Den nye systemopdatering til PlayStation 5 har løst problemerne med hakkende spil i VRR, hvilket brugere har klaget over i månedsvis.
VRR (Variable Refresh Rate) er skabt til at eliminere hakken (blandt andre forbedringer) ved at sætte billedfrekvensen fri og synkronisere opdateringsfrekvensen i realtid mellem konsol og TV-skærm.
Det er derfor lidt problematisk, når VRR rent faktisk forårsager hakken, hvilket har været tilfældet på PlayStation 5 og PlayStation 5 Pro i flere måneder.
Brugere har rapporteret synlig hakken efter cirka 30–40 minutters spil i VRR-tilstand, f.eks. i The Last of Us 1 og 2 eller Diablo 4, hvilket indikerer, at PS5 mister synkroniseringen pga. en fejl efter en tidligere softwareopdatering – VRR fungerede korrekt tidligere.
Læs også: Første indtryk: VRR-gaming på PlayStation 5
Ny opdatering løser VRR-problemet
Den nye systemopdatering (version 25.04-11.40.00) til PlayStation 5 og PlayStation 5 Pro løser fejlen, ifølge mange brugere på Reddit.
Selvom det ikke nævnes i udgivelsesnoterne, har Sony bekræftet det samme overfor Digital Foundry:
- "Sony PR kontaktede mig i går for at bekræfte, at – som nogle allerede har opdaget – den seneste PlayStation-firmware løser VRR-hakkeproblemet." (maskinoversat)
Det er godt at se, at VRR langt om længe fungerer igen på PS5 konsoller. VRR fungerer som tiltænkt på Xbox Series X.

VRR kan aktiveres fra PS5'ens menu, hvis dit TV eller monitor understøtter VRR
- Kilde: Reddit