En opgraderet boks bliver næste år et af de første produkter med Apples egenudviklede chip til WiFi og Bluetooth, ifølge Bloomberg.
Bloomberg skrev i 2023, at en ny Apple TV boks stod til lancering i første halvår 2024. Det skete ikke.
Nu mener avisen, at den nye boks lanceres i 2025, og at en af de væsentlige opgraderinger bliver en egenudviklet 'Proxima' chip til WiFi og Bluetooth. Den skal gradvist erstatte chips fra Broadcom i selskabets produkter.
- "Apple vil begynde at implementere en kombineret Wi-Fi- og Bluetooth-chip som en del af nye hjemmeenheder, der er planlagt til næste år, herunder opdaterede versioner af deres TV-boks og HomePod mini smart-højttaler. Komponenten forventes også at blive introduceret i iPhones senere på året og derefter i iPads og Mac-computere i 2025," skriver Bloomberg (maskinoversat).
Del af homeOS-strategi
En af fordelene bliver angiveligt, at chippen vil kunne arbejde bedre sammen med Apples andre hjemmeenheder, der også står til lancering næste år som del af 'homeOS'.
Flatpanels kunne i 2022 berette, at Apple TV 4K (3rd Gen) led under væsentlige problemer med Bluetooth, hvilket påvirkede tilslutning og rækkevidde af fjernbetjening og controllere. Fejlen blev løst i tvOS 16.3.3, men rækkevidden er stadig kortere end på tidligere bokse.
Fire generationer af Apple TV. Foto: Flatpanels
Hvad vi kan forvente
Bloomberg skriver, at chippen vil understøtte WiFi 6E. Apple TV 4K fra 2022 understøtter WiFi 6. Den nyeste WiFi-standard er version 7.
Avisen har tidligere hævdet, at den nye boks får hurtigere processor, samme design og fokus på 4K, hvorfor 8K må vente. Med Bloombergs svingende træfsikkerhed hvad angår Apple TV in mente bør disse rygter dog tages med et gran salt. Avisen tog også fejl af processoren i boksen fra 2022.
Læs også: Avis: Apple overvejer igen egen TV-skærm
Bloomberg mener i øvrigt at vide, at Apple arbejder på at kombinere Apple TV, HomePod og et kamera i én og samme enhed.
Google lancerede for nylig den opgraderede Google TV Streamer, hvor selskabet skiftede fra dongle til boks-format.
- Kilde: Bloomberg