Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Acer AL1951B - FlatpanelsDK

Test: Acer AL1951B

|

Indledning:

Acer AL1951B er Acers bud på en gamer skærm i 19 tommer klassen. Den er simpel, men tilbyder alligevel de mest almindelige funktioner, ligesom de andre producenters spilskærme. I samme serie finder man også en 17 tommer model, samt to 8 ms skærme i de to respektive størrelser.

Skærmene kommer blandt andet med CrystalBrite teknologien, som Acer er begyndt at integrere i flere produkter. Det er en skinnende overflade, hvis hensigt er, at forbedre det visuelle billede på skærmen.



Senest havde vi Acers Ferrari F-19 inde, som havde mange spændende features at byde på. Lad os se, om AL1951B kan hamle op med de konkurrerende producenters spilskærme.




Panelstørrelse:19"
Opløsning:1280x1024
Responstid:6 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:700:1
Lysstyrke:400 cd/m²
Farveunderstøttelse:<16.2 Millioner farver
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):150°/135° (fald på 10:1)
Dotpitch:0.294 mm
Panelnummer (Type):Ikke oplyst (TN)
  
Strømforbrug:50 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 41.6cm x 16.4cm x 42.7cm
Vægt5.4 kg
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt
· Swivel
· Højde
· Pivot
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-VHS
· HDMI
· Andet  
  
Medfølgende kabler  
· strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Driver CD

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse:Manual, ekstra
strømkabel


Pris og forhandler:

target="_blank">





De første indtryk:



Skærmen er angivet til 6 ms (g2g) og det er jo lidt højere end tidligere testede spilskærme, så hvilken betydning det reelt får, er spændende. Som jeg så mange gange har pointeret, skal specifikationerne naturligvis ses med forbehold, og ingen af de markedsførte skærme på 3, 4 og 5 ms, kan holde den lave responstid over hele farvespektret. Derfor er der ofte en del afvigelser og man skal passe på med ikke at ligge for meget i specifikationerne og i stedet kigge på skærmen i praksis. Det kan fortælle den egentlige historie.



Designet er ret simpelt med en grå - dog lidt alternativ - fod, og en sort ramme. Ligesom vi så på ViewSonics VX924, så har Acer AL1951B også en lille grå kant udenom den egentlige sorte ramme. Det giver en fin effekt.





Det er på foden man finder knapperne til styring af OSD, og her sidder fem af slagsen. Lige over knapperne sidder en ret usynlig højttaler, som tilsluttes til computeren bag i foden. Tilslutningen af strøm og signalkabel skal også ske bag i foden, og det medfører, at kablerne er ret usynlige - de hænger ikke ned langs ryggen ligesom på mange andre typiske skærme

.



Foden er ret simpel, og den tilbyder da også kun tiltjustering. Set i perspektiv, er det stort set altid den mulighed man har på disse deciderede gamerskærme. Det samme så vi på ViewSonic VX924, BenQ FP71GX og det samme er gældende for Samsung 930BF.





OSD er ikke lige så omfattende, som på tidligere testede F-19, og er i stedet af en ret ordinær grå opbygning, hvilken dog tilbyder de mest almindelige justeringer. Man har mulighed for at vælge mellem to farvetemperaturer på warm og cool samt manuel justering af RGB. Herudover kan man justere på brightness og kontrast.
Det er let at navigere rundt med skærmens knapper nede på foden og det er altid en positiv del af OSD vurderingen.



De integrerede højttalere er af en meget begrænset størrelse, og spiller ikke meget bedre end typiske integrerede højttalere. Sammenspillet mellem diskanten og bassen er derimod ikke så dårligt. I integrerede højttalere længes lyden ofte efter en lidt dybere stemme, men her er den meget godt balanceret. Det er naturligvis intet imponerende, men af størrelsen, så er de gode. Lyden skriger dog stadig efter at komme ud den lidt indelukkede dåse - specielt når man hører musik.
Højttalerne er gemt rigtig godt af vejen og der sidder således ikke en stor ekstra boks under skærmbilledet, hvilket designmæssigt er et plus for det allerede lidt minimalistiske design på AL1951B.

Højttalerne kan let bruges til let musik eller lidt baggrundsstøj, men de er ikke på højde med dem vi fandt i Acers Ferrari serie, der overraskede positivt på dette punkt.





For en spilskærm er farverne ret typiske. Der er lidt afvigelser i forskellige nuancer, og det kræver da også lidt justering for at få et rigtig godt resultat, men det kigger vi nærmere på senere.



