komme lignende anmeldelser af Tv i fremtiden.



Tv'et kommer fra den relativt ukendte fabrikant Medialine, som her leverer et 26 tommer LCD-TV med indbygget DVD afspiller. Skærmen er baseret på et af LG.Philips S-IPS paneler og giver god mulighed for tilslutning til andre enheder.
Tv'et tilbyder også spændende funktioner som blandt andet PIP (Picture in Picture) og PBP (Picture by Picture).



Skærmen er også mærket med HD ready mærkatet.



Panelstørrelse:26"
Opløsning:1280x768
Responstid:16 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:500:1
Lysstyrke:450 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Signal processering: 8 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):176°/176° (fald på 10:1)
Dotpitch:-
Panelnummer (Type):LG-Philips LC260W01
(S-IPS)
  
Strømforbrug:-
Vægmontering:
Drejefod:
Størrelse (HxBxD): 69.4cm x 59.7cm x 27cm
Vægt16 kg
  
Indbyggede højttalere: (15 W)
  
Inputformater:720p, 1080i
1:1 pixelmapping:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type) (Phono)
· SCART
· S/PDIF
· S-VHS
· HDMI
· Andet Composite
  
Udgange 
· Audio (type) (Phono)
· SCART
· S/PDIF
· S-VHS
· HDMI
· Andet Composite
  
Medfølgende kabler  
· strøm
· VGA
· DVI
· S-VHS
· HDMI
  
Pixelgaranti:Ikke oplyst
Diverse:Indbygget DVD afspiller, Quickstart guide, garantipapirer


Pris og forhandler:


target="_blank">www.eldanmark.dk

target="_blank">www.pcdeal.dk

target="_blank">www.vaccum.nu

target="_blank">www.justbuyit.dk




Dele af anmeldelsen bliver muligvis af mere teknisk karakter, og du kan godt springe uddrag af indholdet over for at få hovedmeningen. Jeg bliver dog nødt til at have visse aspekter med, da det er første anmeldelse af et reelt Tv og fremgangsmetoden og vurderingen er anderledes end for computermonitors.



De første indtryk:



Skærmen har en sort blank ramme om panelet, hvorpå Medialine logoet sidder. Under rammen sidder højttalerne med en grå front og midt for finder man tænd/sluk knappen og den infrarøde modtager til fjernbetjeningen.







Knapper til styring af DVD'en, OSD, lysstyrke og kanalskift sidder på rammen i højre side. Det er også her man finder DVD læseren, som sidder vertikalt på siden af skærmen.





Skærmen giver forskellige - og forholdsvis gode - muligheder for tilslutning. Skærmen har naturligvis en indbygget analog tuner, men herudover finder man følgende input:

  • D-SUB (VGA)

  • DVI med HDCP

  • 2 scart

  • Komponent

  • S-video

  • 1 komposit indgang

  • 1 komposit udgang

  • Koaksial lydudgang



    Stikkene sidder gemt bag en aftagelig plastikdel, som kan sættes på igen bagefter og skjuler kablerne godt af vejen.







    Skærmen kan også vægmonteres, men man skal være opmærksom på, at et beslag der sidder tæt på væggen, kan give problemer med strømstikkets placering på bagpartiet. Man skal ud og have fat i et"knækket" strømkabel da det peger ud mod bagsiden.





    Skærmen måler 69,4 x 59,7 x 27 cm med foden og skærmen er relativt dyb for en 26 tommer skærm at være. En del af tykkelsen kan dog nok tilskrives den indbyggede DVD afspiller. Med foden vejer skærmen cirka 16 kilogram.



    Skærmens design er ikke æstetisk, men den blanke front giver alligevel et pænt overordnet look. Der skal muligvis arbejdes lidt med foden, da den virker lidt klodset, men det er naturligvis i høj grad en smagssag.

    Plastikken er ret jævn både på den glatte og blanke overflade og kvaliteten af materialerne er fin.



    Lad os prøve at bevæge os videre til funktionaliteten af blandt andet fjernbetjeningen, PIP (Picture in Picture), OSD mm.



    Forud for testen:



    Tv signalet er analogt kabel-Tv.



    Skærmen vil blive testet og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Jeg vil også bruge DVE disken og Peter Finzels test DVD. Og så testes skærmen naturligvis i praksis ved brug af både DVD og Tv.



