Udrulningen af Versatile Video Coding (VVC), der er efterfølgeren til videoformatet HEVC, starter denne måned i PC'er med Intels nye processor.
Videoformatet HEVC (H.265) har længe været standardfunktion i 4K og 8K TV, men VVC (H.266) har endnu ikke fundet vej til vores TV-skærme – ikke engang 8K-modellerne.
Udrulningen af VVC til massemarkedet starter i stedet med lanceringen af "AI-PC'er" med Intels nye Core Ultra-processorer, bygget på Lunar Lake-arkitekturen. Intel oplyser, at Acer, Asus, Dell, HP, Lenovo, LG, MSI og Samsung skyder showet i gang den 24. september.
I 2022 overhalede Intel ligeledes AMD og Nvidia i kapløbet om at implementere det dengang nye AV1-videoformat. Allerede to år forinden havde AV1 dog fundet vej til 8K TV. AV1 landede i 4K TV året efter.
VVC skabt til 4K, 8K og VR
VVC leverer bedre videokomprimering og siges at være 30-50% mere effektivt end HEVC og 10-20% mere effektivt end AV1 ved 4K-opløsning, om end estimaterne afhænger af en række faktorer.
Ved 8K-opløsning skulle VVC angiveligt være 50-60% mere effektivt end HEVC og 20-30% bedre end AV1.
Forbedret videokomprimering tillader, at der leveres samme videokvalitet ved lavere bitrate, hvilket åbner for bedre kvalitet på selv langsomme internetforbindelser, eller levere højere videokvalitet ved samme bitrate – eller noget midt imellem.
Kun dekodning af VVC
De nye Intel-processorer har en Xe2 grafikkomponent, der kan håndtere video i op til 8K60. Niveauet af VVC-understøttelse blev dog ikke specificeret, udover at det er begrænset til dekodning – endnu ingen enkodning.
VVC er desuden optimeret til 360-graders video til brug med VR-headset.
Mediateks nuværende Pentonic chips kan håndtere video i VVC, men det kræver en ekstra decoderchip, der ikke er installeret i nogen TV-skærm.
Læs også: MediaTeks nye TV-chip åbner for 165Hz, WiFi 7 og mere AI