Forud for testen:



Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning, dog vil kvalitetsforskellen på denne og den analoge omtales senere. Grafikkortet er et Radeon 9800 Pro.






Skærmen vil blive testet i og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.



Farver, kontrastforhold og lysfordeling:



Der er lidt afvigelser i farverne og de er generelt ret intense, hvilket CrystalBrite effekten nok kan tage æren for. Der er dog stadig lidt problemer med at skelne tætliggende nuancer, og specielt de sorte er svære at sondre.



Sort gengives lidt bedre end på andre typiske TN paneler, men giver et genskær pga. CrystalBrite effekten og det er en af ulemperne ved disse glatte overflader.



Glidende gradienter er heller ikke helt glidende, men faktisk bedre end på tidligere testede VX924. Det er set før, at det bliver værre ved indstilling på forskellige farvetemperaturer, så jeg vil ikke konkludere alt for meget allerede nu.



Lad os i stedet prøve at måle farvegengivelsen:





Jeg opsummerer betydningen af grafen:



Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).



  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.

  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.

  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver, om end ikke helt korrekte.

  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.

  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.



    Der er en del afvigelser fra de optimale farver og flere farver virker også en smule intensiverede. Gammaen ligger for lavt og det er muligvis en af grundende til afvigelserne. Man kan ikke indstille gamma i OSD menuen, men den kan sikkert korrigeres ved at indstille nogle af de andre parametre.

    En brightness på 222 cd/m2 er fint egnet til spil- og filmbrug, men måske en smule for kraftig til længere tids tekstbehandling. Man kan godt hæve den en smule for optimal udnyttelse af gamerydelsen, men hertil kunne man godt ønske nogle integrerede profiler. Det har Acer desværre ikke valgt at integrere.



    Jeg vil nu prøve at indstille billedet og beskrive, hvad jeg gør. Jeg bruger LaCie blue eye pro til at kalibrere farverne:





    Der kan opnås en del bedre resultater, og der er faktisk en slående lighed mellem det opnåede resultat for Acer AL1951B og resultatet for den tidligere testede ViewSonic VX924. Hvad det har af betydning i praksis kigger jeg lidt nærmere på længere nede, men jeg vil godt lige prøve at kommentere den opnåede farvegengivelse.

    Det tog en del tid at nå de ovenfor illustrerede resultater. Brightness hævede jeg en smule, da skærmen jo er en gamer skærm. I spil er en lidt højere lysstyrke at foretrække.

    Farverne gik derimod helt amok når jeg valgte User i OSD. Alle farver for voldsomt intensiverede, og blot sat til 100 procent. Jeg blev nødt til at sænke alle de tre grundfarver til 50 procent for at få et ordentligt udgangspunkt. Jeg har prøvet det før, men for den uerfarne kan det muligvis virke en smule forvirrende. Herfra kan man dog lave en nogenlunde indstilling, som du ser ovenfor. Jeg har hævet rød en smule og sænket blå en smule for at få et mere balanceret billede, som ikke er så overmættet. Grøn har mindre påvirkning på de to andre grundfarver når man indstiller, men jeg har sænket den en lille smule i forhold til udgangspunktet ved 50.



    For at sammenligne den med andre de andre producenters gamerskærme, så vil jeg mene farvegengivelsen i praksis er en smule bedre end ViewSonics VX924. Der er mindre stregdannelser i gradienter, men farverne er stadig ikke lige så præcise, som på BenQs FP71GX. Det kan godt hænge sammen med, at FP71GX er en 17 tommer skærm, hvor man stadig er en smule længere i kvalitetsstandarden, men lige meget hvad, så virker det hvert fald som om, at der på de hurtigste skærme stadig er tale om et kompromis mellem farvegengivelsen og responstiden. Acer Al1951B gengiver en smule bedre farver, men den har så også en højere specificeret responstid. Hvordan responstiden tager sig ud i praksis, vil jeg diskutere i næste afsnit.



    Der skelnes nogenlunde mellem de forskellige nuancer af sort, men den dybeste sorte er slet ikke sort nok. Jeg har målt den til 1 cd/m2, hvilket nærmere er en meget mørk grå. Det reelle kontrastforhold er således 304/1 = 304:1 ved denne indstilling.

    Jeg prøvede at sænke brightness en smule for at se om jeg kunne opnå en dybere sort, men den eneste ændring jeg så i praksis var ændringer i farvegengivelsen.