    Funktionalitet:



    For at starte med fjernbetjeningen, så giver den god mulighed for en let og overskuelig betjening af Tv'et. Designet er det ikke så meget at sætte fingeren på. Vi snakker naturligvis ikke B&O - langt fra - men fjernbetjeningen er ret neutral og ikke grim.



    I mørke er det derimod svært at betjene Tv'et. Knapperne virker ved første øjekast som lysafgivende gummiknapper, men det er de ikke.

    Den indbyggede DVD afspiller styres i bunden af fjernbetjeningen og det er lækkert, at betjeningen er delt op let og overskueligt.





    OSD (On screen Display) menuen er også pænt opbygget. Den minder lidt om den man finder på Samsungs LCD monitors, hvor der er nogle hovedmenuer ude i venstre. Under hvert hovedemne finder man de respektive justeringsmuligheder. OSD menuen er desværre ikke tilgængelig på dansk, men den engelske er letforståelig.



    Medialine tilbyder ikke de helt store indstillingsmuligheder, men til den almindelige forbruger er der tilstrækkeligt at gå til. På farvesiden kan man vælge mellem 4 profiler kaldet User, Standard, Dynamic og Mild.

    Herudover kan man indstille contrast, brightness, sharpness og color. Color indstillingen er én bar, som kontrollerer grundfarverne og man kunne nok have ønsket sig mulighed for RGB indstilling for at opnå et optimalt resultat.



    PIP og PBP fungerer fint. Skærmen reagerer ikke med det samme og det skal forventes op til et sekunds betænkningstid når man navigerer rundt i de forskellige menuer på skærmen. PIP fungerer dog rigtig godt. På mange skærme skal den ene kilde konsekvent være Tv eller HDMI/DVI. Medialine Tv'et tilbyder det meste hjertet begærer. Man kan f.eks. let køre en delt skærm med DVD og Xbox/PS2 input ligesom man kan køre Tv/PC. Begrænsningen ligger i PC, DVI og komponent, der ikke kan køre sammen indbyrdes - de kan dog godt køre sammen med de andre input, som eksempelvis scart og Tv.



    PIP billedet kan sættes i alle fire hjørner og man kan også let bytte om på hovedkilde og den sekundære kilde. Om man vil have lyden fra hovedkilden eller den sekundære vælges i OSD menuen og hvis man ønsker lyd på begge billeder samtidig, kan man tilslutte f.eks. høretelefoner til skærmens høretelefonudgang.



    Funktionaliteten er tilsvarende for PBP.



    Den indbyggede tuner kan automatisk finde alle kanaler og prøver herefter at navngive dem. Navngivningen kan naturligvis ændres senere hen, men langt de fleste kanaler på vores analoge kabel-Tv fik navnet TV 2 - det er selvfølgelig en mindre bagatel.



    Man kan også manuelt indstille kanaler og tilsvarende flytte dem rundt efter behag. Sidstnævnte kræver dog lidt tid, dels fordi betjeningen er lidt besværlig, dels fordi skærmen har en lille arbejdstid hver gang man foretager en ændring.



    Skærmen giver mulighed for at køre i 16:9, 2 forskellige zoom niveauer, 4:3 og panorama. Panorama giver en god effekt f.eks. når man ser Tv avisen, som ikke sendes i widescreen. Skærmen lader midten af billedet forblive intakt, men forlænger begge sider - eller strækker dem lidt om man vil. Det har imidlertid en lidt tydelig sideeffekt når der kører scrollende tekst over skærmen. Teksten starter med at køre hurtigt ind og kører så med almindelig fart i midten. Når den skal gøre sin afsked, forsvinder den igen med hastig fart.



    Skærmen kan modtage input i 480i/60Hz, 576i/50Hz, 480p/60Hz, 576p/60Hz, 720p/60Hz, 1080i/50Hz og 1080i/60Hz.



    Billedkvaliteten:



    Så kommer vi endelig til det spændende, nemlig billedkvaliteten.



