Disney+ splittes i dag i tre og bliver både dyrere og billigere. Dyrere, hvis du stadig vil streame i bedste billed- og lydkvalitet. Billigere, hvis du kan acceptere reklamepauser.
I dag den 1. november ændrer Disney+ karakter i Danmark og andre europæiske lande, som meddelt i august. Med den nye prisstruktur følger Disney+ i fodsporene på Netflix.
Det klassiske Disney+ abonnement, der startede med at koste 59 kr/md. og i februar 2021 blev hævet til 79 kr/md., koster fra i dag 109 kr/md. Denne pakke omdøbes til Disney+ Premium.
Nedenunder findes Disney+ Standard til 79 kr/md. uden 4K, HDR10, Dolby Vision og Dolby Atmos. Her er kun 2 samtidige afspilninger tilladt.
Disney+ med reklamer
Den største nyhed er introduktionen af Disney+ med reklamer, der gør streamingtjenesten billigere i kroner og ører end hidtil i Danmark.
Disney+ Standard med reklamer koster 49 kr/md. og giver adgang til hele indholdskataloget af Disney, Pixar, Marvel, Lucasfilm, National Geographic og Star (tidl. 21st Century Fox).

De tre Disney+ pakker har samme indhold. Forskellene ligger på andre parametre. Foto: Disney
- "I dag tager vi det næste skridt i udviklingen af Disney+ med et mere fleksibelt tilbud, som blandt andet inkluderer et abonnement med reklamer til en meget konkurrencedygtig pris. For første gang nogensinde kan du få adgang til hele vores bibliotek, herunder prisvindende tv-serier som The Bear, Disney+ originals som The Kardashians og storfilm som Den lille havfrue, for kun 49 kr. om måneden," siger Hans van Rijn, adm. direktør, The Walt Disney Company Nordic & Baltic.
Reklamepakken hos Disney+ har eksisteret i USA og en håndfuld andre lande siden december sidste år. Omtrent halvdelen af nye abonnenter i disse lande har valgt reklamepakken, oplyser selskabet.
Disney+ med reklamer giver billedkvalitet i 1080p og lyd i op til 5.1 surround. Der er 2 samtidige afspilninger, men ingen mulighed for download.
Niveauet af reklamepauser
Hvad skal man forvente af Disney+ med reklamer? Det spørgsmål stillede Flatpanels Disney+ under en spørgerunde før dagens lancering.

Hans van Rijn, Disney+
- "Der vil være færre reklamer på Disney+ end på en typisk kommerciel lineær tv-kanal; en seer kan forvente at se et gennemsnit på omkring 4 minutters reklamer i timen eller mindre, men dette kan variere afhængigt af den titel, man ser," siger Hans van Rijn til Flatpanels og fortsætter:
- "Der vil være reklamer før og under en tv-serie (pre-roll, mid-roll), men kun før en film (pre-rolls). Vores ambition er at skabe en premium reklameoplevelse, både for seere og for annoncører. Vi vil lære mere undervejs baseret på data om publikumsforbrug, hvorfor vores annonceprodukt vil udvikle sig over tid, men indtil videre er dette vores lanceringsplan."
Læs også: Er du klar til reklamer på streaming når filmen sættes på pause?
- "Junior-tilstand, for vores yngste seere, vil altid være reklamefri. Samtidig er der to fuldstændig reklamefri alternativer i Standard og Premium for seere, der foretrækker det. Jeg er glad og stolt over vores nye tilbud til det danske marked," tilføjes det.
Et overblik over de nye Disney+ pakker fremgår herunder og du kan fra i dag vælge imellem de tre Disney+ pakker på disney.com/dk.
Nye Disney+ pakker i Danmark
| Disney+ Standard med reklamer | Disney+ Standard | Disney+ Premium |
---|
Reklamer | | | |
Pris | 49 kr/md. | 79 kr/md.
790 kr/år | 109 kr/md.
1.090 kr/år |
Video | Op til 1080p | Op til 1080p | Op til 4K Dolby Vision |
Samtidige afspilninger | 2 | 2 | 4 |
Downloads | | Op til 10 enheder | Op til 10 enheder |
Lyd | Op til stereo / 5.1 | Op til stereo / 5.1 | Op til Dolby Atmos |
Flatpanels