Nuuday, selskabet bag YouSee, sælger filmudlejningstjenesten Blockbuster til svenske SF Anytime. Danskere kan fortsætte med at leje film på Blockbuster. TDC, som det hed dengang, opkøbte i 2014 rettigheden til navnet Blockbuster fra den fallerede kæde af filmudlejningsbutikker. Navnet skulle fremover associeres med digitale film til køb og leje. Nu frasælger Nuuday den digitale filmbutik. - "Nuuday kan i dag offentliggøre, at virksomheden sælger filmudlejningstjenesten Blockbuster til svenske SF Anytime, der er ejet af SF Studios og er en del af Bonnier-koncernen. Med handlen tilpasser Nuuday sin brandportefølje for at fokusere på at levere produkter og services inden for telekommunikation,mens SF Anytime med købet af Blockbuster skaber en førende nordisk platform for digitalt køb og leje af film," skriver Nuuday i en pressemeddelelse. Handlen indebærer, at SF Anytime erhverver sig retten til brugen af Blockbuster-brandet i Norden og overtager alle kundeforhold. Dermed kommer danskeres digitale køb af film til langvarig eje på svenske hænder. Købsprisen offentliggøres ikke.Markedsleder, men svag teknik
Blockbuster findes som app til Android TV, Apple TV og diverse Smart TV, og er efter sigende markedsleder på filmudlejning i Danmark. Teknikken halter dog gevaldigt efter Apples filmudlejningstjeneste, Apple TV (iTunes), der typisk til samme priser som hos Blockbuster giver adgang til film i op til 4K Dolby Vision og Dolby Atmos, med ekstraindhold. Også Rakuten udlejer film i 4K HDR. Blockbuster understøtter maksimalt 1080p og speeder desuden film 4% ved at konvertere dem fra 24 til 25fps. Læs også: Guide: Bedste tjenester til filmleje & filmkøb - "Blockbuster har gennemgået en stærk forretningsmæssig udvikling under vores ejerskab, og vi er stolte af at kunne aflevere en klar dansk markedsleder inden for digitalt køb og leje af film til SF Anytime, som vi er overbeviste om er den bedste langsigtede strategiske ejer af Blockbuster," udtaler EVP i Nuuday, Jens Grønlund, der er ansvarlig for Nuudays digitale brands, herunder Blockbuster.Overdrages over 6 måneder
Blockbuster og SF Anytime vil fortsætte under hvert sit brand. Overdragelsen sker over en periode på seks måneder for at sikre, at der ikke opstår uventede problemer. Danske Blockbuster-kunder kan fortsætte med at købe og leje film som hidtil, og kataloget udvides. SF Anytime overtager også Blockbusters nuværende partnerskaber herunder YouSee-kunders mulighed for at leje film på YouSees platforme. - "Vi er både glade for og stolte over at erhverve den førende danske digitale filmudlejningstjeneste Blockbuster og integrere tjenesten i vores virksomhed. De to brands komplementerer hinanden utroligt godt, eftersom SF Anytime har en markedsledende position i Sverige, mens Blockbuster-brandet er dansk markedsleder. Vores kombinerede erfaring og tilbud skaber en endnu stærkere service for millioner af husstande på tværs af det nordiske marked," siger Michael Holmberg, adm. direktør for SF Anytime. Læs også: Sonys PlayStation Store dropper filmkøb/leje
Tilmeld dig Flatpanels Nyhedsbrev
Seneste nyheder, artikler og anmeldelser i indbakken.
Flere nyheder
Disney-direktør fremlægger plan for fysiske skiver, med dramatisk plottwist
Eksklusivt interview afslører detaljer og bevæggrundene bag
Streaming-kalenderen: Nyt på Netflix i april
Den danske serie 'Sygeplejersken', 'War Sailor', 'Transatlantic' mm.
Netflix's reklame-abonnement virker nu også på Apple TV
Mens vi venter på den billigere reklamepakke i Danmark
Oversigt: Sony 2023 TV
Danske priser, specifikationer mm. Prøv vores TV-sammenligningsværktøj
Fejlbehæftet HDMI 2.1 chip i receivere forhindrer også QMS i at virke
Denon, Marantz og Yamaha – og muligvis andre
Apple arbejder på 'Multi-View' PiP-funktion til Apple TV appen
Mulighed for at se op til fire samtidige live-streams