Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonBenQ FP71GX test - FlatpanelsDK

Test: BenQ FP71GX

|

Indledning:



BenQ har efterhånden rigtig mange produkter på markedet, hvor størstedelen af dem er entry-level produkter. Denne FP71GX er en 17 tommer såkaldt gamerskærm og med de 4 ms (g2g) lover BenQ, at man får en rigtig godt egnet skærm til lige dét formål, samtidig med, at den er prissat lavere end konkurrenternes gamerskærme.

BenQ forbinder man også ofte med AU Optronics da en stor del af BenQs paneler stammer fra denne panelfabrikant. Det hænger dels sammen med den gode kvalitet, dels sammen med, at BenQ ejer en større andel aktier i AU Optronics.



Vi har taget FP71GX ind til en grundig behandling her på Flatpanels.dk for at teste ydelsen med vægt på spilbrugen. Vi har allerede et sammenligningsgrundlag i form af ViewSonics VX924, som er angivet til 3 ms (g2g) og indenfor få uger modtager vi også ViewSonics nye 2 ms (g2g) skærm kaldet VX922.



Panelstørrelse:17"
Opløsning:1280x1024
Responstid:4 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:500:1
Lysstyrke:300 cd/m²
Farveunderstøttelse:<16.2 Millioner farver
Signal processering: 6 bit per farve
Betragtningsvinkler (H/V):140°/130° (fald på 10:1)
Dotpitch:0.264 mm
Panelnummer (Type):Ikke opgivet (TN)
  
Strømforbrug:36 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 37.8cm x 13.5cm x 36.2cm
Vægt3.8 kg
  
Justeringsmuligheder

 

· Tilt
· Swivel
· Højde
· Pivot
  
Indbyggede højttalere:
  
Indgange 
· VGA
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-VHS
· HDMI
· Andet  
  
Medfølgende kabler  
· strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
  
Medfølgende software:

Driver CD

Pixelgaranti:ISO 13406-2 Klasse 2
Diverse:Manual


Pris og forhandler:

target="_blank">
>




De første indtryk:



Skærmen ligner en typisk entry-level skærm - altså intet udover det ordinære. Rammen er en typisk grå kant, hvor 6 knapper er placeret i bunden og er udført i et skinnende metallignende stykke plastik.





OSD (On Screen Display) menuen er let at navigere rundt i med de seks knapper. Heri har man mulighed for at indstille kontrast, brightness, RGB værdierne, eller man kan vælge én af de tre forudindstillede farvetemperaturer.

En sidste ting, som jeg endnu aldrig har set i en skærm, er muligheden for at slå Overdrive fra. BenQ kalder det AMA, hvilket betyder Advanced Motion Accelerator. Jeg vil prøve at komme ind på dette senere i testen.



Foden er en ret almindelig kvadratisk stand, som buer en smule. Den tilbyder ikke de store justeringsmuligheder og man har således kun mulighed for at tilte skærmen frem og tilbage. Den danner derimod et fint fundament for skærmen og den står nu stabilt nok på bordet. Jeg har taget et billede herunder, hvorpå jeg illustrerer tiltmulighederne:





Man har mulighed for at tilslutte skærmen via VGA og DVI og man kan også skifte mellem source enten i OSD eller vha. en knap på fronten af skærmens ramme. På den måde kan man have tilsluttet flere computere samtidigt.



Kablerne kan skjules bag foden med en lille sjov mekanisme, som jeg ikke har set før. Man tager en lille tap ud af foden og sætter kablerne ind i den, hvorefter den fastmonteres igen. Det er ikke verdens bedste løsning og kablerne skal også lidt drejes eller twistes lidt før det kan lade sig gøre, men det er klart bedre end ingenting.

Det ville dog aldrig fungere, hvis man f.eks. skulle sætte skærmen i pivot - at FP71GX så ikke kan det, er jo nok grunden til, at BenQ har integreret denne lille relativt simple feature.