    Som tidligere nævnt har man 4 farveprofiler og ingen af dem står imponerende. På flere af dem er det som standard tilføjet en mængde sharpness og det skal fra. Sharpness er et afsavn på gamle CRT Tv, men meningen med ordet er i dag ret misfortolket. Det er klart at det bidrager til noget skarphed, men reelt set har det intet med skarpheden at gøre. Man tilføjer blot små hvide skygger omkring skarpe overgange, hvilket kan snyde synsindtrykket, men det er ikke nødvendigt på et digitalt display forudsat, at andre faktorer er i orden.



    Man kan indstille alle 4 profiler som man lyster, men jeg tager blot user profilen og prøver mig frem med den.



    Den såkaldte out-of-box vurdering betyder, at man intet rører og vurderer billedet herfra. Mange almindelige forbrugere, som ikke er videre entusiaster eller kritiske brugere, får ikke indstillet deres Tv i forhold til standardindstillingerne. Det er synd, for der er en del at hente på stort set ethvert Tv.



    Fra start af er der forskellige fejl i gengivelsen af farverne og ligeledes nogle afvigelser, som er ret tydelige. Man skal naturligvis indstille skærmen i forhold til omgivelserne og lyset i sit hjem, men der er nogle overordnede faktorer, som er fælles for alle Tv lige meget hvor de står.



    Først og fremmest er sort ikke rigtig sort. Et godt sammenligningsgrundlag, hvis man ikke umiddelbart kan se det per øjemål eller har nogen referenceskærm stående, er at kigge på skærmens ramme. Den er nemlig sort og man ser hurtigt, at billedet slet ikke gengiver samme sorte farve.



    Det bevirker også, at billedet bliver lidt mat, når man prøver at gengive et dynamikområde for mørke nuancer. Dels sondres gråtonerne ikke så godt, dels er sort og andre mørke nuancer ikke dybe nok. Jeg har en Xbox stående under testen og f.eks. spil som Halo og Tony Hawks American Wasteland - hvor billedet kræver en nuanceret gengivelse af de mørke gråtoner når det bliver nat i spillet - er svært spillelige. I Halo skyder man praktisk talt efter røde indikatorer af fjender og i Tony Hawk kører man næsten i blinde.



    Gengivelsen af sort er et problem på mange fladskærme, specielt på billigere LCD skærme. På nogle skærme kan man opnå en dyb sort gengivelse, men så går man modsat på kompromis med dynamikområdet - altså hvordan der skelnes mellem tætliggende nuancer.



    Jeg vil ikke omtale tests af skærmen så meget før jeg har fået indstillet billedet til en mere passende indstilling, men jeg vil kort komme ind på test af farven sort. Når man fabriksindstiller en skærm, så foregår det ved forskellige aspekter. Gammakurverne kan f.eks. være ukorrekte og det kan give en lidt sjov fejl på skærmen. Reelt set kan et af aspekterne for en forkert gammaindstilling medføre, at skærmen ikke viser den dybeste mulige sort når den får besked på det. Den dybeste sorte ligger derimod under rigtig sort således, at man skal kode værdier under den egentlige dybeste sorte. I fagsprog kaldes fænomenet blacker than black eller sortere end sort, og jeg prøver at køre en test fra en DVD med en sådan indkodning. Umiddelbart ser det ikke ud til at være tilfældet og jeg kan ikke fremprovokere en mørkere sort end den tiltænkte. Derfor skal den lidt vage sortgengivelse nok nærmere findes i finjustering af skærmens parametre.



    Der mangler også en smule intensitet i f.eks. den grønne farvesammensætninger, men det er en fejl i kontrastforholdet. Der er muligvis et indstillingsproblem, men det får vi belyst når vi prøver at foretage en indstilling af billedet.



    Jeg vil prøve at måle farvernes præcision og den reelle gengivelse af det mørkeste punkt på skærmen herunder:





    Til dem som ikke er bekendte med grafen opsummerer jeg lige betydningen, og hvordan man skal forholde sig til den.



    Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).



  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.

  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.

  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver, om end ikke helt korrekte.

  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.

  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.



    Jeg har sideløbende kørt andre målinger, men dem kommer jeg ind på senere i testen.



    Som du kan se varierer deltaværdierne en del. Det er også tydeligt, at der er ret store afvigelser for den sorte bjælke og gråtonerne.

