Your browser is not Javascript enable or you have turn it off. We recommend you to activate for better security reasonTest: Samsung 970P - FlatpanelsDK

Test: Samsung 970P

|


Indledning:

Så er Samsungs efterfølger til 193p+ landet på markedet og det er den vi skal kigge nærmere på her i testen. Med 970P og 770P har Samsung også introduceret en helt ny type fod med tre bøjelige led og en alternativ metode til kabelorden. Det står klart fra start af, at Samsung har lagt en del vægt på ergonomien i denne serie af skærme mens man dog stadig sigter efter god billedkvalitet. Skærmen er nemlig baseret på et PVA panel ligesom forgængeren 193p+ var og har ydermere fået en angivet responstid på 6 ms (g2g).



Skærmen er også omfattet af Samsungs attraktive Zero-Bright-Pixel garanti, som dækker alle lysende pixelfejl.



Alt sammen er meget interessant og noget af det, som der bliver kigget nærmere på senere i testen.



Panelstørrelse:19"
Opløsning:1280x1024
Responstid:6 ms (g2g)
Overdrive:
Kontrastforhold:1000:1
Lysstyrke:250 cd/m²
Farveunderstøttelse:16.7 Millioner farver
Signal processering: 6 bit per farve + FRC + Dithering
Betragtningsvinkler (H/V):178°/178°
Dotpitch:0.294 mm
Panelnummer (Type):LTM190E4-L02 (PVA)
Strømforbrug:36 W
Vægmontering:
Størrelse (HxBxD): 42.4cm x 24.1cm x 50.8cm
Vægt7.3 kg.
Justeringsmuligheder

· Tilt (180°)
· Swivel
· Højde
· Pivot (180°)
Indbyggede højttalere:
Indgange
· VGA (via omformer)
· DVI
· Audio (type)
· SCART
· S-VHS
· HDMI
· Andet
Medfølgende kabler
· strøm
· VGA
· DVI
· Audio (phono)
· USB upstream
· S-VHS
· HDMI
Medfølgende software:

Driver CD, MagicTune

Pixelgaranti:Zero Bright Pixel (3 år)
Diverse:Manual


Pris og forhandler:

target="_blank">





De første indtryk:


Et af de første indtryk som rammer en, er skærmens design. Samsung har skabt et layout som ikke tidligere er set for monitors. Dels er der den lidt alternative, men meget ergonomiske fod, dels er der farven, som er en smule utraditionel.





Foden er en firkantet boks med en drejeskive i midten, hvorpå den tre-ledede arm er monteret. Selve foden har en flødehvid farve, og som en af brugerne i forummet her på Flatpanels.dk har pointeret, så giver nuancen et Mac look.
På foden finder man også tænd og sluk knappen og det er det eneste sted på skærmen der er en knap. Alle indstillinger skal foretages i den medfølgende software.





Armen har som nævnt tre bøjelige led; et ved standen; et på midten og en helt oppe hvor selve rammen er monteret. Dette giver et rigtig godt udgangspunkt for en god ergonomisk justering i forhold til siddepositionen.

Hvis man blot ønsker at tilte skærmen, så gøres det nemt oppe ved rammen, og hvis man ønsker at sætte skærmen tættere på sig selv, kræver det ikke nødvendigvis, at man flytter foden. Det giver en helt ny dimension for justeringsmulighederne.



Her ser du højeste og laveste justeringsmulighed:





Forfra ved laveste højdeposition:





Her ser du ydergrænsen for tilt af skærmens ramme fremad og bagud:





Selve rammen er udført i plastik af god kvalitet, men har ikke den helt samme charme, som den tidligere 193p+ der var udført med en aluminiumslegering på fronten og foden. Som Samsung dog selv pointerer, så vil 970P, grundet foden og størrelsen, blive for tung med en aluminiumslegering - specielt pga. armen, som har flere bøjelige led og derfor er ret lang.

Oprindeligt var det også meningen, at armen kunne foldes helt ud, men det skabte problemer over tiden, da den derved blev for løs og faldt sammen. Man har derfor begrænset bevægelsesfriheden en smule, men man har stadig fantastisk gode ergonomiske muligheder.



Der er heller ikke sparet på materialerne. Det er let at justere skærmen og skærmen føles på intet tidspunkt skrøbelig.