Fra standard af står skærmens farvetemperatur på det BenQ kalder Normal. Jeg er ikke helt sikker på hvad det er på denne skærm, men det kunne meget vel være 6500K, som vi almindeligvis bruger som referencepunkt i tests.



Skærmens farver er ikke helt korrekte. Der er lidt problemer i de blå nuancer - måske ikke i mørkeblå, men nok nærmere lyseblå. Sort er heller ikke sort og svarer nærmere til en mørkegrå.



Gråtoner skelnes nogenlunde, men alle farver skelnes ikke lige godt. Der er også stregdannelser i flydende gradienter, som dem du finder i monitorTest under; farveskema -> start glidende gradienter.

Programmet finder du her: http://www.flatpanels.dk/onlinetest.php



Vi håber på at kunne forbedre farvegengivelsen efter kalibrering.



Forud for testen:



Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning, dog vil kvalitetsforskellen på denne og den analoge omtales senere. Grafikkortet er et Radeon 9800 Pro.








Skærmen vil blive testet i og vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.



Farver, tekst, kontrastforhold og lysfordeling:



Som nævnt var farverne og sortværdien ved siden af med standardindstillingerne. Brightness er sat til 90 procent i OSD.



Man har mulighed for at indstille sharpness på både DVI og VGA signalet, og som standard er den sat til 3. Almindeligvis anbefales det altid, at sætte sharpness fra og dette gøres normalt ved at sætte den helt i bund. BenQ FP71GX er dog en undtagelse. Udgangspunktet er faktisk 3 og man skal derfor helst undgå at sænke sharpness i dette tilfælde. Det giver specielt en forringet effekt på læsbarheden af tekst.



Lad os prøve at måle farverne med LaCie udstyret:





Som du kan se er der ret store afvigelser. Jeg opfrisker lige din hukommelse for, hvordan du skal forholde dig til grafen:



For at opsummere hvordan du skal forholde dig til grafen, bringer jeg det herunder:



Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen (fra grafikkortet eller anden kilde).



  • En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne.

  • Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver.

  • Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte.

  • Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå.

  • Alt mellem delta 0 og 1 er stort set ikke synlige ændringer for det menneskelige øje.



    Det bekræfter ret godt mine anelser omkring ret store afvigelser. Søjlen for blå, for hvilken farve jeg også syntes var for fremtrædende på skærmen, går helt ud over grafens rækkevidde. Hvis jeg får ind i måleresultaterne og kigger på tallene, så ser man faktisk, at den ligger på en deltaværdi på hele 15.8 - det er en meget synlig afvigelse selv for det menneskelige øje.



    Der er også ret store problemer ovre i de sorte og grå nuancer på skærmen og sort er målt til en lysstyrke på 0,7 cd/m2. Det er samme resultat som på mange andre TN baserede skærme og vi begynder efterhånden at se en tendens i mange tests.

    De bedste sorte farver fremvises klart på PVA og MVA panelerne, og IPS og TN panelerne halter så lidt efter lige på dette punkt.



    Det er muligt, at man kan indstille skærmen og derved opnå en forbedring og det håber vi på.



    En ideel sortværdi er naturligvis 0,0 cd/m2. Det er der meget få skærme der er i stand til at fremvise og ingen LCD skærme gør det endnu. En sort farve målt til 0,7 cd/m2 er nærmere meget mørkegrå og hvis man sætter skærmen til at vise en helt sort farve i et mørkt rum, så ses det ret tydeligt.



    Lad os prøve at se, hvad det kræver for at få en del bedre farvegengivelse:



    Vi sigter efter farvetemperaturen 6500 Kelvin:





    Farvegengivelsen er forbedret en del, men som sagt flere gange, så er grafen ikke endegyldig. Der er stadig faktorer, som kan spille ind i praksis og andre måleresultater, som man må tage med i betragtningerne.

    Overordnet set, er farverne dog forbedret utrolig meget og justeret til et godt niveau for en TN baseret LCD skærm.



