Disney+ erstatter Star-sektionen med Hulu. Det sker den 8. oktober og i den kommende tid udvides kataloget med nye titler. En ny brugerflade er også præsenteret i USA.
Opdateret 9.10.2025: Så er der Hulu på Disney+ i Danmark. Det fremgår nu af
Disneys danske hjemmeside og ser i appen ud som nedenfor. Resten af vores artikel fra sidste uge fremgår længere nede.

Nu er der sat dato på: 8. oktober i Danmark.
Hulu erstatter Star og meget af indholdet vil være det samme, men Hulu skal fremover være Disneys globale brand for generel underholdning – alt det som ikke falder ned i Disney, Pixar, Marvel, Star Wars og National Geographic.
- "Hulu-brandets styrke og værdi vil nå ud til et verdensomspændende publikum fra den 8. oktober, hvor det bliver det globale General Entertainment-brand på Disney+ og erstatter Star på de internationale markeder," lyder det fra Disney i dag.
Lanceringen sker umiddelbart efter at Disney+ har annonceret prisstigninger.
Nyt indhold på vej
Hulu blev oprindeligt lanceret som fælles streamingtjeneste fra NBCUniversal, Fox og Disney. Disney har for nylig købt alle ejerandele i Hulu, så de nu har fuld kontrol.
Rettighederne til noget Hulu-indhold ligger stadig hos andre tjenester, såsom HBO Max, men Disney+ har gradvist hevet det hjem.
Ved lanceringen den 8. oktober vil indholdet i Hulu-sektionen være det samme som i Star-sektionen i dag, men Disney Danmark oplyser, at der fyldes mere indhold på. I denne måned tilføjes Hulu-titler som The Baloonist, The Empty Man, The Lost Station Girls, Fate, Oklahoma City Bombing: One Day in America, Murdaugh: Death in the Family og At koge bjørn.
- "Disney+ har en række spændende nyt indhold på vej inden længe, herunder At koge bjørn, All’s Fair, The Kardashians S7, The Secret Lives of Mormon Wives S3, A Thousand Blows S2 – de bliver alle en del af Hulu-kategorien på tjenesten," tilføjer Disney Danmark.
Ny brugerflade?
I USA har Disney+ desuden præsenteret en ny brugerflade.
Brugerfladen skifter til en topmenu med en 'For You'-sektion, hvori der serveres mere personlige anbefalinger til hver bruger. Brugerprofiler bliver mere prominente i brugerfladen, som samtidig mere visuelt og dynamisk, ifølge Disney. Der afspilles video i karrusellen øverst.
Disney USA oplyser, at brugerfladen til TV-enheder udrulles forud for en større ændring, der inden længe også vil strække sig til mobilenheder; først Apple iOS. Der kommer i den forbindelse widgets fra Disney.
Hvornår denne opfriskede brugerflade kommer til Danmark må vi dog vente med at få svar på.
Opdateret: Disney Danmark oplyser, at brugerfladeændringen ikke kommer til Danmark den 8. oktober.
Ny Disney+ brugerflade er bekræftet i USA, men endnu ikke Europa. Video: Disney