Skærmen har en autopivot feature, som selv afgør hvornår skærmen drejes. Det gælder ikke kun for 90 graders pivot, skærmen kan nemlig også drejes 180 grader, hvis man ønsker det. Autofunktionen virker dog ikke på demoeksemplaret. Den registrerer, at man vender skærmen ved at en lille boks kommer frem, men billedet vender af ukendte årsager ikke med rundt. Det hjalp heller ikke at installere det medfølgende MagicRotation program. Det tillader blot, at man gør det manuelt og lægger en lille genvej nede ved siden af uret.



Hvis vi går videre til input, så møder man igen en lidt anderledes løsning. Stikkene sidder nemlig i en lille kabelboks, som via ét kabel er forbundet op til foden.





I denne kabelboks tilslutter man DVI kablet og strømmen. Du bemærkede det måske oppe i introduktionen, men der medfølger både et DVI kabel og et VGA til DVI kabel. På den måde kan folk, som kun har VGA udgang i deres grafikkort tilslutte det nemt vha. det medfølgende tilbehør.

Det er faktisk en fin løsning rent teknisk, men der er en enkelt ulempe. Hvis man vil have mere end én computer tilsluttet, så lader det sig ikke gøre uden at bytte om på stikkene eller købe en slags switch. ViewSonics VP930 havde f.eks. mulighed for at tilslutte to computere til de to VGA stik i bunden og yderligere en på DVI indgangen.

Det er ikke afgørende, men det er blot værd at bemærke, hvis man tidligere har brugt en sådan løsning.

Kabeldåsen kan let hænge ned bag bordet og det har jeg gjort under hele testen. Selvom man hiver lidt i strømkablet, så falder det ikke ud. Stikkene sidder godt fast og bliver på denne måde gemt godt af vejen.



OSD er der intet af, da man skal foretage ændringer i det medfølgende MagicTune. Det fungerer fint og man har mulighed for at indstille alle de typiske attributter, herunder både kontrast, farvetemperaturer (9 forskellige), brightness, 6 tone color, RGB mm.



Fra standard af står farverne rigtig godt og lyset er ikke for intenst. 970P er meget behagelig at arbejde foran, selv uden nogen form for manuel indstilling af billedet. Det er ret positivt for den gruppe af forbrugere, som ikke er så ferm med kalibreringen.



Det er desværre ikke muligt at afmontere foden og standen og derfor kan man ikke vægmontere 970P.



Med skærmen følger også et program kaldet NaturalColor, som kan bruges til at indstille skærmen med. Det fungerer fint, hvis man lige sætter sig ind i det, men hvis man har et trænet øje, så bør man nok følge sin intuition.



Man har også mulighed for at vælge en farveindstilling fra en af de 5 forudinstillede profiler i MagicTune, herunder; text; Internet; Game; Sport eller Movie. De står generelt godt og det er nu en fin feature.



Forud for testen:


Bemærk at skærmen gennem testen, testes der med DVI tilslutning, dog vil kvalitetsforskellen på denne og den analoge omtales senere. Grafikkortet er et Radeon 9600XT.






Skærmen vil blive testet i Monitortest. Ydermere bliver den også vurderet ud fra hjælpeværktøjet her på siden, som nu er blevet udviklet til at erstatte mange af de funktioner, som man finder i andre skærmtestprogrammer. Herefter testes den i praksis i alt lige fra tekstbehandling til hurtige spil.



Farver, tekst, kontrastforhold og lysfordeling:



Som nævnt tidligere var farverne behagelige og afdæmpede fra start af. Det er en smule afvigelser, som godt kan spottes med det blotte øje, som f.eks. at sort har et lidt gulligt skær, men det er et af de bedste resultater, som jeg har set på en skærm før manuel indstilling.



De største fejl ligger nede i de mørke gråtonenuancer. Sort havde, som nævnt, et lidt gulligt skær, men det er mere et indstillingsproblem end et permanent ét. Gråtonerne var også lidt for lyse, og skærmen kunne ikke opnå en helt så dyb sort. Før indstilling målte jeg det mørkeste punkt på skærmen til en lysstyrke på 0,5 cd/m2. Det er et godt resultat, og noget som eksempelvis kun få TN paneler opnår, selv efter kalibrering, men der er stadig plads til forbedringer.