    Der kan således opnås en del, men det kræver også lidt tålmodighed. Uden et kalibreringsværktøj er det nok sværere at opnå et godt resultat på FP71GX end det er på visse andre skærme. For at illustrere hvad jeg har gjort, så kan det nævnes, at jeg har sænket brightness en del og hævet kontrasten en lille smule. Farverne tog lidt tid at få justeret korrekt, men det blå skær kan justeres væk ved at sænke værdien en 10-12 procent.



    Efter indstilling er det sorteste punkt på skærmen forbedret en smule og måles nu til 0,6 cd/m2. Det reelle kontrastforhold er således 207/0,6 = 345:1 (+/- 30). Gråtonerne står dog ikke ideelt og der kan vel skelnes mellem skridt på 2-3 procent. De er dog ikke rigtig grå og man kan godt fornemme TN panelets dithering, som kompenserer for de manglende farvenuancer.



    Lysstyrken på 207 cd/m2 vil være godt egnet til spil, men den kan med fordel sænkes en smule, når man bruger skærmen tekstbehandling eller Internet surfing.



    Gradienter er ikke flydende og udover lidt stregdannelser, er der også misfarvninger f.eks. i den gule gradient. Hvis man ikke bruger skærmen til grafisk behandling - som TN panelerne per definition aldrig er egnet til - så er det dog sjældent noget lægger mærke til i praksis. Det er kun hvis en hjemmeside eller et billede har en lidt flydende gradient, man ser antydninger af det.



    Homogenitet af lyset fra CCFL enhederne er derimod rigtig god. Jeg har taget et billede herunder:





    Der er ikke så meget at sætte fingeren på, og at homogeniteten er god, er et plus i mørke spil. Det som der egentlig er det største problem for TN panelerne er, at de ikke gengiver en dyb sort og at sort meget hurtigt bliver lysere, eller skifter nuance, fra vinkler. Det er da også gældende på FP71GX, men så længe man blot sidder lige for og spiller, er det rigtig fint.



    Panelet har ingen pixelfejl.



    Skærmens interpolation i andre opløsninger end 1280x1024 er ikke skide god. Tekst står utydeligt og meget svært læseligt. Det anbefales helt klart at køre i den native opløsning - også i spil.



    Responstid:



    Skærmen er, som nævnt, baseret på et TN panel med Overdrive. Overdrive er, hvis du ikke allerede ved det, en teknologi, som skal forbedre responstiden ved at give en højere spænding til skærmens transistorer.



    Dette panel ville måske være et 12 eller 8 ms TN panel, hvis det ikke var for Overdrive, og det er nu meget sjovt, at sætte slørtesten i gang i monitorTest og derefter slukke for Overdrive.

    Forskellen er helt klar synlig og der sker en stor forbedring ved at slå Overdrive til. Hvorfor BenQ har valgt at give brugeren muligheden for dette, kan jeg ikke sige med sikkerhed, men det hænger måske sammen med nogle af de ulemper der er ved Overdrive teknologien. Det kan f.eks. være at slør får en anden nuance og derfor bliver mere markant, hvilket kan virke lidt irriterende når man f.eks. kører musen over specielle farveoverflader. Men igen, jeg kan ikke se det som en reel fordel andet en det er en meget sjov lille feature.



    BenQ skærmen har dog ikke så meget af dette farvede Overdrive trailing ved de forskellige indstillinger jeg har prøvet med gennem testen, så jeg fandt det aldrig nødvendigt at slå det fra.

    For at snakke om responstiden i praksis, hvilket jo er det relevante, så er det ingen hemmelighed, at FP71GX er en utrolig hurtig skærm. Den lider af et marginalt lille Overdrive trail på visse overflader, men det er f.eks. meget mindre end på tidligere testede Samsung overdrivebaserede skærme, som 193p+, 970P og 204Ts.



