Du kan nu parre din Sony DualSense-controller med PS5, PS5 Pro, Apple TV og Google TV samtidig, og nemt skifte mellem enhederne.
Funktionen er tilføjet med nyeste systemsoftware, der nu er tilgængelig til PS5 og PS5 Pro. Samtidig opdateres firmwaren i din controller.
Efter opdatering til PS5 softwareversion 25.06-12.00.00.43 kan din DualSense huske parring med op til 4 enheder, herunder Smart TV, medieafspillere, PC'er, tablets, telefoner mv. Hidtil ville en ny parring fjerne den gamle.
Sådan fungerer det
Opsætningen er enkel, så du kan komme i gang med det samme.
Efter opdatering skal du følge disse trin:
- Sørg for, at din DualSense-controller er slukket (hold PS-knappen nede i 8 sekunder).
- Hold PS-knappen og en af actionknapperne (trekant, cirkel, kryds, firkant) nede i mere end 5 sekunder. Lysbjælken begynder at blinke langsomt – hold knapperne nede indtil den blinker hurtigt.
- Gå til Bluetooth-indstillinger på din enhed og vælg DualSense. Controller opretter nu forbindelse. Den actionknap, du holdt nede, bestemmer hvilken plads, som enheden optager, for eksempel firkant.
Prøv nu at slukke din DualSense, og tænd den derefter igen ved at holde PS-knappen og den tilsvarende actionknap nede i 4 sekunder. Controlleren vil oprette forbindelse til den pågældende enhed.
For at skifte tilbage til din PS5-konsol skal du holde PS-knappen og trekant-knappen nede i 4 sekunder. Det virker uanset om controlleren er tændt eller slukket.
Gentag processen med op til 4 enheder.
Funktionen er især nyttig i husstande med flere enheder, f.eks. Smart TV, Apple TV og Google TV, der understøtter lokal eller cloud-gaming. Det svarer til en funktion, som Microsofts Xbox-controller har haft i flere år, men som dog er begrænset til parring med 2 enheder ad gangen.

Sonys DualSense-controller følger med PS5 men kan også købes separat. Foto: Sony
Ny Power Saver-indstilling
Systemopdateringen introducerer også en ny Power Saver-indstilling, der lyder som noget, der potentielt kunne være ekstra nyttigt på en PlayStation-hybridkonsol, der f.eks. kunne konkurrere med Nintendo Switch.
- "Brugere kan aktivere Power Saver-indstillingen via Indstillinger > System > Strømbesparelse > Power Saver. Fremtidige opdateringer til spil som Death Stranding 2: On the Beach, Demon’s Souls og Ghost of Yōtei vil inkludere understøttelse af Power Saver-indstillingen, med flere titler på vej," sagde Shuzo Kikuchi, VP for Product Management, Sony Interactive Entertainment.
Når indstillingen er slået til, vil understøttede PS5-spil nedskalere ydeevnen for at reducere strømforbruget på konsollen. VR-tilstand er ikke tilgængelig, når Power Saver er aktiv.