    Det er klart at Tv'et kan gengive forskellige farver, alt efter hvilket input signal man bruger. Og alt efter om der anvendes komponent, D-SUB, en ren digital kilde eller noget helt fjerde, kan variationerne være fra små og ubetydelige til af lidt større betydning. Jeg kan ikke tage højde for det uden en vis fejlmargin, og det skyldes ikke alene min testmetode. Skærmen kan ikke have defineret forskellige indstillinger for hvert input og det kan meget få Tv i dag. Det er en ret avanceret feature, men ret anvendelig, hvis man lærer den rigtigt at kende.



    Derfor tager jeg blot udgangspunkt i skærmens farvepræcision, kontrastforhold og dynamikområde ud fra ovenfornævnte målinger for et generelt synspunkt og omtaler så mere specifikt TV brug, Pc brug med videre senere i testen.



    Farvetemperaturen måles til knap 7500 Kelvin og man har ikke umiddelbart mulighed for at ændre den med mindre det foregår via et sammenspil mellem farve, lys og kontrastparametre i OSD.

    Du kan nok huske den korte kommentar til gammaen længere oppe og som du kan se står gammaen for skærmen på 1,9 eller mere præcist på 1,88. Vi vil gerne have den op på 2,2 for optimalt sammenspil med forskellige enheder, men igen ser det ud til at det skal gøres vha. andre justeringer end en decideret gammaindstilling, der ikke er tilgængelig.



    Lysstyrken på 223 cd/m2 er fin til et 26 tommer Tv. Man kan godt hæve den en smule, hvis man synes billedet er for lyssvagt. Jeg har også undersøgt hvor stor påvirkning brightness værdien har på sortgengivelsen, og ved standardprofilen gengives sort ved 2,4 cd/m2. Tallet giver muligvis ikke mening for dig, så lad os prøve at sætte det lidt i kontekst.
    0,0 cd/m2 er naturligvis rigtig sort og det er derfor det optimale. Det kan meget få eller ingen skærme formå at fremvise, så det kan ikke direkte bruges som sammenligningsgrundlag. En typisk LCD monitor til en computer gengiver sort mellem 0,4 og 0,8 cd/m2. De lidt bedre computermonitors kan komme ned på mellem 0,2 og 0,4 cd/m2, men et lavere tal hører absolut til sjældenhederne.



    Min nuværende software har ikke mulighed for at måle med to decimaler, men at sort gengives ved 2,4 cd/m2 siger nok. Det er ikke en dyb sort og nærmere en meget mørkegrå eller en lys sort farve. Jeg har prøvet at optimere gengivelsen af sort på skærmen, men det giver lidt begrænsninger - primært fordi mulighederne for indstilling er få.



    Ved input gennem D-SUB har man f.eks. kun mulighed for indstilling af kontrast og brightness. For Tv signaler har man ydermere mulighed for indstilling af sharpness og color. Der er dog ikke tale om en RGB indstilling, men som sagt blot én bar som styrer den samlede farvegengivelse.



    Ved at indstille på brightness og kontrast alene kan jeg opnå en del mere balanceret gammaværdi og en dybere visuel sort. Hvor skærmen før lå på 2,4 cd/m2, kan jeg ved at sænke lysstyrken på skærmen og korrigere kontrastindstillingen, opnå en del dybere sort og den ligger således nu på 1,0 cd/m2. Det er stadig ikke en rigtig dyb sort, men en del bedre. Man ofrer en smule lys på skærmen, men det er stadig at foretrække frem for et dårligt dynamikområde i de mørke nuancer.

    Der kommer også et billede længere nede, hvor du kan se en helt sort baggrund i et mørkelagt rum. Dels for vise hvordan det ser ud, dels for at vurdere baggrundsbelysningens homogenitet.



    Sådan ser præcisionen af farverne ud efter den mindre justering:





    Lad os gå lidt videre til farverne og specielt gengivelsen af forskellige signaler. Tv signalet er naturligvis et af de mest relevante og her oplever man overordnet set en nogenlunde kvalitet. Responstiden for billedet kommer jeg ind på længere nede i anmeldelsen, så her omtaler jeg mere de farve- og kontrastmæssige forhold, samt skalering mm.



    Farverne står med cirka samme præcision som for andre signaler, men der er en smule afvigelser. Enkelte farver har en tendens til at flyde lidt ud og fra start af er mange af dem også lidt for intense. Nogen af fejlene blev minimeret efter førnævnte fremgangsmetode med at sænke brightness og indstille kontrasten korrekt. Ved andre input end D-SUB (VGA) har man også mulighed for den føromtalte colorindstilling, som er én bar der styrer den overordnede gengivelse. Jeg sænkede denne en smule for at sænke intensiteten af farverne og det hjalp også i det samlede billede.





