Den nye MSI 322URX, der er efterfølgeren til 321URX, bliver blandt de første monitorer med 80Gbps DisplayPort 2.1.
Ved første øjekast ligner 322URX sin forgænger 321URX. Den har samme design og samme 3. generation QD-OLED panel med 1000 nits maksimal lysstyrke, 3840x2160 opløsning og 240Hz opdateringsfrekvens.
Den store nyhed er, at MSI’s monitor nu har DisplayPort 2.1 med med fuld 80Gbps (UHBR20) båndbredde – i modsætning til LG og Sony.
Ukomprimeret 4K 240Hz
Med en 80Gbps DisplayPort 2.1 forbindelse kan 322URX modtage et signal i 4K 240Hz uden behov for signalkomprimering, såkaldt Display Stream Compression (DSC).
Med andre ord får du et ukomprimeret videosignal og slipper for sort skærm, når der skiftes mellem videotilstande. Der vil heller ikke være problemer med opsætninger, hvor flere monitorer indgår.
Foto: MSI
På nuværende tidspunkt findes der ikke grafikkort fra AMD og Nvidia på forbrugermarkedet med UHBR20 DisplayPort 2.1. Næste generation af grafikkort forventes annonceret i starten af 2025.
Læs også: Ny Mac mini med M4 Pro har både DisplayPort 2.1 og HDMI 2.1
USB-C og HDMI 2.1
Monitoreren er desuden udstyret med andre moderne porte, herunder to HDMI 2.1 porte (med 4K 240Hz med DSC) og ét USB-C stik, der leverer op til 98W strømforsyning.
MSI oplyser, at QD-OLED panelet er omfattet af deres 3-årige garanti mod burn-in.
322URX fremgår af MSI’s kinesiske hjemmeside til 8499 RMB (8300 DKK) og forventes klar på flere markeder inden længe. Vi forventer at få en opdatering på CES-messen i januar.
Forgængeren 321URX sælges i skrivende stund til lige under 10.000 kroner i Danmark.