Efter i årevis at have afvist OLED, solgte verdens største TV-producent for første gang flere OLED TV end miniLED LCD TV sidste år, ifølge analysefirmaet Omdia.
Markedstallene fra Omdia, der opsummeres af den koreanske avis The Elec, tegner et overraskende billede.
Først og fremmest bekræftes det, at salget af miniLED LCD TV var lavere end OLED i 2024, på trods af spådomme om, at miniLED ville overhale.
- "Salget af Mini LED TV har aldrig oversteget salget af OLED TV. Sidste år var salget af OLED TV 6,8 millioner enheder, højere end miniLED TV på 4,7 millioner enheder. Denne ændring skyldes delvist, at Samsung Electronics, som oprindeligt stod til at blive ledende på miniLED TV-markedet, i stedet har øget sit salg af OLED TV," skriver The Elec baseret på tal fra Omdia.
Samsungs kovending
Som den klart største producent af små og mellemstore OLED-paneler, har Samsungs årelange kamp mod OLED TV altid klinget hult.
Efter et mislykket forsøg på at lancere RGB OLED TV i 2012-13 for at udfordre LG, lancerede Samsung sine første QD-OLED skærme i 2022. Samsung har sidenhen lanceret modeller bygget på LG Displays WOLED-paneler.

Samsung har pt. tre serier af OLED TV og adskillige serie af 'Neo QLED' miniLED LCD TV. Foto: Samsung S95D
Nu sælger Samsung så flere OLED end miniLED LCD TV, hvilket de ynder at kalde 'Neo QLED'.
- "Samsung Electronics' årlige salg af Mini LED TV steg fra 1,3 millioner enheder i 2021 til 2,3 millioner enheder i 2022, men faldt derefter til 1,7 millioner enheder i 2023 og 1,4 millioner enheder i 2024. I mellemtiden steg deres salget af OLED TV fra 1 million enheder i 2023 til 1,44 millioner enheder i 2024," skriver The Elec.
Samsungs svigtende salg af miniLED hænger givetvis også sammen med den skærpede konkurrence fra kinesiske Hisense og TCL, der begge sælger modeller med flere lyszoner til lavere priser end Samsung, der i øvrigt bruger TCLs LCD-paneler i mange af sine modeller.
2025 ændrer måske billedet
Omdia spår, at der i 2025 vil blive solgt flere miniLED LCD end OLED TV; 9,2 millioner kontra 7,1 millioner enheder.
Der er dog et væsentligt forbehold: Samsung planlægger at klassificere visse kantbelyste LCD TV, inkl. Frame Pro og QN70F, som miniLED, idet dioderne langs bunden af skærmen bliver miniLED. Billedkvaliteten vil dog ikke være i nærheden af miniLED-zonestyring. Det er endnu en øvelse udi at omklassificere flere LCD TV under premium-branding.
Læs også: Oversigt: Samsung 2025 TV-skærme
Markedsdata er interessante, men den bedste nyhed er naturligvis, at den skærpede konkurrence mellem OLED og miniLED LCD, og koreanske og kinesiske mærker, bidrager til bedre produkter. Forbrugerne kan se frem til større, bedre og billigere high-end TV med HDR-billedkvalitet – så længe det ikke er kantbelyst miniLED.
- Kilde: The Elec