Når Nintendo Switch 2 udkommer i juni løftes spiloplevelsen med 4K i TV-tilstand og op til 120fps i alle tilstande. Den klarer også HDR og VRR, og har forbedrede controllere.
Opdateret 4.4.2025: Så er de danske priser blevet afsløret. Switch 2 koster 4.249 kroner eller 4.749 kroner inkl. Mario Kart World. Power har netop åbnet
for forudbestillinger her.
Nintendos efterfølger til Switch bygger videre på den succesrige formel, der har gjort hybridkonsollen mere populær end både PlayStation 5 og Xbox Series.
Efter i januar at have bekræftet, at Switch 2 bliver større end den originale og bagudkompatibel med både digitale og fysiske Switch-spil, har Nintendo nu annonceret lanceringsdato, pris og tekniske detaljer.
- "Nintendo Switch 2 er det næste skridt inden for hjemmegaming, som kan tages med på farten, baseret på otte års leg og opdagelse, der begyndte med Nintendo Switch," sagde chefen for Nintendo Shuntaro Furukawa. "Med sine nye funktioner, der udvider mulighederne for spiloplevelser, tror jeg virkelig, at Nintendo Switch 2 er et stort skridt fremad på vores mission om at bringe smil frem hos alle, Nintendo berører."

Switch 2 tilsluttes TV’et via docken. Foto: Nintendo
Gaming i op til 4K
Nintendo bekræfter, at Switch 2 understøtter 4K-opløsning ved 60fps via HDMI 2.0, men naturligvis kan ikke alle spil afvikles i 4K. Konsollen har en Nvidia-processor, men detaljerne herom er stadig sparsomme. Chippen vil dog ikke matche ydeevnen i de nyeste PlayStation og Xbox konsoller.
I TV-tilstand, hvor Switch 2 sættes i sin dock, kan der via HDMI udsendes op til 120fps – 120 billeder per sekund – i 1080p eller 1440p opløsning, så man får en mere flydende spiloplevelse. Den eksisterende Switch er begrænset til 60fps. Igen vil det kun være udvalgte spil, der har 120fps. Nogle spil vil lade brugeren vælge mellem performance eller quality tilstand.
I håndholdt tilstand understøttes op til 1080p ved 120fps på den indbyggede 7,9-tommer LCD-skærm med 1920x1080 opløsning.
Nintendo har også bekræftet, at Switch 2 understøtter VRR, der giver mere flydende spilafvikling selv ved lavere billedfrekvens, samt HDR10, der udvider dynamikken i farver og lys. Dog vil HDR ikke være praktisk muligt på den indbyggede LCD-skærm. Til HDR kræves en velegnet TV-skærm såsom OLED eller miniLED LCD med zonestyring.
Nintendo taler desuden om "spatial 3D sound" med "endnu mere medrivende, tredimensionel lyd", men det er uklart, hvad det menes, idet specifikationslisten kun nævner PCM-output op til 5.1 surround. Rumlig lyd ser ud til at være relateret til en fremtidig systemopdatering.

Switch 2 har tre spiltilstande. Foto: Nintendo
Tre spiltilstande
Ud over håndholdt tilstand og TV-tilstand har Switch 2 en bord-tilstand, hvor brugeren kan placere konsollen på en overflade og justere hældningen. Switch 2 kan også oplades i denne tilstand via en port øverst.
Joy-Con 2 controllerne er blevet udbygget med en ny C-knap på den højre controller, der starter stemmechat med venner.
Controllerne fastgøres magnetisk til konsollen og kan desuden fungere som mus, når de føres hen over en overflade. Faktisk kan begge controllere kan bruges samtidig som museinput, hvilket åbner for nye spiloplevelser, men det er i sidste ende op til spiludviklerne at udnytte.
Joy-Con 2 controlleren fungerer også som mus
Udkommer i juni 2025
Konsollen lanceres den 5. juni i Danmark. Den danske pris er endnu ikke bekræftet, men ude i Europa får den et prisskilt på 470 Euro (3500 kroner) eller 510 Euro (3800 kroner) med Mario Kart World inkluderet.
Opdateret 4.4.2025: Så er de danske priser blevet afsløret. Switch 2 koster 4.249 kroner eller 4.749 kroner inkl. Mario Kart World. Power har netop åbnet for forudbestillinger her
Switch 2 leveres med Joy-Con 2 controllere, en dock til tilslutning til TV'et og diverse kabler.