TV 2 Play er nu tilgængelig hos 1 million danske husstande. Selskabet erkender dog, at de for alvor er begyndt at mærke konkurrencen fra globale aktører.
I fjerde kvartal rundede TV 2 én million betalende abonnenter på TV 2 Play, men trods den strategiske milepæl, skal der fortsat investeres i både indhold og digital udvikling, hvis TV 2s streamingtjeneste skal fastholde sin vækst og popularitet, skriver TV 2 i en pressemeddelelse.
- "Vi er både glade og stolte over, at så mange danskere vælger vores indhold til, og at langt de fleste af dem holder fast i TV 2 Play som én af deres foretrukne streamingtjenester. At vi har nået denne vigtige milepæl, bekræfter, at danskernes adfærd og tv-vaner er under markant opbrud, og at mange skifter fra eller kombinerer traditionelt tv med streaming, når de eksempelvis ser nyheder, sport og fiktion," siger TV 2s adm. direktør, Anne Engdal Stig Christensen.
Grafik: TV 2
Konkurrencen er hård
Hun erkender samtidig, at konkurrencen er hård. TV 2 Play mærker for alvor konkurrencen fra de globale streamingkonkurrenter på indholdssiden og fra tech-giganterne, der tager en betydelig bid af den digitale annonceomsætning.
TV 2-direktøren understreger, at TV 2s streamingtjeneste fortsat skal sikre at leve op til en lang række digitale krav om stabilitet, brugervenlighed og funktionalitet.
Udover at TV 2 Play kan købes direkte hos TV 2, er tjenesten i dag tilgængelig hos stort set alle tv-distributører, samt en række mobil-, bredbånd- og fiberleverandører. Dermed når TV 2 Play bredt ud til hele Danmark, og sammen med DRTV er TV 2 Play blandt danskernes foretrukne streamingtjenester.
DRTV, TV 2 Play og Netflix er blandt de mest sete streamingtjenester herhjemme, og TV 2 Play og Netflix er også dem, som danskerne svarer, at de er mindst tilbøjelige til at opsige, hvis de skal prioritere blandt betalingstjenesterne, ifølge TV 2.