Selskabet skærer 250 job og vil stoppe produktionen af nogle disc-produkter, ifølge flere japanske aviser. Det står dog ikke klart, hvad de fulde konsekvenser bliver.
Sony, en af pionererne inden for optiske medier, har besluttet at gennemføre markante nedskæringer i sin centrale produktions- og forskningsafdeling for optiske medier i Tagajo, Miyagi Prefektur, Japan.
Ud af cirka 670 ansatte vil omkring 250 blive afskediget eller gå på pension på grund af faldende efterspørgsel på optiske disc-formater såsom Blu-ray, ifølge de japanske aviser.
Vil ramme flere afdelinger
Vi har i øjeblikket tre uafhængige artikler fra Japan: Yahoo Japan, Nippon og The Mainichi.
- "Virksomheden vil stoppe med at udvikle optiske discs. Produktionen vil også slutte med tiden. De vil fortsat sælge dem i en overgangsperiode," skriver den japanske avis Nippon.
- "Virksomheden vil også gradvist trække sig fra produktionen af optiske discs som BDs. Nedskæringerne vil påvirke Sony Storage Media Solutions og Sony Storage Media Manufacturing," skriver Yahoo Japan.
- "Elektronik- og underholdningskonglomeratet vil også gradvist ophøre med produktionen af optiske lagringsmedieprodukter, inklusive Blu-ray discs, ifølge kilderne," skriver The Mainichi i en engelsk-sproget artikel.
Blu-ray film forventes ikke berørt
Selvom Sony, der i årtier har været dybt involveret i både forskning og produktion af optiske discs, tydeligvis nedskalerer inden for optiske discs, forventer vi ikke, at Blu-ray og UHD Blu-ray film vil blive berørt på nuværende tidspunkt.
Det ser ud til, at de berørte produkter til at starte med hovedsageligt omfatter blanke skiver og disc-baserede lagringsprodukter.
Andre disc-fabrikanter vil være i stand til at overtage produktionen af blanke skiver såvel som skiver til film og spil.

Sony har ikke lanceret nye UHD Blu-ray afspillere siden 2019. Her ses UBP-X800M2. Foto: Sony
Der spekuleres i, at beslutningen kan påvirke Sonys Blu-ray og UHD Blu-ray afspillere. Sonys nuværende UHD Blu-ray afspillere blev lanceret i 2019. Det forventes også at få betydning for forskningen i optiske skiver.
Læs også: Status på UHD Blu-ray i 2024
De konkrete konsekvenser vil kun tiden kunne afsløre, idet Sony ikke har kommenteret på sagen. Det er dog ikke desto mindre en konsekvens af et markedet for optiske skiver, der fortsætter med at falde verden over.
- Kilde: The Mainichi, Nippon, Yahoo Japan