De utallige streamingtjenester skal nok producere nye tv-serier i 2025, men der venter næppe et vækstboom i antal titler. Aktuelt forventer DR og TV 2 et status quo, mens appetitten på dansk/nordisk drama ulmer andre steder.
Det nordiske marked for dramaserier er langsomt ved at komme sig efter et par turbulente år. Men tv-stationer og streamere vil også i 2025 søge at strække budgetterne mest muligt, sagde chefen for BBC Studios Nordic, Jan Salling, til C21Media.
- "De gyldne år med nordisk premium-drama kommer ikke tilbage. Vi forventer ikke væsentligt flere premium drama-bestillinger i 2025. I stedet ser vi en stigning i antal kloge produktioner – "kloge" som i omkostningseffektive og med lav risiko," sagde Jan Salling.
Public service status quo
DR Sales, der også er nordisk distributør, har et godt overblik over produktionsplaner i Norden. Her vurderer man, at indkøb af dramaserier vil være status quo i 2025.
- "Det aktuelle indtryk er, at DR, NRK og Yle vil bestille det samle antal serier som sidste år," sagde direktør Pernille Munk Skydsgaard, DR Sales, til C21Media, og tilføjede at public service broadcastere ofte er forpligtede til at levere et fast antal dramatimer hvert år.
- "Vi forventer at fastholde vores høje niveau for investeringer i danske fiktionsserier i 2025,” skriver TV 2s fiktionschef, Mette Nelund, til Flatpanels.
Fornyet appetit fra de store streamere
Hos britiske Ampere Analytics er det generelle indtryk, at de globale streamere vil fortsætte med at investere i originalt nordisk indhold, men der vil være et meget svigende ambitionsniveau hos hver enkelt streamer.
Der er visse signaler fra tv-markedet, der indikerer hvorfra der muligvis kommer flere nye serier.
Warner Bros Discoverys Max har åbnet døren for fiktionsprojekter til lancering i 2026, sagde Pil Gundelach Brandstrup, chef for nordisk indhold hos Max, på CPH TV Festival, hvor Flatpanels lyttede med.
Netflix har støt bestilt serier i Sverige og Norge, mens de nedtonede deres interesse i Danmark, efter at den danske rettighedskonflikt brød ud i 2022. Den amerikanske streamer vender nu tilbage til det danske marked og tilføjer flere titler til sin nordiske drama liste for 2025. Det bebudede Nordisk vice-programdirektør, Jenny Stjernströmer Björk, i efteråret fra Netflixs nye nordiske hovedkontor i Stockholm.
Prime Video fokuserer mere på fiktion, fortalte chef for nordisk indhold Karin Lindström på CPH TV Festival.
- "Vi sigter mod at have mere end én årlig dramatitel i Sverige, Norge og Danmark," sagde Karin Lindström.

Krimien Reservatet er en af flere kommende danske titler fra Netflix. Foto: Netflix
Streamingtjenester med ulmende ambitioner
Det er værd at holde øje med SkyShowtime, der langsomt viser appetit på nordisk drama. Det kan udløse nye bestillinger i 2025. Man indleder således optagelser af sæson 2 af SkyShowtimes' krimi-thriller Veronika i begyndelsen af februar. Veronika sæson 2 er første nordiske drama, som SkyShowtime selv har bestilt.
Scanbox Entertainment køber ikke længere kun rettigheder til biografer og streaming. Ifølge COO Merete Martensen Christensen har man øget sit fokus på egne produktioner. Målet er én eller to film om året med start i Danmark, men med klare udvidelsesplaner.
Pluto TV varmer meget langsomt op til originalt nordisk indhold, meddelte Pluto TV på et pressemøde i efteråret, hvor Flatpanels var inviteret. Det er indtil videre et dansk programtiltag, da Pluto TV har solide indholdspartnere i Danmark og forfølger andre strategier i Norge og Sverige indtil videre.
To aktører bestiller næppe nye titler i 2025
I løbet af sommeren 2023 gennemgik Viaplay en økonomisk nedsmeltning og skar praktisk talt alle dramaprojekter væk. Viaplay investerer nu primært i sport og underholdning.
Hos Disney+ i Norden har man sat en anden kurs og tilbyder eksempelvis fuld dækning af UEFA Europa League og UEFA Conference League. Fokus er underholdning, musik og sport, der supplerer Disneys store internationale udbud af fiktion, sagde CEO Hans van Rijn, The Walt Disney Company Nordic & Baltic, til et pressemøde i København.
Flatpanels har ikke haft held til at få en kommentar fra Apple TV+.