    Deinterlacingen er ikke på højde med den i bedre billedkontrollere og det ses både i praksis og ved stresstests. Det er en faktor for en perfekt gengivelse af interlaced signaler fra f.eks. kabel-Tv og for at give en vurdering, så vil jeg mene den ligger lidt under gennemsnittet for digitale Tv. Prisklasser er ikke taget med i betragtningen, men man skal naturligvis også have en mulighed for at vide, hvad man får for de ekstra penge i et dyrere apparat.

    Ligeledes kan judder - fænomenet hvor billedet"hakker" ved panoreringer - også ses i en mindre grad på skærmen. Det er få skærme der virkelig er kommet problemet til livs, men Medialine 2600DWDL skiller sig heller ikke ud fra de prismæssige konkurrenter her.



    Skaleringen er nogenlunde, men ikke den bedste jeg har set. Der er dog ikke udbredte artefakter som stairstepping eller jaggies, så det er da en positiv ting. Kilden er som tidligere omtalt analogt kabel-Tv fra TDC og skiller sig på den måde ikke voldsomt ud fra mange almindelige menneskers tilslutningsmuligheder. Der er en smule forstyrrelse i billedet, men til den almindelig dagligdags bruger er det intet kritisk. Skærmen leverer ikke suveræn billedkvalitet fra analoge Tv signaler, men gør sin sag nogenlunde til almindeligt Tv brug.

    Det kræver lidt indstilling som nævnt tidligere og colorbaren giver en lidt begrænset mulighed for det optimale resultat. Som standard er farverne ret intense, men det kan godt justeres ned til et rimeligt niveau.







    Tv'et bander (engelsk udtryk) i flere tilfælde, og det kan aldrig justeres helt væk. Mange fladskærme gør det - nogen mere end andre - men man bemærker det ikke med mindre man er opmærksom på fænomenet.



    Der er naturligvis stor forskel på, hvordan folk opfatter nogenlunde, men så længe man ikke er entusiastisk eller meget krævende, så er billedkvaliteten tilfredsstillende.



    Fra en DVD står signalet synligt bedre end for analogt Tv. Jeg kører i testen over scart (ikke RGB), mest fordi det er den mulighed det fleste brugere har, og da Tv'et alligevel ikke er for de seriøse entusiaster, så rammer man næsten hele målgruppen på den måde. Skaleringen er stadig ikke den allerbedste, men billedet står skarpt og godt. Der er lidt problemer i motion bevægelser pga. responstiden, men mere om det længere nede.

    DVD afspilning er klart en af skærmens forcer og den klarer afspilningen fint. Vi snakker ikke state-of-the-art, men den klarer det man kan forvente af en skærm i den prisklasse.



    Jeg har taget to billeder af Tv'et - blandt andet også med PIP og PBP aktiveret. Første billede er taget uden blitz og derfor lidt uskarpt da det er svært at holde kameraet helt stille. De lyserøde streger på lampen og den hvide bluse er fremprovokeret af kameraet og ses ikke i virkeligheden:





    I andet billede har David Schwimmer fået en fin blitz lige i panden, men billede illustrerer bedre den egentlige gengivelse af billedet fordi kameraet har stillet skarpt:





    Lysfordelingen af baggrundslyset er ret homogen og det er altid en positiv ting. Jeg har taget et billede af det herunder, hvor du også kan se gengivelsen af sort i forhold til et mørkelagt rum:





    Panelet har igen pixelfejl



    Jeg har ingen Xbox360 stående, men jeg kan betragte HD signaler med et mindre kvalitetstab over D-SUB indgangen fra computeren. Detajlegraden er imponerende trods inputtet på 1024x768. Der er en smule komprimeringsstøj i billedet, som skærmen ikke formår at fjerne helt, men det er absolut intet kritisk. Ved de helt hurtige sekvenser eller bare motion bevægelser mistes en mindre del af detaljegraden pga. den ikke helt optimale responstid. Derudover afvikles HD materiale godt - men vel og mærke ikke perfekt og ikke på højde med ydelsen for high-end apparater på markedet.



