De nordiske husstande abonnerer på mange tjenester, men har plads til flere, mener Max. Det kræver bl.a. nordisk fiktion, især klassisk "whodunit" – who-done-it – krimi.
Warner Bros Discoverys streamingtjeneste Max vil lancere serier og andre programmer i de kommende år, som gerne hver især skal kunne tjene sig hjem.
Det siger den nyudnævnte GVP Programming, Networks & Streaming, Allan Spelling, som delte sit første indtryk af jobbet med C21Media.
Allan Spelling har haft poster hos MultiChoice Group og Showmax i Sydafrika og Viacom International i London og Amsterdam. Han er nu i Stockholm, hvor hans ansvar er strategisk programplanlægning og drift af virksomhedens kanalporteføljer i Norge, Sverige, Danmark og Finland.
Markedet er ikke mættet
Den nye chef er også ny i Norden, men ser masser af potentiale. Trusler om en overmætning af abonnementspotentialet er ikke del af hans prognose.

Allan Spelling, WBD
- "Jeg tror ikke, vi ser en mætning endnu. Det samlede antal husstande og antallet af abonnementer pr. husstand i Norden er højt, men der er stadig plads til, at nytilkomne som Max kan vokse markant," siger Allan Spelling og tilføjer:
- "Streamingmarkedet fortsætter med at udvikle sig og ændre sig de kommende år, og WBD er positioneret til at vokse."
Målet for Max i Norden er at udvide det lokale fodaftryk med mere fiktion sammen med dokumentarfilm og underholdning. Spelling fastslår desuden, at Warner Bros Discoverys lineære tv-kanaler på tværs af regionen forbliver en vigtig del af forretningen. I Danmark er det Kanal5, Kanal4, 6’eren, Canal9 m.fl.
Allan Spelling og chef for nordisk indhold, Pil Gundelach Brandstrup, er del af samme nordiske WBD ledelse, men har forskellige ansvarsområder. Pil Brandstrup efterlyste nye ideer til serier på Max under CPH TV Festival i august, hvor Flatpanels lyttede med, og hendes dør er stadig åben, bekræfter Spelling.
Mordgåder er stadig bedste opskrift
Spørgsmålet melder sig, hvilke genrer Max forventer kan tiltrække og ikke mindst fastholde nordiske abonnenter i 2025-26?
Allan Spelling kan imidlertid ikke tilbyde en ny magisk opskrift. Det er stadig krimi, især alt om opklaring af sager, der fascinerer og fanger publikum.
- "De historier og mordsager taler til vores grundlæggende frygt, og der er spænding i at optrævle en "whodunit", og se retfærdigheden sejre. Jeg forudser ikke, at det forsvinder lige foreløbig. Men vores programplan omfatter også et varieret udvalg af bred underholdning, faktuelle programmer og komedier for at diversificere vores tilbud og tiltrække et bredere publikum."