De andre farver er generelt lidt for afdæmpede, men det er ikke kritisk.



Men udover det, så er billedet godt fra standard af. Lad os prøve at måle farvegengivelsen og kontrasten:





For dem som ikke er bekendt eller bare er usikker på grafen, så skal jeg prøve at forklare den. Det første tal ud fra hver linje i venstre side angiver det man kalder delta værdien. Hvis du ikke kan huske hvad det er fra din fysikundervisning på gymnasiet eller folkeskolen, så er delta en forskel mellem to ting. Delta i dette tilfælde er altså forskellen mellem den viste farve på skærmen og den ønskede farve på skærmen.



En deltaværdi på over 2 giver en synlig forskel i farverne. Deltaværdier op i mod 4-5 giver deciderede forkerte farver. Delta på mellem 1 og 2 giver gode farver om end ikke helt korrekte. Delta værdier på under 1 giver meget tæt på perfekte farver, hvor vi naturligvis går mod 0 for det bedste resultat man kan opnå. Alt under delta 1 er stort set ikke synligt for det menneskelige øje.



Som du kan se er der stadig plads til forbedringer over det meste af linjen. Skærmen står dog bedre end flere andre produkters standardjusteringer. Brightness er som standard på 213 cd/m2 og det er faktisk behageligt nok på 970p, på trods af, at det lyder af lidt meget for en 19 tommer skærm.



Skærmen er indstillet mod 6500K fra standard af, men rammer ikke helt farvetemperaturen. Det er dog den vi sigter efter ved kalibrering, så lad os se hvordan det går:





Der kan opnås store forbedringer. Det krævede lidt arbejde at få farverne til at stå rigtig godt, men kontrasten og brightness stod ret nogenlunde som standard. Jeg har primært sænket brightness en smule samt justeret blå og grøn ned, mens der ikke var en ordentlig rød mætning. Den skulle derfor stå lidt højere end de andre farver og være lidt mere intens end udgangspunktet, som er sat af fabrikken.



Farverne, som kan opnås ved kalibrering, er rigtig gode og det illustrerer bare endnu engang, at Samsungs PVA paneler er nået rigtig langt. Efter indstilling var jeg også i stand til at gøre sort mørkere og det mørkeste punkt blev målt til 0,3 cd/m2. Det er stadig ikke helt sort, men det er både en forbedring og et flot resultat. Det betyder også, at det reelle kontrastforhold er på knap 600:1 (+/- 100). Det er ikke lige så højt som på papiret, men sort kan godt gøres mørkere ved at ændre på gamma i MagicTune. Man mister så lidt perfektion et andet sted, men hvis man arbejder meget med mørke gråtoner, er det måske den bedste løsning.



For at kigge på praksis, så er der da også sket en synlig forbedring. Specielt nede i de mørke gråtoner. Det gullige skær er fjernet og sort virker utrolig dyb. Skærmen er meget behagelig at arbejde foran.



Der er dog et problem med gradienter. Man kan se stregdannelser flere steder og skærmen skelner ikke alle farver lige godt. Det er ikke et kritisk problem for den almindelige forbruger, men for en grafiker, som arbejder med gradienter, kan det godt blive et irritationsmoment. Det kan ikke umiddelbart justeres væk og kalibreringen hjalp ikke synderligt på det.



Man kan skelne de mørkegråtoner ved skridt på omkring 2 % i monitorTest. For de hvide farvers vedkommende gælder det samme; man kan skelne skridt på mellem 2 og 3 procent.



Alt i alt er det dog et meget positivt resultat, som få skærme opnår. Det eneste problem ligger i flydende gradienter, men da man sjældent bruger dem i praksis ved almindeligt allround brug, så skal den ikke tælle så meget ned igen. Samlet set kan man nok sammenligne ydelsen med 193p+. Der er ikke så store forskellige i farvegengivelsen og sådan ser det faktisk også ud i de kommende afsnit. For ikke at afsløre for meget allerede her, så lad os hurtigt gå videre til at snakke om homogeniteten af lyset på panelet.



Lyset er fordelt godt. Der er en lille bitte smule lækage i det ene hjørne, men det var aldrig irriterende i praksis. Se billede herunder:





En næsten eksemplarisk belysning.