    En del af sortgengivelsen kan muligvis tilskrives CrystalBrite overfladen, hvor der kan komme lidt lysrefleksioner i dagslys, men det betyder f.eks. spil, som Doom 3 ikke er helt så mørke, som tiltænkt. Et plus er derimod den relativt gode farvegengivelse og så det aspekt af sagen, at panelet faktisk godt kan skelne ret godt mellem tætliggende mørke nuancer. Hvis en skærm ikke kan det, så bliver spil, som eksempelvis Halo 2 meget svære at afvikle.



    Homogeniteten af baggrundsbelysningen er ikke perfekt. Der er selvfølgelig den lidt vage sortgengivelse, men ind over midten og ude i siderne bliver billedet en smule lysere ved helt mørke baggrunde. Der er også en smule i bunden, men toppen er derimod ikke så værst, som på de andre af de testede gamerskærme baseret på TN paneler. Jeg har taget et billede af det herunder:



    Skærmens skalering af andre opløsninger er ikke anderledes fra andre gamerskærmes skalering. Tekst er læseligt, men det anbefales så vidt muligt at køre i skærmens native opløsning. Den bedst skalerede opløsning er ikke overraskende 800x600. De andre gengives med en smule skygge, som hurtigt spottes.


    Pixelborders er en smule mere tydelige end på VX922, som jeg har brugt som referenceskærm. Det er svært at spotte uden en sammenligning, men forskellen er der.



    Panelet har ingen pixelfejl.



    Responstid og spil:



    Acer AL1951B har lidt af det såkaldte Overdrive slør og det ser ikke ud til at man slipper helt uden om det på nogen af de testede gamerskærme. Det er intet kritisk, men som tidligere påpeget, så kan det bidrage til et lidt mere markant slør.



    AL1951B angives til 6 ms. De 6 ms er naturligvis best-case ligesom det er på så alle andre LCD skærme, men sammenlignet med en typisk 4 eller 3 ms TN baseret skærm, så vil jeg mene det passer meget godt set i en sammenhæng.

    Responstiden kan eksempelvis ikke helt sidestilles med ViewSonics nye 2 ms skærm VX922, som jeg også har haft stående under testen, men AL1951B performer derimod fint. Den er en smule hurtigere end 913B, som i sin tid blev angivet til 8 ms (on/off), men forskellene skal findes i marginalerne.



    I spil opdager man sjældent noget, og det er kun i enkelte situationer lidt uskarpe kanter kan forekomme. Langt de fleste vil aldrig bemærke dem uden at have en referenceskærm stående ved siden af.

    I Fifa 2006 ser man intet Overdrive trailing om spillerne, hvilket jeg så på de nye Overdrive baserede PVA og MVA paneler. Need for Speed Most Wanted afvikles ligeledes godt.

    Det er dog svært at vurdere når man kører stærkt da billedet i spillet så automatisk sløres, men når man drejer med moderat fart om et sving, plejer man at kunne spotte sløreksempler på bygninger og objekter. Det ses kun i minimal grad på AL1951B.
    I enkelte tilfælde oplevede jeg en lidt anderledes udformning af sløret, som jeg endnu ikke har set. Der kom en smule stregdannelser i sløret ved panorerende objekter. Det har naturligvis intet med interlacing eller forhold mellem frames at gøre, men det kan til forveksling godt minde en smule om udformningen af en deinterlacing artefakt. Jeg så det kun meget få gange i praksis, men i monitorTest her fra siden, kunne det fremprovokeres på flere farveflader.

    Det er derimod intet kritisk; jeg prøver blot at illustrere, at der stadig kan forekomme slør, som også kan ses i praksis, selvom vi med hastige skridt nærmer os skærme med 1-2 ms opgivelser.



    Samlet set performer skærmen dog godt i spil, og Acer kan sagtens være bekendt at kalde skærmen for en gamerskærm. Den er ikke helt på højde med de allerhurtigste skærme på markedet, og den i forvejen pedantiske gamer er nok personen, som bør kigge sig om efter de endnu hurtigere skærme. Om du hører til denne gruppe kan ingen andre end dig selv svare på og opfattelsen af slør på en skærm er i høj grad også en individuel sag.



    Acer ønsker for resten senere hen at lancere endnu hurtigere skærme i serien.



    Film og betragtningsvinkler:



    Der er lidt af den såkaldte video noise, mest fordi man også kan se Overdrive trailing, som vises som et lidt hvidt intensiveret slør om enkelte objekter i f.eks. overgange fra sort til mørkegrå.