    Der er stadig plads til en lille forbedring og ellers ville der jo heller ikke være fokus - fra producenternes side - på at få den næste generation af TN baserede skærme endnu længere ned.



    Man bemærker det aldrig ved skrivebordsbrug, og det er utrolig svært at se i langt de fleste farvenuancer. Der kan godt fremprovokeres lidt af de føromtalte Overdrive trailing ved at trække en hvid musemarkør over en grå baggrund, men derudover ses det kun på meget få andre farver.



    I spil bemærker man kun Overdrive sløret, altså den hvide"glorie" om bevægende objekter, i meget få tilfælde. I Counter-Strike eksemplet fra monitorTest kan det spottes, men igen er det i en langt mindre grad end på Samsungs PVA baserede Overdrive modeller.



    Jeg har prøvet at åbne nogle forskellige spil på skærmen og jeg oplever ikke nogen nævneværdige problemer. Jeg har bemærket, at Fifa 2006s farvesammensætning med den grønne bane og forskellige spilledragter er god til at afsløre forskellige typer slør, også den såkaldte Overdrive trailing. Jeg kan registrere en lille smule slørede kanter ligesom på traditionelle 8 ms TN paneler, men der er alligevel en synlig forbedring i forhold til den tidligere generation.

    I Counter-Strike registrerer jeg intet, som kan tælle meget ned i spiloplevelsen. Det er næsten perfekt gengivet.



    Det er også kommet for min opmærksomhed, at mange gamerskærme kan reguleres, således at Overdrive trailing bliver mere eller mindre markant. De er typisk gode fra standard af - med forbehold.

    På både BenQ FP71GX og ViewSonic VX924 fandt jeg Overdrive trailing lidt mere markant ved farvetemperaturen 6500K og det kan være, at det ikke er den mest egnede farvetemperatur, hvis man udelukkende spiller på skærmen. Hvis jeg derimod satte den 100 grader Kelvin den ene eller anden vej kunne det minimeres, men igen, det er ikke nødvendigvis ved temperaturen 6500K. Jeg ønsker blot at pointere, at responstiden kan tage sig forskelligt ud ved forskellige farvetemperaturer. På den måde kan man også altid prøve at justere sin skærm, hvis Overdrive sløret er lidt for markant.



    Hvis man skal sammenligne den med ViewSonics VX924, så vil jeg ikke mene forskellene er så store. Skærmene kunne også meget vel være baseret på tilsvarende AUO paneler, trods der er forskel i tommestørrelsen.

    Det er svært at sætte helt konkrete ord på det, men jeg vil mene, at VX924 er marginalt hurtigere.



    Film og betragtningsvinkler:



    I film er der en vis del video noise og det er faktisk en smule værre end på flere andre TN jeg har testet. Det kommer primært af den dithering metode, som der bruges for at skabe 8-bit farver frem for de 6-bit farver som panelet teoretisk kan fremvise.

    Derfor kan det også intensiveres ved, at der allerede ligger lidt komprimering i filmene og det kan f.eks. ses ved at sammenligne med en S-IPS skærm, som jeg har haft stående ved siden af under testen.



    Det er mest kritisk for de lidt mørkere farver, som sort, mørkegrå, meget mørk blå osv., men igen, det er mest markant hvis filmen allerede ligger i lidt dårlig kvalitet.



    Betragtningsvinklerne er der ikke så meget nyt i. De ligner dem for et typisk TN panel og der er faktisk en slående lighed i udformningen af farveændringerne med ViewSonics 19 tommer VX924, som jeg tidligere har testet.

    Fra siderne sker der ikke det helt store kontrast- og farvetab, hvilket heller ikke var tilfældet på VX924.

    Det er derimod de lodrette vinkler, som der er lidt problemer med. Ligesom på VX924 bliver skærmbilledet blåligt, hvis man betragter det ovenfra. Hvis man sætter sig lidt ned i stolen, så bliver billedet ret hurtigt mørkt og jeg bemærkede det ret tydeligt i banen Italy i CS, hvor man løber oppe i et hus med nogle blomstrede tapeter.



