Når du i dag åbner DRTV appen på en TV-enhed, inkl. Apple TV og Google TV, vil du blive bedt om at logge ind med en brugerkonto for at se indholdet i arkivet.
Siden oktober 2024 har det været obligatorisk med brugerkonto på DRTV, når public service streamingtjenesten tilgås via en webbrowser.
Login blev på daværende tidspunkt ikke gjort obligatorisk i DRTV appen til diverse enheder. DR oplyste til Flatpanels, at det bliver en gradvis udrulning over 6 måneder, baseret på enhedtype.
Nu er turen så kommet til TV-enheder, altså apps til diverse TV-platforme inkl. mediebokse.
DRTV login på TV'et
Her til morgen den 21. januar 2025 har Flatpanels kunnet konstatere, at DRTV login er blevet gjort obligatorisk på TV-enheder. Vi har testet på Apple TV og Google TV.
Login kræves for at se on demand-indhold fra arkivet. Det bliver ikke obligatorisk på live-kanaler såsom DR1, ifølge DR.
Login på TV-skærmen kræver en mobil, tablet eller computer, idet man bliver bedt om at gå ind på en hjemmeside eller at scanne en QR-kode. Det er ikke muligt at taste sit brugernavn og kodeord direkte på TV-skærmen vha. fjernbetjeningen.

Du skal nu logge ind på TV-skærmen. Her ses DRTV appen til Apple TV. Foto: Flatpanels
Kritik af login-funktion
DRs nye login-funktion, der i starten var valgfri, har fået heftig kritik fra brugere og politiske grene.
En af bekymringerne har været, at DR kan indsamle store mængder data om danskerne. Tidligere blev brugere også logget ud løbende, men denne fejl ser ud til at være løst.
Login giver fordele som brugerprofiler (inkl. børneprofil), en mere personlig hovedskærm og mulighed for at se videre på et program på tværs af enheder, påpegede DR for nylig i et interview med Flatpanels.