Sony forsøger at genoplive interessen for VR-headsettet til PlayStation 5 ved at sænke prisen verden over. Det bringer PlayStation VR2 ned i 3.590 kroner.
PlayStation VR2 har tilsyneladende ikke været den succes, Sony havde håbet på. At overbevise forbrugere om at iføre sig – og blive ved med at bruge – klodsede briller for at nyde indhold er en udfordring, der også vedrører Meta Quest og Apple Vision Pro.
Ikke desto mindre kan VR-oplevelsen være imponerende, og for dem, der ønsker en smagsprøve på fremtidens gaming, er PlayStation VR2 en af de bedste løsninger lige nu. Den har OLED-skærme.
Prisreduktion verden over
Ved lanceringen i februar 2023 stod PlayStation VR2 til en dansk pris på 4.790 kroner, hvilket gjorde den dyrere end selve PS5 konsollen.
Den nye officielle pris fra Sony er 3.590 kroner – 450 Euro i Europa og 400 dollar i USA. Med andre ord en markant prisreduktion.
- "For jer, der har ventet på muligheden for at hoppe ind i PlayStation VR2 og opleve, hvad denne generations innovative virtual reality-system har at byde på, har vi gode nyheder! Fra marts sænker vi den anbefalede udsalgspris (RRP) på PS VR2," meddelte Sony.

PlayStation VR2 og dens controllere. Foto: Sony
Hvad spiller man PS VR2?
Der findes ikke så mange titler til PS VR2, men nogle af de bedste spil er Gran Turismo 7, Beat Saber, Resident Evil Village, No Man's Sky, The Walking Dead: Saints and Sinners og Horizon: Call of the Mountain.
- "Med nyligt udgivne hits som Alien: Rogue Incursion, Skydance’s Behemoth og Metro Awakening VR samt spændende nye spiludgivelser på vej, herunder Aces of Thunder, Dreams of Another, Hitman World of Assassination og The Midnight Walk, har der aldrig været et bedre tidspunkt at hoppe med på vognen med PS VR2. Med PS VR2 PC-adapteren får gamere også adgang til at gennemse, købe og spille tusindvis af virtual reality-spil på Steam," tilføjede Sony.
Flere forhandlere sælger allerede PlayStation VR2 til den nye lavere pris i Danmark her.