    PC mode:



    Flere og flere skærme tilbyder tilslutning til computeren via VGA eller DVI, men det er faktisk de færreste, som klarer tilslutningen optimalt. For at få et godt resultat i en Pc-relateret sammenhæng, kræver det, at skærmen kan modtage et signal i den rigtige opløsning. Det er stadig få skærme der kan dette og det kan blive lidt problematisk, hvis man f.eks. viser tekst eller andre små objekter.

    Det er naturligvis muligt at spille eller se en film idet kildemateriale man typisk ser fra DVD og Tv også er i en meget lavere opløsning og skal skaleres på samme måde, som PC signalet skal.



    På trods af, at skærmen med sin opløsning på 1280x768 let kunne understøtte en optimal Pc tilslutning er det ikke muligt at sende en signal fra grafikkortet i denne opløsning. Man kan maksimalt sende et signal på 1024x768 til skærmens VGA og det begrænser skarpheden på skærmen ved PC tilslutning en smule. Ved DVI tilslutning vil skærmen ikke godtage et signal.



    Man kan godt tvinge skærmen til at modtage signaler i en højere opløsning, men der meldes kort efter om"Unknown signal" og billedet fryser.



    Billedet står dog godt og tekst er let læseligt på skærmen trods den ikke helt korrekte opløsning. Det hænger muligvis også sammen med skaleringsforholdet. Skærmens egen opløsning er 1280x768 - inputsignalet er 1024x768. Vertikalt er det samme antal pixel og horisontalt er forholdet 5:4.



    Ved tilslutning over D-SUB indgangen autojusterer billedet ikke sig selv. I starten er der en del forstyrrelse på signalet og det ses klart, at clock og fase ikke er synkroniseret helt korrekt. Det løses dog let manuelt inde i OSD ved at vælge"Auto adjustment". Umiddelbart herefter står billedet roligt.



    Hvorfor Medialine har valgt at udelade muligheden for indstilling af farverne for D-SUB forbindelsen tror jeg hænger sammen med, at der ret let kan oprettes en farveprofil i grafikkortet. Det er en fin nok løsning, men jeg så nu gerne mulighed for RGB indstilling - også for de andre input.



    Responstid og spil:



    Responstiden har naturligvis også en betydning for Tv gengivelsen og kvaliteten af den, men jeg har valgt at lade det stå i sit eget afsnit fordi der er flere forskellige ting jeg gerne vil ind på.



    Skærmen er ikke blandt de hurtigste på markedet og det indikerer angivelsen på 16 ms (g2g) - bemærk g2g - vel også meget godt. Man kan godt spotte slør i Tv gengivelsen og ligeledes i f.eks. spil på en PS2, Xbox eller tilsvarende.



    En del af skylden kan dog også tillægges skærmcontrolleren for den laver nogle lidt mystiske fejl. Den hænger lidt i billedet og når der opdateres, så kan objektet forblive på skærmen i et kort øjeblik. Det kan f.eks. ses på en loading skærm i et spil, hvor et billede kører hen over skærmen. Efter billedet forbliver en del af det tidligere tegnede billede og det bemærkes ret hurtigt. Det ses ikke så ofte i almindelig Tv brug for her sker der ikke altid lignende opdateringer i billedet, men man skal lige være opmærksom på det.



    Spil fra en almindelig Xbox gengives fint, men i de hurtige momenter er der igen lidt problemer med responstiden. Det gør dem dog ikke uspillelige, forstå mig ret, men folk med hang til spil skal nok kigge efter en lidt hurtigere skærm, hvis de gør det meget i spilkonsoller.



    Om det er kritisk eller ej for Tv og DVD gengivelse er svært at sige. Hvis man ikke normalt irriteres af slør, så er det heller ikke sikkert man bemærker det, men hvis man typisk er irriteret af det, så ser man det med garanti.



    Betragtningsvinkler:



    Panelet bærer præg af et typisk S-IPS panel fra LG.Philips. Når man betragter panelet fra siderne, får sort på skærmen et lilla skær, men overordnet set er betragtningsvinklerne gode - dog ikke på højde med de nyeste af LG.Philips paneler.

