FireTV streaming-sticks bruges i stor skala til at streame piratindhold for milliarder, især sport, mens Google og Microsoft undlader at opdatere kopibeskyttelse.
Det konkluderer en ny rapport kaldet "Video piracy: Big tech is clearly unwilling to address the problem" fra Enders Analysis, hvori der præsenteres heftig kritik.
- "Tyveri af videotjenester i industriel skala, især live sport, er stigende. Bekæmpelse af piratkopiering er en enorm udfordring og udgør en direkte trussel mod lønsomheden for tv-stationer og streamingtjenester. Big tech er både ven og fjende i forsøget på at løse piratproblemet. Modstridende incitamenter skader forbrugersikkerheden ved at gøre det let at finde ulovlige pirattjenester og fjerne barrierer gennem billig hardware som Amazon Firestick," skriver Enders Analysis.
FireTV gør pirateri muligt
Enders Analysis omtaler Amazons FireTV streaming-sticks som "en facilitator for pirateri" af videostreams, især sportsindhold, der til stadighed bliver dyrere for forbrugere at få adgang til på lovlig vis.
Disse FireTV sticks er typisk jailbreakede (producentens begrænsninger er omgået) og leveres af bagmænd, der præinstallerer IPTV apps, som giver adgang til ulovlig sportsstreaming via internettet. Ifølge data for 1. kvartal 2025 bruger 59% af briterne, der tilgår ulovlige streams, en FireTV enhed. Det skriver BBC.
Læs også: Hollywood øger indsats mod pirateri: Vil kunne blokere tjenester
Enders Analysis påpeger, at disse ulovlige FireTV sticks i udpræget grad markedsføres og sælges via Metas Facebook og WhatsApp platforme, uden at Meta gør meget for at fjerne annoncerne.
Selv uden jailbreak kan FireTV sticks køre "side-loadede" Android apps (APK'er), idet FireTV bygger på Android. Side-load betyder, at en app installeres udenom de officielle app-butikker. Det samme er muligt på Android TV og Google TV enheder.

FireTV er bygget på Android og kan køre ulovlige sideloadede Android apps
Google & Microsoft kritiseres for svag DRM
Enders retter desuden kritik mod Google og Microsoft for deres fejlende DRM-systemer, Widevine og PlayReady, der skal forhindre piratkopiering, men som ifølge rapporten "nu er kompromitteret på tværs af flere sikkerhedsniveauer".
For eksempel har Microsoft ikke opdateret PlayReady siden december 2022.
- "Over tyve år efter lanceringen er DRM-løsningerne fra Google og Microsoft i kraftigt forfald. En fuldstændig omlægning af teknologiarkitektur, licensstruktur og supportmodel er nødvendig. Manglende engagement med indholdsudbydere indikerer, at dette er en lav prioritet," skriver Enders Analysis.
Microsoft kommenterede ikke, mens Google sagde til BBC, at de tager krænkelse af ophavsret alvorligt.
Amazon vil låse Fire OS
Amazon siger, at piratindhold overtræder selskabets retningslinjer og kompromitterer sikkerheden på enhederne. Selskabet tilføjer, at der arbejdes på at begrænse piratkopiering på Fire TV enheder.
Læs også: Apple TV 4K værner bedst om dine persondata, ifølge rapport
En stor ændring i nær fremtid er Amazons plan om at skifte fra Android til eget Linux-baserede Vega OS i FireTV sticks. Overgangen vil kræve, at udviklere bygger alle apps om. Samtidig fjernes muligheden for at sideloade Android apps (APK'er).
Google har ikke planer om at fjerne muligeden for sideload.
- Kilde: Enders Analysis, BBC