Rygtet vil vide, at LG Display udruller et mere lysstærkt og energieffektivt 4-lags OLED TV panel, mens Samsung Display angiveligt arbejder på et forbedret QD-OLED TV panel.
CES 2025 starter om kun 10 dage. I Las Vegas vil adskillige producenter afslører næste års TV-modeller, herunder OLED, og Flatpanels er på plads for at rapportere hjem om seneste nyt.
Vi har allerede hørt om 83-tommer QD-OLED og 165Hz support i LG G5, men CES byder måske på flere overraskelser.
Mere lysstærke, energieffektive OLED TV
Vi hørte første gang om LG Displays nye 4-lags OLED TV panel – mod 3 lag i dag – i begyndelsen af 2024, som beskrevet i vores artikel om fremtidens skærme.
For nylig på Display 360 Summit, der blev afholdt i Silicon Valley i Californien, gik Ross Young, medstifter og CEO af markedsanalysefirmaet DSCC, på scenen og sagde følgende, ifølge branchemediet Display Daily.
- "LG Display har kontinuerligt udviklet en 4-stack WOLED-løsning, som potentielt kan tillade dem at fjerne MLA på grund af de høje omkostninger ved MLA-materialerne," sagde Ross Young med henvisning til TV-paneler (maskinoversat). "Det forventes i 2025 med en maksimal lysstyrke på 3.700 nits."
LG Display kommenterede selv på det i august på IMID-konferencen i Sydkorea. Her talte de om 25% øget lysstyrke, længere levetid og højere energieffektivitet.
- "Det eksisterende WOLED-panel stapler lysemitterende lag i tre lag (3-stack), men den nyligt introducerede teknologi stapler ét lag mere og forbedrer lysemitterende elementer og blå lysemitterende materialer," sagde en LG Display-ansat ifølge ETNews (maskinoversat).
Det står ikke klart, om det nye panel bruger mikrolinser (MLA) og/eller blå PHOLED.
Læs også: LG Display udvikler 'drømme' OLED med blå PHOLED
Bakkes op af energispecifikationer
Al ovenstående information var kendt på forhånd, men lige før jul blev LGs 2025 G5 certificeret til salg i Hong Kong med data for strømforbrug, som bakker op om idéen om et markant forbedret OLED TV panel.
LG G5 er certificeret til 132W og 164W i hhv. 55 og 65 tommer mod 161W og 209W for G4 fra 2024, altså op mod 21% lavere strømforbrug.
Til sammenligning viser Hong Kongs certificeringsdata for C5 kun et par procents forbedring ift. C4.
Næste skridt for QD-OLED?
Hvad angår Samsung Displays QD-OLED TV panel så har vi ikke meget information endnu, men på Display 360 Summit sagde Ross Young følgende, ifølge Display Daily:
- "I 2025/2026 – QD-OLED eliminerer det separate CF/QD lag. QD vil blive trykt på indkapslingslaget med kun 1 substrat brugt. Det vil øge lysstyrken til 3.600 nits+ og sigte mod 4.000 nits i 2025."
I 2024 var WOLED og QD-OLED TV panelerne begge specificeret til 3000 nits, men TV-skærmene nåede ikke derop. Flatpanels målte LG G4 til 1650 nits højlys i kalibreret tilstand og 2400 nits i Vivid, og 239 nits i fuld skærm. Vi målte Samsung S95D til 1600 nits højlys i kalibreret tilstand og 1900 nits i Vivid, og 314 nits i fuld skærm.
Samsung Display udstiller på CES 2025, men LG Display gør ikke, ifølge CES's udstillerliste.
- Kilde: Display Daily, EMSD, ETNews, via AVSForum, tip