DRTV appen har længe været plaget af problemer, der tæller blandt andet glemsom login-funktion, men det får ikke DR til at udskyde planerne for at gøre login obligatorisk.
Tidligere på året meddelte DR, at login bliver et krav, hvis man fremover vil se arkivindhold på streamingtjenesten DRTV. Live-kanaler såsom DR1 vil fortsat kunne ses uden login.
Udrulningen af login-krav stod til at begynde den 30. september, men i skrivende stund er det stadig muligt at se arkivindhold uden login. Det er ikke udskudt, men DR løb ind i et problem i sidste øjeblik:
- "Nej, det er ikke udskudt. Som du ved har vi valgt en løbende udrulning for at sikre driftsstabilitet og fange de børnesygdomme, der næsten altid er ved it-projekter af denne karakter. I forbindelse med udrulning af obligatorisk login på PC opstod der en fejl, som vi er ved at udbedre. Det vil derfor blive slået til igen lige så snart fejlen er udbedret," siger Jesper Persson, chef for DRTV streaming, til Flatpanels.
Det bliver en gradvis proces over 6 måneder, oplyser DR. I første omgang gælder det DRTV i web-browsere. Først senere bliver login et krav på TV-enheder såsom Smart TV og mediebokse.
- "Det er helt korrekt, at obligatorisk login udrulles på tværs af targets (enhedstyper, red) over cirka 6 måneder, og at vi starter med web," forklarer Jesper Persson.
DRTV får krav om login, men ikke på TV-enheder i første omgang. Foto: Samsung. Grafik: Flatpanels
Problematisk optakt
Siden DRTV i august 2023 fik ny login-funktion, som optakt til kravet om obligatorisk login, har danskere oplevet store problemer med at forblive logget ind.
Flatpanels spurgte den 27. september igen danskerne (her og her) til en status på problemerne. Der kom mange fejlmeldinger.
Flatpanels har foreholdt DR kritikken:
- "Nogle brugere har desværre oplevet lidt udfordringer med login, og det beklager vi. Fejlen har primært påvirket brugere af iOS og tvOS, men vi har for nylig releaset en fejlretning, og alt lyser nu grønt. Det er vi rigtig glade for. Hvis man fortsat oplever problemer, anbefaler vi, at man sørger for at have den seneste version af DRTV-appen installeret. På TV bør opdateringer ske automatisk, men det kan være en god idé at tjekke i diverse app stores. Hvis man mod forventning fortsat har problemer, må man meget gerne kontakte DR Brugerkontakt på 35203520," siger Jesper Persson.
Relaterede problemer
Flatpanels har samtidig spurgt DR ind til en række andre problemer med DRTV appen, blandt andet den relaterede, tilbagevendende besked om, at brugeren skal acceptere cookies.
- "Ift. punkt 3 (accept af cookies, red) er dette også løst med de seneste bug-fixes hvor også login-problemerne blev løst. Vi har fuld fokus på at levere en stabil og tidssvarende app til danskerne på alle de platforme, vi er til stede. DRTV opdateres løbende med fejlretninger, og vi opfordrer derfor til, at danskere holder deres app opdateret," tilføjer Jesper Persson.
DR har ikke kommenteret på Flatpanels' spørgsmål om, hvorfor DRTV appen siden introduktionen af ny login-funktion sidste år er blevet væsentligt mere ustabil, ofte skal genstartes og hvorfor særligt børnesektionen ofte forsvinder.
Læs også: "Programmet kan ikke ses på DRTV": Hvad DR siger til fejlen
Det oplyses, at der foreløbigt er blevet oprettet 1,7 millioner DR-login. Der er omtrent 2,8 millioner husstande i Danmark.