Efter at have gjort 98 og 100-tommer skærme overkommelige, sænker Hisense, TCL og Samsung nu markant priserne på kæmpestore hjemmebiografskærme.
De allerstørste skærme bruger stadig microLED-teknologi, der er rasende dyr og opbygget af moduler. Sideløbende skubber kineserne til grænsen for, hvor store LCD-skærme kan blive.
Det er kun 3 år siden, at prisvenlige 98-tommer LCD TV kom på markedet – alle med paneler fra TCL CSOT – efterfulgt af 100-tommer skærme med paneler fra BOE. Det sker i forlængelse af Kinas voksende dominans inden for produktion af LCD-paneler.
Endnu større TV-skærme
Efter sidste års lancering af TCL's 115-tommer flagskib med miniLED (X955 Pro / QM891G) og Hisenses 116-tommer RGB LED LCD TV i år, lancerer de to kinesiske giganter nu billigere modeller.
TCL lancerer en 115-tommer C7K. Startprisen i Danmark er 167.000 kroner, men i Tyskland sælges samme skærm allerede til 8.888 Euro (ca. 66.500 kroner) og England til 7.499 pund (ca. 64.500 kroner). I USA hedder den QM7K og koster 11.795 dollar (ca. 75.000 kroner).
Sidste års TCL 115X955 Max startede på 200.000 og har været på tilbud til 99.990 kroner.
Hisense sender en ny 116-tommer U75QG i handlen i USA til 20.000 dollar i vejledende pris. Den markedsføres ikke pt. i Europa.
Samsung kan også være med på de lavere priser. Deres nye 115-tommer QN90F sælges i den kommende weekend til 77.777 kroner. Se Tilbudsjagten.
115-tommer TCL C7K / QM7K. Foto: Flatpanels
Ægte hjemmebiograf
Flatpanels testede sidste år TCL's første 115-tommer TV. Med over 20.000 zoner er X955 Max et af de mest avancerede miniLED LCD TV på markedet.
Med 115 tommer oplevede vi for første gang følelsen af hjemmebiograf på en TV-skærm. En 98-tommer er stor, men opleves stadig som et stort stue-TV. En 115-tommer skærm matcher mange projektorer på størrelse, samtidig med, at man får langt bedre billedkvalitet inkl. HDR.
Det største OLED TV på markedet er LGs 97-tommer model.
2026 og fremefter
Selvom 115 og 116 tommer LCD TV stadig er dyre, er priserne i Europa på ét år mere end halveret i forhold til sidste års startpris.
Priserne på ultra-store skærme står til at falde yderligere efterhånden som kinesiske skærmproducenter øger produktionen. Analysefirmaet Omdia spår, at salget af TV-skærme over 80 tommer stiger med 44% over de næste 5 år.
I 2024 oplyste TCL til Flatpanels, at de allerede har kapacitet til at producere LCD-paneler, der er endnu større end 115 tommer.