Responstid:


I forhold til forgængeren 193p+ har 970P en bedre angivet responstid. Hvor 193p+ havde en specificeret responstid på 8 ms (g2g), har 970P en responstid på 6 ms (g2g). Men er der så også en forskel i praksis?



I spil kan man stadig fornemme den tidligere omtalte Overdrive trailing. Hvis du ikke er helt med på hvad det er eller ikke har læst testen af Samsung 193p+, så kan vi lige kort opsummere. Det kommer sig af den teknologi, der er brugt for at gøre dette PVA panel egnet til spil. Teknologien hedder Overdrive, og kan forbedre responstiden på en masse punkter. Det kan dog også medføre at responstiden udformer sig lidt anderledes og slør i stedet kan være hvidt eller en anden lidt markant nuance. Så hvis man f.eks. ser en sort boks køre over en grå baggrund, så kan sløret fra boksen få en hvid nuance, der gør, at boksens slør er mere synligt.



Der er også integreret nogle nye funktioner i monitorTest her på siden, som er gode til at teste for Overdrive trailing.



970P lider også af denne form for slør og reelt set er der ikke meget forskel i forhold til 193p+, som er angivet til 8 ms (g2g) - forskellene skal hvert fald findes i marginalerne.



Det ses dog stadig kun i visse situationer og vil ikke irritere alle. I de hurtigste FPS spil afhænger det også af omgivelserne, og som påpeget i testen af 193p+, så ser man det også kun i visse baner i Counter-Strike.



Sløret er altså ikke meget forskelligt fra 193p+. Responstiden er bedre end på den tidligere testede 204Ts, og bedre end på flere andre skærme, men der er stadig plads til forbedringer. Sidst illustrerede vi forskellen mellem traditionelt slør og Overdrive slør således:







Øverst ser du slørets udformning på mange af de nye paneler med Overdrive. Nederst ser du, hvordan traditionelt slør ser ud.



Bemærk at effekten er kunstigt gengivet og overdrevet for at skabe forståelse for fænomenet.

Efter kalibrering mod farvetemperaturen på 6500K, blev sløret mindsket en smule, og alt afhængigt af hvordan man indstiller skærmen, kan sløret også udforme sig forskelligt. Ved nogle indstillinger oplevede jeg f.eks. forstærket slør i overgange fra lys grå til mørkere grå, mens der stort set ikke var synligt slør i samme overgang ved andre farveindstillinger.



Til slut så lad os lige samle det: Man kan sagtens anbefale 970P til blandet spilbrug, men til de mest krævende brugere, som spiller hurtige skydespil, kan det måske blive et irritationsmoment at slør er lidt mere markant i form af Overdrive trailing. Om det vil irritere en afhænger i høj grad af, hvor pedantisk man er.



Film og betragtningsvinkler:


Man snakker normalt om ét hovedproblem i filmgengivelse på computermonitors og en række mindre fejl. Hoveddelen af vurderingen har fokus på det man kalder video noise, og herunder finder man to underpunkter. Enten har skærmen en tendens til at skabe almindeligt video noise, som kan ligne små forstyrrende fluer der flyver rundt i filmbillederne. Det andet fænomen er også video noise, men kommer fra Overdrive. Jeg har tidligere forklaret hvordan Overdrive kan fremhæve slør ved eksempelvis at gøre det hvidt. Overdrive skyder nemlig en smule over den farve, som skal gengives og falder så igen - det sker på den måde for at gøre responstiden hurtigere.



Hvis der således sker små ændringer i filmen fra visse farver til andre, så kan det også få en lille hvid glød. Det ses igen som forstyrrelse i billedet, og kan i visse farvesammensætninger være mere synligt end det traditionelle video noise fænomen.



970P lider af det sidstnævnte, men det ses kun i meget få tilfælde. Flere film kan ses uden fænomenet overhovedet opstår og helt ærligt; det er blæst op mange steder. Ja det kan da godt bemærkes, men det er ikke værre end TN panelernes dithering, som skaber videonoise. TN panelernes video noise kan forekomme oftere, og det gør det, men det er så ikke lige så synligt.



Video noise på 970P er ikke slemt, og på andre Overdrive baserede skærme er det heller ikke verdens undergang. Det er f.eks. ikke lige så slemt som den kompression der allerede ligger i mange film, og skaber en smule forstyrrelse i billedet.

