Nvidia har annonceret, at GameStream, som giver brugeren mulighed for at streame PC-spil til den store skærm via Nvidia Shield, fjernes i midten af februar.
Nvidia Shield blev lanceret i 2015 som spilkonsol først og fremmest. Med boksen medfulgte en spilcontroller, mens fjernbetjeningen var tilkøb. Sidenhen er balancen tippet mod videostreaming, idet Shield ikke formåede at udfordre Xbox og PlayStation.
En af hovedfunktionerne dengang var Nvidias GameStream, som tillod brugeren at spille PC-spil på TV-skærmen via streaming over hjemmenetværket.
GameStream var en af de fremhævede funktioner i Nvidia Shield tilbage i 2015. Foto: Nvidia
- "Fra midten af februar vil en planlagt opdatering af Nvidia Games appen begynde at rulle ud til Shield-ejere. Med denne opdatering vil GameStream-funktionen ikke længere være tilgængelig i appen. Shield-brugere kan fortsætte med at bruge GameStream indtil det tidspunkt," skriver Nvidia i et supportdokument. "Gamestream fortsætter muligvis med at fungere et stykke tid, men vil ikke længere være understøttet og vil i sidste ende ophøre med at fungere. Alle andre tjenester, der understøttes af Nvidia Games, inklusive GeForce Now, kræver en app-opdatering for at fortsætte med at fungere."
Nvidia anbefaler, at brugere skifter til Steam Link, som tilbyder lignende funktionalitet. Steam Link understøtter spilstreaming via lokalt netværk i op til 4K SDR. Steam Link appen til Android TV-enheder kan downloades her. En anden mulighed er appen kaldet Moonlight. Alternativt kan spillere streame PC-spil fra skyen med GeForce Now.
Nvidia har ikke beskrevet, hvad softwareopdateringen i midten af februar ellers byder på.