    Jeg har taget nogle billeder af dem herunder:





    Her ser du et billede af det lilla genskær fra vinkler. Det ser blåt ud på billedet, men det skyldes kameraet:



    Farveintensiteten fra siderne og de vertikale vinkler er ikke så vag og det er primært kontrastforholdet der falder. Detaljegraden falder en smule og billedet bliver også mørkere, men man skal ud i de store vinkler før det betyder noget. Det mest synlige er faktisk gengivelse af sort fra vinkler - det får det tidligere omtalte lilla skær.

    Lyden og DVD afspilleren:



    Jeg har aldrig været fan af integrerede højttalere, mest fordi jeg lægger en del i god lyd. Kæresten hader de store højttalere, men der er jo så meget kvinder ikke forstår - nej spøg til side; lyden i 2600DWDL er faktisk fin til det meste brug. Den dybe bas mangler og der mangler derfor også lidt bund i lyden, men derudover er lyden fint balanceret. Lydstyrken kan også vælges på gode niveauer og når man skruer op sker det med en trinvis, god ændring.



    Lyden skratter ikke og den kan gengive de fleste lydnuancer nogenlunde. Hvis man hører musik over skærmen, kan det også sagtens lade sig gøre, når man gerne vil have det hele i ét, hvilket Medialine jo lægger lidt op til med den integrerede DVD afspiller.



    DVD afspilleren virker fint og afspiller de fleste gængse formater. Understøttelsen kan ses på Medialines egen hjemmeside: http://www.nbmi.nl/



    Styringen er let med fjernbetjeningen og DVD'en er godt skjult bag skærmen. Hvis man ikke umiddelbart ved den er der, ser man den ikke. Der er igen ikke tale om et high-end produkt, men DVD afspilleren kan sagtens erstatte discount modellen fra det lokale supermarked.



    Konklusion:



    Medialine leverer et produkt, som giver en middelmådig billedkvalitet ved de fleste tilslutninger, og som ikke skiller sig meget ud fra mængden af Tv i samme prisklassen - hverken på godt eller ondt. Forbrugeren der ønsker samlede løsninger kan nyde godt af den integrerede DVD afspillere og lyden af nogenlunde kvalitet.

    Man skal aldrig forvente billedkvalitet i high-end klassen, men det vil også være at placere Tv'et i en forkert kategori, da det jo heller ikke henvender sig til virkelige entusiaster.



    Den analoge billedgengivelse fra tuneren er ikke af imponerende kvalitet, men kan tilfredsstille mange, som samtidig også kan abstrahere fra den lidt sløve responstid eller ikke er så pernitten på det område.

    DVD film afspilles godt, men der mangler igen lidt hastighed i de helt hurtige sekvenser. Ligeledes er sortgengivelsen ikke den bedste og LG.Philips tidligere generation af paneler - som dette Tv er baseret på - er heller ikke kendt det højeste kontrastforhold. Sort og dynamikområdet i mørke scener kan dog forbedres betydeligt ved blot få justeringer i brightness og kontrasten.



    Man mangler stadig lidt indstillingsmuligheder som f.eks. RGB eller saturation for at gøre billedet optimalt, men modsat så sætter billedbehandlingssystemet i skærmen også lidt begrænsninger, så om det ville være til meget stor fordel, er svært at sige.



    Designet er ikke henrivende, men er af fin byggekvalitet og slet ikke grimt. Man bør nok se det i virkeligheden og ikke bedømme alt for meget ud fra billederne, men som sidebemærkning kan det nævnes, at flere personer gennem testperioden faktisk har syntes godt om layoutet af rammen. Fjernbetjeningen er ret ordinær, men let og overskuelig.



    Som det forlyder hos distributøren så vil Tv'et være at finde i fysiske butikker indenfor en overskuelig tidshorisont og det kan således også beses før et eventuelt køb, hvis man er interesseret.



    ----

    Du kan spørge mere konkret til Tv'et og diskutere med andre brugere af Flatpanels.dk ved at følge dette link: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?p=2551




  • Flere anmeldelser

    Sony A8

    Test: Sony A8 (A85, A87, A89)

    11 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Sonos Arc test

    Test: Sonos Arc

    04 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Nvidia Shield 2019

    Test: Nvidia Shield (2019)

    19 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Panasonic HZ1000

    Test: Panasonic HZ1000

    14 May 2020 | Torben Rasmussen |