Video noise kan fremhæve det en smule, men hvis man kan se film velvidende om, at komprimeringen har forringet kvaliteten, så kan jeg heller ikke se, hvorfor video noise er et kæmpe problem. Det ses meget sjældent og fra en afstand opdager man det knap nok.



Betragtningsvinklerne er gode, ligesom på så mange andre PVA paneler. Fra siderne og toppen mister man hovedsageligt lidt intensitet i farverne, så de bliver en smule mindre klare. Kontrasten falder også en smule, så sort bliver mindre sort, men det er på ingen måde kritisk.

Betragtningsvinklerne er helt i top til alsidigt brug.



Jeg har som altid taget billeder af det, som du kan se herunder:







Panelet havde ingen pixelfejl og det er faktisk noget jeg efterhånden ser ret sjældent på mærkevareprodukter.



Digital (DVI-D) <-> Analog (D-SUB):



Skærmen har, som du måske allerede har bemærket, ingen VGA indgang. I pakken er der dog vedlagt et VGA -> DVI kabel, som man kan bruge, hvis man kun har en VGA udgang i sit grafikkort. Det giver dog ikke et rent digitalt signal ligesom ved DVI.



Hvis du tilslutter skærmen analogt på den måde, står billedet stadig utrolig godt. Der er ingen ting, som er værd at bemærke og det behøver ikke at afskrække brugeren, at skærmen ikke har en decideret VGA indgang. Løsningen med DVI til VGA stikket fungerer fint og leverer et godt billede.



Konklusion:


Skærmen kan justeres på virkelig mange måder, så uanset hvordan man sidder ved skrivebordet, kan man altid finde en behagelig arbejdsstilling. Materialet er af god kvalitet og på trods af, at skærmen ikke er udført i en smuk aluminiumslegering ligesom forgængeren 193p+, giver den alligevel et æstetisk udtryk på skrivebordet. Der er lidt Mac-look over 970P idet den laves i den lidt flødeagtige hvide farve (den kommer også i rød, sort og blå).



Farverne er gode, både fra start af og efter indstilling. Der er lidt fejl i gradienter, og det er lidt synd, da alt andet ved billedgengivelsen er rigtig god. Sort er ret sort og tætliggende gråtoner kan skelnes fra hinanden.
Lysstyrken er også behagelig og selvom det kræver lidt tid at få indstillet skærmen helt korrekt, så er det ikke så svært at opnå et godt resultat.



Responstiden er ikke rigtig forbedret i forhold til 193p+, og på mange punkter rent billedmæssigt og ydelsesmæssigt er de to skærme meget ens. Der kan stadig opstå en smule Overdrive trailing i specielle farvesammensætninger, men det er ikke noget alle vil lægge mærke til. Hvis man er til de hurtigste FPS spil, kan man eksempelvis kigge efter Samsung 930BF eller ViewSonic VX924 i stedet.



Filmgengivelsen er ikke nogen større hovedpine og efter en 3-4 timers filmbrug, oplever jeg ikke videonoise som et stort problem. Betragtningsvinklerne er gode til filmfremvisningen, men også til alsidigt brug.



På trods af den lidt alternative kabelløsning, er der ingen problemer, hvis man kun har en VGA udgang i sit grafikkort.



Alt i alt en meget positiv oplevelse på stort set alle punkter. Skærmen kan henvende sig til en meget stor gruppe af mennesker; alt lige fra krævende tekstbrug, amatør grafikarbejde, spil og filmfremvisningen. Dem som skal kigge andetsteds er nok de professionelle eller krævende grafikere, pga. lidt problemer med gradienter, samt de seriøse gamere.



Skærmen kommer også i en 17 tommer udgave kaldet 770P.



-----



Skærmen diskuteres i forummet i denne tråd: http://www.flatpanels.dk/flatforum/viewtopic.php?t=44.

Her kan du stille konkrete spørgsmål, hvis du vil vide mere om Samsung 970P.


Flere anmeldelser

Test: 98" TCL C805 (MQLED80)

01 Mar 2024 |

Test: Panasonic MZ2000 (MLA OLED)

23 Feb 2024 |

Test: Sony A95L (QD-OLED)

21 Dec 2023 |

Test: Apple HomePod (2nd Gen) som TV-højttalere

07 Sep 2023 |