LG's kommende UltraFine 6K (32U990A) har et strømlinet design og en IPS LCD skærm med 6K-opløsning. Det er den første med Thunderbolt 5 port.
Selvom produktet endnu ikke er blevet officielt annonceret af LG, har det vundet en CES Innovation Award, der giver os et indblik i design og funktionalitet.
Skærmen er udstyret med en Thunderbolt 5 port, der bruger USB-C stik til at levere høj båndbredde. Det gør skærmen kompatibel med den nye generation af computere, f.eks. Apples M4 Mac mini.

LG UltraFine 6K 32U990A. Foto: LG
- "LG's nyeste UltraFine (model 32U990A) monitor er verdens første 6K højopløsning-skærm med Thunderbolt 5 og dens alsidige tilslutningsmuligheder. Med et Nano IPS Black-panel leverer den enestående farvenøjagtighed og høj kontrast med et bredt farvespektrum, der dækker 99,5% af Adobe RGB og 98% af DCI-P3," lød det fra LG Electronics (maskinoversat).
- "Med understøttelse af kalibreringssoftware er denne skærm perfekt til medieprofessionelle, mens dens slanke, geometriske design forbedrer både æstetik og brugervenlighed for at tilfredsstille enhver type bruger."
Ligner en Apple-skærm
Skærmen minder til forveksling om Apples Pro XDR monitor. Vi er dog ikke overbeviste om, at LG's ramme rent faktisk er så tynd som pressebilledet antyder.
Der er pt. ingen indikationer på, at LG's version har zone-styret LED. Baseret på de tilgængelige informationer er det en Nano IPS LCD – et panel udviklet af LG Display i 2018. Brugen af nanopartikler i LED-bagbelysningen giver et bredere farvespektrum på 98% DCI-P3. Dog vil man uden zone-styring ikke kunne bruge skærmen til HDR, uanset hvad producenten måtte påstå. Det skyldes IPS LCD-panelets meget begrænsede kontrast, eller dynamikområde om man vil.
Vi forventer, at opløsningen enten er 6016x3384 (som i Apple Pro XDR og Asus PA32QCV) eller 6144x3456 (som i Dell U3224KB).
Såfremt zone-styring er udeladt kan man omvendt forvente en betydelig mere overkommelig pris på LG's UltraFine 6K (32U990A) i forhold til Apples udgave. Vi afventer yderligere detaljer fra LG.