    Man skal derfor passe på med at betragte skærme lidt nedefra i mørke spil og film, og på den måde heller ikke tilte skærmen for langt tilbage. Hvis man blot sætter skærmen ordentlig i forhold til synet, så er det ikke et kritisk problem.



    Jeg har taget nogle billeder af betragtningsvinklerne herunder:








    Og nedefra:






    Digital (DVI-D) <-> Analog (D-SUB):



    Der er kun små forskelle og billedet står stadig skarpt ved D-SUB tilslutningen. Farverne er en lille smule mere matte, men det er ikke specielt markant.



    Det bør ikke afskrække nogen at købe skærmen, hvis man kun har VGA udgang i sit grafikkort, så længe grafikkortet også leverer et godt billede.



    Konklusion:



    BenQ leverer en skærm, som retter sig mod gamerne. Efter en grundig test er der ikke meget tvivl om, at det er en af de allerhurtigste skærme på markedet, selvom der stadig er plads til lidt forbedringer. Den vil kunne tilfredsstille selv de hårdkogte gamere, men samlet set er ViewSonics VX924 nok stadig en smule hurtigere. Vi snakker om marginaler, men det er jo også tit her det skal afgøres. Priserne er så også lidt forskellige, og det kan måske blive en af de afgørende faktorer for det endelige valg.



    Farvegengivelsen er ikke så god fra standard af og det kræver da også lidt erfaring og fingerfærdighed at forbedre den til noget rigtig godt, men det er muligt. Det er dog klart, at der er gået lidt på kompromis med farvegengivelsen og kontrastforholdet, for at kunne sælge en billig, men spillevenlig skærm.



    Filmgengivelsen er heller ikke den bedste blandt LCD skærme. Der forekommer en smule video noise. Betragtningsvinklerne er acceptable så længe man ikke betragter skærmen nede fra. Det vil give et for mørkt billede i de spil, der i forvejen er ret mørke.



    Homogeniteten af baggrundsbelysningen er derimod rigtig god og det er specielt positivt i mørke spil, som Doom eller Quake. Man kunne så godt have ønsket sig en lidt dybere gengivet sort farve, men det er så et af de steder, hvor der er plads til forbedring på fremtidige produkter.



    Designet tiltaler vel næppe så mange, og skærmen er meget neutral når den står på skrivebordet. Der er intet specielt ved det og den grå ramme og sorte fod ligner en typisk prisbillig skærm. Ergonomien er heller ikke perfekt og det er kun muligt at tilte skærmen frem og tilbage. Til gengæld er der ikke meget mere at hente ved at vælge konkurrenternes gamerskærme, så på den måde skiller BenQ FP71GX sig næppe ud.



    Til prisen er skærmen dog rigtig god - specielt til spil. Jeg tror ikke man finder en meget billigere spilskærm, som samtidig leverer en så god responstid., så det er virkelig positivt. Fordelen frem for f.eks. ViewSonic VX924 er derfor klart, at den er prissat lavere. Der er så gået på kompromis med f.eks. design, ergonomi og farvegengivelsen (out-of-box), men det er vel også en nødvendighed for at kunne levere gamerydelsen til den pris.



    Skærmen findes også i en 19 tommer version kaldet FP91GX.



    -----



    Skærmen diskuteres i denne tråd, hvor du har mulighed for at stille spørgsmål eller debatere med andre brugere på Flatpanels.dk:
    http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?p=1747




  • Flere anmeldelser

    Sony A8

    Test: Sony A8 (A85, A87, A89)

    11 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Sonos Arc test

    Test: Sonos Arc

    04 Jun 2020 | Torben Rasmussen |
    Nvidia Shield 2019

    Test: Nvidia Shield (2019)

    19 May 2020 | Rasmus Larsen |
    Panasonic HZ1000

    Test: Panasonic HZ1000

    14 May 2020 | Torben Rasmussen |