    Derudover gengives film fint. Der kan forekomme lidt problemer med den lidt inhomogene baggrundsbelysning, men da det er værst ind over midten, og knap så tydeligt i top og bund, så bemærkes det ikke på samme måde, som på de skærme, hvor der slipper meget lys igennem i top og bund.



    Betragtningsvinklerne er typiske for TN paneler. Der er den største kontrastmæssige ændring når man betragter panelet nedefra, men fra siderne og toppen er de ikke bedre end flere af de andre gamerskærmes betragtningsvinkler. Sort bliver en smule blåligt fra vertikale vinkler og en lille smule gulligt fra de horisontale, og farveforvrængningen giver sig mest ud som en mathed og unuancering i farvespektret.

    Forstå mig ret, der er stadig plads til forbedringer på stort set ethvert TN panel, men betragtningsvinklerne er fine hvis man sidder indenfor fornuftige vinkler.



    Vejen op til ydelsen for PVA, MVA og S-IPS er dog stadig lidt lang. Flere panelproducenter har dog lovet forbedringer i det kommende år, så det ser vi selvfølgelig nærmere på til den tid.



    Jeg har taget billeder af betragtningsvinklerne herunder:








    Nedefra:






    Jeg har også taget et billede af, hvor der falder lys på CrystalBrite overfladen:





    Digital (DVI-D) <-> Analog (D-SUB):



    Man mister en lille smule nuancering i billedet ved at køre over D-Sub tilslutningen, men det er svært at se med mindre man sammenligner direkte. Farverne er stadig relativt gode, men der skelnes ikke helt op til samme grad. Der er også en smule farveforskelle, som ikke kan kalibreres med samme præcision, som ved DVI.



    Tekst er skarpt, såfremt ens grafikkort sender et godt signal og der ikke forekommer interferens undervejs.



    Konklusion:



    Acer AL1951B er på flere punkter en god skærm, men der er også punkter, hvor der er plads til forbedringer. Farverne var relativt gode for en gamerskærm, og en smule bedre end ViewSonics VX924 i praksis, men ikke på højde med f.eks. Philips farver på deres TN baserede LCD monitors. CrystalBrite overfladen på overfladen bidrager muligvis til en lille smule klarhed i billedet, men kan tilsvarende også være en ulempe, hvis direkte sollys falder på panelet.



    Kontrastforholdet er ikke så højt, som lovet i specifikationerne og man vil nok forvente en lidt dybere sort i mørke spil, som f.eks. Doom 3 og Halo. Skærmen skelner derimod godt mellem de tætliggende mørke nuancer, hvilket på den anden side er et plus.



    Betragtningsvinklerne er ikke bedre end for andre typiske TN paneler. Man går også typisk lidt på kompromis lige præcis på dette punkt for at opnå en meget hurtig responstid. Farveforvrængningerne er ikke det mest kritiske, og de største fejl findes stadig i kontrasttabet.



    Baggrundsbelysningen har lidt problemer, og der er klart plads til forbedringer på mange af gamerskærmene, men det positive aspekt af sagen er, at det ikke skinner lige så kraftigt igennem i top, som set på andre TN baserede skærme.



    Hvad responstiden angår, så ligger AL1951B lidt under de hurtigste skærme på markedet uden at være langsom. Der er ikke de store forskelle i forhold til de 8 ms skærme, som har været på markedet i lang tid, men forskellene kan godt spottes. Den egner sig fint til langt det meste gaming. De mest hardcore kan kigge nærmere på de hurtigste skærme på markedet eller de kommende Acer produkter i samme serie.



    Designmæssigt er AL1951B fint opbygget. Foden er lidt speciel, men idéen med de små integrerede højttalere er god. Den lille grå ramme ude omkring den sorte giver en pæn effekt, så man kommer lidt ud over det ordinære sort/grå design.



    Alt i alt er skærmen et okay bud på en allround skærm eller en decideret spilleskærm. Den er ikke den allerhurtigste skærm på markedet, men den performer godt. Prismæssigt ligger den på samme niveau, som f.eks. Samsungs 930BF, og man får som en praktisk feature også de integrerede højttalere.



    Skærmen fås også i en 17 tommer version, der hedder Acer AL1751Bs.



    -----



    Skærmen diskuteres i denne tråd i forummet, hvor der kan stilles spørgsmål eller gives kommentarer til skærmen eller testen: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?p=2273


  • Flere anmeldelser

    Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

    01 Mar 2024 |

    Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

    23 Feb 2024 |

    Test: Sony A95L (QD-OLED)

    21 Dec 2023 |

    Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

    07 Sep 2023 |